Dyreforsøg — Voldelige reaktioner
HVIS det var muligt at gøre op nøjagtig hvor mange firbenede skabninger der årligt anvendes som forsøgsdyr i laboratorier og medicinsk forskning verden over, ville man nå op på svimlende tal. Det skønnes at der alene i USA hvert år benyttes mindst 17 millioner dyr — hunde, katte, aber, marsvin og kaniner. Rotter og mus tegner sig for 85 procent af dette tal. Da der ikke findes præcise opgørelser over hvor mange dyr der bruges og til hvilke formål, mener nogle eksperter at disse angivelser i bedste fald er et løst gæt. Visse kilder beregner det samlede tal for USA til i nærheden af hundrede millioner. Finder du disse tal rystende?
Ét er at anvendelsen af disse skabninger ikke har været forgæves, noget andet at mange væmmes ved tanken. Synes du at dette massedrab er umoralsk? Millioner af mennesker afskyr brugen af forsøgsdyr. Nogle kalder dyremishandling for „artshovmod“. Brochuren Point/Counterpoint Responses to Typical pro-Vivisection Arguments definerer det som „det at fremme sin egen arts interesser på bekostning af en andens“. Ifølge dyreværnsfolk indbefatter denne indstilling „at hensigten helliger midlet, og at man er nødt til at gøre [dyrene] ondt for at gavne [menneskene]“.
Set fra videnskabens side er der imidlertid grund til at spørge: Er vi modstandere af et system der går ind for at dyr må lade livet for at lægerne kan lære nye operationsteknikker til brug på mennesker eller forebygge at dødbringende sygdomme spredes? Er vi indstillede på at sige nej til nye livreddende lægemidler fordi vi ved at de er blevet afprøvet på dyr? Accepterer, ja foretrækker, vi at kirurgiske eksperimenter udføres på vore levende, men hjernedøde, børn eller forældre frem for på dyr? Og endelig: Hvis dyreforsøg kunne redde en i vores familie fra en pinefuld sygdom eller døden, ville vi så være imod det med den begrundelse at det er umoralsk at lade et dyr dø for at redde et menneskeliv? Ja, det er noget af et dilemma at skulle besvare så komplicerede spørgsmål.
Dyrenes befrielsesbevægelse
Ikke desto mindre er stemningen imod dyreforsøg vokset i løbet af 80’erne. I dag har denne holdning udmøntet sig i en global kæde af aktive organisationer der støt vokser i styrke og antal, og som højrøstet kræver at dyreforsøg afskaffes fuldstændigt, både i medicinsk forskning og i laboratoriebrug.
Dyreværnsaktivisterne taler deres sag gennem demonstrationer, lobbyvirksomhed, tidsskrifter, aviser, radio, fjernsyn og militante, voldelige aktioner. En fremtrædende canadisk aktivist oplyser om denne befrielsesbevægelse: „Den breder sig hastigt i Europa, Australien og New Zealand. Den bliver stærkere og stærkere i USA, og har kolossal tilgang i Canada. Flere grupper har forgreninger over hele kloden, og på verdensplan er der en tendens til at støtte de mere aggressive dyreværnsbevægelser.“
Nogle af disse ’aggressive grupper’ viger ikke tilbage for at fremme deres sag med voldsanvendelse. I de seneste år har dyreværnsaktivister øvet hærværk mod mindst 25 forskningslaboratorier i USA, og universitetslaboratorier er blevet bombesprængt. Der er anrettet skader for millioner af kroner. Betydningsfulde arkiver og dyrebare data er blevet ødelagt. Forsøgsdyr er blevet bortført og sluppet fri. Ved en sådan aktion blev værdifulde oplysninger om blindhed hos spædbørn spoleret. Udstyr til en værdi af mange hundrede tusind kroner er blevet knust.
I et åbent brev til universitetsstyrelser og nyhedsmedier har en gruppe med stolthed skrevet at ’det var et ret godt udbytte af deres investering’ at de på omkring 12 sekunder havde ødelagt et mikroskop til 10.000 dollars (cirka 65.000 kroner) med en stålstang til 5 dollars. I andre forskningsfaciliteter har læger og videnskabsfolk fundet blod hældt ud over arkiver og forskningsmaterialer, og slagord sprøjtemalet på væggene. En artikel taler om „chikane, deriblandt trusler på livet, mod forskere og deres familier“. I USA har dyreværnsaktivister fremsat over et dusin volds- eller dødstrusler mod nogle forskere personligt. En kommentator sagde i 1986 i en tv-udsendelse fra BBC i London: „Det der forener aktivisterne er overbevisningen om at direkte handling — at man tilintetgør ejendom eller endog tager menneskeliv — er moralsk berettiget i en befrielseskrig for dyrene.“
En aktivistleder sagde i 1986: „Ingen er endnu kommet noget til, men det er en farlig trussel . . . Før eller siden slår en eller anden igen, og så kan det være at der sker personskade.“ I samme interview forudsagde lederen at det ville komme til voldshandlinger i England og Vesttyskland. Episoder med brandbomber og vold har givet hendes ord vægt. Og i USA har der allerede været mordforsøg på en mand hvis firma udfører dyreforsøg. Kun politiets hurtige indgriben frelste ham fra et bombeattentat. Det er dog ikke alle tilhængere af ’dyrebefrielse’ der går ind for vold og ulovlige metoder.
Hvad skyldes modstanden?
Ifølge Den Amerikanske Lægeforenings tidsskrift JAMA „kan de fleste modstandere af biomedicinske dyreforsøg generelt opdeles i to kategorier: De der tænker på dyrenes vel og som ikke er imod biomedicinsk forskning forudsat at dyrene behandles så humant som muligt, at der anvendes så få dyr som overhovedet muligt og kun når det er påkrævet.“ Ifølge nylige undersøgelser udgør denne gruppe det knap så højrøstede flertal.
Ifølge samme kilde består den anden gruppe af „dem der er optaget af dyrenes rettigheder og som går til den yderlighed at modsætte sig alle biomedicinske dyreforsøg“. En leder i en sådan gruppe har udtalt: „Dyr har grundlæggende, umistelige rettigheder. Hvis et dyr er i stand til at føle smerte eller frygt, har det ret til at blive forskånet for dette.“ En anden repræsentant udtaler: „Der findes ingen fornuftgrunde bag påstanden om at mennesker har særlige rettigheder. Der er ingen forskel på en rotte, en gris, en hund og en dreng. De er alle pattedyr.“
Mange stærkt overbeviste tilhængere af ’dyrebefrielse’ er imod at dyr benyttes til fødevarer og beklædning og i sport, ja endog som kæledyr. Fiskere er blevet skubbet i vandet af personer der er imod at man fanger og spiser fisk. Folk iført pelse eller skindtøj er blevet overfuset på åben gade. Nogle rabiate modstandere af dyrehold og dyrplageri er brudt ind i forretninger og har ødelagt kostbar pelsbeklædning. „Jeg vil ikke spise æg til morgenmad eller gå med lædertøj,“ erklærer en. „Bag praktisk taget hver eneste skive bacon og hvert eneste uskyldigt udseende æg gemmer der sig en lang, skjult beretning om uudholdelige lidelser,“ hedder det i et nyhedsbrev fra USA’s Forening til Dyrenes Beskyttelse. Brevet er forsynet med fotografier af grise og kyllinger indespærret i trange båse og bure, og siger anklagende at disse ganske almindelige opdrætningsmetoder gør en „tallerkenfuld æg og bacon til intet mindre end ’grusomhedens morgenbord’“. Der ligger tydeligvis stærke og oprigtige følelser bag forsvaret for dyrenes rettigheder.
Rædselsberetninger
Mange finder det fuldt berettiget at kæmpe imod dyreforsøg. Ved en lejlighed brød nogle dyrevenner ind i laboratoriet for hovedskader ved et anset amerikansk universitet og stjal nogle videobånd som viste „aber der fik hovederne læderet i et knuseapparat, mens forskerne grinede ad de hjerneskadede dyrs krampetrækninger,“ fortalte bladet Kiwanis for september 1988. Sagen kostede laboratoriet dets statstilskud.
Fabrikanterne af kosmetik, shampo, vaskemidler og farvestoffer anvender ofte den berygtede Draize-prøve til at måle irritationsvirkningen af et produkt som forbrugerne kunne få i øjnene. Typisk bliver seks til ni albinokaniner anbragt i blokke med kun hoved og hals fri. Det afholder dem fra at kradse sig i øjnene når de får den flydende substans hældt i. Efter sigende skriger kaninerne af smerte. Også mange forskere er svorne modstandere af denne prøve og forsøger at få den afskaffet. Dyreværnsgrupper har dokumenteret talrige rædselsberetninger fra laboratorier der bruger forsøgsdyr.
Den ovenfor citerede dr. Robert White er ikke populær hos dyreværnsaktivisterne. Den Amerikanske Forening mod Vivisektion har på skrift kaldt ham „den berygtede vivisektor fra Cleveland som har transplanteret abehoveder og holdt abehjerner levende i væske, adskilt fra deres krop“.
Som med mange andre debatemner findes der ud over to yderpunkter også en middelvej der godtager det bedste og forkaster det værste. Findes der da anvendelige alternativer til dyreforsøg? Er den eneste brugbare og ligevægtige løsning at afskaffe dyreforsøg fuldstændigt? Vi tager spørgsmålene op i næste artikel.
[Ramme på side 9]
Modstridende meninger
„JEG mener at dyr har rettigheder som ganske vist adskiller sig fra vore, men som er lige så umistelige. Jeg mener at dyr har ret til at blive forskånet for at vi påfører dem smerte, frygt og fysiske afsavn. . . . De har ret til at undgå enhver form for brutal udnyttelse til føde, underholdning eller noget andet formål.“ — Naturforskeren Roger Caras, ABC’s tv-avis, USA (Newsweek, 26. december 1988).
„I det store perspektiv kan jeg ikke se bort fra alt det positive forskningen har udrettet. Vacciner, behandlingsformer, kirurgiske metoder og andre procedurer der er blevet udviklet i laboratorier, har øget den forventede levetid markant i løbet af de sidste hundrede år . . . I lyset af dette kan man anse det for en inhuman beslutning ikke at anvende forsøgsdyr — for det ville betyde at vi med vilje havde undladt at lære at afhjælpe sygdom.“ — Marcia Kelly, Health Sciences, efteråret 1989, Minnesotas universitet.
„Jeg siger nej til dyreforsøg, ikke blot af etiske grunde, men også, og hovedsagelig, af videnskabelige grunde. Det er påvist at resultaterne fra dyreforsøg slet ikke kan overføres på menneskets forhold. Til stofskiftet knytter der sig en naturlov . . . ifølge hvilken en biokemisk reaktions karakteristika kun gælder den art forsøget har fundet sted på. . . . Dyreforsøg er vildledende, unyttige, bekostelige og tilmed grusomme.“ — Gianni Tamino, forsker ved Padovas universitet, Italiens førende medicinske fakultet.
[Illustration på side 7]
Blokke med forsøgskaniner hvis øjne anvendes til Draize-prøver
[Kildeangivelse]
PETA
[Kildeangivelse på side 8]
UPI/Bettmann Newsphotos