Menneskers styre på vægtskålen
1. del — Styreformerne i søgelyset
DE DRAMATISKE politiske omvæltninger i Østeuropa i slutningen af 1989 bragte spørgsmålet om styreform i verdens søgelys. Et nyhedsmagasin skrev at „1989 ikke vil blive husket som det år Østeuropa blev forandret, men som det år hvor Østeuropa som vi har kendt det i fire årtier, forsvandt“.
Francis Fukuyama fra det amerikanske udenrigsministeriums departement for politisk planlægning skrev ligefrem at „det vi oplever ikke blot er afslutningen på den kolde krig, eller på en bestemt periode i efterkrigstidens historie, men afslutningen på selve historien som sådan — det vil sige enden på menneskehedens ideologiske udvikling“.
Dette, om end noget kontroversielle, synspunkt, rejser en række vigtige spørgsmål. Hvad kan der for eksempel siges om alle de århundreder med menneskestyre vi har bag os? Er menneskeheden nået til en skillelinje hvor vi kan tale om „afslutningen på selve historien“? Er der udsigt til at vi får et bedre styre? Og hvad vil dette i givet fald betyde for os som enkeltpersoner?
Folks syn på politik
Millioner af mennesker er tydeligvis skuffede over politikerne. Det gælder ikke kun her i Europa, men også i større eller mindre grad andre steder. Lad os for eksempel vende blikket mod Sydamerika.
Et førende tysk handelsblad beskrev i slutningen af 1988 den politiske situation dér som „den rene ruin“. Derefter blev de enkelte lande omtalt: „Argentinas . . . økonomi er ved at falde helt fra hinanden. Brasilien er næsten umuligt at regere. Peru er efterhånden fuldstændig sønderslidt. Uruguay klarer akkurat skærene. Ecuador forsøger at tackle noget der ligner en katastrofesituation. Colombia og Venezuela . . . holder fast ved en spinkel demokratisk tradition. I Mexico er regeringspartiet, der har siddet enerådende på magten i 50 år, . . . ved at gå op i limningen — hvilket er synligt for enhver. Firserne bliver allerede kaldt ’det fortabte årti’.“
Visse steder er politikernes popularitet mindre end nogen sinde. Da folk i Østrig blev bedt om at placere 21 forskellige erhverv i rækkefølge efter hvor megen respekt de nød, fik politikerne en nittendeplads. Meningsmålinger i Vesttyskland har vist at 62 procent af tyskerne mangler tillid til politikerne.
Professor Reinhold Bergler, der er leder af Det Psykologiske Institut ved Bonns Universitet, siger advarende at „unge mennesker er ved at vende stat, politik og politikere ryggen“. Han siger at 46 procent af de unge betragter politikere som „ordgydere“ og at 44 procent anser dem for korrupte.
En amerikansk opinionsundersøger skrev engang i 70’erne: „Det er en almindelig opfattelse at den (politiske) beslutningsproces er så upåvirkelig og så uærlig at vælgere ikke kan få deres ønsker igennem.“ I USA steg antallet af borgere der føler at politikerne er ligeglade med dem, fra 29 procent i 1966 til 58 procent i 1980’erne. Og ifølge den tyske avis Stuttgarter Nachrichten er dette ikke sket uden grund: „Alt for mange politikere tænker først og fremmest på sig selv og derefter, måske, på deres vælgere.“
Forståeligt nok breder den politiske ligegyldighed sig. Ved præsidentvalget i USA i 1980 gik kun 53 procent af de amerikanske vælgere til stemmeurnerne. Det var det femte valg i træk hvor valgdeltagelsen faldt. Ved valget i 1988 kom antallet af sofavælgere op på 50 procent.
Politikerne er godt klar over problemet. En kendt politisk forgrundsfigur har indrømmet: „Der er meget hykleri . . . inden for politik.“ Hvorfor? Hans svar lød: „Det er nødvendigt for at man kan vinde magten og beholde den.“ Udtalelsen blev fremsat af De Forenede Staters forhenværende præsident Richard Nixon. I betragtning af de skandaler der gjorde at han måtte træde tilbage, vil ingen vel betvivle at han ved hvad han taler om.
Det politiske systems utilstrækkelighed gør at mange oprigtige mennesker mister troen på at det er muligt at skabe et ideelt styre. Var det ikke bedre hvis der slet ingen regeringsmagt fandtes? Ville det være løsningen?
[Ramme på side 4]
„Når der ikke er kyndig ledelse, falder et folk.“ — Ordsprogene 11:14