Menneskers styre på vægtskålen
9. del — Menneskers styre når sit klimaks!
Overstatslige politiske systemer: Midlertidige eller permanente forbund, konføderationer eller føderationer af suveræne stater; forfølger fælles mål som rækker ud over enkeltstaters territorial-, myndigheds- eller interesseområde.
DEN 5. oktober 539 f.v.t. var byen Babylon i feststemning. Et tusind højtstående embedsmænd havde taget imod en afteninvitation fra kong Belsazzar. Skønt de sejrrige mediske og persiske tropper truede Babylon, lod Belsazzar og hans håndgangne mænd sig ikke forurolige. Bymurene var jo uigennemtrængelige. Der var ingen umiddelbar grund til panik.
Midt under festlighederne begyndte en hånd uden varsel at skrive nogle ildevarslende ord på paladsets væg: MENE, MENE, TEKEL og PARSIN. Knæene begyndte at ryste under kongen, og han blev ligbleg. — Daniel 5:5, 6, 25.
Daniel, som var israelit og som tilbad den Gud Belsazzar og hans topembedsmænd hånede, blev tilkaldt. „Dette er tydningen,“ forklarede Daniel, „MENE, Gud har talt dit riges dage og gjort ende på det. TEKEL, du er blevet vejet på vægten og fundet for let. PERES, dit rige er blevet delt og givet til mederne og perserne.“ Denne alt andet end glædelige profeti gik i opfyldelse, for „samme nat blev den kaldæiske kong Belsazzar dræbt“. — Daniel 5:26-28, 30.
På én nat blev ét menneskestyre afløst af et andet! I betragtning af de seneste politiske omvæltninger i Østeuropa er det nærliggende at spørge om det der overgik Belsazzar har adresse til vor tid. Var det et forvarsel om den skæbne som alle menneskelige styreformer ville få? Vi har al god grund til alvorligt at undersøge dette spørgsmål, eftersom det faktisk kan ske at „hele civilisationer går under“. Denne udtalelse stammer fra Jacques Barzun, der er professor ved Columbia-universitetet. Han tilføjer: „Grækenlands eller Roms pludselige undergang er ikke opspind.“
Menneskene har forsøgt sig med alle tænkelige styreformer. Hvad viser resultaterne efter at vi i flere tusind år har prøvet os frem? Har menneskers styre været tilfredsstillende? Har det kunnet løse vores voksende problemer?
Løfter og atter løfter
Bakul Rajni Patel, der er direktør for et velanskrevet forskningscenter i Bombay i Indien, giver noget af svaret. Hun beskylder politikere for at være ’helt igennem hykleriske’ og siger: „Det er almindeligt at ledere i Indien og andre lande i den tredje verden bestiger talerstolene for at holde brandtaler om ’udvikling’ og ’fremskridt’. Hvilken udvikling og hvilke fremskridt? Hvem er det vi holder for nar? Man behøver blot at se på de horrible statistikker fra den tredje verden: Hver dag dør 40.000 børn af sygdomme som kunne forebygges.“ Hun tilføjer at mindst 80 millioner børn er underernærede eller må gå sultne i seng hver aften.
’Lige et øjeblik,’ indvender du måske. ’Politikerne gør i det mindste et hæderligt forsøg. Der skal jo et eller andet styre til for at løse de graverende problemer der skyller ind over nutidens verden.’ Spørgsmålet er bare om disse problemer skal løses af menneskers styre eller af Guds.
Afvis ikke spørgsmålet som tåbeligt, og tro ikke, som så mange andre, at Gud vil forholde sig passiv. Selv pave Johannes Paul II mener tilsyneladende at Gud har ladet det være op til mennesker at regere bedst muligt, for da han for snart ti år siden besøgte Kenya sagde han: „Det politiske liv er en betydningsfuld udfordring for den kristne.“ Han fortsatte: „Borgerne i en stat har ret og pligt til at tage del i det politiske liv. . . . Det ville være en fejl at tro at den enkelte kristne ikke bør give sig af med disse sider af livet.“
Mennesker har, ofte med støtte fra religiøst hold, søgt efter den fuldendte styreform. Alle nye regeringer strør om sig med gyldne løfter. Men ingen af de smukke løfter er noget værd hvis de ikke indfries. (Se „Løfter uden hold i virkeligheden“, side 23.) Mennesker har tydeligvis ikke kunnet skabe et ideelt styre.
Nationerne søger sammen
Atomfysikeren Harold Urey hævdede at der ikke findes nogen „konstruktiv løsning på verdens problemer medmindre der en dag oprettes en verdensregering som er i stand til at opretholde lov og orden på hele jorden“. Men ikke alle tror at dette kan lade sig gøre. Historien har vist at det praktisk talt er umuligt at bringe et effektivt samarbejde i stand imellem nationerne ved hjælp af overstatslige organisationer. Lad os tage et kendt eksempel.
I kølvandet på den første verdenskrig blev der den 16. januar 1920 oprettet en verdensorganisation, Folkenes Forbund, med 42 medlemslande. Hensigten var ikke at organisationen skulle tjene som verdensregering men snarere som et verdensparlament til enhedens fremme, hovedsagelig ved at bilægge uoverensstemmelser mellem suveræne stater og derved afværge krig. I 1934 var medlemstallet vokset til 58 nationer.
Folkenes Forbund byggede dog på et spinkelt grundlag. „Ved slutningen af den første verdenskrig var forventningerne store, men blev snart afløst af skuffelse,“ forklarer The Columbia History of the World. „De forhåbninger man havde næret til Folkenes Forbund viste sig at være illusoriske.“
Den 1. september 1939 brød den anden verdenskrig ud, hvilket sendte Folkeforbundet ned i en afgrund af inaktivitet. Skønt organisationen først officielt blev opløst den 18. april 1946, afgik den reelt ved døden før sit fyldte tyvende år. Før dens officielle opløsning var den allerede erstattet af en anden verdensorganisation, De Forenede Nationer, der blev oprettet den 24. oktober 1945 og som til at begynde med havde 51 medlemslande. Ville denne nye organisation have bedre held med sig?
Endnu et forsøg
Nogle holder på at Folkeforbundet kom til kort på grund af sin mangelfulde udformning. Andre mener ikke at man skal give Folkeforbundet skylden, men snarere de regeringer som ikke gav organisationen den tilstrækkelige opbakning. Der er utvivlsomt noget rigtigt i begge synspunkter. Under alle omstændigheder forsøgte De Forenede Nationers ophavsmænd at tage ved lære og forhindre at FN kom til at lide af de samme svagheder og den samme ineffektivitet som Folkeforbundet.
„Hvad angår evnen til at skabe en verden med fred, samarbejde, lovlydighed og menneskerettigheder, står De Forenede Nationer over det gamle Forbund,“ mener skribenten Robert Baldwin. Det skal indrømmes at nogle af FNs særorganisationer, deriblandt WHO (Verdenssundhedsorganisationen), UNICEF (FNs Børnefond) og FAO (FNs Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation) har nået prisværdige resultater. Noget andet der måske synes at give Baldwin ret, er den kendsgerning at De Forenede Nationer nu har fungeret i 45 år, hvilket er over dobbelt så længe som Folkeforbundet.
Et af FNs bedste resultater var afkoloniseringen, som verdensorganisationen, ifølge journalisten Richard Ivor, i det mindste fik til at „forløbe en smule glattere end det ellers ville have været tilfældet“. Richard Ivor mener desuden at organisationen „var med til at begrænse den kolde krig til retorikkens slagmark“, og siger rosende at FN skabte en „global samarbejdsmodel“.
Nogle vil nok indvende at det først og fremmest var frygten for en atomkrig og ikke FN der forhindrede at den kolde krig brød ud i åben krig. Verdensorganisationen har ikke levet op til sit løfterige navn ved at forene nationerne, men har måttet nøjes med rollen som mægler idet den har forsøgt at afværge at fjendtligsindede nationer røg i totterne på hinanden. Og selv dette hverv har den ikke altid røgtet lige heldigt. Som forfatteren Baldwin forklarer, har De Forenede Nationer, ligesom Folkeforbundet, „ikke magt til at gøre mere end en anklaget medlemsnation allernådigst har tilladt“.
Medlemslandenes halvhjertede støtte til FN er lejlighedsvis kommet til udtryk ved deres manglende vilje til at betale til organisationens drift. De Forenede Stater har for eksempel tilbageholdt sine betalinger til FAO på grund af en resolution som anses for antiisraelsk og propalæstinensisk. Senere er USA, FNs største bidragyder, gået med til at udrede minimumsbeløbet for at kunne beholde sin stemmeret, men har undladt at betale over to tredjedele af sin gæld.
Varindra Tarzie Vittachi, tidligere generaldirektør for UNICEF, skrev i 1988 at han nægtede „at være med i det almindelige lynchselskab“ som undergraver De Forenede Nationer. Han kalder sig selv for en „loyal kritiker“, men indrømmer at der rettes en omfattende kritik fra folk der siger at „De Forenede Nationer er ’et blegnet lys’, at [organisationen] ikke har levet op til sine egne høje idealer, at den ikke har kunnet udføre sine fredsbevarende opgaver, og at dens udviklingsorganisationer — på nogle få lysende undtagelser nær — ikke har kunnet retfærdiggøre deres eksistens.“
Forfatteren Richard Ivor peger på hvad der er De Forenede Nationers akilleshæl: „Uanset hvad FN ellers kan udrette, kan organisationen ikke afskaffe synden. FN kan derimod gøre den globale synd mere kompliceret og synderen mere skyldig. Men det er ikke lykkedes FN at ændre hjerter og sind, hverken hos landenes ledere eller hos deres undersåtter.“ — Kursiveret af os.
De Forenede Nationer er behæftet med de samme fejl og skavanker som andre former for menneskestyre. Ingen af disse styreformer kan lære mennesker uselvisk at elske det gode, hade det onde eller vise respekt for myndighed — hvilket er forudsætninger for et vellykket styre. Tænk på hvor mange problemer i verden der ville løse sig hvis folk var villige til at lade sig lede af retfærdige principper! I en rapport om forurening i Australien siges der for eksempel at forureningsproblemet „skyldes folks indstilling snarere end uvidenhed“. Rapporten nævner at begærlighed er en grundlæggende årsag til dette, og tilføjer at „regeringens politik har forværret problemet“.
Ufuldkomne mennesker kan simpelt hen ikke skabe et fuldkomment styre. Som forfatteren Thomas Carlyle skrev i 1843: „I Længden er enhver Regering det nøjagtige Udtryk for sit Folk med dets Visdom og Daarskab.“ Hvem kan anfægte logikken i dette ræsonnement?
Menneskestyrets svanesang
Menneskers styre har her i det 20. århundrede nået sin mest udviklede form. Verdenslederne har fundet sammen for at danne den mest uforskammede og udfordrende sammensværgelse mod Guds styre nogen sinde. (Jævnfør Esajas 8:11-13.) Og det har de gjort ikke kun én gang, men hele to gange: da de oprettede Folkeforbundet, og da de oprettede De Forenede Nationer. Åbenbaringen 13:14, 15 kalder disse organisationer for „vilddyrets billede“. Det er meget betegnende, for de er et spejlbillede af hele det politiske system på jorden. Som et vilddyr har dele af dette politiske system taget jordens indbyggere som bytte og påført dem forfærdelige lidelser.
Folkeforbundet gik under i en katastrofe i 1939. Og De Forenede Nationer vil få samme skæbne, nemlig når følgende bibelprofeti går i opfyldelse: „Spænd jeres bælte, og bliv knust! Spænd jeres bælte, og bliv knust! Læg en plan, og den vil blive forpurret!“ — Esajas 8:9, 10.
Hvornår vil „vilddyrets billede“ og det øvrige menneskestyre som det er et spejlbillede af, blive knust? Hvornår vil Jehova gøre op med menneskers styre som udfordrer hans suverænitet? Bibelen opgiver ingen dato for hans indgriben, men bibelprofetierne og verdensbegivenhederne i forening tyder på at det er nært forestående. — Lukas 21:25-32.
Alle der vil, kan læse skriften på væggen. Lige så sikkert som Belsazzars styre blev vejet og fundet for let, lige så sikkert vil vore dages menneskestyre blive det. Hvorfor? Fordi det tillader politisk korruption, fremprovokerer krig, fremmer hykleri og selviskhed, og undlader at sørge for tilstrækkeligt med husly, føde, skolegang og lægebehandling til sine undersåtter.
Når menneskers styre forsvinder, vil det ske „på én nat“. Det vil være her den ene dag og være forsvundet den næste — hvorefter Guds rige, det fuldkomne styre, træder i stedet!
[Ramme på side 23]
Løfter uden hold i virkeligheden
Anarkier lover ubegrænset, total frihed; kendsgerningen er at uden et styre mangler mennesker en ramme af regler og principper inden for hvilken de kan samarbejde til gavn for hinanden; ubegrænset frihed medfører kaos.
Monarkier lover stabilitet og enhed under en eneherskers styre; kendsgerningen er at menneskelige regenter kun besidder begrænset viden, hæmmes af menneskelige svagheder og ufuldkommenheder, lader sig måske endda lede af dårlige motiver; desuden er de dødelige; enhver stabilitet og enhed er derfor kortvarig.
Aristokratier lover at lade de bedste komme til magten; kendsgerningen er at aristokraterne regerer i kraft af deres rigdom, herkomst eller magt, ikke nødvendigvis i kraft af deres visdom, indsigt eller kærlighed til og omsorg for andre; middelmådige konger erstattes altså blot af flere aristokratiske regenter.
Demokratier lover borgerne deltagelse i beslutningsprocessen til alles bedste; kendsgerningen er at borgerne ikke alene mangler viden men også de rette motiver til at træffe de beslutninger der er til deres fælles gavn; Platon kaldte demokratiet ’en charmerende statsform, fuld af variation og forvirring, som får høj og lav til at stå lige’.
Autokratier lover at få tingene gjort i en fart; kendsgerningen er, som journalisten Otto Friedrich skriver, at „selv de oprigtigste mennesker, der bevæger sig ind i den politiske magtjungle, bliver nødt til at give ordre til handlinger som de under normale omstændigheder ville finde umoralske“; de „gode“ autokrater forvandles derfor til magtsyge tyranner der er villige til at ofre deres borgeres ve og vel på deres personlige ambitioners alter.
Fascistiske regeringer lover at få økonomien under kontrol til samfundets gavn; kendsgerningerne viser at dette ikke er lykkedes men at prisen har været den personlige frihed; ved at forherlige krig og nationalisme har fascismen skabt rædselsregimer som Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.
Kommunistiske regeringer lover at skabe et ideelt, klasseløst samfund hvor borgerne nyder fuld lighed for loven; kendsgerningerne viser at klasserne og ulighederne fortsætter med at eksistere og at korrupte politikere blokker menigmand for alt hvad han har; resultatet bliver at kommunismens idealer forkastes overalt og at dens højborge trues af nationalistiske og separatistiske bevægelser.
[Ramme på side 23]
Fakta om De Forenede Nationer
▪ FN har nu 160 medlemslande. De eneste større lande der ikke er medlemmer er Nord- og Sydkorea samt Schweiz; ved en schweizisk folkeafstemning i marts 1986 stemte 66 procent imod FN-medlemskab.
▪ Ud over hovedorganerne består FN af 55 særorganisationer, råd, menneskerettighedskommissioner og fredsbevarende organer.
▪ Hvert medlemsland har én stemme i Generalforsamlingen, skønt det folkerigeste land, Kina, har 22.000 gange flere indbyggere end det mindste medlemsland, St. Kitts og Nevis.
▪ I FNs fredsår 1986 blev der udkæmpet 37 væbnede konflikter i verden, hvilket var mere end på noget andet tidspunkt siden den anden verdenskrig.
▪ Hele 37 procent af FNs medlemslande har færre indbyggere end den forenede internationale „nation“ Jehovas Vidner; 59 procent har færre indbyggere end det antal personer som overværede højtiden til minde om Kristi død.
[Illustrationer på side 24]
Folkenes Forbund
De Forenede Nationer
Ufuldkomne mennesker har ikke været i stand til at skabe et fuldkomment styre