Menneskers styre på vægtskålen

2. del — Konger — stjerner der fødes og dør

Monarki: regeringsform med statsoverhoved der arver magten, for eksempel konge eller kejser; kongedømme: monarkistisk regeringsform med konge eller dronning som overhoved; kejserrige: stort rige, som oftest bestående af flere nationer, lande og folkeslag underlagt en suveræn fyrstemagt, en kejser.

„NU SKETE det i de dage da Amrafel var konge i Sinear.“ I disse indledende ord til Første Mosebog, kapitel 14, forekommer ordet „konge“ første gang i Bibelen. Hvorvidt Amrafel, sådan som nogle mener, er et andet navn for Babylons berømte kong Hammurabi, vides ikke. Men uanset hvem Amrafel var, dukkede tanken om et menneskeligt kongedømme ikke op med ham. Flere hundrede år tidligere havde Nimrod, skønt han ikke omtales som konge, hersket som sådan. Ja, han var historiens første konge. — 1 Mosebog 10:8-12.

Ganske vist er der ikke fundet nogen skriftlige arkæologiske kilder der omtaler kong Nimrod eller kong Amrafel. „Enmebaragesi, konge af Kish, er den ældste mesopotamiske hersker der nævnes i en autentisk indskrift,“ oplyser The New Encyclopædia Britannica. Fra Kish, en gammel bystat i Mesopotamien, stammer det sumeriske ord for hersker, der betyder „stor mand“. Selv om arkæologernes årstalsangivelse for Enmebaragesis regeringstid ikke stemmer helt med Bibelens tidsregning, ligger den tæt på den tidsperiode Bibelen giver rum for. Og hvad vigtigere er: dette placerer menneskestyrets opståen i samme del af verden som Bibelen gør.

Enhed under herskerens vilje

Det kinesiske Shangdynasti menes at være kommet til magten mellem det 18. og det 16. århundrede f.v.t., men dateringen er usikker. Ét er dog sikkert: monarkiet er den ældste menneskelige regeringsform, og har været meget udbredt.

Ordet „monark“ kommer af de græske ord moʹnos, der betyder „alene“, og archeʹ, der betyder „styre“. I monarkiet er styret således i hænderne på kun én fyrste, der fungerer som permanent statsoverhoved. I absolutte eller enevældige monarkier er kongens ord lov.

Man har altid sagt at et monarki sammentømrer en nation. John H. Mundy, der underviser i middelalderhistorie, forklarer at ifølge den fremherskende politiske teori i middelalderen var „kongeinstitutionen velegnet til at binde udstrakte riger med modstridende regionale interesser sammen, fordi den var overordnet alle særinteresser“. De udstrakte riger med „modstridende regionale interesser“ var ofte skabt ved krig, for kongerne lå næsten konstant i krig med hinanden. Som historikeren W. L. Warren siger, blev en konges krigslykke „almindeligvis betragtet som det vigtigste mål for hvor vellykket kongens regeringstid var“.

Den monarkistiske regeringsform bidrog til opbygningen af imperier som det græske under Alexander den Store og det romerske under kejserne. Det samme gjaldt senere for det britiske imperium. Da dette imperium ved begyndelsen af dette århundrede stod på sin magts tinde, var en fjerdedel af jordens befolkning og en fjerdedel af jordens landareal underlagt ét kronet hoved.

Kongemagt i religiøse gevandter

Før i tiden hævdede mange monarker at være guddommelige. Historikeren George Sabine bemærker: „Fra og med Alexander blev de hellenistiske konger indlemmet blandt guderne i de græske byer. Gude-kongen blev i Østen en universel institution, som til sidst måtte overtages af de romerske kejsere.“ George Sabine siger at tanken om drottens guddommelighed har overlevet i Europa „i den ene eller den anden skikkelse helt op til vor tid“.

I Mellem- og Sydamerika blev monarkierne i aztekernes og inkaernes riger betragtet som hellige. I Asien var det først i 1946 at Japans kejser Hirohito gav afkald på at være den 124. menneskelige efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami.

Ikke alle konger har påstået at være guddommelige, men de fleste af dem har påberåbt sig Guds gunst. Det at være udvalgt til Guds udsending på jorden kastede gejstlig glans over fyrstens stilling. John H. Mundy forklarer at „den gamle idé om at kongerne selv var præster, gik sin sejrsgang i Vesten, hvor fyrsten blev kirkens administrative overhoved og lederen af dens apostolat“. Denne religiøse tanke „havde sit udspring i Konstantins union mellem kirke og krone [i det fjerde århundrede], og i kirkens sideløbende antagelse af den neoplatoniske lære“. Den religiøse salving af kongen i forbindelse med kroningen var med til at give kongedømmet legitimitet.

I 1173 antog Henrik II af England titlen „konge af Guds nåde“. Dette beredte jordbunden for ideen om kongemagtens guddommelige oprindelse med det deraf følgende dynastiske princip, eller princippet om kongemagtens arvelighed. Gud tilkendegav angiveligt sit valg ved tronarvingens fødsel. Som en konsekvens af denne doktrin overtog Ludvig XIV af Frankrig i 1661 den fulde, uindskrænkede regeringsmagt. Han betragtede al modstand som synd mod Gud, hvem han hævdede at repræsentere. „L’état c’est moi! [Staten, det er mig],“ sagde han.

Omtrent samtidig vandt en lignende idé genklang i Skotland. Jakob VI af Skotland, der senere som Jakob I blev konge af England i 1603, skrev: „Kongerne bliver kaldt guder . . . fordi de sidder på Guds trone på jorden, og skal stå til regnskab for deres magtudøvelse over for Ham.“ Det vides ikke hvorvidt det var denne tro der fik kong Jakob til at godkende oversættelsen af Bibelen til engelsk. Den dag i dag er ’King James’-Bibelen meget brugt i protestantiske kredse.

Enevældens tidsalder

I den tidlige middelalder opstod der en række kongedømmer i Europa. Kongen uddelegerede myndighed til jordbesiddere, som igen gav deres vasaller jord i forpagtning mod at disse blandt andet meldte sig under fanerne i krigstid. Derved skabtes det politiske og militære system som kaldes feudalismen. Men jo stærkere og mere magtfulde godsejerne blev, des større var faren for at riget splittedes op i en række små feudalstater.

I feudalsamfundet blev menigmand desuden berøvet sin værdighed og frihed. Han blev tyranniseret af krigsgale lensherrer, til hvis underhold han måtte betale. Uden skolegang og kulturel dannelse „havde den livegne bonde ikke mange lovfæstede rettigheder over for sin herremand, som han måtte svare landgilde,“ skriver Collier’s Encyclopedia. „Han kunne ikke gifte sig, lade sin ejendom gå i arv eller flytte fra fæstegården uden herremandens accept.“

Samfundet blev også regeret på andre måder i enevældens tid. Nogle konger uddelte administrative embeder til forskellige personer som senere kunne fjernes fra deres poster, om nødvendigt. I andre tilfælde betroedes lokalforvaltningen til institutioner der virkede i kraft af deres magt og århundredgamle praksis. Ingen af disse regeringsmetoder var dog tilfredsstillende. Ikke desto mindre talte skribenter i det 17. århundrede som sir Robert Filmer fra England og Jacques-Bénigne Bossuet fra Frankrig, varmt for absolutismen (enevælden) som den eneste rette regeringsform. Men enevældens dage var talte.

„Guderne“ reduceres

Til trods for at det officielt hed sig at monarken alene var ansvarlig over for Gud, havde der længe været voksende pres for at gøre ham ansvarlig over for menneskelige love, vedtægter og myndigheder. I det 18. århundrede „omtalte monarkerne formelt sig selv på en helt anden måde end det syttende århundredes suveræner,“ siges der i The Columbia History of the World, men der tilføjes dog at „bag de smukke ord var de stadig enevældige“. Videre siges der at „da Frederik den Store kaldte sig selv for ’statens første tjener’ og afviste tanken om kongens guddommelige ret, var det ikke for at give slip på magten“.

Med 1688-revolutionen i England og den franske revolution i 1789 var enevældens tid i det store og hele forbi. Efterhånden blev de absolutte monarkier afløst af konstitutionelle eller indskrænkede monarkier med forfatning og folkerepræsentation. I modsætning til det 12. århundrede, hvor „kongedømmet stadig var hvad kongen gjorde det til, og hvad undersåtterne gik med til“, for nu at bruge historikeren W. L. Warrens ord, er de fleste kongers og dronningers magt i dag ret begrænset.

Der er ganske vist nogle få monarker som stadig sidder inde med en betydelig magt. Men de fleste har for længst mistet deres „guddommelige“ glorie og må tage til takke med en stilling som topfigur eller rangsperson, samlingsmærker som appellerer til folkets loyalitet. I de konstitutionelle monarkier har man forsøgt at bibeholde de forenende aspekter ved enkeltmandsstyre og samtidig fjerne de negative aspekter ved at lade den egentlige magt hvile hos en lovgivende folkeforsamling.

Det konstitutionelle monarki har stadig mange tilhængere. Så sent som i 1983 omtalte Krishna Prasad Bhattarai, lederen af Nepals kongresparti, det som ’et værn mod kaos’ og tilføjede at ’kongen spiller en central rolle hvis man skal holde sammen på et land’. Selv da franskmændene i 1987 var ved at forberede fejringen af 200-året for den franske revolution, viste en meningsmåling at 17 procent gik ind for en genindførelse af monarkiet. Et medlem af en royalistisk gruppe udtalte: „Kun ved hjælp af en konge kan man forene et folk der så længe har været splittet af politiske stridigheder.“

Samme år skrev tidsskriftet Time: „Kongeværdighed skaber loyalitet, måske fordi monarken er den sidste hellige person i vor verdslige tid, den eneste tillidsvækkende person der skiller sig ud fra den grå masse og som samtidig er omgærdet af en vis mystik. Gud er måske død, men dronningen længe leve!“ Bladet indrømmer imidlertid at „[den engelske] dronnings suveræne magt mest består i hendes pompøse afmagt“.

Kommer til kort

De absolutte monarkier har vist deres utilstrækkelighed. I selve deres natur er de ustabile. Før eller senere dør alle regenter og må efterfølges af en tronarving, som udelukkende kommer til magten på grund af sin herkomst, ikke i kraft af sine herskerevner eller sin høje moral. Hvem kan garantere at sønnen kan løfte arven efter sin fader? Og hvis faderen var en elendig hersker, mon så sønnen bliver stort bedre?

Eftersom „tronfølgen“ ifølge Cristiano Grottanelli ofte „kun er løst foreskrevet, kan der udbryde tronstridigheder mellem kongsemnerne. Tiden efter en enevældig konges dødsfald er gerne en periode præget af socialt (og totalt) kaos, både reelt og symbolsk.“

Et absolut monarkis funktionsdygtighed afhænger af regenten, eftersom det er et enkeltmandsstyre. Regentens talenter og stærke sider vil afspejle sig i hans regeringsførelse, men det samme vil hans fejl og mangler og hans begrænsede kundskab. Selv mennesker med blåt blod i årerne er ufuldkomne. Hvis kongen er dårlig, er styret det også; hvis kongen er dygtig er styret måske bedre, men kun den fuldkomne konge kan indføre det styre som menneskeheden sukker efter og har krav på.

Også konstitutionelle monarkier kommer til kort. I dette århundrede har de engelske konger og dronninger siddet på tronen i det største og mægtigste rige nogen sinde mens dette stille og roligt er gået i opløsning.

En stjerne der aldrig blegner

Alle konger er som stjerner der fødes og dør — på én undtagelse nær. Om sig selv siger Jesus Kristus nemlig at han er „Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne“. (Åbenbaringen 22:16) Som efterkommer af David i lige linje kan Jesus blive konge i Guds rige. Ifølge Peter er „den strålende morgenstjerne“, Jesus Kristus, som en „dagstjerne“ der stiger op og får dagen til at bryde frem. — 2 Peter 1:19; 4 Mosebog 24:17; Salme 89:34-37.

Er det i betragtning heraf klogt at se hen til menneskelige monarkiers blegnende stjerner efter råd og dåd? Nej, det er visere at sætte sit håb til Guds udvalgte Konge, Jesus Kristus, „Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer, den eneste [af alle konger] der har udødelighed“. (1 Timoteus 6:15, 16) Han er allerede indsat som konge i himmelen, og vil snart lade dagen gry for en ny verden. Han er en stjerne — en konge — som aldrig dør!

[Illustration på side 17]

Selv de største jordiske konger har måttet overlade deres livsværk til andre