Menneskers styre på vægtskålen

5. del — Uindskrænket magt — En velsignelse eller en forbandelse?

Autokrati: Styreform hvor al magt er koncentreret hos en enkeltperson. Autoritært styre: Styre hvor magten udøves uden borgernes samtykke, men knap så hårdhændet som i et totalitært styre. Diktatur: Politisk styre hvor magthaveren besidder magtbeføjelser som ikke er begrænsede af loven eller nogen parlamentarisk forsamling. Totalitært styre: Styre hvor al magt er samlet hos ét autokratisk politisk organ og hvor der udøves næsten total statskontrol.

AUTORITÆRE styreformer — der er kendt for at øve udstrakt kontrol med borgerne, som kun har begrænset personlig frihed — kaldes ofte „undertrykkende“, „tyranniske“ og „despotiske“. Disse stærkt nationalistiske regimer kontrollerer alle sektorer af administrationen, holder borgerne under skarpt opsyn og forbyder selv harmløse aktiviteter der ikke tjener nationens interesser. Desværre har historien opvist utallige eksempler på autoritære styreformer.

Forskellige autoritære styreformer

I The World Book Encyclopedia siges der: „Zardømmet i Rusland var et næsten absolut autokrati.“ Ikke alle autoritære stater har været autokratier, det vil sige stater med en enehersker, diktator eller zar. Nogle har været ledet af en gruppe af personer, for eksempel en militærjunta eller en oligarkisk eller plutokratisk elite.

Selv demokratier kan være autoritære, og dét til trods for at der er flere politiske partier, at der afholdes valg og findes uafhængige domstole samt et parlament eller en lovgivende forsamling. I det omfang regeringen kontrollerer disse institutioner og får dem til at parere ordre, er styret nemlig autoritært, uanset statsforfatningen. Dette er ikke nødvendigvis et tilstræbt forhold. I krigstid eller i perioder med nationale omvæltninger er landet måske blevet erklæret i undtagelsestilstand. Men efter at krisen er ovre, har regeringen beholdt sit jerngreb om magten.

Kongedømmer har været mere eller mindre autoritære. De fleste absolutistiske (enevældige) monarkier er dog efterhånden blevet afløst af konstitutionelle monarkier. Monarkens magt er begrænset af en lovgivende forsamling og måske en skreven konstitution eller forfatning. Borgerne i vore dages konstitutionelle kongedømmer nyder altså langt større personlig frihed end man gjorde i enevoldsmonarkierne.

Selv under enevælden var kongens magt imidlertid begrænset. Professor i historie Orest Ranum forklarer at „de fleste konger hverken havde lyst eller reel magt til at tyrannisere deres undersåtter, eller til — som en anden Hitler, Mussolini eller Stalin — at rydde etniske eller kulturelle mindretal af vejen“. Det hele afhang selvfølgelig af kongens moral og gode egenskaber — eller mangel på samme. Men som professor Ranum siger: „Intet enevældigt kongedømme havde tilnærmelsesvis samme økonomiske og politiske centralisering som de moderne totalitære stater.“

Målet: Den totale magt

I 1920’erne og 30’erne gjorde en helt ny og hidtil ukendt type autoritært regime sin entré på verdensarenaen — nemlig i Italien, Sovjetunionen og Tyskland. I disse lande var massemedierne blevet underlagt statens kontrol. Politiet blev regeringspartiets lakajer og ikke folkets tjenere. Ved hjælp af propaganda, censur, ensretning, hemmelig politiovervågning og magtanvendelse forsøgte styret at knuse enhver opposition. Borgerne blev tvunget til at antage den officielle politiske og sociale ideologi. De der nægtede det, blev behandlet som forrædere. Denne styreform blev derfor meget betegnende kaldt for „totalitær“ fordi styret for at opfylde sine politiske målsætninger stræbte efter total kontrol over borgerne.

Det tyske tidsskrift Informationen zur politischen Bildung forklarer: „Den statsmagt der stræber efter total kontrol stiller sig, i modsætning til det autoritære styre, ikke tilfreds med at overtage den officielle magtposition. Styret nægter borgerne selv den mindste frihed, men kræver deres troskab og aktive doktrinære støtte til hver en tid. For at disse ubetingede krav kan opfyldes, er det nødvendigt med en totalitær stat som har hånd i hanke med områder som normalt ligger uden for statens kontrol, for eksempel familieliv, religion og fritid. Derfor må det totalitære diktatur opbygge et kontrolapparat der er i stand til at overvåge hvert eneste individ døgnet rundt.“

Et totalitært styre er selvsagt yderst effektivt når det gælder om at fremme statens interesser. Men et sådant jernregime er umuligt at opretholde i længden, siger journalisten Charles Krauthammer. Det kræver ganske enkelt en alt for omfattende kontrol. „For en kortere tid kan man fængsle og skyde folk,“ forklarer han, „men på et tidspunkt løber man tør for kugler, fængsler, energi, ja selv ofre. . . . Kun ved en permanent revolution kan man nå det totalitære ideal, og den permanente revolution er en umulighed. Selv diktaturstater har behov for hvile.“

Et produkt af ’massesamfundet’?

Der er fremsat mange teorier om hvorfor den autoritære styreform, særlig i dens mest ekstreme og gennemførte form, det totalitære styre, har trivedes så godt her i det 20. århundrede. Ifølge The World Book Encyclopedia „var de første to tredjedele af vort århundrede en periode med store forandringer — måske de hurtigste og mest gennemgribende i historien“. Dette har uden tvivl fremskyndet udviklingen hen imod totalitære diktaturstater.

Befolkningseksplosionen, urbaniseringen og den teknologiske udvikling er moderne fænomener som har været med til at skabe det såkaldte massesamfund — et industrisamfund karakteriseret af store, centraliserede, bureaukratiske og upersonlige institutioner. Det er et samfund hvor menneskelige relationer er overfladiske og flygtige, og hvor ensomme individer midt i menneskemasserne konstant søger efter deres rødder samt efter en følelse af fællesskab.

Der er delte meninger om hvorvidt totalitarismen er et barn af massesamfundet. Den tyskfødte politolog Hannah Arendt mener at dette er tilfældet. I sit værk Det totalitære samfundssystems oprindelse skriver hun at det totalitære samfund ikke er baseret på klasser, men på masserne som „enten i kraft af deres antal eller på grund af ligegyldighed eller en kombination af begge dele ikke kan indordnes i nogen organisation, der er baseret på fælles interesse, i politiske partier eller lokale styrer, faglige organisationer eller fagforeninger“.

Hannah Arendt nævner også andre faktorer som har bidraget til totalitarismens fremkomst, deriblandt imperialismen, antisemitismen og opløsningen af den traditionelle nationalstat.

Imperialisme?

Kort før århundredskiftet fik kolonialismen et opsving. Den britiske økonom John Atkinson Hobson kaldte perioden 1884-1914 for „den nye imperialismes“ epoke. Monarkistiske eller demokratiske stater udvidede deres koloniriger ved autoritær magtanvendelse. De tiltvang sig herredømme over fremmede lande ved direkte at erobre dem eller ved indirekte at underkue dem politisk og økonomisk. Hobson tolkede hovedsagelig imperialismen som et spørgsmål om økonomi. I mange tilfælde havde denne nye form for kolonialisme mindre at gøre med politisk magtkamp end med behovet for at skabe nye afsætningsmarkeder for landenes ekspanderende industrier.

Dette kom intetsteds tydeligere til udtryk end i det der kaldes Kapløbet om Afrika. Allerede i 1880’erne havde Storbritannien, Frankrig og Portugal adskillige kolonier i Afrika. Men da Belgien og Tyskland også krævede deres bid af kagen, satte kapløbet ind. Bortset fra Etiopien og Liberia var hele Afrika snart under europæisk herredømme. De sorte afrikanere måtte hjælpeløst se til mens de hvide „kristne“ koloniherrer bemægtigede sig deres land.

Også De Forenede Stater optrådte som kolonimagt. I slutningen af det 19. århundrede erhvervedes Alaska, Hawaii og Filippinerne, samt Guam, Samoa og andre Stillehavsøer, foruden Puerto Rico og andre caraibiske øer. Henry F. Graff, der er professor i historie ved Columbia-universitetet, kommer med følgende interessante kommentar: „De kristne missionærers virksomhed har haft lige så stor betydning for den moderne imperialisme som de politiske skribenter.“ Men hvis alle kristenhedens missionærer havde været sande kristne, ville de være forblevet politisk neutrale i kolonikrigene og i Kapløbet om Afrika, tro mod Jesu ord: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16; Jakob 4:4.

Imperietiden sluttede mere eller mindre i 1914. Den imperialistiske ånd levede dog videre. Følgende udtalelse af Cecil Rhodes, der i 1890’erne var premierminister i det nuværende Sydafrika, var meget tidstypisk: „Ekspansion er alt.“ Som en drivende kraft bag den britiske kolonialisme sagde han engang pralende: „Jeg ville annektere planeterne, hvis jeg kunne.“ Det er stadig denne stærkt egoistiske indstilling der får nationerne til at stræbe efter at dominere andre lande økonomisk og politisk for egen fordels skyld. For eksempel lykkedes det ikke Japan at sejre militært, men nogle beskylder landet for at ville gøre det økonomisk.

Ned med tyrannerne?

Det er en forbandelse, ikke en velsignelse, når skruppelløse og griske mennesker besidder uindskrænket magt. Kong Salomons ord rammer plet: „Se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten, og ingen trøstede dem.“ — Prædikeren 4:1.

Under det autoritære styre flyder „de undertryktes tårer“ i stride strømme. I sin bog Perestrojka advarer Mikhail Gorbatjov imidlertid: „Det er muligt for en tid at presse, tvinge, underkøbe, knuse eller undergrave. Men kun for en tid.“ Selv når det er ’undertrykkere der har magten’, er det gentagne gange sket at borgerne har rejst sig for at sprænge det autoritære styres lænker. Tænk blot på den blodige opstand i Rumænien i december sidste år mod Ceauçescu og hans sikkerhedsstyrker, Securitate.

Et autoritært styres fald kan indvarsle lysere tider for folket. Men det er også rigtigt som et burmesisk ordsprog siger: „Først med den nye hersker erkender man værdien af den gamle.“ Hvem kan garantere at et dårligt styre ikke vil blive afløst af et der er endnu værre?

Her er blot ét eksempel: I 1970’erne styrtedes det diktatordynasti som i 43 år havde siddet inde med magten i Nicaragua. Befolkningen nærede store forventninger om at forholdene ville blive bedre. Men blev de det? Et nyhedstidsskrift skrev ti år senere at elendigheden fra diktatortiden var „uændret, eller endog værre“. Tidsskriftet kaldte inflationen „skyhøj“, valutaen „praktisk taget værdiløs“ og de offentlige transportmidler „et næsten ukendt begreb“. Desuden begræd man landets „skandaløst utilstrækkelige sundhedspleje“ og bemærkede at „flere og flere dør af underernæring“. Da der senere blev holdt frie valg mistede regeringspartiet magten.

Er det ikke tydeligt at alle menneskelige styreformer er kommet til kort? Alligevel bliver mange mennesker ved med at søge efter den ideelle styreform. Dette kan medføre dyb skuffelse og bringe hele nationer på fortvivlelsens rand fordi ’ingen trøster dem’ — hvilket vi i næste nummer vil give et par kendte eksempler på.

[Illustration på side 21]

Zartidens Rusland er et eksempel på et næsten rendyrket autokrati

[Kildeangivelse]

Alexander II, malet af Krüger, cirka 1855