Menneskers styre på vægtskålen

4. del — „Vi, folkene . . .“

Demokrati: Folkestyre, udøvet enten direkte eller gennem valgte repræsentanter.

„VI, FOLKENE i Amerikas Forenede Stater . . . vedtager og opretter denne forfatning.“ Disse indledningsord i den amerikanske forfatnings præambel (indledning) afspejler de amerikanske grundlovsfædres ønske om at gøre De Forenede Stater til et demokrati. Det græske ord „demokrati“ betyder „folkestyre“. Abraham Lincoln, De Forenede Staters 16. præsident, kaldte det for et styre „af folket, ved folket, for folket“.

Det gamle Grækenland, der ofte kaldes demokratiets vugge, kunne bryste sig af at der i bystaterne, især Athen, allerede fandtes demokratier i det femte århundrede f.v.t. Men disse demokratier var anderledes end vore dages demokratier. For det første var borgerne direkte inddraget i beslutningsprocesserne. Alle mandlige borgere var medlemmer af en folkeforsamling som mødtes i årets løb for at drøfte aktuelle problemer. Ved simpelt flertal fastlagde folkeforsamlingen den politiske kurs i bystaten (polis).

Kvinder, slaver og fastboende fremmede havde dog ingen politiske rettigheder. Så det athenske demokrati var et aristokratisk demokrati forbeholdt et privilegeret fåtal. Formentlig var mellem halvdelen og fire femtedele af befolkningen udelukket fra det politiske liv.

Stemmeberettigede borgere ejede imidlertid ytringsfrihed idet de havde ret til at komme til orde før afgørelserne blev truffet. Alle mandlige borgere — ikke kun en lille elite — havde adgang til politiske embeder. En kontrolmekanisme forebyggede at enkeltpersoner eller grupper misbrugte den politiske magt.

„Athenerne var stolte af deres demokrati,“ siger historikeren D. B. Heater. „De mente at det var et skridt nærmere det sande og fuldkomne liv end monarkiet og aristokratiet var.“ Demokratiet var således kommet godt i vej.

Demokratiet når skelsår og alder

Bortset fra det nærdemokrati man finder i visse amerikanske småbyer og schweiziske kantoner, eksisterer det direkte eller rendyrkede demokrati ikke længere. I betragtning af de moderne staters areal og befolkningstal ville det være teknisk umuligt at regere hvis alle spørgsmål skulle til folkeafstemning. Og hvor mange borgere i nutidens fortravlede verden kunne afse tid til timelange politiske debatter?

Demokratiet har nået den modne alder, men er stadig stormomsust og har mange ansigter. Som det siges i tidsskriftet Time: „Det er umuligt at dele verden skarpt op i en demokratisk og en ikkedemokratisk blok. Inden for de såkaldte demokratier er der mellemformer hvad personlig frihed, pluralisme og menneskerettigheder angår, ligesom der er forskellige grader af undertrykkelse i diktaturstater.“ Almindeligvis forventes det dog at et demokratisk styre opfylder visse grundlæggende krav, ved for eksempel at garantere personlig frihed, lighed og respekt for menneskerettighederne, samt lov og ret.

I stedet for det direkte demokrati er det repræsentative demokrati blevet vore dages norm — lovgivende forsamlinger, med ét eller to kamre, af folkevalgte personer der repræsenterer, som det hedder, folket og vedtager love på dets vegne.

Vejen hen imod repræsentativt demokrati blev allerede betrådt i middelalderen. I det 17. og 18. århundredes England fik Magna Carta og parlamentet, der daterede sig fra det 13. århundrede, større betydning. Samtidig vandt politiske teorier om ligeret, naturret og folkesuverænitet gehør.

I anden halvdel af det 18. århundrede var begrebet „demokrati“ gledet ind i almindelig sprogbrug, skønt det blev betragtet med skepsis. I The New Encyclopædia Britannica hedder det: „Selv ophavsmændene til De Forenede Staters forfatning af 1787 var ængstelige ved at lade folket få for stor indflydelse på den politiske proces. En af dem, Elbridge Gerry, kaldte demokratiet for ’det værste af alle politiske onder’.“ Mænd som englænderen John Locke mente imidlertid at styret burde bygge på folkeviljen og at folkets naturrettigheder var ukrænkelige.

Republikker

Mange demokratier er republikker, det vil sige stater hvor statsoverhovedet ikke er en konge, men sædvanligvis en præsident. En af verdens første republikker var det gamle Rom, selv om det var så som så med demokratiet dér. Ikke desto mindre eksisterede den halvdemokratiske romerske republik i over 400 år før den måtte vige pladsen for kejserdømmet.

I dag er republikken den mest almindelige statsform. I en årbog for 1989 bliver 127 af verdens 219 stater betegnet som republikker, skønt de ikke alle er repræsentative demokratier. Styreformen kan variere meget.

Nogle republikker er enhedsstater med en stærk centralmagt. Andre er føderationer hvor selvstændige stater er underlagt en forbundsregering. Som det fremgår af navnet er De Forenede Stater en føderation. Forbundsregeringen varetager nationens fællesinteresser mens delstatsregeringerne tager sig af lokale anliggender. Inden for disse vide rammer er der selvfølgelig mange variationsmuligheder.

I nogle republikker afholdes der frie, pluralistiske valg. Borgerne kan vælge mellem en række politiske partier og kandidater. I andre republikker anses frie valg for overflødige, idet man hævder at folkets vilje bliver sat igennem på andre måder, blandt andet ved kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne. Ofte henviser man til det gamle Grækenland som forbillede eftersom frie valg var et ukendt begreb dér. Administratorer blev ved lodtrækning valgt og eventuelt genvalgt for en etårig periode. Aristoteles var imod folkeafstemninger, idet han hævdede at de fik aristokratisk slagside ved at „de bedste“ blev valgt. Et demokrati burde være hele folkets styre, ikke kun elitens.

Det mindste af flere onder?

Selv i det gamle Grækenland var der delte meninger om demokratiet. Platon var skeptisk. Han påstod at det demokratiske styre var svagt fordi det var i hænderne på uvidende personer som nemt lod sig rive med af demagogers forføreriske ord. Sokrates sagde at demokratiet slet og ret var massetyranni. Aristoteles, den tredje af de tre store blandt de græske filosoffer, hævdede, ifølge bogen A History of Political Theory, at „jo mere demokratisk et demokrati bliver, des mere tenderer det mod at blive et pøbelvælde, . . . der degenererer mod tyranni“.

Andre røster har givet udtryk for lignende betænkeligheder. Jawaharlal Nehru, Indiens tidligere premierminister, sagde at demokratiet var godt, men tilføjede så: „Jeg siger dette fordi andre styreformer er dårligere.“ Og den engelske prælat og skribent William Ralph Inge har engang skrevet: „Demokratiet er den styreform som logisk set bør forsvares, ikke fordi den er god, men fordi den er mindre ringe end andre.“

Demokratiet har adskillige svage sider. Først og fremmest forudsætter det at den enkelte er villig til at sætte samfundets interesser over sine egne. Det gælder for eksempel ved betaling af skat og overholdelse af nødvendige, men upopulære, love. Imidlertid er det svært at finde en sådan uselviskhed, selv i „kristne“ demokratiske lande.

En anden skavank gjorde Platon opmærksom på. Ifølge A History of Political Theory beklagede han sig over „politikernes uvidenhed og inkompetence, hvilket er en forbandelse der hviler over demokratierne“. Mange professionelle politikere klager over mangelen på kvalificerede og talentfulde personer i statsledelsen. Selv de folkevalgte er ofte ikke andet end politiske amatører. Og her i tv-alderen kan en kandidat blive en ren stemmesluger alene i kraft af sit udseende eller sin udstråling, hvilket ikke kunne lade sig gøre hvis det alene kom an på hans administrative evner.

Endnu en åbenbar ulempe ved demokratiet er at det er et langsomt arbejdende maskineri. Når en diktator taler, sker der noget! I et demokrati kan fremskridtet blive kvalt i endeløst politisk tovtrækkeri. Det er selvfølgelig en fordel at sagerne bliver grundigt behandlet. Men som Storbritanniens tidligere premierminister Clement Attlee engang bemærkede: „I demokratiet regerer man ved at diskutere, og dette er kun effektivt hvis man kan få folk til at holde op med bare at snakke.“

Men selv om dette lykkes er det et åbent spørgsmål om de trufne beslutninger virkelig er et udtryk for hvad „folket“ ønsker. Stemmer folkerepræsentanterne efter hvad flertallet af deres vælgere mener eller efter deres egen overbevisning? Eller følger de blindt partiets officielle linje?

Det højt besungne demokratiske princip om kontrolinstanser til at forhindre korruption virker sjældent i praksis. I 1989 skrev tidsskriftet Time om „det offentliges forfald på alle niveauer“ og kaldte den demokratiske statsmagt i et bestemt land for „en oppustet, ineffektiv og hjælpeløs kolos“. Formanden for en ekspertgruppe der midt i 1980’erne blev nedsat for at kulegrave spildet i den offentlige forvaltning i et andet land, udtalte beklagende: „Staten er kørt helt af sporet.“

Af disse og mange andre grunde kan man vel næppe kalde demokratiet for den ideelle styreform. Som en engelsk digter fra det 17. århundrede, John Dryden, sagde: „Flertallet kan tage lige så meget fejl som mindretallet.“ Den amerikanske skribent Henry Miller lagde ikke fingrene imellem da han sarkastisk, men sandfærdigt, skrev: „En blind leder en blind. Dette er den demokratiske vej.“

Ringer dødsklokkerne for demokratiet?

Demokratiet har fået mere vind i sejlene i dette århundrede end nogen sinde før. Tænk blot på de politiske omvæltninger i Østeuropa. Men „det liberalistiske demokrati er nu i alvorlige vanskeligheder verden over,“ skrev journalisten James Reston for nogle år siden. Daniel Moynihan har advarende sagt at „den demokratiske liberalisme ikke længere er den fremherskende ideologi“ men at „demokratiet tilsyneladende taber terræn“. Den britiske historiker Alexander Tyler påstår at den demokratiske styreform ikke holder evigt fordi den „altid bryder sammen på grund af en slap finanspolitik“. Det vil dog ikke alle give ham ret i.

Sikkert er det imidlertid at demokratiet blot er den udløber af en udvikling der blev sat i gang i Eden, da menneskene valgte at følge deres eget hoved, frem for at lytte til Gud. Det er menneskestyre i yderste konsekvens, eftersom det — i det mindste teoretisk — inddrager alle i statsstyret. Men den latinske talemåde Vox populi, vox Dei, „folkets røst, Guds røst“, holder ikke stik. De der støtter det demokratiske menneskestyre må derfor være villige til at påtage sig ansvaret for udfaldet. — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:22.

Dette er blevet en stadig mere alvorlig sag siden 1914. I dette skæbnesvangre år trådte Guds styre i funktion på en særlig måde. Guds messianske rige står nu parat til at overtage det fulde verdensherredømme. Alle menneskelige styreformer — deriblandt demokratiet — bliver vejet på vægtskålen. Og hvis vi støtter dem, vil vi lide samme skæbne som dem. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 19:11-21.

[Ramme på side 12]

„Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23

[Ramme på side 14]

„Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ — Ordsprogene 14:12

[Illustration på side 13]

De der støtter det demokratiske menneskestyre er meddelagtige i ansvaret for udfaldet