Hvorfor vi ikke kan undvære en regering

HVOR du end bor på denne klode har du noget tilfælles med hele den øvrige menneskehed — du er underlagt en regering. Du billiger måske ikke den politik dit lands regering fører, men du kan sandsynligvis gå med til at et styre er en nødvendighed.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor har regeringer i årtusinder været en uadskillelig del af menneskets tilværelse? Hvilke forskellige styreformer udøver disse regeringer? På hvilke måder er de til gavn for os som enkeltpersoner — selv hvis vi ikke kan gå ind for den politik de fører?

Det var især da man begyndte at bygge byer det blev nødvendigt med en eller anden form for politisk ledelse. Bylivet måtte organiseres til alles gavn. Ordet „politik“ er faktisk afledt af det græske navneord polis, „by“, og tillægsordet politikos, som betyder „vedrørende en borger“. Dog havde samfund der var langt ældre end fortidens græske bystater, også indset behovet for en regering. Sumer, Ægypten, Israel og Babylon var allerede for flere tusind år siden organiseret under forskellige regeringsformer. — 2 Mosebog 18:13-27.

Men det var måske nok i det gamle Grækenland, der ofte kaldes demokratiets vugge, at politisk filosofi blev mere veldefineret og nye ideer blev udformet. Filosoffer som Platon og Aristoteles fremholdt fordelene ved forskellige politiske systemer. Aristoteles’ synspunkt gik ud på at politik er videnskaben om kollektiv lykke. Han mente at statens funktion bør være at organisere samfundet på en måde der bringer størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker. Denne grundlæggende tanke praktiseres til en vis grad af de fleste regeringer, eftersom de tilvejebringer nødvendige faciliteter til gavn for alle borgere: veje, kloakanlæg, politi, skoler og retsvæsen — for blot at nævne nogle få.

I årtusinder har menneskene eksperimenteret med næsten enhver tænkelig regeringsform og politisk filosofi — fra monarkier (der nu de fleste steder er erstattet af republikker) til forskellige former for demokrati (folkestyre) og en mangfoldighed af oligarkier og diktaturer. (En definition af betegnelserne findes i rammen på den følgende side.) Kommunismen, fascismen og nationalsocialismen (nazistpartiet i Tyskland) er alle opstået efter 1917.

„De konkurrerende ideologiers tid“

Her i det tyvende århundrede er regeringerne blevet sat på en hård prøve. Professor Burns skriver i bogen Ideas in Conflict: „Fremtidens historikere vil sandsynligvis se tilbage på det tyvende århundrede som et af de mest afgørende i menneskehedens historie. De vil uden tvivl hæfte fikse betegnelser på det — måske vil de kalde det verdenskonfliktens tid, revolutionens og modrevolutionens tid, de konkurrerende ideologiers tid, eller, mere enkelt, kvalernes tid.“

Vi må imidlertid se i øjnene at ikke et eneste politisk system har kunnet frembringe en regering som alle undersåtterne er tilfredse med. Er alene dét grund nok til at hævde at de politiske systemer har svigtet? Nej, ikke nødvendigvis. Nogle mennesker har så selviske eller snævre motiver at kun deres egen, særlige filosofi nogen sinde ville kunne stille dem tilfreds — og blev den gennemført, ville det måske mishage flertallet. Hvordan kan vi da finde ud af om der findes en styreform eller en politisk filosofi der til fuldkommenhed kan dække ethvert behov som menneskene måtte have?

Jesus Kristus formulerede en regel som vi kan overføre på politik: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter . . . Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ (Mattæus 7:17-20) Lad os nu overføre denne regel på vore dages politiske systemer for at finde den regeringsform der er til størst gavn for hele menneskeheden.

[Ramme på side 4]

Forskellige styreformer

De følgende definitioner stammer fra Gyldendals Tibinds Leksikon og Gyldendals Fremmedordbog.

Anarkisme: „Pol. idé og bevægelse som . . . vil tilintetgøre staten og alle dens magtorganer for gennem frivillige sammenslutninger af frie individer at opbygge et autoritetsløst samfund.“

Aristokrati: „Styreform hvor magten ligger hos en samfundsgruppe med høj social status.“

Autokrati: „Enevælde; diktatur.“

Demokrati: „Folkestyre; . . . flertalsstyre i samarbejde med mindretallet.“

Fascisme: „Samlebegreb for pol. bevægelser af autoritært, totalitært, terroristisk og antikommunistisk præg med et vist folkeligt grundlag.“

Feudalisme: „Samfundstype hvor jordbesiddelse er kilden til pol. magt; dss. lensvæsen.“

Kapitalisme: „Samfundsøkonomisk system hvor produktionsmidlerne ejes af privatpersoner, og hvor produktionen er organiseret på grundlag af en højt udviklet industriel teknik med henblik på størst mulig profit.“

Kommunisme: „Samfund[sordning], hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet og der ikke . . . findes nogen social klassedeling.“

Monarki: „Stat eller regeringsform med en enkeltperson af fyrstelig familie, monark, som statschef.“

Nazisme: „Nationalsocialisme. Pol. bevægelse som besad magten i Tyskland 1933-45 . . . en militant og ekspansiv nationalisme . . . Alt samfundsliv skulle underordnes partiets myndighed.“

Oligarki: „Fåmandsvælde, forfatningsform hvor nogle få personer eller slægter sidder inde med magten.“

Plutokrati: „Rigmandsvælde.“

Republik: „Ikke-monarkisk statsform. [Republikkens] statschef kaldes ofte præsident.“

Socialisme: „Samfundsorden der bygger på kollektiv ejendomsret til jord og produktionsmidler, således at produktion og fordeling af materielle goder er underlagt samfundsmæssig styring og kontrol . . . i marxistisk teori det kommunistiske samfunds første fase.“

Teokrati: „Gudsvælde; stats- eller regeringsform hvor Gud antages at styre staten direkte i overensstemmelse med principper som tolkes af profeter eller præster.“

Totalitært styre: „Pol. system hvor de allerfleste sektorer af menneskelig adfærd kontrolleres fra ét pol. centrum, fx en stat eller et parti, som identificerer sig med eller foregiver at repræsentere en enig folkevilje.“