Tør og spinkel, men ilter
Af Vågn op!-korrespondent i Italien
NOGLE gange har jeg på fornemmelsen at jeg er ret usædvanlig — spinkel og tør men alligevel så temperamentsfuld at det slår gnister. Jeg er så ilter at det kun tager et øjeblik at gøre mig rødglødende. Det ved andre godt, og de udnytter det. Det ligger nemlig til mig at blive tændt. Faktisk bliver folk ret misfornøjede hvis jeg holder hovedet koldt, og det har sine gode grunde — jeg er nemlig en tændstik.
Er det ikke sandt at man ofte tager mig for givet og kun lægger mærke til mig når jeg ikke bryder ud i lys lue eller når tændstikæsken er tom? Men jeg kunne godt tænke mig at se hvordan du ville bære dig ad med at tænde ild som de gjorde før i tiden, enten ved at gnide to stykker træ mod hinanden for at antænde en dynge tørre blade, eller ved at slå en flintesten mod et stykke stål, med fare for at skramme fingrene. Hvis du stod i den situation ville du sikkert være taknemmelig for en tændstik.
Tændstikkens opfindelse
I historiens løb har man eksperimenteret meget for at finde den mest praktiske måde at tænde ild på. Allerede i det 17. århundrede, efter at den tyske kemiker Hennig Brand havde opdaget fosforet, begyndte man at overveje hvordan man kunne opfinde en anordning der kunne gøre det let at tænde ild. Der skulle imidlertid gå længere tid end videnskabsmændene havde ventet, før det lykkedes.
I begyndelsen af det 19. århundrede opfandt franskmanden Jean Chancel en let antændelig blanding af kaliumklorat, sukker og gummi arabicum. Man anbragte lidt af blandingen på en svovlimprægneret pind, og for at antænde den skulle man dyppe den i asbest der var gennemvædet af svovlsyre. Ikke just noget der var egnet til at have med i lommen!
Det lader til at den første strygetændstik, som blev kaldt „strygelys“, blev opfundet i 1826 af englænderen John Walker, der var apoteker. Denne tændstik blev senere kaldt en Lucifer-tændstik, eller slet og ret en Lucifer. Hvorfor „Lucifer“? Fordi det er den latinske oversættelse af det græske ord for „lysbringer“ — fōsfoʹros! Det er det samme ord der i Andet Petersbrev 1:19 oversættes med „lysbærer“ eller „dagstjerne“! På nogle sprog, for eksempel spansk og portugisisk, kaldes jeg stadig for en fósforo.
Omkring samme tidspunkt som John Walker opfandt sin tændstik, dukkede de såkaldte „prometheanere“ op. (Prometheus var en titan i den græske mytologi som stjal ild fra Olympos og gav den til mennesket.) Disse svovlstikker var en mellemting mellem Jean Chancels opfindelse og nutidens tændstikker. Kaliumklorat, sukker og gummi blev blandet og pakket ind i en rulle fint papir. I den ene ende var der en lille glaskapsel fyldt med svovlsyre. Når glasset blev slået i stykker gik syren og den brændbare sats i forbindelse med hinanden og antændtes. På sine rejser med skibet Beagle gennem Sydamerika, vakte Charles Darwin stor opsigt i Uruguay da han tændte ild ved at bide glaskapselen i en promethean i stykker. Der var altså ikke her tale om strygetændstikker men om tændstikker som blev antændt ved en kemisk reaktion.
Omkring samme tid blev en italiensk kemiker, Domenico Ghigliano, interesseret i min familie. Efter adskillige eksperimenter fremstillede han en brændbar sats af antimonsulfid og andre stoffer der skulle anbringes på spidsen af små pinde hvor det skulle størkne. Når hovedet blev strøget mod en ru overflade antændtes det øjeblikkelig.
I mellemtiden var kaliumklorat og gult fosfor blevet hovedbestanddele i satsen, hvilket både var giftigt og farligt. Med tiden blev de erstattet med blyoverilte (eller mønje med manganoverilte) og rødt fosfor. Dette mindskede også til en vis grad vanskelighederne i forbindelse med fremstillingen og brugen af tændstikker.
Fra træstamme til tændstik
Hvad fremstilles jeg af i dag? Min korte, spinkle, tørre krop kan være af grantræ, fyrretræ eller poppeltræ. Mit hoved består i regelen af fosforsulfid, klorat, jern- eller zinkoxid, knust glas og gummi eller lim.
Vi tændstikker er selvfølgelig ret forskellige, og det gælder i endnu højere grad de æsker vi ligger i. Jeg selv er en almindelig husholdningstændstik, men der findes også vokstændstikker (et typisk italiensk produkt hvor tændstikken er fremstillet af papir behandlet med voks). Så er der også sikkerhedstændstikken (der fremstilles med et hoved uden fosfor og som er så avanceret at den kun kan tændes når den stryges mod æskens strygeflade som indeholder fosfor).
Fremstillingen af os tændstikker kan inddeles i tre faser: Først bliver vores krop, selve tændstikken, tilvirket; derefter blandes den brændbare sats; til sidst påføres tændstikken satsen.
I den første fase bliver barken skrællet af træstammerne, som forarbejdes til millioner af fine kvadratiske eller rektangulære tændstikker. Når man laver tændstikker af voks, trækkes en lang strimmel af sammentvundet vokspapir gennem et stempel, hvorefter den afkortes i længder på 2,5 centimeter.
Tændsatsen fremstilles af forskellige kemikalier, og tændstikhovedets bestanddele kan variere fra den ene slags tændstikker til den anden. I den sidste fase anbringes vi med hovedet nedad i en ramme, hvorefter der påsmøres et tyndt lag tændsats via en valse. Derefter tørres vi og lægges til sidst i æsker. Tændstikæskens ru strygeflade hvorpå vi antændes, består af et lag lim blandet med glasstøv. Engang blev vi fremstillet i hånden, men nu er processen selvfølgelig mekaniseret. Vi fremstilles i millionvis.
Til sidst et advarende ord: Lad os ikke ligge et sted hvor børn kan få fat i os. Børn er meget nysgerrige og vil gerne efterligne voksne. Før man ved af det har de strøget mit hoved mod kanten af æsken, og da jeg er en ret opflammende karakter kan selv en lille gnist forårsage en stor brand. Jeg skal derfor omgås med varsomhed!