Hvorfor der blev behov for Folkeforbundet
DEN første verdenskrig var et ragnarok der gennem fire år forvoldte død og ødelæggelse i et hidtil uset omfang. Opdelt i to fjendtlige alliancer marcherede alle stormagters og mange andre landes hære sejrssikre af sted til slagmarken, fulgt af hurraråb fra civilbefolkningerne, der troede at krig var et ærefuldt eventyr.
Men på ganske få måneder lærte verden kun alt for bittert krigens pris at kende. Og da blodbadet, det meningsløse spild af menneskeliv og materiel, var slut, vaklede verden under en gigantisk gældsbyrde. Noget måtte man gøre for at hindre at en sådan krig atter brød ud. Hvorfor ikke oprette en instans hvor nationerne kunne afgøre deres mellemværender i fredeligt samråd i stedet for med våbenmagt? Var det en ny tanke? Egentlig ikke.
Hvorfor tidligere bestræbelser slog fejl
Før den første verdenskrig var der blevet oprettet en domstol til fredelig bilæggelse af uoverensstemmelser. Det var Den Faste Voldgiftsret i den hollandske by Haag. Ved århundredets begyndelse håbede mange at nationerne ville afstå fra krig og lade domstolen mægle mellem dem. Men hvordan gik det ved de fredskonferencer i Haag i 1899 og 1907 der førte til at det der i daglig tale kaldes domstolen i Haag blev oprettet?
Ved begge konferencer nægtede de repræsenterede nationer at underkaste sig tvungen voldgift og at begrænse deres våbenlagre. Faktisk fejede de alle nedrustningsforslag af bordet og afparerede alle initiativer der skulle forpligte dem til at afgøre deres mellemværender ved voldgift.
Da retten i Haag omsider begyndte sit virke, havde nationerne derfor sikret sig at de ikke afgav nogen suverænitet. Hvordan? Ved ganske enkelt at gøre det frivilligt om man ville indbringe en sag for domstolen. Og de lande der forelagde den deres stridigheder, havde ikke pligt til at rette sig efter dens afgørelser.
Men ved skinsygt at vogte deres suverænitet undergravede nationerne verdensfreden og sikkerheden. Våbenkapløbet fortsatte derfor med uformindsket styrke lige til det kastede menneskesamfundet hovedkulds ud i de skudsalver der brød verdensfreden i sommeren 1914.
Netop som klokken var ved at falde i slag tilkendegav Serbien i sit svar på det østrig-ungarske ultimatum ironisk nok sin villighed „til at acceptere en fredelig overenskomst ved at forelægge . . . Det Internationale Tribunal i Haag dette spørgsmål til afgørelse“. Men da det jo var frivilligt om man ville acceptere domstolens mellemkomst, følte Østrig-Ungarn sig ikke tvunget til at indgå „en fredelig overenskomst“. Der blev altså erklæret krig for at bevare freden — og over 20 millioner civile og militære dødsofre måtte betale prisen!
Gejstligt bifald til et Folkeforbund
I maj 1919 erklærede den episkopale biskop Chauncey M. Brewster ved et bispemøde i USA at „verdens håb om en retfærdig og varig fred beror på at folkeretten håndhæves af en ny myndighed. . . . Folkeretten bør være mere bindende end Haag-konferencens konklusioner [der førte til oprettelsen af Haag-domstolen]. Nationernes samarbejde må derfor foregå i et fællesskab der har karakter af en pagt eller et forbund.“
Den katolske kardinal Mercier fra Belgien var af samme mening. I et interview i marts 1919 udtalte han: „Det forekommer mig at regeringernes fornemste pligt over for det kommende slægtled er at umuliggøre en gentagelse af de forbrydelser verden stadig bløder af.“ Han kaldte de forhandlere der udfærdigede Versailles-fredstraktaten, for „den nye verdens genopbyggere“ og tilskyndede til at der blev dannet et Folkeforbund i dette øjemed. Desuden udtrykte han forhåbning om at dette forbund ville blive den fuldkomne fredsbevarer.
Forsiden af The New York Times for 2. januar 1919 bar følgende overskrift: „Paven håber at der oprettes et Folkeforbund.“ I første afsnit bekendtgjorde artiklen: „I et nytårsbudskab til Amerika . . . gav pave Benedikt udtryk for håb om at fredskonferencen måtte medføre en ny verdensorden, med et Folkeforbund.“ Paven benyttede ikke formuleringen „ny verdensorden“ i sit budskab, men hans forhåbning om et Folkeforbund var så storladen at enten Associated Press eller Vatikanets pressebureau øjensynlig fandt vendingen træffende.
Overvej disse forhåbninger i lyset af datidens forhold. Det hårdt prøvede menneskesamfund råbte på krigens afskaffelse. Alt for mange krige gennem alt for lang tid havde krævet en alt for høj pris. Og nu var den hidtil værste krig omsider endt. Pavens ord vandt genklang i en verden der desperat længtes efter håb: „Måtte der opstå et Folkenes Forbund som vil mindske oprustningen ved at afskaffe værnepligt, som vil fjerne eller bilægge stridigheder ved at oprette internationale domstole, og som vil garantere alle uafhængighed og ligeret ved at bygge freden på klippegrund.“ Hvis et Folkeforbund kunne præstere alt dette, ville det virkelig skabe „en ny verdensorden“.
Hvorfor Folkeforbundet kom til kort
På papiret virkede Folkeforbundets mål og metoder smukke, hensigtsmæssige og brugbare. I Folkeforbundets pagt stod der at dets formål var at „fremme samarbejdet mellem folkeslagene og betrygge deres fred og sikkerhed“. Om dette ville lykkes afhang af nationernes indbyrdes samarbejdsvilje og „accept af forpligtelsen til ikke at ty til krig“.
I tilfælde af alvorlige stridigheder medlemslandene imellem skulle parterne derfor leve op til fredsforpligtelsen og indbringe deres sag „til voldgift, retslig mægling eller undersøgelse hos forbundsrådet“. Desuden havde Folkeforbundet optaget Den Faste Voldgiftsret blandt sine fredsbevarende organer. Man mente afgjort at dette ville fjerne risikoen for endnu en storkrig. Men deri tog man fejl.
Nogle historikere mener at én af grundene til Folkeforbundets fiasko som fredsbevarer var at mange af medlemslandene ’ikke indså hvilken pris der måtte betales for freden’. En vigtig del af denne pris bestod i nedrustning; men den pris ville nationerne ikke betale. Historien gentog sig derfor eftertrykkeligt. Nationerne påbegyndte et nyt våbenkapløb, som Folkeforbundet ikke kunne tale dem fra. Alle appeller og argumenter lød for døve ører. Nationerne glemte en vigtig lære fra 1914: Store våbenlagre giver let besidderen en følelse af militær overlegenhed.
Fredens pris bestod også i at man erkendte værdien af „kollektiv sikkerhed“. Et angreb på én nation skulle betragtes som et angreb på alle. Men hvordan gik det i virkeligheden da én nation afviste at forhandle og greb til aggression? Nationerne forenede sig ikke om at standse konflikten, men delte sig i diverse alliancer for at sikre sig gensidig beskyttelse. Det var netop dette fejlgreb der havde suget dem ned i malstrømmen i 1914!
Det svækkede også Folkeforbundet at De Forenede Stater aldrig tilsluttede sig det. Mange hælder til den anskuelse at det var „den stormagt der havde ressourcerne til at gøre [Forbundet] funktionsdygtigt“, og at USA’s medlemskab ville have givet det den universelle karakter der betød så meget for dets gennemslagskraft.
Men også andre faktorer bagbandt Folkeforbundet. Der var for eksempel denne paragraf i indledningen til pagten: „Ethvert af Forbundets medlemslande kan med to års varsel træde ud af Forbundet.“ (Artikel 1, stk. 3) Så velment denne valgmulighed end var, berøvede den Folkeforbundet et præg af stabilitet, hvilket atter undergravede landenes loyalitetsfølelse over for det.
Med muligheden for udmeldelse efter forgodtbefindende beroede Folkeforbundets eksistens på medlemslandenes nåde og barmhjertighed. Særinteresser overskyggede hensynet til almenvellet. I maj 1941 havde 17 lande trukket sig ud af Folkeforbundet. Anden Verdenskrigs kæmpekanoner lagde håbet om „en ny verdensorden“ i ruiner og Folkeforbundet i graven.
Der måtte findes et bedre middel!
[Tekstcitat på side 7]
Folkeforbundet kunne ikke hindre Anden Verdenskrigs udbrud
[Illustration på side 7]
Cassino i Italien under bombardement, 15. marts 1944
[Kildeangivelse]
U.S. Army