Fodtøj — En jordnær betragtning
HAR du for nylig været i byen og kigge på sko? Hvad enten du bryder dig om de udstillede sko eller ej, er ét i hvert fald sikkert: Udbudet af sko, navnlig til kvinder, synes uendeligt.
Hvert år bliver der designet omkring 200.000 nye skomodeller alene i De Forenede Stater; og lige så mange, om ikke flere, i Europa. Men inden de forskellige modeller kommer i handelen, bliver halvdelen af dem forkastet — og af de øvrige er det kun omkring 25.000 der sælger godt. Men det er stadig væk et enormt antal. Det er ikke så mærkeligt at det at købe sko er spændende for nogle, men totalt udmattende for andre.
Variationer af få grundmodeller
Uanset hvad du mener om de uendelige rækker af sko, har du så tænkt på at alle disse tusinder af sko blot er variationer af nogle få grundmodeller?
Illustrationen viser eksempler på de syv grundlæggende skomodeller: snøresko, støvler, pumps, træsko, tøfler, sandaler og mokkasiner. Selv om vi hvert år oversvømmes af tusinder af nye modeller — og modebevidste forbrugere sætter en ære i at holde trit med det sidste nye — er der faktisk ikke blevet lanceret en ny grundmodel siden den klassiske snøresko blev skabt for 350 år siden. De ældste grundmodeller, som for eksempel sandalen og mokkasinen, er flere tusind år gamle.
I dag er der et langt større udvalg af damesko end af herresko. Ikke desto mindre er alle de syv grundmodeller oprindelig udformet af mænd, til mænd. Naturligvis har både udseende, forarbejdning og materialer ændret sig gennem tiden, men det er ud fra disse få grundmodeller at man har udviklet de tusinder af variationer for enhver smag og stil. Men hvor stammer de syv grundmodeller fra?
Præsentation af grundmodellerne
Den klassiske snøresko er den senest tilkomne af de syv grundmodeller. På engelsk kalder man den Oxford, fordi den stammer fra byen af samme navn, hvor den i midten af 1600-tallet blev populær blandt de studerende ved universitetet. Støvlen, der er ældre end snøreskoen, bestod i begyndelsen af to dele: en sko og en gamache. Ifølge en teori gav franskmændene den navnet ’butt’, der betyder ’vandspand’, fordi den havde en vis lighed med en spand. Det franske ord ændrede sig til ’boute’, og da englænderne i 1100-tallet overtog opfindelsen fra normannerne, kaldte de den ’boot’. Det danske ord ’støvle’ stammer, via tysk, fra det italienske ’stivale’ der egentlig betyder sommersko.
En pump er i dag en chik, enkel, udringet sko med tynd sål og forholdsvis lav hæl. Det ser ud til at den stammer fra perioden under Elizabeth I. Nogle har fremsat den tanke at pump’en oprindelig blev benyttet af jernbanemænd der måtte pumpe pedalerne på waggonerne med fødderne. Under alle omstændigheder blev den efterhånden udviklet til en populær damesko, som blev anvendt ved formelle, højtidelige og selskabelige lejligheder. Derfor mener nogle sagkyndige at navnet stammer fra det franske ord ’pompe’, der betyder „pomp, pragt, højtidelighed, stillen til skue“.
Endnu ældre er træskoen, der blev skåret af en træklods og i gammel tid blev benyttet af bønder og arbejdere fordi den var billig at fremstille. I dag holder mange af at gå i træsko fremstillet af træ eller andet materiale og forsynet med læderkappe. Tøflen har ligesom træskoen ingen hælkappe, men er lettere, mere forfinet og almindeligvis beregnet til indendørs brug. Det danske ord er af uvis oprindelse. På engelsk kalder man den ’mule’ fordi den efter sigende er udviklet fra den sumeriske ’mulu’ — en lav, let sko, lige til at stikke i. De moderne modeller er i mange tilfælde forsynet med hæle.
De ældste af de syv grundmodeller er sandalen og mokkasinen. Sandalen har været langt den mest udbredte og var den mest almindelige form for fodtøj på Bibelens tid. En sandal bestod blot af et stykke træ eller læder som var bundet på foden med stropper. Mokkasinen stammer derimod fra de nordamerikanske indianere som også har givet den navnet, der ganske enkelt betyder „fodtøj“.
Prøv næste gang du betragter et par sko, om du kan finde ud af hvilken af de syv grundmodeller der er tale om. Ved første øjekast synes det måske svært. Det skyldes at grundmodellerne gennem årene frit er blevet tilpasset skiftende smag og mode. Men ved at tage skoene i nærmere øjesyn vil man sikkert kunne finde ud af hvilken slags det er. Skønt et par joggingsko, for eksempel, måske slet ikke ligner nogen af de syv grundmodeller, er det blot en klassisk snøresko fremstillet af andre materialer. En åben damesko uden hælkappe er i virkeligheden en tøffel med remme. Og en hyttesko er egentlig en mokkasin med forstærket sål.
Sådan gik der mode i fodtøj
I århundreder var det udelukkende de rige og aristokraterne der interesserede sig for om fodtøjet var moderigtigt. For almindelige mennesker var sko blot noget man tog på fødderne for at tildække og beskytte dem. Man tænkte hovedsagelig på fodtøjets funktion og bekymrede sig ikke meget om hvordan det så ud. At valg og salg af sko kan være et spørgsmål om mode er en forholdsvis ny tanke.
En af de faktorer der forhindrede skobranchen i at vokse, var at sko i århundreder blev fremstillet i hånden. Det tog tid at fremstille dem, og de var temmelig dyre. De fleste havde ikke uden videre råd til at købe et par nye sko når de havde brug for det. Den store forandring kom først da det blev muligt at fremstille sko industrielt. I De Forenede Stater skete dette i midten af 1800-tallet. Fra den ene dag til den anden var håndværket blevet til en hel industri. Sko kunne ikke alene købes overalt, de blev også langt billigere. Der var imidlertid også andre faktorer som bevirkede at der gik mode i sko, deriblandt samfundsudviklingen.
I Amerika blev der for eksempel i 1919 vedtaget en række såkaldte forbudslove, og i 1920 fik kvinderne forfatningsgaranteret stemmeret. Disse begivenheder medførte dybtgående ændringer i det amerikanske samfund. I forbudstiden så helt nye former for underholdning, dans og musik dagens lys. De frigjorte kvinder hengav sig nu til såkaldte selvbefriende aktiviteter og stræbte efter at prøve alt hvad der var nyt og anderledes. Samtidig med at interessen for kosmetik, kortere kjoler og nye frisurer bredte sig, opstod der også en dybtgående interesse for sko og skomode. I Amerika opstod den udfordrende såkaldte „Flapper Age“, opkaldt efter unge kvinder der tiltrak sig opmærksomhed ved at undlade at snøre eller spænde deres sko så de ’flappede’ højlydt når de gik.
Denne udvikling skabte en enorm efterspørgsel efter elegante sko som alle ville have råd til at købe. I forening med den nye teknologi og de nye materialer til skofabrikation, har dette gjort skotøjsbranchen til hvad den er i dag. For første gang i historien er moderigtigt fodtøj ikke længere forbeholdt de rige. Nu kan næsten alle få råd til det.
Til trods for alle de krav der i de forløbne århundreder er blevet stillet til fodtøjet med hensyn til mode og design, er de syv grundmodeller, overraskende nok, stort set forblevet uændrede. Men den uendelige variation og de tusinder af modeller der findes på markedet i dag, er et vidnesbyrd om den store opfindsomhed man lægger for dagen i skotøjsbranchen. Den store variation viser også at smag og mode er nogle særdeles foranderlige størrelser, og at man let kan blive bytte for modeskabernes luner.
[Ramme på side 26]
Gamle skohistorier
◻ For at lindre hovedpine brændte de gamle ægyptere en sandal og inhalerede røgen.
◻ Nogle af de første nybyggere i Amerika lindrede mavesmerter ved at lægge sig på ryggen og placere et par tunge støvler på maven.
◻ Engang kunne en arabisk mand skille sig af med sin kone blot ved at smide hendes sko ud ad døren, ligesom han kasserede et par udtrådte tøfler.
◻ Den mest kendte skohistorie er sikkert eventyret om Askepot. Der findes flere hundrede variationer af dette eventyr, som er blevet fortalt blandt folk i hele verden. En af de ældste der findes på skrift er kinesisk. Den blev nedskrevet i det niende århundrede, omkring 800 år før den populære vestlige udgave.
[Illustrationer på side 26]
Sandal
Pump
Støvle
Snøresko
Træsko
Tøffel
Mokkasin