Hvem er det der får spiseforstyrrelser?

DET er normalt at man har en naturlig interesse for sit udseende. Men hvis det optager alle ens tanker risikerer man at få spiseforstyrrelser. Det belyser følgende interview:

Vågn op!: Ann, var du overvægtig da dine problemer begyndte?

Ann: Nej, men jeg var begyndt at komme sammen med én, og jeg ville gerne se godt ud.

Vågn op!: Afhang din selvrespekt af hvordan du så ud?

Ann: Det er jeg overbevist om. Når folk så på mig spurgte jeg altid mig selv: ’Hvad mon de tænker?’ Jeg blev ved med at sige til mig selv: ’Du må have den rigtige figur for at være tiltrækkende.’

Vågn op!: Du havde det altså bedst med dig selv når du følte at du så godt ud?

Ann: Lige præcis! Hvis jeg tog på, kom jeg til at hade mig selv. Når jeg så mig selv i spejlet tænkte jeg overhovedet ikke på mine åndelige kvaliteter.

Der er ingen der ved hvorfor nogle mennesker udvikler spiseforstyrrelser mens andre i en lignende situation ikke gør. Både kultur, arv og miljø samt sundhedsmæssige og biokemiske faktorer kan spille en rolle. Der er dog visse fællestræk i personligheden der lader til at være karakteristiske for de fleste patienter.

Ønsket om at være perfekt

Som gruppe betragtet lader det til at de fleste personer med spiseforstyrrelser er perfektionister der udmærker sig i skolen eller på arbejdet. Efter at have behandlet over 130 anoreksipatienter, beskriver dr. Hilde Bruch i sin bog The Golden Cage nogle af de følelser der er typiske for sådanne: „Man er nærmest rædselsslagen for at være almindelig eller blot ligesom gennemsnittet — for at man ikke er god nok. . . . Man tror kun man duer hvis man gør et eller andet helt usædvanligt, noget der er så stort og blændende at ens forældre og andre man holder af, vil blive imponerede og beundre én fordi man er noget helt specielt.“

Lee, der udviklede anorexia nervosa, indrømmer: „Jeg forsøgte at udrette noget ekstraordinært og at være den bedste til alt hvad jeg foretog mig.“ Ofte ytrer dette ønske om at være fuldkommen sig i en stærk trang til at behage andre og være ’den bedste lille pige i hele verden’.

Også den måde hvorpå en kvinde opfatter sin rolle i samfundet kan gøre hende sårbar. Mænd udvikler også spiseforstyrrelser, men kvinder er de mest udsatte. Bogen Surviving an Eating Disorder forklarer: „Piger som udvikler spiseforstyrrelser har ofte haft en opvækst hvor de har ment at de ikke burde stille krav til andre. De har en forestilling om at den søde pige er den stille og tilbageholdende pige som har lært at skjule sine følelser.“ En sådan opvækst giver imidlertid nogle en følelse af at de ikke har nogen som helst indflydelse på deres eget liv.

For nogle kvinder kan forsøget på altid at stille andre tilfreds, samtidig med at de undertrykker ønsket om selv at tage vare på deres liv, skabe en indre konflikt som kan føre til spiseforstyrrelser. Dawn, der i dag er helbredt for bulimi, beretter: „Min familie forventede at jeg gjorde alt på deres måde og var sådan som de ønskede jeg skulle være. Mens jeg på overfladen forekom selvsikker og intelligent, følte jeg mig langtfra sådan. Jeg syntes aldrig at jeg kunne leve op til deres forventninger. Jeg kunne ikke gøre både mine venner og mine forældre tilpas. Men så fandt jeg ud af at jeg kunne styre min egen vægt! Jeg kunne tage på og tabe mig som det passede mig. Det gav mig en følelse af at jeg havde styr på min tilværelse. Jeg følte at hvis jeg havde check på vægten, havde jeg check på alt.“

Følelsen af utilstrækkelighed

Dawns usikkerhedsfølelse er typisk for mange med spiseforstyrrelser. Selv om de har udmærkede evner har mange ikke den mindste selvrespekt. Det at nogle spiser for meget kan være et udtryk for en lav selvagtelse. Vedkommende siger i virkeligheden: ’Jeg er ikke noget værd. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om min vægt?’ Sådanne følelser fører til depressioner, noget der rammer næsten alle der lider af spiseforstyrrelser.

Hvad skyldes denne følelse af at man ikke er noget værd? Bibelen svarer: „Ved hjertesorg kommer en nedslået ånd.“ (Ordsprogene 15:13) Der kan være mange årsager til at man føler en indre smerte, blandt andet skuffelser, at man er blevet vraget, at man er opvokset i et følelsesmæssigt goldt miljø, eller en traumatisk oplevelse i barndommen. Forskningen har vist at et forbavsende stort antal personer med spiseforstyrrelser er blevet misbrugt seksuelt, måske endog voldtaget.

Den lave selvfølelse kan imidlertid også opstå på grund af andres holdning. „I al den tid jeg kan huske har jeg været for tyk, og min mor var altid efter mig,“ fortæller en ung kvinde. „Der blev gjort alt muligt for at jeg skulle tabe mig; det var det eneste der betød noget. Derfor kom jeg til at hade mig selv og min krop.“ Vore dages sociale klima, hvor det idealiseres at være slank, er medvirkende til at visse overvægtige opdyrker et selvhad.

I andre tilfælde er det selve spiseforstyrrelsen som får nogle til at miste deres selvagtelse. Lynn, der kunne kaste op hele ti gange på en dag, indrømmer: „Efter at jeg havde tømt maven så jeg mig selv i spejlet og sagde: ’Jeg hader dig,’ hvorefter jeg græd. Jeg følte mig uduelig.“

De fleste patienter som har spiseforstyrrelser er inderst inde overbeviste om at der er noget galt med deres egen karakter. De bestræber sig derfor hele tiden for at skjule deres utilstrækkelighed og finde frem til hvordan de kan styrke deres selvagtelse. Anoreksipatienterne forsøger det på denne helt usædvanlige måde. Det er netop dette forsøg på at opdyrke selvværd der gør anorexia nervosa så snigende — og dødsensfarligt.

Da den mand Lee elskede slog op med hende, faldt hendes selvfølelse med ét slag. „Jeg ønskede at vise at han havde vraget et godt parti,“ fortæller hun. „Derfor besluttede jeg mig for at blive supertynd og supersmart.“ For at tabe sig holdt hun op med at spise og holdt sig forrygende travlt beskæftiget. „Jeg begyndte igen at synes godt om mig selv. Jeg følte at jeg var noget særligt fordi jeg kunne gøre noget som ingen andre kunne, og følte mig derfor stærk.“

Lees vægt faldt fra 73 kilo til 47 kilo, hvilket var foruroligende. Når hun i dag tænker tilbage på alle dem der forsøgte at få hende til at spise, siger hun: „Jeg var overbevist om at alle disse mennesker prøvede at ødelægge mit liv og min lykke ved fuldstændig at fjerne min følelse af selvværd. Jeg troede at jeg ville ende med at blive ligesom alle andre.“ En sådan holdning er typisk for anorektikere, eftersom de forsøger at opnå selvværd ved at undertrykke deres ønsker og gøre noget som ingen andre kan gøre.

Hvis en pige er blevet følelsesmæssigt udnyttet, kan hendes forsøg på at beskytte sin skrøbelige selvrespekt mod yderligere misbrug føre til at hun bliver anorektiker. Shirley blev for eksempel foruroliget over den måde drengene behandlede hende på fordi hun var begyndt at få kvindelige former. Så gjorde hendes egen fader upassende tilnærmelser. „Jeg følte mig så forlegen og frastødt at jeg gik til min mor og bare græd,“ har Shirley fortalt. „Efter at jeg havde tabt mig og var sluppet af med mine former holdt plagerierne op. Jeg var fri for opmærksomhed fra det modsatte køn.“

I nogle tilfælde er anorexia nervosa en flugt fra de pligter der følger med at være voksen. „Jeg ønskede ikke at vokse op og påtage mig familieforpligtelser,“ har Shirley fortalt. „Skulle jeg tillade mig selv at tage på igen? Aldrig! Ikke for noget i verden!“ Hendes tvangstanker om at tiden skulle stå stille førte til en smertefuld, selvvalgt sultedød.

Det er dog ikke alle anorektikere der svarer til disse beskrivelser. Men noget tyder på at de alle synes at opnå en følelse af styrke hvis de gør et eller andet som de selv kan beundre. Dette giver dem en smule selvfølelse. De er stolte og glade over at være tynde.

Hvordan man bearbejder smertelige følelser

Eftersom mad virker beroligende og lindrende, kan det misbruges som et middel til at udholde ensomhed, bekymring, kedsomhed, vrede eller depression, eller trøste én hvis man er blevet vraget eller svigtet. „Mens jeg gik i skole havde jeg en barsk oplevelse der var for pinlig at tale om,“ forklarer Dawn. „Når jeg tænkte på det, eller når der opstod en situation som jeg ikke kunne klare, begyndte jeg at spise helt uhæmmet. Jeg forsøgte at proppe disse følelser til med mad.“ Maden bedøvede så at sige hendes følelsesmæssige smerte. Men denne trøstespisen resulterede i at hun tog 45 kilo på.

Nogle gange er spiseforstyrrelsen en flugt fra livets problemer. Anne er for eksempel opvokset i et hjem hvor faderen var alkoholiker, og hun blev konstant drillet med sin vægt. Hun giver selv denne forklaring på hvorfor hun kom til at lide af bulimi: „Det var min måde at klare hverdagens pres på. Og det virkede faktisk, for når man lader sig helt opsluge af noget, tænker man ikke på de virkelige problemer. Alle problemer bliver skudt ind under at man er overvægtig, og man siger hele tiden til sig selv, at når man taber sig vil livet blive dejligt.“

De fleste spiser måske en smule mere når de er opbragte eller ensomme, men den der er i fare for at komme til at lide af spiseforstyrrelser bruger ikke de almindelige metoder til at klare det indre pres. For eksempel er vedkommende måske vred på nogen eller noget men foretrækker at dæmme op for vreden ved at spise i stedet for at få sagen bragt ud af verden.

Slankekurens rolle

Forskningen har vist at folk oftest forklarer deres tvangsspisning med at de er begyndt på en streng slankekur. En undersøgelse foretaget i 1989 om årsagerne til overvægt har vist følgende: „Paradoksalt nok synes slankekure på grund af overvægt at skabe yderligere overvægt.“ Hvad skyldes det?

Når folk forsøger at følge en streng diæt skærer de normalt ned på slik og andet der smager godt. Disse „forbudte“ fødevarer bliver en konstant fristelse. Når de bliver kede af det, bekymrede eller ensomme, får de ondt af sig selv. For at få det bedre propper de sig så med netop de fødevarer som de har nægtet sig selv. Derefter begynder de på en endnu strengere diæt, der også ender med et madorgie. Den onde cirkel fører til at vedkommende tager på og får spiseforstyrrelser. Lee forklarer hvordan hendes slankekure skabte grobund for hendes anoreksi: „Jeg havde forsøgt alle mulige slankekure. Jeg tabte mig, men tog det hele på igen. Denne gang ville jeg være sikker på at jeg forblev slank.“

Selv om man ikke bliver rask af at kende årsagerne til sine spiseforstyrrelser, kan det forebygge problemet og hjælpe en til at vinde kampen. Men hvad nu hvis man genkender nogle af disse symptomer hos sig selv, et familiemedlem eller en ven? Hvad kan man så gøre for at afhjælpe problemet?

[Illustration på side 7]

En overdreven interesse for udseendet kan føre til spiseforstyrrelser

[Illustration på side 8]

Nogle begynder at spise uhæmmet for at klare følelsesmæssige problemer