Hjælp til dem der lider af spiseforstyrrelser

MILLIONER af familier verden over har haft et familiemedlem som har udviklet spiseforstyrrelser. Anorexia nervosa (nervøs spisevægring), bulimi (overspisning fulgt af selvfremkaldte opkastninger) og tvangsspisning har i nogle områder antaget epidemisk karakter.

I over 90 procent af tilfældene drejer det sig om kvinder — gifte som ugifte, i stort set alle aldersgrupper, lige fra piger der knap nok har nået teenagealderen til modne kvinder og bedstemødre.a Derfor vil vi i det følgende fortrinsvis bruge hunkønsstedord ved omtale af dem der er blevet ramt af disse lidelser.

Hvis en man holder af lider af spiseforstyrrelser, vil man naturligvis gerne hjælpe. Det er imidlertid lige så omsonst at sige til en der lider af bulimi at hun blot skal holde op med sine spiseorgier og opkastninger, som at sige til en der har lungebetændelse at vedkommende skal holde op med at hoste. Inden man kan hjælpe en der lider af spiseforstyrrelser, må man sætte sig grundigt ind i den komplicerede psykiske ubalance som ofte er den egentlige årsag til problemet. Dette kræver ikke blot god vilje men også indsigt. I nogle tilfælde kan problemet have sin rod i et tidligere seksuelt misbrug. I så fald vil den pågældende sikkert have behov for særlig hjælp fra en egnet rådgiver.b

Tag fat om problemet

Det er ikke altid let at finde ud af om ens barn, ægtefælle eller ven lider af spiseforstyrrelser. Dette skyldes at de der lider af sådanne forstyrrelser ofte holder problemet skjult. (Se rammen.) Men spiseforstyrrelser forsvinder almindeligvis ikke af sig selv. Jo før man får talt ud og får iværksat den nødvendige hjælp, jo større er udsigten til helbredelse.

Inden man taler med en der muligvis lider af sådanne problemer, må man imidlertid planlægge omhyggeligt hvad man vil sige og hvornår man vil sige det. Det bør være på et tidspunkt hvor man er afslappet og kan tale uforstyrret. Hvis man griber det forkert an — og for eksempel fremsætter stærke trusler — vil det hæmme kommunikationen og måske forværre problemet.

Når man taler med en man har mistanke om lider af en spiseforstyrrelse, må man være specifik uden at være fordømmende. Man kunne sige noget i denne retning: ’Jeg synes du har tabt dig. Dit tøj sidder så løst på dig. Er der nogen bestemt grund til det?’ Eller: ’Jeg hørte at du kastede op ude på toilettet. Jeg kan godt forstå hvis det er pinligt for dig, men jeg vil meget gerne hjælpe dig. Skal vi ikke tale rent ud?’ Selv om vedkommende reagerer vredt og benægter alt, kan man måske, ved at tage det helt afslappet, få hende til at tale om sagen. (Ordsprogene 16:21) Et fornuftigt mål for den første samtale kan være at vinde modpartens fortrolighed.

Når nogle udvikler spiseforstyrrelser skyldes det ofte at de er overdrevent bekymrede for deres udseende. I tilfælde med børn er årsagen måske at det hovedsagelig er deres udseende og deres præstationer de bliver rost for. Derfor vil det i en familie hvor et medlem lider af spiseforstyrrelser sikkert være påkrævet at de øvrige tager deres indstilling eller værdinormer op til revision. Helbredelsen af spiseforstyrrelser kan meget vel bero på en ændret holdning hos resten af familien, hvis indsats ofte er den vigtigste faktor i denne sammenhæng.

Undgå kamp på viljestyrke

I én familie hvor datteren led af anoreksi forsøgte forældrene desperat at tvangsmade hende. Men pigen gjorde modstand og følte hver gang at hun vandt en sejr over sine forældre. Man må derfor gøre sig klart at det ikke nytter at tvinge en anden person til at spise, eller til ikke at spise for meget. Jo mere man presser vedkommende, jo hårdere bliver modstanden.

„Det hele blev blot meget værre for hver gang jeg gjorde hendes spisevaner til et stridsspørgsmål,“ indrømmer Joe, hvis datter Lee var nær ved at dø af anoreksi. „Jeg var nødt til helt at undlade at tale om problemet.“ Joes kone, Ann, fortæller hvad det var der reddede deres datter: „Vi hjalp hende til at indse at hun sagtens kunne bestemme over sig selv uden at gå til sådanne yderligheder. Det reddede hendes liv.“ Det er klogest at nedtone problemet. Hjælp den pågældende til at forstå at når hun spiser er det for hendes egen og ikke for din skyld.

Opbyg tillid

De fleste personer med spiseforstyrrelser er perfektionister. Mange har ikke lært hvad det vil sige at begå fejl. Måske har deres forældre — i den bedste hensigt — medvirket til at forværre problemet. Hvordan? Ved at overbeskytte deres barn, i et forsøg på at skåne det for modgang.

Forældre må hjælpe deres barn til at forstå at det hører med til livet at begå fejl, og at det ingen indflydelse har på ens værd som menneske. „Selv om den retfærdige falder syv gange,“ står der i Ordsprogene 24:16, „rejser han [eller hun] sig igen.“ Et barn tager ikke skade af modgang hvis det lærer at nederlag er noget som er normalt, forbigående og kan overvindes.

Forældre må også indse at ikke to børn er helt ens. Når kristne forældre stræber efter at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“, bør de give rum for det enkelte barns individualitet. (Efeserne 6:4) Forsøg ikke at presse et barn ind i en form af forudfattede meninger. Hvis barnet skal overvinde en spiseforstyrrelse må det mærke omsorg og respekt for eget værd.

Skab en åben kommunikation

I mange familier hvor et barn eller en voksen lider af spiseforstyrrelser, hersker der en dårlig kommunikation. De der har en sådan lidelse, har i mange tilfælde svært ved at give udtryk for deres synspunkter hvis de afviger fra forældrenes eller ægtefællens. Det gælder især i hjem hvor tonen har været: ’Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være med at sige noget.’ Patienten forsøger da i stedet at dulme sin frustration ved at spise.

Tag for eksempel Matthew og Monica. Matthew var ude af stand til at hjælpe sin hustru til at overvinde hendes tvangsspisning. „Når hun føler sig belastet, græder hun og giver sig til at spise,“ klagede han. „Hun fortæller aldrig hvad det er der går hende på.“ En rådgiver foreslog at de en gang om ugen skulle sætte en time af til at tale sammen under fire øjne, og at de hver især skulle have lov til at udtrykke sig frit uden at blive afbrudt af den anden. „Det åbnede mine øjne,“ siger Matthew. „Jeg havde slet ikke forestillet mig at Monica var så ulykkelig over så meget og at jeg var så tilbøjelig til at retfærdiggøre mig selv. Jeg troede at jeg var en god tilhører, men det var jeg slet ikke.“

For at kunne hjælpe din ægtefælle eller dit barn må du være villig til at lytte til det vedkommende er ked af eller utilfreds med. Som det fremgår af Bibelen, i Ordsprogene 21:13, bør man lytte til „den ringes klageskrig“.

Det måtte Joe og Ann lære i forbindelse med deres datter som led af anoreksi. „Jeg måtte holde op med at drage forhastede slutninger og vise min irritation når Lee var uenig med mig,“ siger Joe. Og Ann tilføjer: „Lyt til hvad barnet har på hjerte. Forsøg ikke at lægge ordene i munden på det. Lad hende selv give udtryk for sine følelser.“

Ann giver et eksempel: „Før, når Lee klagede over at nogen havde såret hendes følelser, sagde jeg til hende at det ikke var vedkommendes mening. Men så blev hun blot endnu mere vred. Når der nu er noget hun er ked af, siger jeg: ’Jeg forstår godt at du føler dig såret og er dårlig tilpas.’ Jeg forsøger at føle med hende i stedet for med det samme at få hende til at ændre synspunkt.“ Lyt derfor opmærksomt, og lad være med at tro at du allerede kender den andens motiver eller følelser.

Hvis der hersker en åben kommunikation kan den syge finde trøst under følelsesmæssige kvaler og vil ikke føle sig fristet til at søge trøst gennem usunde spisevaner. Dawn fortæller hvorfor hun har kunnet undgå igen at forfalde til tvangsspisning og bulimi: „Når jeg er ude af mig selv kan jeg altid tale med min mand, for han er så forstående og trøstende.“

Vis selvopofrende kærlighed

En sørgende fader hvis datter led af bulimi og som af den grund døde af et hjertetilfælde, giver dette råd: „Vis dine børn endnu større kærlighed end du tror er tilstrækkeligt.“ Vær ikke tilbageholdende med at give udtryk for din kærlighed. Hjælp dine børn eller din ægtefælle til at forstå at din kærlighed til dem ikke beror på deres udseende eller præstationer. Men det kræver noget at vise sin kærlighed til en der er blevet fanget i spiseforstyrrelsernes snare. Derfor hedder nøglen selvopofrende kærlighed — en kærlighed der i Bibelen beskrives som venlig, tålmodig og tilgivende. Det er villigheden til at sætte andres interesser før ens egne. — 1 Korinther 13:4-8.

Da et ægtepar fandt ud af at deres datter led af bulimi, anede de ikke hvad de skulle stille op. „Jeg kom til den slutning at hvis man ikke er helt sikker på hvad man skal gøre, skal man blot koncentrere sig om venlighed og kærlighed,“ siger faderen. „Jeg indså at hun var en dejlig pige med et meget alvorligt personligt problem. Kærlighed ville i dette tilfælde bestå i at give hende tryghed og følelsesmæssig støtte.“

Han spurgte sin datter: „Vil du have noget imod hvis din mor og jeg jævnligt spørger hvordan du klarer problemet?“ Hun var taknemmelig for denne kærlige omsorg. Og derefter spurgte hendes forældre fra tid til anden hvordan det gik.

„Først gik der dage, så uger og endelig måneder imellem hendes tilbagefald,“ fortæller hendes fader. „Når hun fortalte at hun var bukket under igen, prøvede vi at opmuntre hende og ikke virke skuffede.“ Hendes moder tilføjer: „Vi brugte meget tid på at tale sammen. Jeg fortalte hende at hun gjorde tydelige fremskridt. ’Lad være med at give op,’ sagde jeg. ’Denne gang har du klaret det i to uger. Lad os se hvor længe du kan holde ud næste gang.’“

„En af årsagerne til at vi ikke bemærkede vores datters unormale spisevaner var at vi sjældent spiste til aften sammen,“ siger faderen. „Derfor ændrede jeg min arbejdstid så jeg kunne være hjemme og spise aftensmad med resten af familien.“ Denne forandring, der bevirkede at hele familien kunne spise sammen, medvirkede i forening med kærlig og tålmodig omsorg til at deres datter blev helt rask.

For at gøre hvad der tjener patientens interesser bedst er det også nødvendigt at give fornøden tugt, som er et udtryk for kærlighed. (Ordsprogene 13:24) Forsøg ikke at beskytte hende mod konsekvenserne af sin handlemåde. Ved at lade hende selv betale den mad hun har spist under et anfald, eller ved at kræve at hun selv gør toilettet rent efter de selvfremkaldte opkastninger, kan hun lære at hun selv må stå til ansvar for følgerne af sin adfærd. Og ved at kræve at også hun følger rimelige husregler, viser man hende at man har tillid til at hun er i stand til at administrere sit liv fornuftigt. Derved kan man styrke selvrespekten, der ofte er meget lav hos personer med sådanne problemer.

Indre konflikter kan få en patient til at reagere vredt. I så fald må man stræbe efter at se bag om reaktionen. Prøv at finde kilden til ’græmmelsen’ og at fjerne den. (Job 6:2, 3) Det var især en udfordring for Joe og Ann da deres datter begyndte at optræde oprørsk og provokerende i sin tale.

„Vi blev ved med at vise hende kærlighed, i stedet for blot at bortvise hende,“ siger Ann. Hendes mand tilføjer: „Vi forsøgte til stadighed at hjælpe hende og gav udtryk for hvor meget vi holdt af hende.“ Resultatet blev at hun langt om længe indså at hendes forældre givetvis holdt meget af hende. Og det åbnede for kommunikationen imellem dem.

Når det drejer sig om et barn medfører det et stort pres på forældrene, især på moderen. Derfor er det absolut nødvendigt at faderen giver hustruen følelsesmæssig støtte. Lad ikke barnets sygdom ødelægge jeres ægteskab. Erkend jeres begrænsninger.

I nogle tilfælde er det måske nødvendigt at søge hjælp uden for familien. Tag alle faktorer i betragtning og beslut så hvilken form for hjælp der er brug for. Det kræver fasthed hvis patienten er usamarbejdsvillig. Lad hende vide at du om nødvendigt vil tage skridt til at redde hendes liv, men undgå at sige noget du ikke kan stå ved.

Der vil være tider hvor du føler dig magtesløs og hvor det hele synes håbløst. Men glem aldrig at lægge sådanne problemer frem for vor kærlige Gud i bøn. Han kan hjælpe! „Vi indså at det oversteg vore evner og kræfter,“ indrømmer Joe. „Det vigtigste vi lærte var at stole helt på Jehova Gud. Han svigtede os aldrig.“

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

Symptomer på spiseforstyrrelser

● Stærkt begrænset fødeindtagelse, som ved skrappe diæt- eller fastekure

● Unormalt vægttab eller udsving i vægten

● Påfaldende ’spiseritualer’, som det at skære maden i småstykker

● Udpræget angst for at blive fed, trods lav vægt

● Stor optagethed af og talen om mad og/eller vægt, ofte i samspil med hård fysisk træning

● Udeblivelse af menstruation

● Indesluttethed, tendens til at være hemmelighedsfuld, især i forbindelse med lange ophold på toilettet

● Psykiske forandringer som depression og irritabilitet

● Overspisning i forbindelse med vrede, nervøsitet eller ophidselse

● Misbrug af vanddrivende medikamenter, slankepiller eller afføringspiller

[Illustration på side 15]

Det er vigtigt at lytte med empati