Jeg overlevede et flystyrt
Da et fly på rute 232 fra United Airlines sidste år styrtede ned på en mark i Iowa, blev 110 passagerer og besætningsmedlemmer dræbt. Men utroligt nok overlevede 186.
„VI VIL foretage en nødlanding i Sioux City,“ advarede piloten. „Det bliver en hård landing.“
Det var den 19. juli 1989. Min mand, Kevin, og jeg var på vej til Chicago for at deltage i et møde i et computerfirma som min mand bestyrede. Vi var fløjet fra Albuquerque til Denver, hvor vi havde mødt en bekendt der var på vej til det samme møde — dog ikke med samme fly. Jeg husker at vi spøgte om hvem af os der ville komme først til Chicago. Efter planen skulle vores fly, United Airlines rute 232, afgå først, det andet omkring ti minutter senere.
Vanskeligheder om bord
Mens vi sad i flyet og spiste lød der pludselig en kraftig støj. Flyet rystede og begyndte at tabe højde. Kort efter meddelte piloten at vi havde tabt en motor og at vores ankomst til Chicago ville blive forsinket — men han lød helt rolig.
Kabinepersonalet virkede bekymret men fattet. Alle talte om situationen, men der var ingen optræk til panik. Jeg fandt senere ud af at flyet nu kun kunne dreje til højre, idet de hydrauliske rør var blevet revet over da motoren faldt af.
Snart oplyste piloten at vi ville lande i Sioux City, Iowa, og at det ville blive en hård landing. Han sagde at det nok skulle gå, men gav os besked på at forberede os på en katastrofelanding. Kabinepersonalet viste os hvordan vi skulle spænde sikkerhedsbælterne og bukke os frem og gribe fat om vore ankler.
Jeg var begyndt at græde da motoren faldt af og kunne ikke holde op. Kevin tog om mig, og bad til Jehova for os begge to. Hvor var vi glade for at vores piger på to og seks år ikke var med!
En dame der sad sammen med sine to drenge på den anden side af mig, greb min hånd da vi lagde an til landing. Flyet gled roligt nedad, og jeg var overbevist om at vi havde klaret den, eftersom jeg forestillede mig at vi var landet.
Redning og hospitalsbehandling
Jeg holdt øjnene lukkede. Det var som at køre i rutschebane mens sollys glimtede gennem mine lukkede øjenlåg. Det sidste jeg husker er at mine sko blev revet af og at jeg krummede tæerne for at holde på dem.
Da jeg åbnede øjnene var det mørkt, og jeg bevægede mig. Mit sæde blev vendt om af en redder. Vi befandt os på en mark. Den var sort og grøn, og solen skinnede klart. Kevin sad stadig fastspændt i sædet ved siden af mig. Jeg kaldte på ham, men han svarede ikke.
De lagde mig på jorden, og jeg rejste mig op på albuerne. Jeg spurgte om min mand havde klaret det. Redderen rystede på hovedet. Så brød jeg sammen. Undervejs i ambulancen hørte jeg alt hvad der foregik, men opfattede det ikke. Jeg kunne mærke at mine øjne løb i vand.
Personalet på Marion County-hospitalet var meget omsorgsfuldt og hjælpsomt, navnlig en sygeplejerske ved navn Lori. Jeg havde åndsnærværelse nok til at opgive telefonnummeret på min søster i Albuquerque til Lori, som ringede til min familie og fortalte dem at jeg var i live.
Eftersom jeg befandt mig i Iowa regnede jeg faktisk ikke med at få besøg på hospitalet. Men allerede den første aften kom der to ældste fra den lokale menighed af Jehovas Vidner. Og flere forkyndere fra menigheden besøgte mig eller ringede og skrev til mig i de fire dage jeg var indlagt. Flyselskabet United Airlines åbnede en konto i en tøjforretning, og nogle af vennerne fra menigheden købte tøj til mig dér så jeg havde noget at tage på.
Den følgende dag fik jeg endnu en overraskelse da min moder og min søster samt Kevins broder og forældre kom for at være sammen med mig. Ingen af dem lod mig ane at Kevin var død, så jeg håbede stadig at han måske var blandt de sårede som endnu ikke var blevet identificeret.
Da jeg så nyhederne i fjernsynet, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Jeg vidste ikke engang at vi var styrtet ned. Da jeg troede at flyet var landet, havde jeg bildt mig ind at alt var i orden. Jeg havde ikke engang tænkt over hvorfor vi pludselig ikke var i flyet. Den række sæder hvor Kevin og jeg sad, befandt sig lige bag vingerne. Vi sad i midtersektionen med fem sæder. Da flyet brækkede over blev vores sæder slynget ud på jorden. Kevin og den dame der sad på den anden side af mig blev dræbt, mens hendes to små drenge og jeg overlevede.
En fra redningsholdet — den eneste jeg kan huske — besøgte mig på hospitalet. Han spekulerede meget på hvorfor nogle skulle overleve mens andre døde. Jeg forklarede ham at vi alle er underlagt „tiden og tilfældet“. (Prædikeren 9:11) Gud har ikke bestemt at nogle skulle sidde på en plads hvor de ville blive dræbt mens andre skulle sidde på en plads hvor de ville overleve. Jeg gav ham traktaten Hvilket håb er der for de døde? og brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“. Vi gav hinanden et knus, og jeg tror at han havde det bedre da han gik.
Lori, der behandlede mig på skadestuen, kom flere gange og besøgte mig mens jeg var indlagt, selv om jeg ikke var på hendes patientliste. Hun gav udtryk for sin beundring af min indre styrke, men jeg prøvede at forklare hende at det var min Gud, Jehova, der hjalp mig. — Salme 121:1-3.
Livet går videre
Søndag den 23. juli var jeg klar til at tage hjem for at komme til kræfter. Da vi gik om bord i flyet måtte jeg anstrenge mig for at bevare roen og beherske min vejrtrækning, for at angsten ikke skulle løbe af med mig. Da min toårige datter, Mercedes, så mig forbundet og forslået, ville hun slet ikke kendes ved mig. Der gik tre eller fire dage før hun havde vænnet sig til mig. Tarrah var glad for at have sin moder hjemme igen, men hun savnede naturligvis sin fader.
Når jeg var sammen med dem der kendte Kevin og havde set de åndelige fremskridt han havde gjort (han havde planlagt at han i oktober ville lade sig døbe som et Jehovas vidne), var det endnu sværere for mig at fatte at han var død. Nogle siger at der aldrig før har været så stor en begravelse i Santa Fe. Kevin havde været sine venners ven og havde hjulpet mange.
Jeg indså at jeg måtte have noget at tage mig til, og at der ikke fandtes noget bedre end at være optaget af den kristne forkyndelse. I april og maj havde jeg været hjælpepioner, en slags heltidsforkynder, og det besluttede jeg at være igen i september. Det var en stor hjælp at engagere sig i andre og deres problemer. Jeg gik også i gang med at ordne forskellige ting ved huset. For eksempel satte jeg skodder for vinduerne, tapetserede spisestuen og opholdsstuen og reparerede spisebordet.
Før ulykken havde jeg ledet to hjemmebibelstudier med nogle der var interesserede i Guds ord, og nu ønskede en jeg tidligere havde haft kontakt med, at genoptage studiet. De stillede alle tre det samme spørgsmål: ’Hvorfor reddede Jehova dig og ikke Kevin? Han gjorde jo alt hvad han kunne for at behage Gud.’
Jeg forklarede dem at der er forskel på om det er Gud der griber ind eller om det er en naturkatastrofe eller en ulykke der rammer. Når Gud griber ind bliver vi altid advaret i forvejen, ligesom før vandfloden på Noas tid. Gud oplyste Noa om hvad han skulle gøre for at undgå den kommende katastrofe. Han skulle bygge en ark. Ulykker og naturkatastrofer er derimod hændelige og kan ramme alle, uanset om de er gode eller onde. Ingen vidste noget som helst om at vores fly ville havarere. Hvis nogen havde vidst det, ville de ikke være gået om bord i det. At jeg overlevede er i lige så høj grad et tilfælde som at Kevin døde.
Folk der fortæller mig hvor ’stærk’ de synes jeg er, ved ikke hvor ofte jeg må kæmpe med tårerne. Det tager sin tid inden man kommer sig efter sådan en oplevelse. Jeg kan sagtens beherske mig når jeg taler om Kevin eller ser billeder — men når jeg er alene igen, brister jeg i gråd. Det er en stor sorg for mig at jeg har mistet min ægtefælle efter så kort tid — vi nåede kun at være gift i syv år.
Mine små piger viser mere end almindelig opmærksomhed over for enhver kristen broder der besøger os, og de klamrer sig til hans ben for at han ikke skal gå. I en periode var Tarrah vred og græd somme tider uden at vide hvorfor. Men hun klarer sig udmærket i skolen, og prøver at fortælle sine skolekammerater om opstandelsen. — Johannes 5:28, 29.
Vi forsøger at forenkle vores tilværelse og bygge den op omkring den kristne tjeneste. Med Jehovas hjælp vil det lykkes. For godt et år siden tilskyndede en ven mig til at fortsætte i samme spor og begynde som almindelig pioner. Jeg er glad for at jeg fulgte denne tilskyndelse. Det at jeg som heltidstjener er optaget af at hjælpe andre til at lære Guds hensigter at kende, har hjulpet mig til at holde hans storslåede hensigter for øje, og huske på at han vil skabe et paradis her på jorden og give de døde en opstandelse. (Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4) — Fortalt af Lydia Francis Atwell.
[Illustration på side 26]
Sammen med min mand før rejsen
[Kildeangivelse på side 25]
UPI/Bettmann Newsphotos