Jeg overlevede et flystyrt på Guam

DA VI lagde an til landing på Guam, kiggede jeg ud ad vinduet. ’Det var mærkeligt,’ tænkte jeg. ’Det er alt for mørkt.’ Det var ganske vist over midnat, og sigtbarheden var ringe på grund af kraftig regn. Men hvor var øens velkendte lys og lufthavnens oplyste start- og landingsbaner? Det eneste jeg kunne se, var de svagtlysende lygter på flyets vinger.

En af flyets stewarder havde givet den sædvanlige meddelelse om at flyet nu gjorde klar til landing, og jeg kunne tydeligt høre landingsstellet slå ned. Pludselig lød der en kraftig støj da flyet strejfede jorden. Det gav et voldsomt ryk, og passagererne greb hårdt fat i deres armlæn og råbte: „Hvad sker der?“

Øjensynlig på grund af en fejlbedømmelse fra pilotens side ramte vores Boeing 747 få øjeblikke senere en bjergskråning, fem kilometer fra lufthavnen. Ved denne flykatastrofe, der skete den 6. august 1997, omkom 228 passagerer og besætningsmedlemmer. Jeg var blandt de 26 der overlevede.

Før jeg gik om bord i flyet i Seoul i Korea, fik jeg tildelt en bedre plads end den jeg havde bestilt, idet jeg fik det sidste ledige sæde på første klasse. Det blev jeg så glad for at jeg besluttede mig for at ringe til min kone, Soon Duck, som skulle hente mig i Guams lufthavn. Pladsændringen viste sig at komme mig til gode på en måde der oversteg min vildeste fantasi.

Styrtet og timerne derefter

På grund af den dårlige sigtbarhed har flybesætningen måske ikke været opmærksom på den truende fare. Alting skete så hurtigt. Det ene øjeblik forberedte jeg mig på det værste, det næste øjeblik befandt jeg mig på jorden uden for flyet, stadig spændt fast i flysædet. Jeg er ikke helt klar over om jeg havde været bevidstløs eller ej.

’Er det en drøm?’ tænkte jeg. Da det gik op for mig at det ikke var tilfældet, drejede min første tanke sig om hvordan min kone ville reagere når hun hørte om ulykken. Senere fortalte hun mig at hun ikke havde opgivet håbet. Selv da hun hørte nogle i lufthavnen tale om at kun syv havde overlevet flystyrtet, følte hun sig ret sikker på at jeg var blandt dem.

Flyet var brækket i fire dele, som var blevet spredt ud over vildt jungleterræn. Der lå lig overalt. Dele af flyet stod i brand, og jeg hørte eksplosioner samt hjerteskærende jamren og gråd. „Hjælp mig! Hjælp!“ tryglede de tilskadekomne. Mit flysæde var landet i noget højt græs, og i det uhyggelige skær fra flammerne kunne jeg se et stejlt bjerg i nærheden. Klokken var omkring to, og regnen fortsatte.

Jeg var så chokeret at jeg slet ikke havde tænkt på at jeg kunne være kommet til skade, indtil jeg så en ung pige hvis skalp hang ned ad baghovedet. Jeg tog mig straks til mit eget hoved og opdagede at det blødte fra et snitsår over det venstre øje. Jeg checkede resten af kroppen og fandt mange små rifter, som heldigvis lod til at være af mindre alvorlig art. Jeg havde dog en lammende smerte i mine ben som gjorde at jeg ikke kunne bevæge mig. Det viste sig at de begge var brækkede.

Da jeg senere kom på hospitalet, blev mine skader betegnet som „mindre alvorlige“. Og det må man også sige at de var, sammenlignet med de kvæstelser andre overlevende havde fået. En mand der blev trukket ud af vragresterne, havde mistet sine ben. Andre havde fået alvorlige forbrændinger, og tre af disse døde efter mange ugers ulidelige smerter.

Bekymret over flammerne

Det der bekymrede mig mest, var ikke mine kvæstelser, men om hvorvidt redningsfolkene kunne nå frem før det var for sent. Flyets midtersektion, hvor jeg oprindelig skulle have siddet, var næsten totalt ødelagt. Det der var tilbage, brændte, og passagererne derinde led en frygtelig død. Jeg vil aldrig glemme deres skrig om hjælp.

Stolen jeg sad i, lå i nærheden af flyets næse. Jeg befandt mig en armslængde fra vraget. Ved at dreje hovedet bagud kunne jeg se flammerne. Jeg var bange for at det kun var et spørgsmål om tid før ilden nåede hen til mig, men det skete heldigvis ikke.

Omsider reddet

Tiden sneglede sig af sted. Der var nu gået over en time. Klokken var cirka tre da nogle få redningsfolk endelig lokaliserede ulykkesstedet. De stod på toppen af bjerget, og jeg kunne høre dem snakke og give udtryk for deres bestyrtelse over det de så. En af dem råbte: „Er der nogen dernede?“

„Ja,“ skrålede jeg. „Hjælp mig!“ Andre passagerer råbte også om hjælp. Af redningsfolkenes samtale kunne jeg høre at en af dem hed Ted, så jeg begyndte at kalde: „Herovre, Ted!“ og: „Ted, kom og hjælp os!“

„Vi er på vej ned! Bare forhold jer rolige,“ svarede de.

Den øsende regn, som uden tvivl reddede mange fra at blive ofre for flammerne, sinkede nedstigningen ad den smattede bjergskråning. Der gik derfor endnu en time før redningsfolkene nåede frem til de overlevende. Den tid det tog for dem at finde mig, forekom mig at være en evighed.

„Nu er vi her,“ sagde to redningsmænd med lommelygter. „Nu skal du bare tage det helt roligt.“ De fik snart assistance af to andre redningsmænd, og sammen forsøgte de at flytte mig. To af dem greb fat i mine arme, og de to andre tog fat i mine ben. Det var meget smertefuldt at blive båret på den måde, især fordi de blev ved med at glide i mudderet. Efter et kort stykke vej lagde de mig på jorden. Én gik hen for at hente en båre, og så blev jeg flyttet til et sted hvorfra en militærhelikopter kunne transportere mig til en ambulance der ventede på toppen af bjerget.

Endelig ser jeg min kone

Jeg kom først på skadestuen klokken 5.30. På grund af mine læsioner gav lægerne mig ikke lov til at foretage en telefonopringning. Min kone fik derfor ikke at vide at jeg havde overlevet ulykken før klokken 10.30, næsten ni timer efter at flyet var styrtet ned. Hun blev underrettet af en ven som havde set mit navn på listen over de overlevende.

Da min kone endelig fik lov til at besøge mig om eftermiddagen ved 4-tiden, genkendte jeg hende ikke straks. Mine sanser var blevet sløvet på grund af smertestillende midler. Det første hun sagde, var: „Tak fordi du er i live.“ Jeg kan ikke selv huske vores samtale, men jeg fik senere at vide at jeg havde svaret: „Du skal ikke takke mig, men Jehova.“

Den rette prioritering

De smerter jeg havde mens jeg kom til hægterne på hospitalet, var noget jeg havde prøvet før. I 1987, mindre end et år efter at jeg var flyttet fra Korea til Guam, faldt jeg ned fra et stillads i tredje sals højde på en byggeplads og brækkede begge mine ben. Det viste sig at blive et vendepunkt i mit liv. Min storesøster, der var et Jehovas vidne, havde opfordret mig til at undersøge Bibelen. Det fik jeg lejlighed til i de seks måneder hvor jeg var rekonvalescent. Samme år indviede jeg mit liv til Jehova Gud og symboliserede det ved vanddåben.

Siden flyulykken har jeg tænkt meget på et af mine yndlingsskriftsteder som lyder: „Bliv da ved med først at søge [Guds rige] og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Mens jeg kom mig oven på mine kvæstelser efter flystyrtet, havde jeg lejlighed til at tage mit liv op til revision.

Denne oplevelse har på en meget magtfuld måde vist mig hvor dyrebart livet er. Jeg kunne nemt være blevet dræbt. (Prædikeren 9:11) Det blev jeg ikke, men jeg har måttet gennemgå adskillige operationer, og jeg har tilbragt over en måned på hospitalet for at komme til hægterne.

Nu ønsker jeg at vise vor store Skaber at jeg værdsætter den gave han har givet mig i form af livet, og det han har gjort for at mennesker kan opnå evigt liv i et jordisk paradis. (Salme 37:9-11, 29; Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg har erkendt at den bedste måde jeg kan vise min værdsættelse på, er ved fortsat at sætte Rigets interesser først. — Indsendt.

[Kildeangivelse på side 23]

US Navy/Sipa Press