„Vi var på selvmordstogt“
DA DAGEN gryede den 15. august 1945, befandt vi os langt ude på det sydlige Stillehav. Jeg var medlem af Kaiten-specialangrebskorpset, det vil sige et selvmordskorps på undervandsbåden A-367. Da kejserens kapitulationserklæring lød over radioen, stod alle fortumlede på deres poster. Stillehavskrigen var forbi.
Ti dage efter var vi tilbage i Japan. Vi der havde valgt en løbebane i marinen kunne ikke begribe hvordan andre søfolk kunne være så begejstrede over demobiliseringen, når vi havde tabt krigen! Hvor var det oprørende at se folks glæde over krigens ophør når så mange unge mænd var gået i døden for deres land!
På selvmordstogt
Otte måneder tidligere var jeg udgået fra Søværnets Ubåds- og Antiubådsskole. Det var den 25. december 1944. Jeg havde netop fået tildelt tjeneste på ubåden A-367. Nytårsdag 1945 gik vi om bord i ubåden i Yokosuka for at deltage i såkaldte specialangreb. Kommandoen „specialangreb“ betød egentlig selvmordsangreb, ligesom de angreb kamikaze-piloterne foretog fra luften. Vores eskadre hed Shimbu og tilhørte specialangrebskorpset Kaiten.
Som forberedelse til manøvrerne sejlede vi til Kure, en stor flådestation nær Hiroshima, for at ombygge ubåden så den fik plads til kaitenerne. En kaiten var en ombygget torpedo med et trangt førerrum i midten til én person. Efter affyring fra ubådens øverste dæk kunne vedkommende, operatøren, styre torpedoen så den ramte sit mål. Den blev derfor kaldt en mennesketorpedo. Når først torpedoen var skudt af var der ingen vej tilbage. Hvis den ramte målet fik operatøren en heltedød, men hvis den ramte ved siden af døde han som en hund — som japanerne siger når man dør til ingen verdens nytte.
Vi betragtede det som et ærefuldt privilegium at dø for fædrelandet. Når befalingsmanden bad frivillige melde sig til selvmordseskadrerne, trådte alle som én frem. Skønt jeg ikke var kaiten-operatør, blev hele besætningen betragtet som medlem af specialangrebskorpset. Hvilken ære!
Efter at have trænet i affyring af kaitenerne satte vi ud på et togt med fem kaitener monteret på overdækket. Da vi stævnede ud gennem indlandshavet, på vej mod Stillehavet, stod jeg på dækket og betragtede den smukke forsommer. Jeg spekulerede på hvor de fem dødsbeholdere ville havne og mindedes de søde og de bitre dage som rekrut i flåden.
Uddannelse i marinen
Lige fra barnsben havde jeg ønsket mig en løbebane i flåden. Og i 1944 blev jeg, 18 år gammel, optaget på Søværnets Mineskole. I de to første måneder lærte vi om grundreglerne for landkamp og fik et kursus i katastrofeberedskab på søen. Derefter tog skolen navneforandring og blev til Søværnets Antiubådsskole. Vi blev uddannet i brug af hydrofoner og sonar sådan at vi kunne sendes fuldt udrustede ud i krigen.
De to første dage på skolen blev vi behandlet som gæster. Instruktørerne forklarede venligt alt det vi ikke forstod. Men den tredje dag skærpedes tonen. Straks efter at den vagthavende officer havde gået sin runde ved sengetid, gjaldede ordren: „Alle op! Mønstring på dækket!“ Da vi hverken vidste ud eller ind, løb vi forvildede rundt. „Fart på! Hurtigt! Træd an på række!“ Det haglede ned over os med irettesættelser. Da vi langt om længe stod på række, lød det: „I knøse har brug for disciplin.“ Og så begyndte „korrektionerne“. Inden for marinen er „korrektioner“ ensbetydende med prygl. Vi fik besked på at stille os med spredte ben og bide tænderne sammen, for at vi ikke skulle falde eller bide os i kinden. Derefter blev vi slået flere gange i ansigtet.
Korrektioner blev givet gruppevis, ud fra princippet om kollektivt ansvar. Hvis et delingsmedlem begik en fejl, gik det ud over hele delingen. Ofte fik vi prygl bagi med en stok der lignede et boldtræ, som blev kaldt „stokken til indgydelse af soldaterånd“. Hensigten var formentlig at fremme den korpsånd der var så stærkt påkrævet på havet. Hver gang jeg fik en korrektion spekulerede jeg på om det mon ville komme mig til gode i kamp.
Efter Antiubådsskolen fortsatte jeg på Ubådsskolen. Nu skulle vi pludselig se det hele fra den anden side og fik lektioner og træning i opsporing og angreb af overfladeskibe. Undervisningen var endnu mere intensiv her og fulgte det skema man i den japanske flåde kaldte „mandag-mandag-tirsdag-onsdag-torsdag-fredag-fredag“. Det vil sige at man aldrig havde fri i weekenden.
Selvmordsangreb
„Vi er nu ude af Bungo-kanalen,“ skrattede det pludselig i højttaleren, og med et sæt var jeg ude af drømmeverdenen. „Vi vil holde os på overfladen indtil i morgen tidlig. Vi forventer at I fuldfører denne mission som Shimbu-eskadren af specialangrebskorpset Kaiten. Gør jeres yderste på jeres tildelte poster.“ Vores opgave var at foretage bagholdsangreb og sænke forsyningsskibe i rutefart mellem Okinawa og Guam. I fire dage lå vi neddykkede fra morgenstunden og gik først op igen ved aftenstide.
Klokken to om eftermiddagen, den femte dag, opfangede vi en lydkilde. Vi holdt os nede på 45 fod og nærmede os langsomt mens vi studerede objektet i periskopet. Pludselig lød den ene ordre efter den anden.
„Alle mand på posterne!“
„Kaitener parat!“
„Operatører til fartøjerne!“
Da operatørerne løb gennem den smalle korridor og bandt hovedbånd med den opstigende sol om hovedet, bankede besætningsmedlemmerne på væggene for at hilse farvel.
Operatørerne løb op ad stigen til kommunikationsgangen (passagen fra ubådens indre til torpedorummet) og lukkede lugerne idet de til afsked råbte: „Tak, alle sammen fordi I har taget jer så godt af os. Vi skal nok ramme!“ Alle nedenunder stod tavse med forstenede ansigter.
„Alle fartøjer klar til affyring!“ Ordonnansens stemme dirrede da han viderebragte kaptajnens kommando.
„Mål: et stort forsyningsskib og en destroyer,“ proklamerede kaptajnen. „Fartøj nummer 1 virker ikke. Så nummer 2 og 3 sendes mod målene. Alle parat.“
„Affyr fartøj nummer 2!“
„Affyr fartøj nummer 3!“
„Dump! Dump!“ De stålwirer som havde holdt kaitenerne på plads, røg af og slog mod dækket. Fartøj nummer 2 rev sig løs, og endnu før den øredøvende larm fra den var døet hen, fulgte nummer 3 efter. Jeg så operatørernes drengeansigter for mit indre blik, mens jeg koncentrerede mig om mit arbejde med at følge kaitenerne med hydrofonerne.
„Nu skulle de snart ramme målene,“ mumlede en eller anden. Det var kun et kvarter siden kaitenerne var blevet sendt af sted, men det føltes som en time eller mere. „Boo — oom!“ Der lød et vældigt brag fra eksplosionen, fulgt af endnu ét kort efter.
„Underofficer Chiba rammer målet!“
„Underofficer Ono rammer målet!“
Derefter dyb tavshed. Der hørtes ikke en lyd, end ikke den mindste rømmen. Nogle foldede hænderne i bøn i retning mod eksplosionsstedet. Tårerne løb ned ad kinderne på den tavse besætning. En utrolig stille scene i betragtning af det strålende resultat.
I underofficer Onos ejendele fandt vi et lille afskedsdigt han havde forfattet, som det er skik og brug i Japan når man står over for at skulle dø. Han skrev: „Når kirsebærtræerne i gamle Japan blomstrer, og kronbladene falder, spredes de dybt nede på havets bund.“ Han blev 19 år.
Luftangreb!
Vi fortsatte med at søge efter fjender, idet vi dykkede ned før solopgang og steg op efter solnedgang. Efter to ugers forgæves søgen meddelte kaptajnen at vi omgående ville vende tilbage til Kure. Hele besætningen var i højt humør. Mens ubåden lå for anker i Kure for at proviantere og blive repareret, slappede besætningen af i de lokale kurbade.
Den 15. juni 1945 lå vi fortøjet ved kajen nær Søværnets Våbenarsenal. Vi var ved at forberede vores næste togt. Pludselig hvinede luftsirenen. Men der var ingen tid til forberedelse. En vældig formation af B-29 bombemaskiner nærmede sig arsenalet. Fra øverste dæk sprang jeg ind på kajen og løsnede den forreste fortøjning. Jeg råbte til underofficer Mohri, der netop var kommet tilbage, at han skulle løsne fortøjningen ved bagstævnen. Ubåden gled væk fra kajen og vi blev tilbage.
Vi søgte tilflugt i et skur nær kajen, men det var fyldt med arbejdere. Mens vi stod i døråbningen faldt der en bombe, og vi blev blæst ud. Da vi fandt opholdsstedet for farligt, besluttede vi at løbe hen til en hule som var gravet ud i en bakke bag arsenalet. Vi tog tid, og det viste sig at der gik tre minutter mellem hvert bombeangreb. Så snart et hold bombefly var væk, skyndte vi os ud og løb alt hvad vi kunne mod hulen. Da jeg nåede indgangen til hulen sprang der en bombe bag mig, så jeg blev blæst ind i hulen. Heldigvis blev jeg ikke såret. Underofficer Mohri, som var fulgt efter, var intetsteds at se. Efter luftangrebet ledte jeg efter ham og fulgte min rute tilbage til skuret. Bomberne havde sprængt store huller i stien. Jeg søgte overalt efter min kammerat, men uden held.
Aldrig før havde jeg set så mange døde og sårede. Krigens gru og meningsløshed stod klarere for mig end nogen sinde før. Hverken Gud eller Buddha eksisterer, tænkte jeg. Hvis de gjorde, havde de aldrig tilladt sådanne rædsler.
Jeg finder den pålidelige Gud
Det var kun to måneder efter luftangrebet at jeg den sommerdag på det sydlige Stillehav måtte se det japanske kejserriges nederlag i øjnene. Efter at have haft forskelligt forefaldende arbejde tog jeg den 20. november 1945 tilbage til mit hjem. To dage senere fik jeg ansættelse ved Japans Nationale Jernbaner. I de næste 30 år arbejdede jeg som konduktør og stationsfunktionær i mange forskellige byer på øen Shikoku. På grund af det jeg havde set under krigen blev mine ateistiske tanker snart dominerende.
I 1970 blev jeg flyttet til Sako-stationen, som lå i nabopræfekturet, tre timers kørsel fra mit hjem. I toget til og fra arbejde læste jeg aviser og tidsskrifter. En morgen da jeg åbnede min taske fandt jeg bladene Vagttårnet og Vågn op! Det var min kone, som for nylig var blevet et Jehovas vidne, der havde lagt dem dér. Jeg blev vred og smed bladene op på bagagehylden. Jeg nærede en indgroet modvilje mod religion og var stærk modstander af min kones kristne overbevisning. „Kom aldrig mere de blade i min taske,“ råbte jeg da jeg kom hjem. Men den følgende morgen lå der igen nogle.
En dag lagde jeg mærke til at en anden passager tog bladene ned fra hylden og begyndte at læse i dem. ’Hvad er det der er så interessant ved de blade?’ spurgte jeg mig selv. Efter at have set det gentage sig flere gange, bladede jeg en dag skødesløst Vagttårnet igennem efter at have læst min avis. Jeg begreb ikke meget af indholdet, men fandt Vågn op! interessant. Allerede efter at have læst bladene første gang følte jeg at de var i særklasse, og jeg har læst dem begge lige siden. Jeg læste dem dog ikke hjemme — jeg var jo trods alt modstander — men jeg begyndte efterhånden at forstå hvorfor min kone hver dag gik ud og forkyndte.
I begyndelsen af 1975 begyndte det at gå ned ad bakke med mit helbred, og i april samme år måtte jeg holde op med at arbejde. Lægerne havde fundet kræftceller i svælget. Mens jeg var indlagt på hospitalet, fik jeg besøg af et mandligt Jehovas vidne der forærede mig Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter og bogen Er dette liv alt? Eftersom jeg kedede mig og Bibelen var en gave, havde jeg nu en undskyldning for åbenlyst at læse i den.
Straks efter at have forladt hospitalet blev jeg kontaktet af en mand. De to første besøg forløb blot som hyggelige samtaler. Vi udvekslede krigsminder. Men ved tredje besøg tilbød han mig et bibelstudium, og det tog jeg imod. Efter at have fået bugt med min ateistiske tankegang — der var en følge af krigen — blev jeg til sidst døbt ved et områdestævne i 1980. Siden da har jeg haft den forret at betjene andre, og for nylig blev jeg udnævnt til ældste i vores menighed.
Nu, bagefter, forstår jeg bedre hvorfor politiske og militære ledere kunne indoktrinere unge mænd til uselvisk at ofre deres liv for fædrelandet. Mit studium af Guds ord, Bibelen, har afsløret at de blev drevet frem af Satan. Bag selvmordstogternes massehysteri kan jeg nu se Satans sadistiske planer. Åbenbaringen 12:7-9, 12 har forudsagt at det vil være sådan: „Og der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“
Længe var jeg forblindet og troede at selvmordstogterne var noget ærefuldt, men nu ser jeg den usminkede sandhed. Jeg ved hvem der forblindede mig. Det fremgår tydeligt af apostelen Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 4:3-6: „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem. For vi forkynder ikke os selv men Kristus Jesus som Herre, og os selv som jeres trælle for Jesu skyld. For det er Gud som har sagt: ’Lad lys skinne frem af mørke,’ og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt.“
Det at lære sandheden og den eneste levende og sande Gud at kende, kan sammenlignes med den sødme og friskhed som luften fyldte os med når vi kom op til overfladen og åbnede ubådens luge. Ingen kan have påskønnet den friske luft højere end vi gjorde. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at jeg nu kan indånde sandhedens rene luft. Jeg takker også min kone for at hun i ti år utrætteligt og uden at give op forsøgte at dele Bibelens sandheder med mig, lige til jeg selv indviede mig til Gud. Derfor tager jeg nu del i den kristne tjeneste, en tjeneste jeg betragter som en livreddergerning for den levende Gud. — Fortalt af Yoshimi Aono.
[Illustration på side 10]
Takket være min hustrus utrættelige indsats deltager jeg nu i en livreddergerning for den levende Gud