Jeg oplevede krigens meningsløshed

Fortalt af Russell Dixon, forhenværende sygehjælper i USA’s væbnede styrker

I 1944 befandt jeg mig på den filippinske ø Leyte. Vi var på rekognoscering i den fugtigvarme jungle på udkig efter fjenden — japanske soldater der holdt sig skjult i træerne og underskoven. Jeg var 19 år gammel, tjente som sygehjælper, og var af den grund sædvanligvis blandt de sidste i geleddet, parat til under en træfning at ile sårede soldater til undsætning med bandager. Men af en eller anden grund var jeg ved denne lejlighed forreste mand i patruljen. Nerverne stod på højkant, for vi ventede når som helst at falde i en fælde eller et baghold. Pludselig skete der noget utroligt.

Nogle få meter foran mig sprang en japansk officer ud af skoven og svingede med en hvid klud idet han råbte: „Skyd ikke! Skyd ikke! Jeg er fra Chicago! Jeg er fra Chicago!“ Vi var for anspændte til ikke at reagere pr. refleks. Soldaten bag mig affyrede adskillige skud med sin riffel — men ramte ikke. Vi andre undlod at skyde da officeren blev ved med at skrige: „Jeg er fra Chicago!“

Han skyndte sig at trække nogle fotografier op af sin lomme mens han på flydende amerikansk fortalte hvordan det hele hang sammen. Jeg var målløs. Her stod vi midt i en jungle mens en japansk kaptajn var i færd med at vise os fotografier af sin kone og sine børn i Chicago. Det var rigtigt nok — han var japanskamerikaner!

„De overgiver sig aldrig“

Det viste sig at han lige før krigens udbrud var taget til Japan for at besøge sine forældre. Dér var han blevet udskrevet som værnepligtig i den japanske hær, og nu kæmpede han mod De Forenede Stater. Vi spurgte ham om han var alene. Så pegede han på en soldat der holdt sig skjult i underskoven nogle få meter fra hvor han stod. Vi gav soldaten ordre til at komme ud, og dét hurtigt! En ung japansk soldat omkring min egen alder trådte frem. „Og hvor er resten?“ „Længere bagude,“ svarede kaptajnen og pegede på junglen bag sig.

Vi prøvede nu at slå en handel af med kaptajnen. „Vi vil tage dig til fange hvis du får resten af dine mænd til at overgive sig. Hvis ikke, slår vi dig ihjel!“ Officerens svar bekræftede hvad vi allerede vidste: „De overgiver sig aldrig. De vil dræbe os hvis vi forsøger at overtale dem.“

Vi tvang ham til at sende den unge soldat tilbage til sine mænd. Et minut efter hørte vi et skud. Vi så på den japanske officer, og han sagde: „De har skudt ham.“ Inderst inde havde jeg ondt af den unge soldat. Denne følelse havde jeg haft mange gange før, og jeg skulle opleve den mange gange endnu — følelsen af at krig er meningsløs.

Mens to af vore mænd førte officeren tilbage til vores lejr, fortsatte vi andre frem ad stien. Som sygepasser holdt jeg mig bagerst i gruppen, og var parat til lappe dem af vore mænd sammen der eventuelt blev ramt. Få meter længere fremme stødte vi på de øvrige af fjenden. Under en kort træfning blev de alle dræbt.

Vi havde udrettet noget yderst enestående — vi havde taget en japanskamerikansk officer til fange — en af de forholdsvis få japanere der blev fanget levende. Men al den nedslagtning gjorde mig syg.

Jeg spurgte ofte mig selv hvad jeg, der var søn af en landsbylæge fra Oklahoma, bestilte i junglen på denne ø. Sandheden var at hvis jeg havde fulgt min faders principper ville jeg aldrig være kommet i denne situation. Jeg ville sandsynligvis være havnet i et fængsel. Lad mig berette hvorfor.

Før krigen

Jeg er født i 1925, som den fjerde i en børneflok på fem drenge. Vi voksede op i et fredeligt landmiljø i den sydvestlige del af De Forenede Stater, i en lille by der hedder Mooreland i staten Oklahoma. Vore forældre hørte til de fredselskende bibelstudenter, der siden 1931 har været kendt under navnet Jehovas Vidner. De tog regelmæssigt os drenge med til bibelske møder, og jeg husker at jeg af og til var med min fader fra hus til hus hvor vi brugte en grammofon når vi skulle forkynde for vore naboer. Vi var også med i de såkaldte informationsmarcher gennem nabobyerne hvor vi annoncerede de offentlige bibelske foredrag. Men jeg fik andre interesser i livet.

Jeg elskede sport, især basketball og baseball. Det var ikke fordi jeg var særlig dygtig til nogen af delene, men som en typisk dreng kunne jeg lide disse sportsgrene. Det resulterede i at jeg som 16-årig holdt op med at komme til Jehovas Vidners møder. Det samme gjaldt mine brødre. På det tidspunkt havde vi ingen værdsættelse af åndelige værdier, hvilket må have været til stor sorg for mine forældre.

Krigens virkelighed

I 1943 blev jeg som 18-årig indkaldt til militæret og blev soldat i De Forenede Staters væbnede styrker. Da jeg ikke længere kom sammen med Jehovas Vidner forstod jeg ikke betydningen af at udvise kristen neutralitet og veg derfor uden om det stridsspørgsmål som kunne have medført at jeg blev sat i fængsel. Det endte med at jeg blev sendt til Fort Bliss i El Paso i Texas, hvor jeg skulle uddannes som sygehjælper. Endnu den dag i dag har jeg ingen anelse om hvorfor jeg blev valgt til netop denne opgave. Måske hang det sammen med at min fader var læge.

Efter at jeg var blevet uddannet som sygehjælper blev jeg sendt til Ny Caledonien, en ø i den sydlige del af Stillehavet hvor der lå en amerikansk base med reservemandskab. Første gang jeg blev sendt i kamp var sammen med en enhed fra New York, den 77. infanteriafdeling på Guam. Denne strategiske ø, der ligger cirka midt mellem Australien og Japan, var besat af japanerne. Vi gik i land på øen den 21. juli 1944 sammen med den 3. marinedivision, og blev øjeblikkelig sendt i kamp. Inden længe havde jeg fået min første erfaring i virkelig krigsførelse.

Det jeg tydeligst husker fra Guam er regnvejret og mudderet hvor man sank i til knæene. Alt var kaos. Under disse forhold oplevede jeg for første gang at blive beskudt med svært artilleri, blandt andet med mortérgranater. Først hørte man den karakteristiske lyd af våbnet der blev affyret. Derefter fulgte et uhyggeligt hvin når granaten fløj gennem luften. Jeg ventede for at se hvor tæt på hver granat ville lande. Som de fleste andre soldater må jeg indrømme at jeg ved mange lejligheder var skrækslagen. Jeg bad til Gud og gjorde et tåbeligt forsøg på at slå en handel af med ham for at komme ud af denne elendighed. Jeg lovede at hvis han ville lade mig overleve ville jeg tjene ham! Ja, jeg var blot én af de mange skyttegravskristne!

Mest af alt frygtede jeg nætterne. Man måtte grave sig et enkeltmandsskyttehul som, når jorden ikke var for stenet, var mellem 50 og 60 centimeter dybt. Ideen var at man skulle kunne sove i dette hul (hvilket håb!) uden at blive set af fjenden eller af sine kammerater. Dette var yderst vigtigt, for parolen om natten lød: ’Skyd på alt hvad der bevæger sig. Spørg bagefter.’ Jeg sikrede mig derfor altid at jeg lå under jordoverfladen, selv når det betød at jeg måtte sove i mudder og regnvand, og det gjorde det tit.

Hvad tænkte vi mest på under disse blodige slag? Jeg kan forsikre jer om at det for de flestes vedkommende bestemt ikke var „Gud og fædrelandet“. Som så mange andre unge mænd så jeg hvordan livet blev slukket af riffelskud, flammekastere, mortér- og artillerigranater, selvmordsangreb, knive og bajonetter. Det gik hurtigt op for mig hvor meningsløst det hele var. Jeg følte mig fanget i en håbløs situation uden nogen udvej. Det eneste jeg og mange andre tænkte på var at overleve.

På det punkt var vi helt anderledes end japanerne. De var blevet grundigt indoktrineret og betragtede det som en ære at dø for kejseren og Japan. Derfor kunne de sende fly med selvmordspiloter imod flådefartøjer og troppetransportskibe. Og på landjorden forsøgte nogle af deres soldater at kravle ned i vore skyttegrave med sprængladninger bundet til ryggen, for at sprænge sig selv og os i luften. Det var lykkedes ganske godt for den herskende klasse — ved hjælp af falske religiøse læresætninger — at føre dem bag lyset.

Men Guam var kun begyndelsen. Efter at vi et stykke tid havde opholdt os på øen Manus lige nord for Papua Ny-Guinea for at komme til kræfter, blev vi sendt af sted til vores næste kampplads — øen Leyte i Filippinerne.

„Dør jeg?“

Her var det den samme historie om igen, med kampe, sårede og døde. Jeg havde nok at gøre med at kravle gennem mudder og forsøge at lappe sårede soldater sammen. Ved mange lejligheder lå jeg i mudderet ved siden af en kammerat som jeg forsynede med en årepresse og forsøgte at forbinde med kompresser før jeg trak ham tilbage til et mere sikkert sted. Ofte måtte jeg sprætte buksebenet eller ærmet op og give en hurtig morfinindsprøjtning for at dulme smerten. Nogle spurgte mig: „Hvor slemt er det, doktor? Dør jeg? Gå ikke fra mig!“ Til tider var der så mange der skulle behandles at det eneste jeg kunne gøre var at forsøge at berolige dem og sige at vi ville hente dem senere. Sandheden var at når vi kom tilbage var det ofte for sent. Mange var allerede døde. Sådan er krigens meningsløshed.

Vores næste kampplads var den lille ø Ie shima lige ud for Okinawa der på det tidspunkt var besat af japanerne. Jeg var sammen med en soldaterkammerat som jeg havde kæmpet ved siden af i flere slag. Han var altid meget forsigtig, tog ingen unødige chancer og foretog sig aldrig noget tåbeligt på slagmarken. Som os andre var han interesseret i at overleve. En dag på Ie shima, under en af de sidste udrensningsaktioner, lå nogle af os og trykkede os til jorden for at undgå fjendens ild. Han lå et lille stykke foran mig da et maskingevær på en af vore egne tanks skødesløst svingede for langt mod højre, affyrede en salve og dræbte ham og tre andre soldater på stedet.

Ved en anden lejlighed blev vi udsat for heftig beskydning fra vore egne flyvemaskiner, hvorved adskillige af vore mænd blev dræbt. Menneskelige fejl og endnu mere meningsløshed.

Det var også på denne ø at en af krigens berømte krigskorrespondenter, Ernie Pyle, i april 1945 blev dræbt af en snigskytte. Ved en lejlighed skrev han noget som jeg fuldt ud kan tilslutte mig: „Jeg kan ikke se hvordan mennesker der har overlevet en krig nogen sinde vil kunne opføre sig grusomt over for andre.“ Desværre viser virkeligheden noget andet. Menneskets grusomhed fortsætter.

Beskudt med mortér

Vores næste manøvre foregik på den anden side af den kanal der skilte os fra Okinawa. Japanerne var gået i dækning i nogle grotter og var også denne gang vanskelige at få ud.

En dag sad jeg på en stor kampesten og betragtede et slag der foregik i en slugt lige under mig. Pludselig hørte jeg den skarpe lyd af en japansk mortér. Få sekunder efter slog en granat ned nogle få meter foran mig. Det forekom mig mærkeligt at en granat skulle falde så nær eftersom jeg sad i udkanten af kampzonen. Umiddelbart efter blev der affyret endnu en granat som landede lige bag ved mig! Det faldt mig pludselig ind at det måske var mig de sigtede på. Jeg klatrede hurtigt ned og gemte mig bag kampestenen. Den tredje granat ramte lige akkurat dér hvor jeg havde siddet! Det var blot én af de mange gange hvor det nær var gået galt.

Slaget om Okinawa varede omkring tre måneder. En historiebog beretter: „Indtagelsen af Okinawa var den kostbareste militære operation i det centrale Stillehavsområde. Der deltog omkring en halv million soldater i slaget, og det kostede amerikanerne 49.000 sårede, hvoraf 12.500 døde. Over 110.000 japanere blev dræbt på denne ø.“ Det vil sige at mindst 122.000 soldater og i tusindvis af civile mistede livet i kampen om en stort set ukendt ø på omkring 2300 kvadratkilometer.

Efter dette felttog blev vi sendt til Filippinerne for at samle kræfter og for at forberede invasionen af Japan. Her mødte der mig et frydefuldt syn. Da vores division modtog det nye reservemandskab, hvem var da blandt de nye rekrutter? Såmænd min egen lillebroder Roger. Han nåede dog aldrig at komme i kamp. Den 6. august 1945 blev den første atombombe kastet over Hiroshima. Tre dage efter blev endnu en atombombe udløst — denne gang over Nagasaki. Det betød afslutningen på krigen.

Et dødsfald der fik mig til at tænke

Min broder og jeg var blevet udpeget til at være med blandt besættelsestropperne i Sapporo i Japan. Kort efter blev jeg hjemsendt fra hæren, men min broder blev i Japan endnu et år. Jeg satte kursen hjemad og blev modtaget af familien.

Hjemme i Oklahoma begyndte jeg der hvor jeg havde sluppet og tog tilbage til universitetet hvor jeg gik i gang med den fireårige indledende del af lægestudiet, efterfulgt af et år med videregående studier. Det var på dette tidspunkt at jeg mødte en dejlig pige, Nancy Wood, en studerende fra Oklahoma. Inden der var gået 18 måneder var vi gift, og hun har nu været min trofaste livsledsager i 40 år.

Jeg havde stadig ikke vist nogen interesse for mine forældres tro. De var som nævnt Jehovas vidner. Jeg var alt for optaget af mine egne interesser. Men i 1950 blev vores familie ramt af en tragedie.

Min fader, der var 66 år gammel og stadig praktiserede som landsbylæge, døde af et hjerteslag. Det tog hårdt på min moder. Hans død kom fuldstændig bag på os alle. Vi fem brødre havde mistet vores fader og en god ven. Vi overværede naturligvis alle den begravelsestale der blev holdt af et Jehovas vidne fra en naboby. Dette foredrag gjorde et stærkt og varigt indtryk på os alle.

Taleren viste ud fra Bibelen at fader ville få en opstandelse når det jordiske paradis var blevet genoprettet. Nu dukkede det jeg mange år tidligere havde lært, atter op i mit sind, og inden længe begyndte Nancy og jeg at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jo mere jeg fordybede mig i studiet, jo mere indså jeg at verden er af lave og at al krig var meningsløs. Tænk hvor mange liv der er blevet ofret for at fremme politiske herskeres selviske ambitioner, mens præsteskabet i så at sige alle lande har set gennem fingre med det der er sket!

Den dag da alle mennesker vil leve i fred

Det gik også op for mig at de begivenheder der er indtruffet siden 1914 er en nøjagtig opfyldelse af Jesu profeti vedrørende endens tid. Alt hvad han havde forudsagt var ved at ske inden for én generations levetid. Guds krig ved Harmagedon, en retfærdig krig hvor jorden ville blive befriet for alle onde mennesker, ville derfor snart indtræffe og blive forløberen for en ny jord under Guds fredsriges styre. — Åbenbaringen 11:18; 21:1-4.

Nancy og jeg blev døbt i 1950. I stedet for at fortsætte vores universitetsuddannelse lagde vi vore forhold sådan til rette at vi i 1956 kunne begynde i heltidstjenesten. I rejsetjenesten, hvor jeg har tjent som kreds- og områdetilsynsmand, har vi i årenes løb forkyndt mange steder i De Forenede Stater. Desuden har jeg i mere end otte år været lærer på Rigets Tjenesteskole for menighedernes ældste, og har også undervist på Vagttårnsselskabets pionerskole for heltidsforkyndere. I de sidste ni år har vi tjent på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

[Illustration på side 18]

Min hustru og mig fotograferet foran Jehovas Vidners hovedkontor, hvor vi arbejder

[Kildeangivelse på side 19]

Foto: U.S. Army