Jeg vil ikke mere ’øve mig i våbenfærd’

SOUTH DAKOTA i den midtvestlige del af De forenede Stater er en landbrugsstat. Kvæget græsser på de smukke sletter. På markerne står en rig høst af hvede, byg, havre, majs og rug. Her, i byen Aberdeen, begyndte mit liv den 10. juli 1921 — et liv der skulle føre mig gennem krig og fred, had og kærlighed.

Mine forældre var hårdtarbejdende tyskere der gik ind for religion og uddannelse. Jeg blev derfor døbt og opdraget i den lutherske tro. I foråret 1939 gik jeg ud af skolen. Mine forældre var blevet skilt og min fader var død. Hvad skulle jeg nu vælge at bruge mit liv til?

Bibelen og Gud betød meget for mig, så jeg søgte optagelse på et luthersk seminarium for at blive præst. Men før jeg fik svar fra seminariet brød den anden verdenskrig ud i Europa, og i juni 1940 gik jeg derfor ind i USAs marine. Sådan gik det til at jeg fik en karriere inden for krig og ikke inden for fred.

Da den indledende træning var overstået, valgte jeg at tjene i marinens luftvåben. Det første sted jeg skulle gøre tjeneste uden for Amerika var på en luftbase i Olongapo, ikke så langt fra Manila, på Filippinerne. USA var endnu ikke indblandet i krigen, så vores opgave bestod først og fremmest i at overvåge den japanske flåde i Stillehavet.

Japanerne angriber

Den 7. december 1941 havde jeg weekendtjeneste. Den bestod ganske enkelt i at holde vagt ved radioen, og blev betragtet som en lejlighed til at slappe af. Pludselig begyndte radioen at morse et forbløffende budskab: „Pearl Harbor angribes af japanerne“! Jeg sprang op af stolen og løb ud for at sætte alarmen i gang. Jeg var klar over at det ikke ville vare længe før japanerne også angreb Filippinerne.

Og ganske rigtigt, næste morgen bombede de os. Mange af vore fly blev ødelagt mens de stod på jorden. De fly det lykkedes os at få i luften, bombede og torpederede de japanske krigsskibe. Nye besætninger erstattede de gamle lige så hurtigt som flyene kom ned. Jeg var med på nogle af disse farlige togter, der tilsyneladende aldrig skulle få ende.

Vi kæmpede en håbløs kamp. De japanske jagerfly slog ned på os så let som en høg slår ned på en kylling. Efter få dage var alle vore fly ødelagt, og af de 500 mand på basen var der kun cirka 50 tilbage. Vi måtte væk fra øerne. Vi beslaglagde derfor en lille fransk passagerliner, gennembrød japanernes blokade og flygtede til Hollandsk Ostindien godt 3000 kilometer væk.

Vi lagde til i Surabaja, i det der nu er Indonesien. Japanerne var imidlertid snart i hælene på os, og vi måtte trække os tilbage til Port Darwin i Australien, hvor vi mente at vi for en tid ville være uden for deres rækkevidde. Men så dukkede japanske transportfly pludselig op som et lyn fra en klar himmel og forvandlede havnen til et brændende inferno. Omkring 20 skibe blev sænket. Vort skib, der hed Willie B. Preston og var en destroyer ombygget til hangarskib, blev bombet og beskudt med maskingeværild til det brød i brand. På en eller anden måde lykkedes det os at slukke ilden, og i nattens mulm og mørke sneg vi os ud af havnen og ned langs Australiens vestkyst til Fremantle.

Samme nat blev de døde, hvoraf mange var mine nære venner, indsvøbt i sejldug, og efter at have sagt nogle få ord der ikke bragte megen trøst, lod vi dem glide ned i det grå hav. Krigen havde allerede lært mig at hade fjenden. Den forfærdelige nedslagtning gjorde mig endnu mere bitter.

En ny kampzone

Efter en 30-dages orlov blev vi sendt til øgruppen Aleuterne, der strækker sig i en bue mod sydvest fra Alaska. Vi var hele tiden på togt for at lokalisere japanske skibe og ødelægge dem.

Den 8. august 1942 blev vi beskudt i slaget ved Attu, og flyets radar blev ødelagt. På vej tilbage til basen kom vi ind i tæt tåge og mistede orienteringen. Det sidste jeg husker er kaptajnens råb: „Vi styrter ned!“

Da jeg kom til bevidsthed så jeg at flyet stadig brændte. Vi havde ramt en bjergside, og jeg var blevet kastet ud af vraget. Halepartiet af flyet var brækket af ved styrtet, og hvis nogen af de andre var i live måtte de være derinde. Jeg havde stærke smerter overalt, men på en eller anden måde lykkedes det mig alligevel at kravle hen til flyets hale, og dér fandt jeg min bedste ven. Han var stadig i live, men hans tilstand var meget kritisk. Jeg fik ham trukket ud af det brændende vrag — og så besvimede jeg igen.

Den næste dag fløj eftersøgningsfly tæt hen over vraget, og det må have været motorlarmen der vækkede mig. Da et af flyene passerede hen over os lykkedes det mig at vifte med en uniformsjakke før jeg gled tilbage i bevidstløsheden.

Da jeg vågnede næste gang lå jeg på et marinehospital, og min kammerat lå i sengen ved siden af. Han levede kun nogle få dage. Jeg var så den eneste overlevende af en besætning på ni. Jeg havde set mange mænd dø før da, men nu var alle mine bedste venner døde. Jeg blev ved med at spørge mig selv: ’Hvorfor ikke jeg? Hvorfor skulle jeg overleve?’ På dette tidspunkt holdt jeg op med at læse i Bibelen og gled ned i den dybeste åndelige bølgedal jeg nogen sinde har befundet mig i.

En „harpe“ ændrede mit liv

Fra Dutch Harbor på Aleuterne blev jeg med et af marinens hospitalsskibe bragt til marinehospitalet i Bremerton i staten Washington. Mine kæbeben havde været brækket flere steder men var vokset forkert sammen, så det var nødvendigt at brække dem op igen og sætte dem rigtigt sammen. Det tog mig et halvt års tid at komme mig oven på mine mange kvæstelser.

Da jeg blev udskrevet besøgte jeg min storesøster i Californien. En dag så jeg hendes nabo smide nogle bøger væk der så helt nye ud. En af dem hed Profetierne. Jeg spurgte ham om den handlede om Bibelen. Han svarede: „Ja, det gør den. Og jeg har flere af den slags bøger. Du må gerne få dem alle sammen.“ Sådan gik det til at jeg fik Guds Harpe og flere andre bøger som var udgivet af Vagttårnsselskabet.

Det lod til at min interesse for åndelige spørgsmål var ved at komme til live igen. Jeg ville gerne forstå Bibelen bedre. Jeg tog bogen Profetierne og læste den fra ende til anden, men forstod den ikke. Så smed jeg alle bøgerne væk, undtagen Guds Harpe, som jeg stoppede ned i min kuffert.

I nogle måneder fløj jeg sammen med en højtstående marineofficer der inspicerede marinens baser på USA’s vestkyst. Jeg havde masser af tid til at dyrke livets såkaldte glæder, men til sidst følte jeg hvor tomme de var, og blev rastløs. Jeg meldte mig frivilligt til at vende tilbage til kamptjenesten. Den eskadrille hurtige, middeltunge bombefly som jeg nu blev tilknyttet, blev sendt til øerne Saipan og Tinian i Stillehavet. Det var min opgave at styre nedkastningen af bomber, der foregik ved hjælp af radar fra det forreste fly i eskadrillen. Der gik et par dage mellem hver besætnings kamptogt, så vi havde rigeligt med fritid på basen.

En dag da jeg ledte efter et spil kort i min kuffert, fandt jeg bogen Guds Harpe. Jeg begyndte at læse den. Til min forbløffelse gik det lidt efter lidt op for mig at „helvede“ er det sammen som graven, at mennesket er en sjæl, at sjælen ikke er udødelig, og at man ikke i Bibelen kan finde støtte for treenighedslæren. Denne første forståelse var en meget stor overraskelse for mig.

Jeg fik hurtigt fat i min bibel og begyndte at slå alle de citerede skriftsteder efter. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Det hele var så klart og enkelt. Jeg var begejstret over det jeg lærte. Men efter at have tænkt over det, besluttede jeg at henvende mig til den protestantiske og den katolske feltpræst og bede dem bevise ud fra Bibelen at helvede ikke var det samme som graven.

Et råd fra en præst

Det kunne de naturligvis ikke. En af dem gav mig et råd som jeg husker den dag i dag. Han sagde: „Miller, De er nået vidt inden for flåden og der står respekt om Dem. Deres fremtid er sikker inden for flåden. De er en af de yngste oversergenter der nogen sinde er blevet udnævnt. Gør nu ikke den forfærdelige fejl at slutte Dem til Jehovas Vidner, der ikke vil hilse flaget eller kæmpe for deres land.“ Disse feltpræster nægtede at besvare mine bibelske spørgsmål. Deres eneste reaktion var et angreb på kendte — men afdøde — Jehovas vidner.

Deres bemærkninger gav mig visse fordomme imod Jehovas Vidner. Der var dog ingen af dem der ville åbne Bibelen for at gendrive min nyfundne tro. Jeg tænkte: ’Dette her er sandheden. Jeg må gøre hvad jeg kan for at hjælpe andre til at forstå det.’ Næste dag begyndte jeg at fortælle de andre mænd om hvad jeg havde lært. De syntes alle sammen at det var ikke så lidt af en modsætning til de meninger jeg havde haft indtil da.

Det kom min orlogskaptajn for øre at jeg forkyndte, så han kaldte mig ind på sit kontor og sagde: „Miller, De og jeg er gået meget igennem sammen, og om nogle få dage skal vi på en af vore hårdeste opgaver — Iwo Jima. Dette her med at De prædiker kommer ikke mig ved. Men jeg beder Dem lade være indtil det næste togt er overstået.“ Det forekom mig at være et rimeligt forlangende, så det gik jeg ind på.

Kampen om Iwo Jima

Før hvert togt fik vi nogle instruktioner, og før erobringen af Iwo Jima blev det beregnet hvor mange der ville dø i kampen. Det løb mig koldt ned ad ryggen da jeg hørte tallet. Antallet af ofre var ikke længere nogle tal på et stykke papir, men menneskeliv.

Japanerne gjorde alt hvad de kunne for at holde denne vigtige ø. For at beskytte sig havde de gravet sig ned i koralklipperne langs hele kysten, og det var derfor næsten umuligt at tvinge dem frem. Der var kun én måde at gøre det på — at flyve lavt hen over dem og overså klipperne med napalmbomber. Når de ramte løb den flydende ild ind i alle revner og sprækker og forvandlede området til et brændende helvede.

Efter nogle dages kamp erobrede vi Iwo Jima og kunne endelig lande på øens flyveplads. Da jeg steg ud af bombeflyet så jeg hvordan døden havde hærget overalt. Jeg gik en tur langs koralkysten for at se resultaterne af angrebet. Det var grufuldt og helt ubeskriveligt — forkullede lig alle vegne. Det var forfærdeligt. Jeg følte mig syg om hjertet.

Det forlyder at 8000 amerikanere mistede livet og 26.000 blev såret i kampen om Iwo Jima. Der var 22.000 japanere der omkom. Hvilken pris for en ø på bare 20 kvadratkilometer!

I august 1945 blev atombomberne nedkastet over Japan. Før der var gået en uge havde japanerne overgivet sig, og krigen var slut.

Jeg får kontakt med Jehovas Vidner

Da jeg kom tilbage til De forenede Stater tog jeg til Portland i Oregon for at besøge min familie. De var meget imod min nye tro. De kendte imidlertid en mand ved navn Howard Meier, der var et af Jehovas vidner. Jeg satte mig straks i forbindelse med ham og spurgte ham hvad han havde at sige til det feltpræsterne havde fortalt mig om Jehovas vidner. Han var ikke længe om at forklare mig sammenhængen. Jeg begyndte så at komme til møderne i rigssalen og være med i forkyndelsen.

Efterhånden som jeg lærte Bibelens principper om krig og fred at kende, gik det op for mig at jeg ikke længere kunne tage del i militærhandlinger eller forene en karriere inden for militæret med et sandt kristent liv. (Esajas 2:4; Mattæus 22:37-40) Jeg måtte træffe en beslutning om hvad jeg ville, for snart skulle jeg igen melde mig til tjeneste.

På dette tidspunkt gav Howard Meier mig et råd som jeg altid vil være ham taknemmelig for. Han sagde: „Rent åndeligt er du stadig et spædbarn. I stedet for at beslutte nu og her hvad du skal gøre, hvorfor så ikke tage tilbage til basen og komme til møderne i den nærmeste rigssal? Mens du så får større kundskab og forståelse kan du bede Jehova om hans ledelse og hjælp.“

Jeg meldte mig til luftbasen på Whidbey Island i Washington og begyndte straks at komme sammen med Anacortes-menigheden af Jehovas Vidner. Snart forkyndte jeg fra hus til hus, og på gaderne inviterede jeg til de offentlige foredrag. I løbet af kort tid havde jeg otte til ti bibelstudier med folk fra luftbasen.

På marinebasen begyndte man at få opringninger fra folk der klagede over en oversergent som gik rundt på gaderne og inviterede til bibelske foredrag. Jeg blev kaldt ind til feltpræsten, der i klare og tydelige vendinger gav mig besked på at ’HOLDE OP med det pjat!’ Det nægtede jeg selvfølgelig.

Arrestation og militærdomstol

En dag da jeg var på gadearbejde blev jeg arresteret af marinens politi, anklaget for at have vanæret marineuniformen. Jeg blev så stillet for en militærdomstol og kunne være blevet straffet med militærfængsel og/eller afskedigelse i unåde. Jeg afslog tilbudet om at få en af marinens sagførere til at føre min sag, da jeg følte at jeg selv var den bedste til at gøre rede for min indstilling og min nye tro på Bibelen.

Jeg blev stillet for marinens dommere, og anklagerne blev læst op. Efter lang tids diskussion og mange spørgsmål om min tro blev jeg spurgt om jeg havde nogen kommentarer.

„Ja, det har jeg,“ sagde jeg. Jeg pegede så på det amerikanske flag og spurgte: „Er dette flag en parodi?“

„Hvad mener De med det, Miller?“ snerrede en af orlogskaptajnerne og sprang op af stolen.

„Mine herrer, De har alle mine papirer liggende foran Dem. De ved at jeg frivilligt har kæmpet for alt hvad det flag står for — langt mere end jeg havde pligt til. Jeg mente at det stod for frihed til at tilbede, tale og tro. Jeg har set mine venner blive sprængt i luften fordi de kæmpede for de samme friheder. Jeg har set tusinder af døde på Filippinerne, i Australien, på Ny Guinea, Saipan, Tinian, Aleuterne og Iwo Jima. Jeg har været på over hundrede kamptogter og mange farlige opgaver. Jeg har fået flere medaljer og hædersbevisninger end næsten enhver anden af de tusinder af mænd her på basen. Vil De nu nægte mig netop det jeg har kæmpet for og som dette flag står for — trosfrihed og talefrihed?“

Fra krig til fred

Som krigsveteran havde jeg mulighed for at komme ind på en højere læreanstalt og frit vælge hvad jeg ville læse til. Jeg tog dog ikke imod tilbudet. Nu da jeg kendte sandheden og Bibelens håb om evigt liv på jorden, ville jeg gerne hjælpe andre til at få livet. Jeg ville gerne erstatte krigens og myrderiets mareridt med et livgivende arbejde. — Salme 46:9, 10; Esajas 9:6, 7.

Jeg blev døbt i august 1946 ved stævnet „Glade nationer“ i Cleveland i Ohio. Jeg vendte så tilbage til Anacortes og begyndte i heltidstjenesten. I 1947 ansøgte jeg om at tjene på Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York. Jeg blev antaget, og flyttede ind på Betel den 29. marts 1948. Jeg arbejdede i flere forskellige afdelinger før jeg fik tildelt arbejde i tjenesteafdelingen. Her fik jeg den forret at arbejde som sekretær for broder T. J. Sullivan (der blev kaldt „Bud“). Han blev senere medlem af det styrende råd.

Bud var fuld af gode råd og erfaringer og satte et godt eksempel i at behandle andre venligt. Jeg husker at når han havde med en vanskelig sag at gøre, sagde han gerne: „Hvis vi skal begå en fejl, så lad os hellere være for barmhjertige, for Jehova er en barmhjertig Gud.“ Det syntes jeg var en virkelig god tanke. — Salme 116:5.

I 1953 udnævnte den daværende præsident for Vagttårnsselskabet, N. H. Knorr, mig helt uventet som den nye tilsynsmand for tjenesteafdelingen. Det betød at jeg skulle føre tilsyn med alle tjenesteaktiviteter i De forenede Stater. Med Jehovas hjælp bar jeg dette ansvar i 22 år. Siden 1975 er denne opgave blevet varetaget af et udvalg.

I marts 1952 kom en sød, ung søster på Betel. Hun havde været i heltidstjenesten siden 1947. Hun hed Brook Thornton. Vi forelskede os og blev gift i maj 1957. Brook har gjort mit liv rigere, og vi har været meget lykkelige mens vi sammen har arbejdet på Betel.

Freden bringer forandringer

I 1969 oplevede jeg noget der berørte mig meget dybt. Min kone og jeg fik mulighed for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne „Fred på jorden“ i Tokyo i Japan. Jeg må indrømme at det var med blandede følelser jeg tænkte på at besøge Japan. Det er meget svært at viske krigens minder ud. Skønt jeg nu levede efter Bibelens principper, spekulerede jeg på hvordan jeg mon ville reagere i Japan.

De få dage vi opholdt os i landet var som en åbenbaring for mig. Jeg mødte et venligt, ydmygt og fredeligt folk der nu hadede krig lige så meget som jeg gjorde. Også dette folk havde forandret sig i årene siden 1945. Det gjorde et stort indtryk på mig.

Jeg bliver syg

I 1979 fik jeg et slagtilfælde der delvis berøvede mig synet og gav mig hjerteproblemer. Og i 1981 blev jeg invalideret på grund af en ryglidelse. Disse tilbageslag har været svære at acceptere, men de har i endnu højere grad lært mig hvor vigtigt det er at forstå andre menneskers problemer og omstændigheder.

Jeg kan ikke længere overkomme det jeg kunne engang. Jeg har en kortere arbejdsdag nu, men har stadig den forret at tjene som medlem af tjenesteafdelingens udvalg. Jeg har set antallet af forkyndere i De forenede Stater vokse fra omkring 66.000 i 1946 til over 640.000 i 1983. Alle disse forkyndere arbejder, ligesom jeg, for fred under Guds rige. Til min store glæde var min moder blandt dem der blev døbt i 1975. Hun er nu 86 år, men forkynder stadig.

Nu længes jeg efter den nært forestående dag hvor Jehova Gud vil oprette sin retfærdige nye ordning. I den vil der ikke findes krige, smerte eller død. Der siges i Bibelen: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte [Guds eget pålidelige ord], og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Peter 3:13) Det er mit inderlige ønske at få del i denne ’nye jord’, og for altid glemme rædslerne fra den krig jeg var med i.

„Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet. Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i [Jehova] vor Guds navn for evigt og altid.“ — Mika 4:3, 4.

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Canada

Alaska

Sibirien

Beringhavet

Aleuterne

Attu

[Illustration på side 25]

Harley Miller som oversergent i den amerikanske flåde, 1945

[Illustration på side 30]

I Japan gjorde det venlige, ydmyge og fredelige folk et dybt indtryk på mig