Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g91 22/3 s. 14-17
  • Kavangos træskærere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kavangos træskærere
  • Vågn op! – 1991
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Et savværk i skoven?
  • Okavangos taxaer
  • Okavango — Afrikas ørkenparadis
    Vågn op! – 1991
  • Første gang de var i rigssalen
    Vågn op! – 1971
  • Teokratisk vækst i Namibia
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
  • Første gang man kommer i en rigssal
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1970
Se mere
Vågn op! – 1991
g91 22/3 s. 14-17

Kavangos træskærere

Af Vågn op!-​korrespondent i Namibia

HVAD var det? Jeg rejser mig med et sæt. Der var et eller andet der vækkede mig. Nervøst spejder jeg ud i den afrikanske nat. Det eneste jeg ser, er stjernerne som tindrer klart i akacietræets grene.

Nu ved jeg det — lyt! Der er stille!

Man kan ikke høre trommerne længere. De dundrende trommeslag har lydt hele natten og har blandet sig med de andre lyde i den afrikanske bush — men nu tier de. Først forekommer stilheden truende. Men så høres de vanlige natlyde igen. Fårekyllingernes sang, myggenes summen, insektmyriadernes surren og svirren — de lyde der udgør tropenattens musikalske klangverden. Jeg er lysvågen nu. Jeg ligger og tænker på de fascinerende trommer som vi så træskærerne fremstille.

Min kone og jeg sov i vores campingvogn på bredden af Okavangofloden. Vi besøgte menigheden af Jehovas Vidner i Rundu, en handelsby i Kavangoprovinsen i det nordøstlige Namibia, tæt ved grænsen til Angola. På vejen gennem bushen var vi blevet helt betagede af de udendørs værksteder hvor træskærere var i fuld gang med at save og skære, snitte og tilslibe.

Blandt træskærerarbejderne var der masker som blev brugt til ceremonielle danse og som „advarselstavler“ uden for sygdomsramte kraaler (landsbyer) for at advare besøgende og jage onde ånder bort. Mange synes at maskerne er flotte, men sande kristne i Kavango vil ikke have dem i deres hjem på grund af deres tilknytning til onde ånder. Megen trækunst udsmykkes nu ikke længere med maskeornamentik men med alle mulige geometriske mønstre.

Træskærerarbejderne udføres i teaktræ. Desværre er dette smukke træ ved at blive en sjældenhed i Kavango. Forhåbentlig vil der snart blive gjort en indsats for at plante nye træer; teaktræer er nemlig 50 år om at vokse til. Disse træer har et flot ved med lyse og mørke årer, hvilket smukt bliver fremhævet i udskæringerne. Først udvælges et egnet træ, derefter fældes det eller afbrændes ved roden så det vælter. Træet slæbes så til værkstedshytten og saves op i runde stykker eller i flade planker, afhængigt af hvad det skal bruges til.

Et savværk i skoven?

Mens jeg betragtede de arbejdende træskærere i en af hytterne, fik jeg øje på nogle glatte, udsavede planker i et hjørne. Jeg var nysgerrig efter at få at vide hvordan de var blevet savet ud, eftersom der hverken er savskæreri eller elektricitet i skoven. Jeg spurgte Joakim, som var ved at lave en tromme.

„Jo, ser du, Tatekulu [gamle mand],“ svarede han, „det er faktisk meget enkelt. Vi skubber træet hen over hullet. Jonas kravler ned i hullet og jeg står ovenover på træstammen. Jonas trækker saven ned og jeg trækker den op. Og sådan bliver vi ved. Snart er vi færdige med at gennemsave træet og har fremstillet plankerne.“

„Men det må da tage lang tid, og I er vel også helt ødelagte bagefter,“ siger jeg.

„Nej, Tatekulu, det er vi egentlig ikke. Solen står op og vi arbejder. Solen går ned og vi hviler. I morgen står solen op igen. Ja, det gør den hver dag. Der er dage nok, og rigelig tid — tid til at arbejde og tid til at hvile.“

Okavangos taxaer

Tænk, der findes taxaer midt inde i de afrikanske skove. Men de ligner ikke de hyrevogne vi kender eller rickshawerne i Rangoon. Okavangoflodens taxaer kaldes i Kavango for mawato, og længere nede ad floden mekoro. Taxaerne er kanoer som er hugget ud af massive træstammer.

Okavangofloden danner den nordlige grænse til Angola, og er den nemmeste transportvej i området. Mawato’er eller vandtaxaer kan på denne ’hovedvandvej’ transportere én op til Owambo og ned til Botswana eller over til Angola, uden hensyn til menneskeskabte grænser.

Der er imidlertid to flodbeboere som passagererne i mawato’er må holde et vågent øje med — krokodiller og flodheste. Trods menneskers indtrængen i deres naturlige omgivelser, findes de her stadig — og de er frygtede! Engang kæntrede en wato (ental) nær Rundu. Den ulykkelige bådejer var for langsom i vendingen; han nåede ikke hurtigt nok ind til bredden og blev ædt af en krokodille!

Et advarende grynt, selv på lang afstand, fra „flodens herre“, flodhesten, får omgående skipperen i vandtaxaen til at søge ind til bredden indtil faren er drevet over. Han kender flodhestens frygtindgydende kæber som let kan knuse en wato.

Men taxaerne benyttes ikke kun til flodtransport. Når en wato eller mokoro bliver ældre og får større og alvorligere utætheder så den ikke længere kan bruges til flodsejlads, anvendes den som trækslæde på land. Vi har set mange udtjente kanoer, lastet med træ eller varer fra en nærliggende butik, blive trukket af okser eller æsler hen over Kavangos bløde sandbanker.

Disse driftsikre Okavangotaxaer, som hver har én ’æselkraft’, kan bruges til transport af varer og levnedsmidler over sandterræn hvor moderne køretøjer på adskillige hestekræfter ville køre fast. Nogle vil måske sige at det er en forældet, kedsommelig og langsom transportform. Men i Afrika står tiden stille! Som træskæreren Joakim siger: ’I morgen står solen op igen. Der er dage nok.’

Det er en stor glæde at gøre Kavangos træskærere bekendt med budskabet om at Guds rige vil bringe fred! (Mattæus 24:14) Mange af stammerne er stærkt overtroiske, men Bibelens sandhedssæd har slået rod.

For tre år siden var der 23 døbte forkyndere i Rundu-menigheden. De samledes i en lille rigssal med trævægge og et lavt bølgeblikloft. „Når den var tætpakket kunne den rumme 40 mennesker,“ fortæller Christo, en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, „men der kom 56 for at høre det offentlige foredrag. Og vi befinder os i tropisk Afrika, hvor der er meget varmt og fugtigt. Min skjorte var våd af sved da jeg holdt foredraget. I den lille overfyldte rigssal var det umuligt at have jakke på.“

Trods de ubekvemme forhold kom der flere og flere interesserede til møderne. Behovet for en ny og mere velegnet rigssal blev derfor stadig mere påtrængende. En lokal forkynder forærede gavmildt menigheden byggegrunden.

Jehovas vidner fra andre egne af Namibia og fra Sydafrika reagerede på opfordringen og rejste for egen regning til denne fjerne afkrog for at hjælpe til med rigssalsbyggeriet. Lokalbefolkningen viste også stor interesse for projektet. To unge, Ambiri og Willem, tilbød for eksempel deres hjælp, skønt de ikke selv var Jehovas vidner. Snart begyndte de begge at studere Bibelen og at overvære møderne. I dag er de døbte forkyndere.

En anden interesseret der hjalp til med byggearbejdet var en angolansk flygtning ved navn Pedro. Som ivrig katolik kom han hurtigt til at tale om religiøse emner med de Jehovas vidner han arbejdede sammen med. Det fik ham til at tænke: ’Hvordan kan det være at Jehovas vidner kender Bibelen så godt?’ Derpå lagde han en slagplan. Han ville anmode forkynderne om et bibelstudium og holde op igen så snart han havde tilstrækkelig kundskab til at kunne bevise ud fra Bibelen at Jehovas vidner tager fejl. Lykkedes hans plan? „Efter at have studeret tre gange,“ fortæller Pedro, „tog jeg hjem og sagde til min mor: ’Mor, fra i dag er jeg ikke længere medlem af den katolske kirke.’“ Selv om familien modstod ham, gjorde han hurtigt fremskridt og blev snart udmeldt af den katolske kirke. Han blev døbt i december 1989 ved Jehovas Vidners stævne med temaet „Gudhengivenhed“ i Windhoek i Namibia.

Også andre interesserede personer hjalp til med at opføre rigssalen. „Jeg husker noget der skete mens vi var i fuld gang med at støbe fundamentet,“ siger Christo, den rejsende tilsynsmand. „Cirka 40 af os arbejdede på højtryk. Jeg lagde mærke til at der var en der så lidt tilknappet ud. Jeg præsenterede mig for ham og spurgte: ’Hvem studerer Bibelen med dig?’ Den unge mand, Mateus, svarede: ’De må tale med de folk dér, for de vil ikke studere Bibelen med mig. Jeg har mange gange spurgt om de ville hjælpe mig, men det bliver ikke til noget.’ Årsagen var at de lokale forkyndere i forvejen ledede så mange bibelstudier at de havde sat Mateus på venteliste. Men jeg sørgede for at Mateus fik et bibelstudium, og i dag er han en døbt forkynder.“

I juli 1989 indviede Rundu-menigheden sin nye rigssal. Efter at den har taget salen i brug, er 10 nye blevet døbt, så nu er der 33 døbte forkyndere. Men andre er på vej frem mod dåb, og under den rejsende tilsynsmands sidste besøg overværede 118 det offentlige foredrag.

Vi håber at du har syntes om denne korte tur til Kavangoprovinsen — med dens forunderlige flod, smukke skove, sejlende taxaer og fingersnilde træskærere — hvor budskabet om Guds rige bliver fremholdt for lyttende ører og oprigtige hjerter.

[Illustrationer på side 16, 17]

Fra venstre med uret:

▪ Forkyndere foran den gamle rigssal

▪ Den nye rigssal i Rundu

▪ Krokodille og flodhest i Kavangofloden

▪ Masker og andre træskærerarbejder

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del