Okavango — Afrikas ørkenparadis
Af Vågn op!-korrespondent i Sydafrika
LYSSKÆRET fra petroleumslampen gav kun en ringe tryghedsfølelse da elefantflokken vandrede stille rundt omkring os i mørket. Deres dybe suk og deres raslen i løvet bebudede deres tilstedeværelse. Da den tavse afrikanske nat faldt på, vidste vi at vi blev betragtet af mere end ét par øjne.
Ørkenen
Vores bil var kørt fast i Okavangosumpene — en enestående vandverden der begynder lige så brat som den ender, på Kalahariørkenens store sandflader i det nordlige Botswana. Skønt sumpene er på størrelse med Nordirland, fylder de ikke meget i den 260.000 kvadratkilometer store uvejsomme, golde Kalahariørken. Efter at have krydset Sydafrikas grænse havde vi med en fart af 20 kilometer i timen tilbagelagt 600 kilometer græssteppe mellem tornet krat og saltsøer. Kun et flimrende fatamorgana dansede bedragerisk i horisonten.
På den fjerde dag skete der noget opmuntrende. Himmelen lyste op og fik et vandblåt skær. Et sted forude var der vand — masser af vand! Sumpområdet spreder sig som fingre på en kæmpehånd og forvandler den solsvedne ørken til en grøn have. Okavangofloden udspringer i det centrale Angolas højland og slynger sig 1600 kilometer gennem Afrika i sin søgen efter havet — men forgæves, for floden dør på Kalaharis øde vidder. Men før den helt forsvinder giver den aldrende flod liv til et enestående økosystem.
Sumpene
Flodvandet løber vilkårligt ud over sandbunden og danner forgrenede kanaler, halvmåneformede søer og papyruskransede vandveje. Træer og planter i alle mulige farver og former fanger vort blik. Sumpene er omgivet af elfenbenspalmer, vilde figner, ibenholt og pølsetræer. Højt guineagræs, åkander og nedfaldne magentarøde blomster spreder det filtrerede vinteragtige morgenlys. Men vi er i Afrika, og snart mærkes dagens stegende hede. Vi finder svalende skygge i de høje mopaneskoves rustikke kludetæppe. Vi bruger disse træers træstammer som svajende, knagende gangbroer når vi færdes i vildnisset. De er vores bindeled til omverdenen.
Sumpens beboere
Livet i sumpverdenen er præget af storslået variation. Efter den golde ørken synes atmosfæren her sorgløs; det er som om alle skabningerne tumler sig og leger uden tanke for morgendagen. Tykke og fede som følge af den sorgløse tilværelse stirrer 30 flodheste på os med rindende øjne. Deres korte, dybe fnysen advarer os mod at forstyrre deres epikuræiske livsstil. En hjord på mere end et hundrede elefanter sparker så meget støv op at de dansende solstrålers spil skaber synsbedrag.
Alene dyrenes antal gør Okavangosumpene forbløffende. Tyve tusind bøfler i hjorde på op til 200 individer fouragerer veltilfredse på græsskråningerne. Indimellem forstyrres idyllen af angreb fra rovdyr — løver, leoparder, hyæner og vildhunde. Forstyrrelsen er som regel kortvarig og finder sted tidligt om morgenen — kun en flok kredsende gribbe vidner om det natlige blodbad.
Store myrekolonier skubber jorden op i bunker som vokser i størrelse. Når Okavangos vandstand stiger, forvandles disse myrehøje til frugtbare øer. En række forskellige antilopearter finder et fredfyldt tilflugtssted på disse spredte øer i sumpene — lyreantilope, gnu, kudu, letje-vandbuk, roanantilope og den sjældne sitatunga. Denne sky antilope holder til i sivskovene og vover sig sjældent ud i det fri. Ved det mindste faresignal dykker den ned i vandet så kun snuden stikker op over vandoverfladen.
Vand — livgivende vand! Okavangosumpenes vand er bestemt ikke surt og lunkent. Den opdagelsesrejsende lægemissionær David Livingstone som gennemrejste området i 1849, skrev: „Vi kom til en stor flod . . . Jeg spurgte hvorfra den kom. ’Åh, landet er fuldt af floder . . .’ Vi fandt at vandet var klart, koldt og blødt . . . og fik den tanke at det kunne være smeltevand“! Vandet vrimler med cichlider og tigerfisk som er et vigtigt næringsmiddel for sumpboerne.
Tiden er gået sporløst hen over sumpene, og det lader til at tsetsefluen og moskitomyggen har haft held til at forhindre mennesket i at spolere dette paradis. Flodens buskmænd færdedes engang hjemmevant i Okavango. Senere fik de tilslutning af baYei-folket. I dag kan man stadig være heldig at se disse bådsejladsens mestre stage deres mekoro (kanoer) af sted ved solnedgang. De har et gammelt ordsprog der siger: „Den der stikker sin stage for dybt, bliver ved den!“ Når man løfter blikket igen er de forsvundet gennem sivene ad hemmelige kanaler.
Okavango er også et paradis for fuglekendere. Hundreder af fuglearter holder til i Okavango, i det mindste noget af året. En nat hører du måske en skarp tuden fra den sjældne Pels fiskeugle, som er natfisker. Om dagen blandes fiskeørnens gennemtrængende, skingre skrig med næsehornsfuglens pjankede kvidren. Der er dværggæs, kæmpehejrer, hellige ibisser og afrikanske bladhøns med deres sirlige fjerdragt. Variationen er uden ende. På høje udsigtspunkter står marabustorke med en „skinhellig“ mine i deres „bedemandsdragt“. De synes at betragte den kåde leg med et misbilligende blik.
Den nedgående afrikanske sols spejlbillede får vandet til at flamme op, idet den blidt bringer endnu en dag i dette ørkenparadis til afslutning. Fra den anden side af lagunerne fører brisen melodiøse toner fra en kalimba (et afrikansk rytmeinstrument) over mod os. Zebraer, giraffer og elefanter kommer fra steppelandet for at slukke deres tørst, hvilket sker i skøn forening.
Hvor længe endnu?
Svedende, og med støv og mudder løbende ned ad kroppen på os, maser vi for at få skiftet hjulakselen på vores Land-Rover. Hjulene har boret sig ned til fælgene i det talkumfine sand. Det var derfor akselen var knækket. Til vor tilfredshed hører vi den nye aksel glide på plads med et klik.
Vi har været så opslugt af den vigtige reparation at vi knap har ænset elefanterne, som ikke lader til at være spor bange. Det får os til at tænke på den fremtid hvor mennesker og dyr igen vil kunne leve sammen i fuldendt harmoni. (1 Mosebog 2:19; Esajas 11:6-9) Det eneste vi begræder er at vi snart skal tage hele den lange støvede vej hjem igen.
Som i tilfældet med andre skønne steder på jorden er der en stigende bekymring for at mennesket vil ødelægge Okavangosumpenes dyreliv. „Hvert år nedlægger 1300 stammejægere og 200 fritidsjægere 8000 dyr i sumpene,“ skriver Creina Bond i bogen Okavango — Sea of Land, Land of Water. Desuden er der nogle som har planer om at udnytte Okavangos vand til forskellige projekter.
Uanset hvad mennesker finder på, er vi forvissede om at Skaberen af dette enestående område vil opfylde sin hensigt: at gøre hele jorden til et paradis. Da vil vor klode blive et endnu skønnere sted at leve, for „ørkensletten [vil] juble og blomstre som krokusen. Den afsvedne jord [vil blive] som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ — Esajas 35:1, 7.
[Kort på side 24]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ANGOLA
ZAMBIA
NAMIBIA
BOTSWANA
ZIMBABWE
SYDAFRIKA
ATLANTERHAVET
INDISKE OCEAN