Hindringer for fred mellem mennesker og dyr
Børn elsker billeder som det på forsiden af bladet. Også voksne finder et sådant motiv tiltalende.
Hvorfor reagerer vi mennesker sådan? Er sand fred mellem mennesker og dyr — selv farlige vilddyr — blot en barnagtig drøm? Eller vil det en dag blive til virkelighed?
Mennesket en hindring
Mennesket er selv en af de største hindringer. Et gammelt ordsprog lyder: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Og menneskenes skadelige adfærd over for hinanden afspejles i den måde de behandler dyrene på.
I oldtiden fangede man for eksempel mange vilde dyr som blev sendt til de romerske arenaer for at kæmpe. I år 106 iscenesatte den romerske kejser Trajan efter sigende kamplege hvor 10.000 gladiatorer og 11.000 vilde dyr måtte lade livet for at tilfredsstille sadistiske tilskueres blodtørst.
Sandt nok er denne form for underholdning ikke på mode i dag. Men den stadigt voksende liste over uddøde eller truede dyrearter viser at der er noget alvorligt galt med den måde mennesket behandler dyrene på. Menneskene bliver flere og flere, mens dyrenes levesteder bliver færre og færre. Og på grund af menneskers grådighed er der en stadig efterspørgsel efter eksotiske dyreskind, horn og stødtænder. Nogle sagkyndige frygter at de fleste større dyrearter efterhånden kun vil være repræsenteret i zoologiske haver.
Menneskeædere
En anden hindring for fred synes at komme fra nogle af de vilde dyr selv. I Afrika og Asien er det ikke ualmindeligt at høre om vilde dyr der angriber og dræber mennesker. Guinness Rekordbog oplyser at medlemmer af kattefamilien „menes at være skyld i nærved 1000 menneskers død hvert år“. Alene i Indien dræber tigre over 50 personer årligt. I dette land er også leoparder blevet menneskeædere.
I bogen Dangerous to Man (Farlig for mennesker) oplyser Roger Caras at leoparder i nogle tilfælde kan blive menneskeædere efter at have ædt lig af ofre for sygdomsepidemier. Sådanne epidemier er ofte blevet „fulgt af måneders rædsel,“ skriver han, „idet leoparder er begyndt at dræbe for at tilfredsstille deres nye smag for menneskekød.“
Roger Caras gør imidlertid opmærksom på at angreb fra leoparder ikke i alle tilfælde har at gøre med sygdomsepidemier. Det kan også skyldes dyrenes pirrelighed, især hvis der er børn i nærheden.
I løbet af årene 1918-26 nåede en enkelt leopard i Indien at dræbe 125 mennesker, oplyser J. Corbett i sin bog The Man-Eating Leopard of Rudraprayag. Nogle tiår senere dræbte menneskeædende leoparder mindst 82 personer i Bhagalpur-distriktet.
En vildtopsynsmand fra Tanganyika (som nu er en del af Tanzania) fortæller at han i 1950 i fire måneder forgæves søgte at skyde en menneskeædende leopard, der terroriserede befolkningen i landsbyen Ruponda. Efter at have dræbt 18 børn blev leoparden til sidst fanget af en afrikaner i landsbyen. En anden leopard dræbte 26 kvinder og børn fra landsbyen Masaguru.
Endvidere er der den afrikanske løve. Når den forgriber sig på mennesker er ofrene ofte voksne mænd. C. Ionides skriver i sin bog Mambas and Man-Eaters: „I de treogtyve år jeg har været i vildtforvaltningen har jeg skudt over fyrre løver, hvoraf hovedparten var menneskeædere, mens resten enten var ved at blive det eller overfaldt kvæghjorde.“ Ifølge Ionides bliver løverne en trussel mod mennesker når de mindsker bestanden af løvernes sædvanlige byttedyr drastisk.
Verdensomspændende fred forudsagt
Trods disse hindringer for fred mellem mennesker og dyr står der udtrykkeligt i Bibelen: „Enhver art af vilde dyr . . . kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket.“ — Jakob 3:7.
Og Bibelen forudsiger i Ezekiel 34:25: „Jeg [Gud] vil slutte en fredspagt med dem, og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet, og de skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene.“
Er en sådan bibelprofeti blot en urealistisk drøm? Før du afviser håbet om verdensomspændende fred mellem mennesker og dyr, vil vi tilskynde dig til at overveje nogle af de tegn der peger på at Bibelens løfter er troværdige. Lad os se på nogle af de forbløffende og velbevidnede beretninger der findes om den harmoni der kan opstå mellem mennesker og potentielt farlige dyr.