Leoparden — en hemmelighedsfuld kat
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I KENYA
SOLEN var ved at gå ned. Vi havde brugt dagen til at betragte og fotografere det betagende dyreliv i Kenyas Masai Mara Vildtreservat. Inden vi gik til ro i et af teltene i lejren, skulle vi opleve endnu et flot skue. En af opsynsmændene slentrede ad en tovbro hen over Talek-floden med en luns gedekød over skulderen. Han bandt kødet fast på en gaffelformet gren højt oppe i et akacietræ.
Da tusmørket sænkede sig over området listede en stor hanleopard sig lydløst op i træet og begyndte at flå kødet fra hinanden. Leoparden blev oplyst af projektører fra en udsigtspost, men den var optaget af at nyde sit måltid og ignorerede os derfor mens vi med respekt og beundring så til. Vi fik bagefter at vide at den hver nat kom og spiste lokkemaden i dette træ, en vane den havde praktiseret i omkring seks år. Den følgende aften så vi derfor forestillingen igen.
Vi forstod i sandhed hvorfor leoparden er blevet beskrevet som „den mest perfekte af de store katte, smuk i udseende og graciøs i sine bevægelser“. Leoparden er et af de dyr der har størst muskelkapacitet. Den vejer omkring 60 kilo og er i gennemsnit godt 60 centimeter høj ved skuldrene og 2 meter lang fra snude til halespids. Mens vi stod og betragtede de karakteristiske sorte rosetter i dens gulbrune pels, blev vi mindet om det spørgsmål profeten Jeremias engang stillede: „Kan en kusjit ændre sin hud eller en leopard sine pletter?“ — Jeremias 13:23.
Dens lysende grønne øjne er noget man især bemærker. De er forsynet med et særligt cellelag — det såkaldte øjespejl — som giver den et usædvanlig godt syn om natten. Leoparden kan se en genstand ved en sjettedel af den lysstyrke menneskets øje har brug for. Dette cellelag kaster lyset tilbage gennem nethinden og fremkalder den skinnende effekt man ser når en lysstråle rammer leopardens øjne om natten.
Hvis man betragter leoparden når den hviler sig om dagen, vil man lægge mærke til at den stønner som om den var på udmattelsens rand. Men dens hurtige vejrtrækning er en del af et effektivt kølesystem. Den trækker vejret op til 150 gange i minuttet, hvorved fugt kan fordampe fra tunge, mund og snude.
Leoparden er den af de store katte der har lettest ved at tilpasse sig, og den lever i ørkener, skove, bjerge og ved havniveau, og i så forskellige lande som Kina, Indien og Kenya. Trods menneskets overgreb på mange af leopardens bosteder, skønner forskere at der lever omkring en million alene i Afrika og Asien. Alligevel undgik leoparden i århundreder at blive genstand for en grundig videnskabelig forskning. Tag for eksempel Sinaj-leoparden. Den blev først for nylig genopdaget i Judæas Ørken — man havde ellers i mange år ment at den var uddød!
En enspænder
Hvorfor bliver leoparden sjældent set af mennesker? Hovedsagelig fordi den er et natdyr som bevæger sig lydløst og snigende omkring. I områder hvor mennesket udgør en trussel, er leoparden varsom. Kun når den bliver vred udstøder den, ligesom løven, en truende snerren og knysten. Under normale omstændigheder er de lyde den udsender langt mindre truende: en skarp, skurrende lyd som når man saver i træ. Ifølge bogen Animals of East Africa af C. T. Astley Maberly lyder det som „Grrrr-hæj! Grrrr-hæj! Grrrr-hæj! Grrrr-hæj! — der som regel ender i en snerrende tone“. Da leoparden befinder sig godt ved sit enspænderliv, udsender den forskellige andre lyde med lav styrke — de fleste kan mennesket ikke høre.
I modsætning til den selskabelige løve er leoparden ikke socialt anlagt. Fra tid til anden kan man dog se et leopardpar, men ellers går leoparden alene på jagt. For at undgå uventede eller fjendtlige gæster afmærker den et personligt territorium, der kan dække fra 25 til 65 kvadratkilometer. Den afgiver et sekret fra nogle særlige kirtler, og markerer dermed sit territoriums grænser. Lugten fra dette sekret fortæller andre leoparder om køn, alder, parringsmodenhed og muligvis endda identitet.
Når leoparden går på jagt sniger den sig ind på sit bytte. På Bibelens tid var leoparden kendt for at ligge på lur i nærheden af byer, parat til at kaste sig over husdyr med en dødbringende hurtighed. (Jeremias 5:6; Hoseas 13:7; Habakkuk 1:8) For at beskytte sit nedlagte bytte mod ådselædere som for eksempel hyæner og sjakaler, opbevarer leoparden sine store jagtudbytter oppe i træerne, omkring 9 eller 12 meter over jorden. Men hvordan får den slæbt en antilope eller en halvanden meter høj girafunge op i disse højder? Denne hemmelighed afslører leoparden ikke uden videre. Men tålmodige iagttagere hævder at den simpelt hen bruger sin råstyrke. Leoparden foretrækker at nyde sin føde i ro og mag og i ensomhed, mens den, camoufleret af grene og blade, ligger mageligt henslængt på træets grene.
Når leoparden ikke bliver udfordret er den sky og holder sig for sig selv og undgår enhver konfrontation med mennesker. Nogle leoparder har dog mistet deres menneskefrygt og er blevet menneskeædere; men de fleste udgør ikke nogen trussel. Hvis den er såret eller trængt op i en krog, er den imidlertid fuldstændig frygtløs over for sine fjender. Jonathan Scott skriver i sin bog The Leopard’s Tale, at „en vred leopard er den personificerede vildskab, . . . i stand til at koncentrere al sin betragtelige energi i et kort og lynhurtigt angreb“.
Leopardmødre
Det er ikke overraskende at hunnen er ene om at opfostre sine unger. I de første to måneder af ungernes liv bliver de ofte gemt i en hule. Hannen hjælper ikke med at opfostre ungerne, hvorimod hunnen knytter tætte bånd til dem ved at fodre dem og holde dem rene og varme. Med tiden flytter moderen måske sit kuld på to eller tre unger til et nyt hjem. Mens de stadig er små bærer hun dem i munden, men når de bliver større får hun dem til at følge sig ved at kalde på dem.
En leopardmoder prøver også at holde sine unger uden for fjenders synsvidde, som for eksempel bavianer. Men hvis bavianer angriber hendes unger, vil hun med fare for sit eget liv gå til modangreb, så ungerne får mulighed for at flygte i sikkerhed. Hun tager også store chancer når hun søger efter føde til sine unger. Den ellers så tilbageholdende kat kan finde på at passere gennem en flok trompeterende elefanter for at skaffe føde til sit sultne afkom.
Det er interessant at der går nogen tid inden de unge leoparder viser at de kan klare sig selv. Ungerne bliver vænnet fra efter cirka et halvt års tid, men de dræber ikke deres eget bytte før de er et år gamle. Når hannerne er omkring to og et halvt år gamle, begynder de at leve deres enspænderliv, mens de unge hunner måske fortsætter med som voksne at dele territorium med deres moder.
Leoparden — omsider et fredeligt dyr?
Men de små vamsede killinger vokser op og lærer at dræbe. Det kan derfor synes vanskeligt at tro at profeten Esajas’ ord nogen sinde vil blive til virkelighed: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet.“ — Esajas 11:6.
Man har for nylig forsøgt at tæmme leoparder, men det har ikke været så vellykket. Sieuwke Bisleti van der Laan og hendes mand opfostrede et kuld unger på deres farm i Afrika. Ungerne havde „fuldstændig frihed“ og blev ofte fodret af hånden. Men de blev aldrig rigtig tamme. Sieuwke Bisleti skriver: „Når en leopard er fuldt udviklet går den sine egne veje. En løve vil altid elske og adlyde én, hvorimod en leopard, skønt den altid vil kunne genkende én, selv bestemmer hvordan den vil reagere i et givent øjeblik.“
Senere skønnede man at det var for farligt at have de voksne leoparder gående frit omkring på farmen, og man besluttede at sætte dem ud i naturen igen. Led de unge leoparder under at de var blevet opfostret af venlige mennesker? Næppe, for efter tre dage så man hannen sidde ved en vandbuk den havde nedlagt.
Men disse mislykkede forsøg på at tæmme leoparderne er ikke et bevis på at Esajas’ inspirerede profeti — om at der vil blive fred mellem leoparden og kiddet — er urealistisk. Dette vil ikke ske ved menneskers anstrengelser men ved guddommelig indgriben. Guds styre vil imidlertid ikke kun skabe fred i dyreriget. „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund,“ forudsiger Esajas. (Esajas 11:1-9) Menneskene vil derfor aflægge deres dyriske adfærd, som har resulteret i krig og splittelse. Samtidig vil menneskehedens indstilling til dyreverdenen ændre sig. Intet dyr vil blive offer for hensynsløs nedslagtning. Mennesket vil heller ikke længere forurene dyrenes territorier eller true deres eksistens, for Jehova vil have ’ødelagt dem der ødelægger jorden’. — Åbenbaringen 11:18.