Kan mennesker og dyr leve sammen i fred?

’Jeg følte mig som på tærskelen til paradis, med mennesker og dyr i skøn forening.’ Sådan beskriver Joy Adamson stemningen ved Urafloden i Kenya, mens hun betragtede en mængde forskellige fugle og dyr der mødtes ved et drikkested. Hvad der bidrog til denne oplevelse var ikke mindst det dyr der sad fredsommeligt lige ved siden af hende, nemlig en fuldvoksen hunløve!

Var der noget usædvanligt ved netop denne hunløve? Nej, det var en ganske almindelig løvinde, bortset fra at den blev kaldt Elsa og blev kendt af millioner gennem Joy Adamsons bog Født til frihed. Den adskilte sig blot fra andre ved at have lært at leve fredeligt sammen med mennesker.

Da man senere optog filmen Født til frihed, benyttede man flere tamme hunløver til at skildre Elsa. En af disse løver blev kaldt Mara. I begyndelsen var Mara mistænksom, havde en meget stærk besiddertrang og tillod ikke sine nye venner blandt menneskene at komme uden for synsvidde et øjeblik. For at få Mara til at falde til ro flyttede Joys mand, George Adamson, sit telt hen til dens indhegning. Til sidst flyttede han teltet helt ind i aflukket! I sin bog Et liv med løver skriver han om Mara: „I de næste tre måneder sov den regelmæssigt inde i [mit telt] — sædvanligvis liggende udstrakt på gulvet langs med min seng og somme tider i den. . . . Den [gav] mig aldrig grund til at nære ængstelse vedrørende min personlige sikkerhed.“

„En af vore yndlingslege,“ skriver George Adamson, „bestod i, at jeg lå udstrakt på jorden, skjult bag en græstue. Mara sneg sig så med største forsigtighed ind på mig med bugen tæt ved jorden på ordentlig løvevis; til sidst en lynhurtig bevægelse og den landede oven på mig. Den havde altid kontrol over sine kolossale kløer og sårede mig aldrig.“

En anden løvinde der spillede rollen som Elsa, blev kaldt Girl. Da filmoptagelserne var færdige blev Girl sluppet løs i det fri, hvor hun fandt en mage og fik to unger. To af Adamsons venner fandt frem til familiens bo. Adamson skriver: „Med bemærkelsesværdig tillid og godmodighed tillod Girl de to mænd, der løb en betydelig risiko, at nærme sig indtil et par meter fra stedet hvor fødslen havde fundet sted. Girls opførsel var ikke mindre mærkelig i betragtning af, at [en af mændene] var forholdsvis fremmed for hende.“ Da Adamson kom til fik han endog lov til at røre ved ungerne, mens enhver løve blev jaget bort.

En temperamentsfuld løve tæmmes

Løver kan have vidt forskellig personlighed. Mens Joy Adamson opfostrede Elsa, var en jagtopsynsmand ved navn Norman Carr, der boede længere mod syd, i Nordrhodesia (nu Zambia), optaget af noget tilsvarende med to hanløveunger. Den ene af disse unger, Storebror, var venlig og fredsommelig, mens den anden, som hed Lillebror, var lunefuld. Om den skrev Norman Carr følgende i sin bog Mine løver:

„Når Lillebror har et af disse anfald, så sætter jeg mig på hug foran ham — alt imens han snerrer arrigt ad mig. Jeg sørger for at holde mig lige uden for rækkevidde af hans poter, for det kunne da godt falde ham ind at lange ud efter mig med sine to tommer lange knivskarpe kløer. Men jeg taler blidt og tålmodigt til hans bedre jeg, alt imens jeg arbejder mig umærkeligt ind på ham; før eller siden kommer vi på bølgelængde. Han snerrer ganske vist stadig, men det er ikke nær så beslutsomt som før. Når jeg så lægger armen om hans pjuskede skuldre, kan jeg mærke, at han rent fysisk giver efter, og alle hans spændte muskler slappes. . . . [Han] lægger hovedet i mit skød som opfordring til at kæle for ham.“

I forordet til Norman Carrs bog beretter jarlen af Dalhousie, som var generalguvernør i landet, om en episode han var vidne til da løverne var over to år gamle og strejfede om uden opsyn på en slette i nærheden af Carrs lejr. „Når de hørte deres herres fløjte,“ beretter jarlen, „kom de øjeblikkelig springende og gned deres mægtige hoveder op ad ham, mens de brølede en glad, men frygtindgydende hilsen. Deres hengivenhed for ham var bestemt ikke blevet mindre i den mellemliggende tid.“

Heldigvis har løver en naturlig frygt for mennesker og søger normalt at undgå dem. Denne instinktive reaktion hos løver og andre vilde dyr bliver skildret præcist i Bibelen. (1 Mosebog 9:2) Uden den ville mennesker være meget udsatte. Ikke desto mindre sker det at nogle vilddyr bliver menneskeædere.

„Undtagelser fra regelen“

Roger Caras, der er ekspert på dette felt, siger: „Blandt næsten alle arter af de store katte er der øjensynlig et antal abnorme individer der søger mennesker som bytte. De er undtagelser fra regelen . . . Mennesker kan i almindelighed leve i fredelig sameksistens med [de store katte].“

Mange dyr bemærker tilsyneladende ikke et menneske når det sidder i en bil. På denne måde har det været muligt at tage nærbilleder af løver. „Men,“ advarer bogen Maberly’s Mammals of Southern Africa, „det er livsfarligt at åbne døren eller at stå ud for at komme tættere på løverne, for så vil de pludselig opdage at der er et menneske til stede, og chokket ved menneskets pludselige opdukken kan meget let udløse et angreb i selvforsvar. . . . Det er faktisk ikke nær så farligt at møde en løve ansigt til ansigt i bushen som hvis det sker ved at man pludselig springer ud af en bil foran den!“

Hvad med leoparder?

Det er også undtagelser fra regelen når leoparder bliver menneskeædere. Jonathan Scott skriver i sin bog The Leopard’s Tale: „En uforstyrret leopard med godt helbred er et sky og tilbagetrukket dyr der nærer en tydelig frygt for mennesker. Hvis den møder et menneske vil den som regel flygte til det nærmeste skjul.“

I Masai Mara-reservatet i Kenya brugte Scott flere måneder til at studere en hunleopard der blev kaldt Chui. Chui vænnede sig efterhånden til Scotts bil, og ved en lejlighed lod hun sine unger, der blev kaldt Dark og Light, gå hen og undersøge vognen. Scott er overbevist om at der bag leopardens utilnærmelige fremtoning skjuler sig et varmt væsen.

Andre har haft lejlighed til at opleve den varme side af leopardens natur. Joy Adamson opdrættede for eksempel en forældreløs leopardunge som hun kaldte Penny. Efter at den var blevet sluppet ud i det fri, fandt den en mage og fik et kuld unger. Da dens menneskevenner viste sig i området, kom Penny hen til dem og gjorde tegn til at de skulle følge med og se hendes nyfødte unger. Adamson beskriver den vidunderlige scene ved boet, mens de sad ved siden af den stolte moder: „Hun slikkede vores hænder mens ungerne puttede sig mellem hendes forben. Det var den rene lykke. Den almindelige opfattelse er at leoparden er det farligste af alle dyr i Afrika, og at en hunleopard med unger er særlig aggressiv.“ Men Adamson understreger at hendes erfaringer med Penny viser at „hovedparten af de almindeligt udbredte opfattelser er uden hold i virkeligheden“.

I det nordlige Indien har Arjan Singh haft en — om muligt — endnu mere bemærkelsesværdig oplevelse med en „godmodig“ hunleopard der blev kaldt Harriet. Singh opdrættede Harriet fra unge og oplærte hende til at kunne klare sig selv i junglen uden for hans gård. En del af træningen bestod i at Singh opfordrede leoparden til at foretage et angreb. I sin bog Prince of Cats fortæller han: „Når jeg krøb sammen og provokerede hende til at gå til angreb, kom hun lige imod mig . . ., men når hun sprang på mig, sikrede hun sig at hun kom over hovedet og lod sig glide ned ad min ryg, uden at efterlade så meget som en rift på mine bare skuldre.“

Leopardens leg med Singhs hund Eelie var også usædvanlig. Singh fortæller at han har en filmoptagelse der „viser [leoparden] der sidder på sin hale og slår ud med poterne mens hunden angriber hende. Men hun gør aldrig forsøg på at slå angriberen ned. Hendes store poter stryger op langs den ene side af Eelies hals, over hovedet og ned på den anden side, lige så forsigtigt som var det støvekoste.“

Dette venskabelige forhold mellem mand, hund og leopard fortsatte efter at Harriet havde forladt sit hjem for at leve sit eget liv i junglen. „Hvis nogen påstår at man ikke kan stole på leoparder,“ siger Singh, „så kan jeg blot henvise til de mange gange Harriet kom ind [i gården] midt om natten, når jeg sov i det fri, og vækkede mig blidt for at hilse på.“

Harriet fandt efterhånden en mage og fik to unger. Da boet var truet af oversvømmelse, tog leoparden ungerne i munden, en ad gangen, og bar dem i sikkerhed i Singhs hjem. Da vandet trak sig tilbage sprang Harriet ud i Singhs båd for at få ham til at ro frem og tilbage over floden med hende så hun kunne bringe ungerne enkeltvis over til et nyt bo i junglen.

Den afrikanske elefant

Det er blevet sagt at den afrikanske elefant er for vild til at den kan tæmmes. Mange mennesker har imidlertid erfaret at det forholder sig anderledes. Et eksempel er det rørende forhold mellem tre afrikanske elefanter og en amerikaner ved navn Randall Moore. Elefanterne var med i en gruppe elefantunger som blev sendt fra den sydafrikanske Kruger National Park til De Forenede Stater. De blev dresseret til at optræde i cirkus og klarede sig godt. Da deres ejer døde fik Moore overdraget trioen, som han sendte tilbage til Afrika.

I 1982 blev de to hunelefanter, som blev kaldt Owalla og Durga, sat ud i Pilanesberg-reservatet i Bophuthatswana. På det tidspunkt husede parken flere forældreløse elefantunger som var i dårlig forfatning og havde behov for omsorg fra voksne hunner. Ville cirkuselefanterne Owalla og Durga kunne påtage sig denne opgave?

Efter et år fik Moore at vide at hans elefanter havde adopteret alle 14 forældreløse unger og at endnu flere forældreløse elefantunger ville blive sat ud i parken. Efter at have været borte i fire år vendte Moore tilbage for at se til elefanterne. Han havde ventet at skulle søge længe efter dem i Pilanesberg-bjergene, men blev overrasket da han kort efter sin ankomst fik øje på Owalla og Durga i en stor flok. „Min første uprofessionelle indskydelse,“ skriver han i bogen Back to Africa, „var at løbe hen til dem, omfavne dem og overøse dem med lovord. Jeg beherskede imidlertid denne trang og fulgte i stedet en mere rationel fremgangsmåde.“

Først og fremmest måtte Owalla og Durga være sikre på at det var deres gamle ven. De undersøgte hans udrakte hånd med deres snabler. „Owalla stod imponerende stor foran mig som om hun ventede på den næste ordre. Resten af flokken stod helt stille i en klynge omkring,“ skriver Moore. „Jeg kommanderede: ’Owalla! . . . Snabel op, og fod!’ Owalla løftede øjeblikkelig det ene forben højt op i luften og krummede snabelen højt op i den klassiske trompetpositur fra den længst svundne cirkustid. Hvem var det der sagde at elefanter aldrig glemmer?“

Tre år senere, i oktober 1989, blev Owallas hukommelse sat på en ny prøve. Denne gang besluttede Moore sig til at forsøge noget han ikke havde prøvet siden han satte elefanterne ud i parken syv år tidligere. Owalla fulgte hans ordre om at knæle så han kunne klatre op og sætte sig på hendes ryg. Fjernseere i Sydafrika kunne spændt følge Moore mens han red på Owalla blandt 30 vilde elefanter. I et interview med Vågn op! siger Moore: „Jeg gjorde det ikke for at vække opmærksomhed men fordi jeg var nysgerrig efter at vide hvor stærk en binding og hvor megen intelligens der kunne findes hos en elefant.“ De forældreløse elefantunger i Pilanesberg trivedes under Owallas og Durgas forstandige omsorg.

Sandt nok er de eksempler vi i dag har på venskab mellem vilde dyr og mennesker undtagelser fra regelen. Det er venskaber der er blevet opbygget over lang tid og under stor forsigtighed. Det ville være tåbeligt af folk i almindelighed at begive sig ud i det fri og forsøge at nærme sig løver, leoparder og elefanter. Ganske vist er sådanne venskaber mellem dyr og mennesker forholdsvis sjældne i dag, men hvordan vil det forme sig i fremtiden? Vil et fredeligt forhold da blive regelen?

[Ramme/illustrationer på side 8]

Løver kan tæmmes!

„KOM og tag nogle billeder af mig sammen med løverne,“ sagde Jack Seale, der er leder af Hartebeespoortdam Slange- og Dyrepark i Sydafrika. Nervøst fulgte jeg ham til løvernes indelukke og håbede at han ville lade mig tage billederne udefra, uden for det beskyttende hegn.

Indelukket var rent, med masser af skygge fra de omkringstående træer. De ni kraftige løver fik omgående øje på deres dressør da han trådte ind i indelukket sammen med en assistent. Løverne knurrede venligt og løb opstemte omkring.

„Kom indenfor,“ sagde Jack. Jeg lod som om jeg ikke hørte det. „Kom indenfor,“ gentog han højere. De havde ikke andet værn mod løverne end stokke! Mit hjerte bankede hurtigt mens jeg bekæmpede angsten og klatrede ind. Jeg begyndte omgående at fotografere mens Jack kælede med nogle af de prægtige dyr han havde i sin varetægt. Jeg følte det som en befrielse da vi alle sammen var ude i god behold! Men jeg havde ikke haft nødig at frygte.

„Grunden til at vi har stokke med når vi går ind,“ forklarede Jack bagefter, „er at løverne er meget hengivne og viser dette ved kærlige bid. Vi holder stokkene frem så de kan bide i dem i stedet for vores arme.“ Jack var netop vendt hjem fra Etosha-nationalparken i Namibia med sine store katte. Hvorfor havde han taget dem med så langt væk? Han fortæller:

„De var blevet brugt ved optagelsen af en film om forskernes bestræbelser for at kontrollere bestandstilvæksten af vilde løver i Namibia. Mine løver foretrækker imidlertid den tilværelse de er blevet vant til her. I Namibia kom de styrtende hen til min bil så snart de så den. Det var ikke spor vanskeligt at få dem med tilbage.“ — Indsendt.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Hartebeespoortdam Snake and Animal Park

[Illustration på side 9]

Randall Moore med sine elefanter på den afrikanske savanne