Albatrossen — en langdistanceflyver

Vandrealbatrossen, der er kendt som de oceangående skibes følgesvend, har længe vakt forundring hos søfolk. Med et vingefang på godt og vel 3 meter glider den elegant og tilsyneladende ubesværet gennem luften. De store svømmefødder er ikke kun til at stå på; i flugten strækkes de ud bag den korte hale og fungerer som et ror.

Med en vægt der i mange tilfælde når op på omkring 9 kilo må albatrossen udfolde imponerende anstrengelser for at komme i luften. „En albatros letter efter samme aerodynamiske principper som et vandfly. Idet den strækker halsen og breder vingerne ud, padler den for fuld kraft op mod vinden med sine svømmefødder. Snart har fuglen brystet oppe af vandet, og kun fødderne slår mod overfladen. I samme øjeblik albatrossen er i luften antager den atter sin aerodynamiske form, med halsen trukket tilbage og benene oppe.“ (The New Larousse Encyclopedia of Animal Life)

Albatrossen, der behersker det forblæste luftrum mellem 40. og 60. breddegrad, yngler på afsidesliggende øer. Herfra drager den på langfart efter føde. Men hvor langt kommer den egentlig omkring på sine strejftog?

Ved en lejlighed fastgjorde nogle forskere små radiosendere til seks vandrealbatrosser, hanner der hørte hjemme i den sydvestlige del af Det Indiske Ocean. Ved hjælp af satellitsporing konstaterede de forbløffede forskere at albatrosserne fløj mellem 3600 og 15.000 kilometer med hastigheder på næsten 80 kilometer i timen. På blot 33 dage tilbagelagde disse havfugle 16.000 kilometer, en distance der er cirka syv gange længere end man hidtil havde troet muligt.

Albatrossens fremragende flyveegenskaber giver afgjort grund til at lovsynge dens Skaber. — Salme 148:10, 13.