Den store hvide fugl vender tilbage

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I JAPAN

MED en kæp i hånden drog mændene ud for at slå de smukke hvide fugle ihjel en efter en. Fuglene var albatrosser, og de omtalte mænd var Hanemon Tamaoki og hans medskyldige. Året var 1887, og stedet var Torishima, en ø der ligger cirka 600 kilometer syd for Tokyo.

Tamaoki havde planlagt dette i flere år. Bløde fjer til madrasser var meget efterspurgte både i hans eget land og i udlandet, og Torishima var en afsidesliggende ø der ikke havde andre beboere end de tusinder af albatrosser som jævnlig kom til øen for at yngle. Det var især den korthalede albatros (Diomedea albatrus) der tiltrak sig Tamaokis opmærksomhed. Det var den største søfugl på den nordlige halvkugle. Tænk på hvor mange fjer der skal til for at dække en buttet fugl på cirka 8 kilo med et vingefang på over 2,5 meter! Desuden var denne fugl ret tillidsfuld og gjorde ikke engang forsøg på at flygte når den var i fare.

Tamaoki bragte 300 mænd med sig til øen for at de skulle hjælpe med at dræbe og plukke fuglene. De byggede en landsby og anlagde en jernbane til transport af de døde fugle. Arbejdet blev udført så grundigt at Tamaoki — på bekostning af 5 millioner albatrosser — snart blev en velhavende mand. Udryddelsen var så omfattende at da øens vulkan i 1902 kom i udbrud og udslettede landsbyen og alle dens indbyggere, mente nogle at det var „en straf for at de havde dræbt albatrosserne“. Det følgende år kom der alligevel folk for at få fat i de resterende fugle.

Næsten 1500 kilometer derfra, ude i Det Østkinesiske Hav, havde en mand ved navn Tatsushiro Koga drevet den samme indbringende forretning på en gruppe øde klippeøer mellem Taiwan og Okinawa. Koga opdagede, ligesom Tamaoki, at hans forsyning af fugle hurtigt svandt ind. I år 1900 forlod han til sidst øgruppen — men først efter at han havde udslettet omkring en million albatrosser.

En sørgelig følge af griskhed

Den tragiske massenedslagtning af disse fugle fik alvorlige konsekvenser. Tre af de albatrosarter der findes, lever i det nordlige Stillehav, og deres vigtigste redepladser findes på de øer som Tamaoki og Koga udplyndrede. En af disse arter, den korthalede albatros, ynglede så vidt man ved, ikke andre steder i verden.

Før i tiden betragtede sømænd på det åbne hav albatrossen med ærefrygt. I myter og overleveringer er den et varsel om blæst, dis og tåge. Det er dog ingen myte at denne store hvide fugls ualmindeligt lange vinger sætter den i stand til at svæve over et hav på kun nogle få dage. Det meste af tiden lader den sig bære af vinden næsten uden at bevæge vingerne. Dens glideflugt og evne til at opholde sig lang tid til søs er uforlignelig i dyreverdenen.

Albatrossen kan svæve yndefuldt i luften, men dens bevægelser på landjorden er langsomme og klodsede. Lange vinger og en temmelig buttet krop hindrer den i at komme hurtigt i luften. Dette, og dét at fuglen ikke havde lært at frygte mennesket, gjorde den til et let bytte. Folk har derfor givet den navne som gooney eller mollymawk.a

At døde albatrosser var meget indbringende, fik uansvarlige mennesker til ubekymret at fortsætte nedslagtningen. En undersøgelse har vist at der i 1933 var færre end 600 fugle på Torishima. De japanske myndigheder besluttede i desperation at forbyde mennesker adgang til øen. Men skruppelløse mænd hastede ud til øen for at slå så mange fugle ihjel som muligt inden forbudet trådte i kraft. I 1935 var der ifølge en ekspert kun 50 fugle tilbage. Til sidst måtte den korthalede albatros erklæres for uddød. Hvilken sørgelig følge af menneskers griskhed. Men der ventede en stor overraskelse.

Albatrossens tilbagevenden

En aften i januar 1951 blev en mand som klatrede på Torishimas klipper, skræmt af en pludselig klapren. En albatros! Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var på en eller anden måde lykkedes den korthalede albatros at overleve, og nu ynglede den igen på Torishima. Men denne gang havde fuglene bygget deres reder på klippeafsatser der næsten var ufremkommelige for mennesker, og det lod til at fuglene nu havde en uvant frygt for dem. Naturelskere må have glædet sig meget over denne udvikling.

De japanske myndigheder handlede hurtigt. De plantede zebragræs for at gøre terrænet mere stabilt til rederne og forbød samtidig mennesker adgang til Torishima. Man udråbte den korthalede albatros til national ejendom, og den blev fredet på internationalt plan.

Hiroshi Hasegawa fra Toho-universitetet i Japan har studeret disse fugle siden 1976, og han besøger øen tre gange om året for at føre optegnelser over dem. Han har fortalt Vågn op! at han ved at ringmærke fuglene hvert år med en ny farve har opdaget at den korthalede albatros kun vender tilbage til sit fødested for at yngle hvert tredje eller fjerde år. Disse fugle bliver først kønsmodne i seksårsalderen, og de lægger kun ét æg i yngleperioden. Så selv om albatrosser gennemsnitligt lever i 20 år, er bestanden altså længe om at øges. Af de 176 æg som fuglene lagde på Torishima i løbet af vinteren 1996/97, blev kun 90 udklækket.

Hvad foretager albatrossen sig ellers? Det ved man kun lidt om, siger Hasegawa. De holder sig borte fra land og mennesker. Er det rigtigt at albatrosserne følger efter skibe og lander på dem? Ifølge Hasegawa er der ikke noget belæg for at tro på denne myte. Han er helt sikker på at „japanske albatrosser ikke lander på skibe,“ siger han, men tilføjer dog at „nogle fugle [andre steder i verden] godt kan opholde sig kort tid på et skib hvis de bliver fodret“. Det meste af tiden er albatrosserne optaget af det de er bedst til, nemlig at lade sig bære af gunstige vinde og strejfe om over det vidtstrakte ocean. Når de bliver trætte, sover de mens de flyder på havet. De spiser blæksprutter, flyvefisk, krabber og rejer. Fuglene som Hasegawa har ringmærket, bliver jævnlig observeret i Beringshavet og Alaskabugten. I 1985 skabte synet af en korthalet albatros ud for den californiske kyst stor begejstring blandt fugleinteresserede. Den var ikke blevet set på de kanter i næsten hundrede år.

Hvordan tegner fremtiden sig?

Som noget positivt kan nævnes at bestanden af den korthalede albatros vokser jævnt i antal. Ifølge en optælling som Hasegawa foretog i maj 1997, var der „over 900, ungerne iberegnet“. „I år 2000 vil der alene på Torishima sandsynligvis være over 1000 fugle, og hvert år vil der udruges over 100 unger.“ Det er også spændende at man i 1988, efter 88 år, igen så dem yngle i Det Østkinesiske Hav. Fuglene har udvalgt sig en klippefyldt yderpost i et område som flere lande gør krav på. Det skulle nok i et stykke tid hindre at mennesker forstyrrer fuglene i deres yngleområde.

Efter cirka 100 års hærgen er man nu gradvis ved at rette op på skaderne. Eller er man? Ofte sker det at de fugle som forskerne skal indfange og ringmærke, går i panik og kaster op. Fra deres mave kommer der plasticstykker, éngangslightere og andet affald op som folk skødesløst har kastet i havet, fuglenes spisekammer.

Vil menneskers tåbelighed endnu en gang bringe den store hvide fugl på kanten af udryddelse?

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Torishima, hjemsted for den korthalede albatros

[Illustration på side 16, 17]

Albatrossens lange, slanke vinger gør den til en mester i glideflugt

[Illustration på side 17]

Den korthalede albatros er vendt tilbage til Torishima