Hvordan fjernsynet har forandret verden

SIDSTE sommer forvandlede fjernsynet verden til et globalt sportsstadion. Roms gader lå øde hen. Cirka 25 millioner italienere så kampene om verdensmesterskabet i fodbold. Af samme grund var også gaderne i Buenos Aires i Argentina tomme. I Cameroun i Vestafrika flimrede det gråblå lys i vinduerne mens millioner heppede taktfast. I det krigshærgede Libanon anbragte soldater tv-apparater på deres tanks for at se fodbold. Man skønner at omkring en femtedel af jordens befolkning så turneringen da den var på sit højeste. De flokkedes om skærmen som natsværmere om et lejrbål.

Denne gigantiske tv-begivenhed var ikke et enestående tilfælde. I 1985 så næsten en tredjedel af jordens befolkning — cirka 1.600.000.000 mennesker — rockkoncerten Live Aid. En halv snes satellitter transmitterede programmet til 150 lande, lige fra Island til Ghana.

Det allestedsnærværende fjernsyn har banet vej for en snigende revolution. Teknologien har udviklet sig fra 20’ernes og 30’ernes små flimrende skærme til vore dages avancerede, knivskarpe farvebilleder som har skabt et verdensomfattende salgsboom. I 1950 fandtes der under fem millioner tv-apparater i hele verden. I dag findes der omkring 750.000.000

Mediebegivenheder som verdensmesterskabet i fodbold viser at fjernsynet er i stand til at forene kloden ved hjælp af blot ét kommunikationsmiddel. Tv har forandret den måde hvorpå folk stifter bekendtskab med verden omkring dem. Det har medvirket ved formidlingen af nyheder og tanker, kultur og normer, som uden besvær har kunnet strømme ind over geografiske og politiske grænser der før har hindret en sådan udveksling. Fjernsynet har forandret verden. Nogle mener at det også kan forandre dig.

Johann Gutenberg er kendt for at have revolutioneret massekommunikationen. I 1455 forlod den første bibel hans trykpresse. Nu kunne et budskab pludselig nå ud til en langt større kreds på meget kortere tid og på en langt billigere måde end før. De herskende indså hurtigt trykpressens magt og forsøgte at opnå kontrol over den gennem licenslove. Men det trykte budskab nåede ud til stadig flere mennesker. I begyndelsen af 1800-tallet skrev historikeren Alexis de Tocqueville at aviser havde en usædvanlig evne til at indgive 10.000 sind den samme tanke på en enkelt dag.

Hvordan forholder det sig med fjernsynet? Det kan indgive den samme tanke i millioner af sind — i ét nu! Og i modsætning til det trykte budskab behøver publikum ikke at have lært den vanskelige kunst at læse, og behøver heller ikke selv at danne sig billeder og indtryk i hjernen. Fjernsynet afgiver sit budskab i billede og lyd, med alle de tillokkelser dette indebærer.

Det tog ikke lang tid for politikerne at opdage fjernsynets kolossale muligheder. I 1952 gjorde Dwight D. Eisenhower dygtigt brug af fjernsynet i sin kampagne for at blive De Forenede Staters præsident. Ifølge bogen Tube of Plenty — The Evolution of American Television vandt Eisenhower valget fordi han viste sig at være den kandidat der var nemmest at ’sælge’ i tv-mediet. Bogen viser at fjernsynet måske spillede en endnu større rolle da John F. Kennedy vandt præsidentvalget i 1960 over Richard M. Nixon. Seerne mente at Kennedy klarede sig bedre end Nixon under debatten i tv. De der havde hørt den samme debat i radioen mente imidlertid at den var endt uafgjort. Hvad gjorde forskellen? Nixon så bleg og hærget ud, hvorimod Kennedy var solbrændt, virkede mere hårdfør og udstrålede tillid og vitalitet. Efter valget sagde Kennedy om fjernsynet: „Vi ville ikke have haft en chance uden dette apparat.“

Og ’apparatet’ fortsatte med at gøre sin magt gældende på verdensplan. Nogle begyndte at kalde det den tredje supermagt. Satellitteknologien har sat fjernsynsselskaberne i stand til at sende tv-signaler over landegrænser, ja, endog over have. Verdensledere har brugt tv som et forum til at skaffe sig international støtte og fordømme deres rivaler. Nogle regeringer har brugt fjernsynet til at sende propaganda ind i fjendeland. Og ligesom de herskende forsøgte at få kontrol med Gutenbergs opfindelse da det gik op for dem hvilken magt der lå deri, har mange regeringer også haft et fast greb om fjernsynsmediet. I 1986 udsendte næsten halvdelen af verdens nationer kun statskontrollerede programmer.

Teknologien har imidlertid gjort fjernsynsmediet stadig vanskeligere at kontrollere. Vore dages satellitter transmitterer signaler som kan opfanges i hjem med relativt små parabolantenner. Eftersom utallige amatørfotografer ejer små transportable videokameraer, findes der ofte en utrolig stor mængde optagelser af næsten enhver begivenhed der har nyhedsværdi.

Et amerikansk nyhedsselskab, Turner Broadcastings CNN (Cable News Network), indsamler nyhedsstof fra cirka 80 lande som udsendes over hele verden. Dens verdensomspændende 24-timers dækning kan på et øjeblik gøre en hvilken som helst begivenhed til et internationalt anliggende.

Fjernsynet er ikke længere kun formidler af verdensbegivenhederne, men er i stigende grad med til at forme dem. Tv indtog en nøglestilling i den række samfundsomvæltninger der rystede Østeuropa i 1989. Skarer af mennesker i Prag gik syngende gennem gaderne og krævede „direkte transmission“ i tv. Før i tiden udgød de revolutionære blod for at sikre sig regeringsbygninger, fæstninger eller politihovedkvarterer. Men i 1989 søgte oprørerne først og fremmest at få adgang til tv-stationer. Rumæniens nye styre begyndte for eksempel at regere landet fra fjernsynsstationen. Derfor er det måske ikke helt ved siden af at kalde fjernsynet den tredje verdensmagt.

Men fjernsynet har ikke kun øvet indflydelse på politik. Det er også ved at ændre verdens kultur og moralnormer. De Forenede Stater er ofte blevet beskyldt for ’kulturimperialisme’ fordi omverdenen påduttes amerikansk kultur gennem tv-mediet. Eftersom De Forenede Stater var det første land der opbyggede et lager af indbringende, kommercielle programmer, var amerikanske producenter i slutningen af 40’erne og i 50’erne i stand til at sælge programmer til andre lande for en brøkdel af hvad det ville koste at lave dem selv.

I slutningen af 80’erne importerede Kenya 60 procent af sine fjernsynsprogrammer, Australien 46 procent, Ecuador 70 procent og Spanien 35 procent. De fleste programmer blev importeret fra De Forenede Stater. Den amerikanske serie Det lille hus på prærien blev sendt i 110 lande. Serien Dallas er blevet vist i 96 lande. Nogle har klaget over at det lokale præg er ved at forsvinde fra fjernsynet verden over, og at den amerikanske forbrugerisme og materialisme breder sig.

Mange lande gør oprør mod en sådan ’kulturimperialisme’. I Nigeria har fjernsynsstationer klaget over at de mange udenlandske programmer underminerer den nationale kultur; de er bekymrede over at de nigerianske seere synes at vide mere om De Forenede Stater og England end om Nigeria. Mange europæere har det på samme måde. Ved en høring i den amerikanske kongres for nylig sagde mediegiganten Robert Maxwell harmdirrende: „Intet land bør tolerere at dets kultur bliver undertvunget af en fremmed kultur.“ Følgelig er nogle lande begyndt at sætte grænser for hvor mange udenlandske programmer fjernsynsstationerne må sende.

Men ’kulturimperialisme’ kan skade andet end kulturværdier. Den kan også skade miljøet. Den vestlige verdens forbrugerisme og jeg-vil-have-det-hele-her-og-nu-indstilling har været medvirkende til forureningen af luften og vandet og den øvrige ødelæggelse af jorden. Som en skribent for Londonavisen The Independent har skrevet: „Fjernsynet har bibragt verden en fortryllende forestilling om materiel frigørelse og vestlig fremgang. Men det er et bedrag, for den kan kun opnås ved at øve uoprettelig skade på naturen.“

Det er tydeligt at fjernsynet er i færd med at ændre verden af i dag, og det er ikke altid til det bedre. Tv har imidlertid en langt mere direkte indflydelse på den enkelte. Er du i farezonen?

[Tekstcitat på side 4]

Aviser kan indgive ti tusind mennesker den samme tanke på en dag

[Tekstcitat på side 5]

Fjernsynet kan indgive hundreder af millioner den samme tanke i ét nu