Kenyas enestående huleboere

Af Vågn op!-​korrespondent i Kenya

VI VANDREDE ad den nedtrampede sti. Lyden af brusende vandløb, som kunne høres gennem enebærskovens grene, tilkendegav at vi snart var ved vort bestemmelsessted. Længere oppe kunne vi se indgangen til en hule. Denne hule var skjulested for de dyr som vi var taget så langt for at se — nemlig Elgons elefanter.

Indgangen til hulen var cirka 8 meter høj og 8 meter bred. Med hjertet i halsen listede vi ind i hulen. Men den flaksende lyd af flyvende flagermus bekræftede hurtigt vores lumske anelse om at der var noget galt. Enten var vi kommet for sent eller også for tidligt. Elefanternes karakteristiske fodtrin kunne ses overalt i den støvede jordbund og var et umiskendeligt vidnesbyrd om at de havde forladt hulen.

Men hvorfor havde vi håbet på at se elefanter her på bjerget, i en højde af cirka 2000 meter? Og hvorfor lige i en hule? Lyt til den spændende beretning.

Bjergets huleboliger

På begge sider af grænsen mellem Kenya og Uganda ligger Elgon-bjergets imponerende vulkankegle. Med sine 4320 meter over havets overflade er det et af Østafrikas højeste enkeltstående bjerge. Nogle mener at før erosionen tog fat, har Elgons tinde endog raget højt op over Kilimanjaros snedækkede top. Bjerget skyder op mellem eksotiske skove, varme kilder og koldtvandssøer. Men Elgons måske mest forbløffende turistattraktion er nok bjergets talrige huler. I disse huler holder de elefanter til som vi var så opsatte på at få at se.

Engang var hulerne hjemsted for masaifolket. Nogle mener at bjerget er opkaldt efter dem. De første masaier kom hertil for over 300 år siden. Da den første hvide mand der udforskede området, Joseph Thomson, nåede frem i 1883, blev han uden tvivl forbløffet over at støde på landsbyer inde i nogle af hulerne.

Størstedelen af masaifolket har forladt deres huleboliger, men der bor stadig masaier i nogle af de lavereliggende huler langs foden af bjerget. Men med tiden har forskellige dyr fra skovene overtaget de forladte huler. Bisonokserne har haft svært ved at modstå hulernes fristende mudderpøle. Fugle som mursejlere og svaler flyver ind for at fange alle de velsmagende insekter som tiltrækkes af fugten i hulebassinerne.

Men hulerne har mærkeligt nok også vist sig at være uimodståelige for elefanterne — dyr man langtfra kunne forestille sig som huleboere. Den dag i dag slæber disse kæmper sig op til hulerne ad stejle, smalle stier, til trods for at de vejer mellem fire og seks tons. Hvad er det der trækker?

Saltgruber

I hulerne findes et kosttilskud som elefanterne higer efter. Normalt får de tilstrækkeligt med salt gennem den plantevækst de æder, men i disse højder vasker regnen saltet ud af jorden. Elefanterne trækker derfor hertil for at få fat i det natriumsulfat (glaubersalt) som findes i de bløde vulkanske bjergarter i hulens indre.

Elefanten anvender en helt speciel teknik for at få fat på saltet. Den anbringer sine stødtænder mod en ujævnhed eller i en sprække i hulevæggen og løsner herefter med et kraftigt stød med sin bulldozerkrop nogle sten fra klippevæggen. Elefanten putter nu et klippestykke i munden med sin smidige snabel og kvaser det med sine stærke kindtænder. Derefter sluger den hele det pulveriserede klippestykke som indeholder saltet. Og sådan bliver elefanten ved indtil den har fået nok. Derefter tager den sig en god lur i den mørke, kølige hule, hvilket synes at hjælpe på fordøjelsen.

Selv om elefanternes stødtænder interessant nok fortsætter med at vokse hele livet igennem, kan de alligevel blive slidt ned til små stubbe. Det er den pris elefanterne må betale for saltet.

Efter at elefanterne har opholdt sig i eller omkring hulerne i nogle uger, længes de igen efter deres behagelige omflakkende tilværelse. De vandrer i rad og række op til bambusskoven for at nippe dens bløde skud af eller gumle på barken. Elefanter tilbringer omkring 18 timer om dagen med at spise, og de fortærer helt op til 180 kilo løv. Nu og da drager deres store salthunger dem tilbage til Elgons huler.

Når man tænker på deres nomadetilværelse og ringe antal (man har, optimistisk, gættet på at der er omkring hundrede), er det ikke så mærkeligt at det ikke lykkedes os at se disse omvandrende voksne hanelefanter.

Endelig ser vi elefanter

Den næste morgen forlod vi lejren og kørte stille gennem den dugvåde skov som vrimlede med guereza-aber og sangfugle. Pludselig hørte vi et højt brag og en voldsom rusken i det nærliggende buskads! Stille kørte vi i retning af støjen og standsede blot nogle få meter fra støjkilden.

Idet vi ventede i stilhed, hørte vi en sagte lyd af vandrende kroppe bag et højt buskads som løb parallelt med vejen. Til sidst blev et af de sky dyr, en ung hanelefant, træt af at lege skjul og styrtede ud og standsede kun tre meter fra vores bil. Som den stod dér, smuk og robust, glødede dens okkerrøde farve i den strålende morgensol. Den var endnu ikke fuldt udvokset, men dens truende udseende indgød alligevel respekt.

Lige så forsigtigt tog jeg mit kamera frem og gjorde klar til at tage mit livs billede. Men uheldigvis var der ikke flere billeder i apparatet! Så kom en elefantmoder frem og ledsagede sin ’lille søn’ forbi køleren af vores bil. Da jeg fik sat en ny film i apparatet var elefanterne for langt væk til et flot nærbillede, men det billede jeg trods alt fik, er i det mindste et bevis for at jeg fik lov at se denne sky kæmpe.

Hvilken forbløffende skabning! Skønt den er tungere end en bil, kan den være lige så stille som en mus. Den er større end visse lastbiler, men alligevel svær at få at se. Men lad ikke dette hindre dig i at besøge det sted der er hjem for Kenyas enestående huleboere.