„Man skal aldrig sige aldrig!“

I PRÆDIKEREN 9:11 læser vi at ’tiden og tilfældet berører os alle’. Det erfarede vores familie sidst i november 1986. Tiarah, et af vore tre børn, som dengang var tre og et halvt år, fik hvad vi troede var en forkølelse, ledsaget af en vedvarende hoste. Vi opsøgte en børnelæge, som henviste os til en praktiserende læge. Han mente også at Tiarah var blevet forkølet og havde pådraget sig en infektion i brystet, men skønnede ikke at der var grund til bekymring. Han ordinerede hostesaft og antibiotika.

Men Tiarah blev stadig dårligere. Hun fik 41 i feber, kastede op, havde mavebesvær og smerter i brystet. Der blev taget et røntgenbillede af brystet, og hun fik flere antibiotika. Sygeplejersken hentede os da Tiarahs røntgenbilleder kom tilbage. Lægerne mente at hun havde akut lungebetændelse. Nu havde hun mellem 42 og 43 i feber, hvilket fik hendes hæmoglobinprocent til at dale helt ekstremt til 2,0. Den 16. december blev Tiarah indlagt på hospitalet.

Vi er Jehovas vidner og adlyder påbudet til kristne i Apostelgerninger 15:29 om at man skal afholde sig fra blod. Vi var imidlertid ikke særlig bekymrede på grund af blodspørgsmålet. Tiarahs læge er blodspecialist og var udmærket klar over at vi ikke ville gå med til blodtransfusion. Da Tiarah blev indlagt mindede vi med det samme lægen om vores holdning til blodet, og han svarede: „Ja, ja, jeg forstår jeres tro, men jeg tror ikke I behøver at bekymre jer om blodtransfusion.“

Efter at hospitalet havde taget sine egne røntgenbilleder, et elektrokardiogram og nogle blodprøver, blev Tiarah kørt ind på en stue. Vi blev hos hende til hun faldt i søvn. Næste morgen fik vi at vide at Tiarah havde en meget alvorlig lungebetændelse, og at hun uden tvivl skulle blive på hospitalet i 10 til 15 dage. Hendes temperatur lå på omkring 43 grader, hvilket bekymrede lægerne meget. De undersøgte igen røntgenbillederne, elektrokardiogrammet og blodprøverne, og besluttede sig for at tage flere prøver. Disse prøver viste at hun ikke havde lungebetændelse men sandsynligvis havde en eller anden svulst på lungen.

Spørgsmålet om blod

Det betød naturligvis at Tiarahs situation nu var en helt anden. Man tog utallige prøver og undersøgte hende blandt andet for tuberkulose, men denne prøve var negativ. Man tog ultralydskanninger og CT-skanninger af hende, foruden adskillige røntgenbilleder. De sidste røntgenbilleder viste at hun havde en svær infektion i den højre lunge. Den venstre lunge var tilsyneladende ved at klappe sammen, hvilket var kritisk eftersom det stort set var den der klarede det meste af åndedrættet. Nu kom spørgsmålet om blodtransfusion på tale. Da Tiarah blev indlagt havde vi underskrevet nogle formularer der fritog hospitalet for ansvar i forbindelse med at vi nægtede at modtage blod. De troede at vi nu ville ændre holdning eftersom vort barns liv var i fare.

Da vi holdt fast ved vores beslutning ændrede alt sig. Hospitalets administration sagde at vi ikke egnede os til at være forældre, at de ville skaffe en dommerkendelse der gav dem lov til at give Tiarah blod, og at de ville sørge for at vore to andre børn blev taget fra os. De ventede på dommerkendelsen, og når den kom ville de fjerne den inficerede lunge. For 50. gang, følte vi, forklarede vi dem at vi ikke ikke er imod lægebehandling og at vi, selv om vi ikke vil modtage blod, ikke har noget imod bloderstatningsmidler.

Men til ingen nytte. Lægerne nægtede at lytte og lagde pres på os for at få os til at ændre holdning. De begyndte at fortælle alle og enhver der arbejdede på den pågældende afdeling — lige fra læger og sygeplejersker til rengøringspersonalet — hvad vi udsatte vort barn for. Disse mennesker kom så hen til os og spurgte hvorfor vi lod vort barn dø. Min mand og jeg gav lægerne besked om at vi ville forsøge at finde frem til en læge og et hospital som ville behandle Tiarah og foretage sig det nødvendige uden at bruge blod. De sagde at intet hospital ville overflytte hende i den tilstand. Hertil svarede jeg: „Man skal aldrig sige aldrig!“

Tiarahs standpunkt

Jeg satte Tiarah ind i situationen og fortalte hende hvad lægerne havde sagt, hvordan Jehova betragter sagen, og at vi havde besluttet at finde en læge og et hospital som ville hjælpe hende uden at give hende blod. Trods sin unge alder forstod Tiarah udmærket sagens sammenhæng. Hun ønskede at adlyde Jehova. Hun ville ikke have blod, om så hun skulle dø. Jeg fik tårer i øjnene da jeg hørte min syge datter tage sit eget standpunkt. Mere end nogen sinde indså jeg hvor vigtigt det er at man begynder at undervise et barn i Bibelen fra den spæde barndom. Blot tre og et halvt år gammel var Tiarah i stand til på sin egen enkle måde at fortælle os at hun ville være trofast mod Jehova uanset hvad der skete. — Efeserne 6:4; 2 Timoteus 3:15.

Vi ønskede at få Tiarah ud fra hospitalet før lægerne fik en dommerkendelse der gav dem lov til at give hende blod, og min mand talte derfor med en af menighedens ældste. Denne ældste fik kontakt med en læge som sagde at han ville se hvad han kunne gøre. Det gav os håb.

Jeg havde været på hospitalet siden aftenen efter at Tiarah var blevet indlagt, og var både mentalt, fysisk og følelsesmæssigt kørt ned. Min omsorgsfulde mand var klar over dette og insisterede på at jeg tog hjem; så ville han blive hos Tiarah om natten. Jeg tog hjem, men jeg kunne ikke sove. Jeg gjorde rent, ringede til mine forældre og talte med andre venner der var Jehovas vidner. Til sidst faldt jeg i søvn. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde sovet da telefonen ringede. Jeg var bange for at tage den af frygt for at det skulle være min mand der ringede for at fortælle at Tiarah var død.

Til sidst tog jeg den. Det var den læge som ældstebroderen havde kontaktet der ringede for at fortælle at de havde fundet en læge som var villig til at respektere vores holdning til blodet og som ville tage imod Tiarah til trods for hendes alvorlige tilstand. Han havde allerede truffet aftale med vort hospital om at få Tiarah overflyttet! Bevæget takkede jeg ham, og efter at jeg havde lagt røret på faldt jeg på knæ og takkede Jehova.

Efter at have opholdt sig på det første hospital i ti dage, blev Tiarah indlagt på et hospital i en anden del af New York City. På dette hospital var man specialister i lungesygdomme hos børn. Da Tiarah kom ventede de hende. De foretog CT-skanninger, ultralydskanninger, tog røntgenbilleder, elektrokardiogrammer og blodprøver til deres journal, foruden at de undersøgte den journal vi gav dem fra det andet hospital. Efter at have foretaget alle disse undersøgelser nåede den lungespecialist der nu stod for behandlingen til det resultat at man ville have begået en fejl ved at give hende blodtransfusion og at hendes krop ville have afstødt den.

Helbredt uden blod

Mens Tiarah var indlagt på dette hospital fik hun en særdeles god behandling af et personale der var specialister i at tage sig af små børn med lungesygdomme. De henvendte sig til os når der opstod lægelige problemer og fortalte os hvilken procedure de ville følge. De bedøvede hende ikke helt men benyttede sig af lokalbedøvelse. Derefter udtog de en væskeprøve fra lungehulen og sendte den til laboratoriet for at efterprøve virkningen af forskellige typer antibiotika. De fandt frem til at et ordinært antibiotikum som benyttes mod forkølelse kunne bekæmpe infektionen. Tiarah fik adskillige doser af dette antibiotikum og blev anbragt i et ilttelt i ti dage. Hendes tilstand blev støt bedre.

Ved at undersøge billederne fra CT-skanningerne og røntgenbillederne fandt lægerne frem til at hun havde en byld nederst på den højre lunge. Skønt antibiotikummet bevirkede at væskemængden omkring lungen blev mindre, bekæmpede det ikke bylden. Faktisk producerede bylden mere væske, og lægerne mente at man måske blev nødt til at fjerne den kirurgisk. De fortsatte imidlertid den medicinske behandling og føjede endnu et antibiotikum til. De gav hende også store doser jern og madede hende intravenøst i tre dage, hvorefter hun fik en lettere fast føde. Hendes hæmoglobinprocent steg til 5,0, og derefter til 7,0. Blodspecialisten og lungespecialisten var så overraskede over at hun kom sig så hurtigt at lungespecialisten sagde: „Jeres Gud må hjælpe jer.“

Eftersom bylden ikke lod sig bekæmpe med de store doser antibiotika, undersøgte man væskeprøver fra selve bylden. Det viste sig at en anden type antibiotikum var virksom over for netop denne bacille. Der var tale om en forkølelsesbacille som er almindelig i munden, og lægen mente at Tiarah måtte have fået den ned i lungen sammen med noget mad som var kommet i den gale hals. Da de antibiotiske stoffer forsøgte at bekæmpe denne bakterie, indkapslede den sig og blev til en byld. Ifølge lægen var der tale om et meget usædvanligt tilfælde, og han fandt det derfor nødvendigt at dokumentere alle sine opdagelser og fremgangsmåder og sende materialet til et lægetidsskrift.

Efter at Tiarah havde tilbragt en måned på dette hospital, blev hun udskrevet som ambulant patient. Hun skulle fortsat gå til behandling hver uge i tre måneder hos specialisten og tage store doser antibiotika og jern. Men hun blev aldrig opereret. Nu er hun fuldstændig rask og har ikke en eneste plet på lungerne.

Tiarah er i dag en forkynder i Jehovas Vidners kristne menighed. Den 14. februar 1991 havde hun sin første opgave på menighedens teokratiske skole. Min mand og jeg takker Jehova fordi han hjalp os til at adlyde hans bud om at afholde sig fra blod. Måtte vi alle fortsat prise Jehova, for han er værdig til at blive lovprist. Og husk at hvis en læge siger at du aldrig vil klare det uden at få blod, kan du fortælle ham at man aldrig skal sige aldrig! — Indsendt af Nina Hooks, Brooklyn, New York.