Hvad siger Bibelen?

„Retten til at dø“ — hvem skal bestemme?

’LAD være med at holde liv i mig som om jeg var en plante,’ bønfaldt den 88-årige Clara grædende fra sin hospitalsseng. Efter at man tre gange i løbet af en uge havde genoplivet hende, ønskede hun blot at sove ind i fred. Mange uhelbredeligt syge patienter når dertil at de trygler om at få lov at dø. Lægeligt og juridisk er en sådan situation yderst kontroversiel, og de pårørende stilles over for et smerteligt valg. Men hvem skal egentlig bestemme?

Hvori består problemet?

I nogle tilfælde „går den lægevidenskabelige teknologi inden for hospitalernes mure over gevind og afstedkommer en meningsløs forlængelse af liv,“ hedder det i bogen Awareness of Dying. Muligheden for at man ved hjælp af intensiv behandling kan udskyde en alligevel uundgåelig død, afføder spørgsmålet om det enkelte menneskes ret til en værdig død. Bør en patient ikke selv have en vis indflydelse på hvordan vedkommende ønsker at tilbringe livets sidste stund — i smerte eller i fred? Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica siger: „Et meget omdebatteret moralsk dilemma opstår i forbindelse med den patient der holdes kunstigt i live af en maskine. I en sådan situation kan der opstå spørgsmål om hvorvidt maskinen bør slukkes eller ej.“ En kirurg fra et stort amerikansk lægecenter spørger: „Er det mord at slukke for respiratoren? Er der i moralsk og etisk forstand nogen forskel på ikke at starte respiratoren og at stoppe den når den først er sat i gang?“

Dette dilemma er så meget større på grund af usikkerheden om det såkaldte dødskriterium, spørgsmålet om hvornår en person betragtes som „levende“ eller „død“, og fordi erklæringer som „uhelbredelig“, „dødeligt syg“ eller „døende“ ikke kan antages som endegyldige. Graden af den intensive behandling kan desuden variere alt efter tid, sted og den enkelte læges dygtighed. Der kan også opstå konflikt mellem patientens, de pårørendes og de lægelige interesser. Dertil kommer at „patientens forståelse af dødens nærhed vanskeligt lader sig undersøge objektivt,“ som dr. Oladapo Ashiru udtrykte det under en konference om lægeetik der i 1982 blev afholdt på det lægevidenskabelige fakultet ved universitetet i Lagos i Nigeria.

Denne problematik er en udfordring for de læger hvis samvittighed byder dem at tage hensyn til både de moralske, de etiske og de religiøse aspekter. Dr. Ashiru tilføjede: „Den enkelte situation kræver stor opmærksomhed, respekt, lægelig dømmekraft og tilbageholdenhed tillige med fasthed.“

Hvad Bibelen siger

Livet er en hellig gave fra vor Skaber. (Salme 36:9) Det er en gave vi må værne om. Af respekt for Guds syn på livet, i lydighed mod landets love og for at bevare en god samvittighed, vil en kristen aldrig med vilje forårsage et medmenneskes død. — 2 Mosebog 20:13; Romerne 13:1, 5.

Nogle læger indrømmer at „intensiv behandling med henblik på at bevare livet i realiteten kan virke som en forlængelse af dødsprocessen snarere end en forlængelse af livet“. I betragtning af dette, hvordan skal man da forholde sig hvis alt hvad lægerne kan gøre i et givet tilfælde er maskinelt at forhale dødsprocessen? I det tilfælde hvor døden ganske klart er umiddelbart forestående eller uundgåelig, stiller Bibelen intet krav om at man kunstigt forlænger dødsprocessen. Under sådanne omstændigheder vil man ikke krænke nogen af Guds love ved at lade døden gå sin gang uhindret.

For den kristne er der værdifuld hjælp at hente ved at ræsonnere over de følgende bibelske beretninger: Job og Ezekias var tilsyneladende dødeligt syge, men de kom sig. (Job 7:5, 6; 42:16; 2 Kongebog 20:1-11) Man bør altså ikke forhastet drage den slutning at en patient er døende. Anderledes gik det i tilfældet med kong Ben-Hadad. (2 Kongebog 8:7-15) Endvidere nægtede kong Sauls våbendrager at efterkomme kongens anmodning om at hjælpe ham til at ’dø en værdig død’. En anden mand, der selv erklærede at han havde begået dette ’medlidenhedsdrab’, blev henrettet af David på grund af sin blodskyld. (1 Samuel 31:4; 2 Samuel 1:6-16) Bibelen godkender altså ikke at man fremskynder døden.

Disse eksempler viser at man også i dag må udvise forsigtighed i sådanne sager. I hvert enkelt tilfælde er der særlige omstændigheder som bør overvejes under bøn, med tilbørlig respekt for Guds syn på livets dyrebare gave. I denne henseende er Rebekka et strålende eksempel. Da hun var bekymret for sit liv „gik hun hen for at rådspørge Jehova“. — 1 Mosebog 25:22.

Hvem skal træffe afgørelsen?

Hvert enkelt menneske er ansvarligt for hvordan det forvalter livets gave som det har modtaget af Skaberen. (Apostelgerninger 17:28) Afgørelsen påhviler derfor først og fremmest patienten selv. Hvis vedkommende ikke er i stand til det, kan den nærmeste familie eller en person der har fået fuldmagt, træffe de nødvendige beslutninger. I alle tilfælde gælder det at stedfortræderen bør respektere og forsvare patientens interesser, ikke sine egne. Dette gælder også i forbindelse med mindreårige børn, idet forældrene har gudgiven pligt og juridisk ret til at træffe afgørelser for deres afkom. — Salme 127:3.

I denne forbindelse hedder det i Columbia Law Review: „Det er almindeligt anerkendt at en retssal ikke er det rette forum for afgørelser vedrørende lægebehandling. . . . Domstolene er ikke udstyret til at varetage opgaven som substitueret beslutningstager.“ Hvad lægen angår, ville det da ikke være i modstrid med almindelig lægeetik hvis han påtvang patienten sin personlige religiøse overbevisning? Han bør enten handle inden for rammerne af patientens tro, eller, hvis hans egen samvittighed berøres i alvorlig grad på grund af hans religiøse anskuelser, overlade behandlingen til en anden læge. I mange tilfælde vil det bedste være et samarbejde, hvor lægen, en rådgiver fra den kristne menighed og de pårørende samarbejder med patienten om at finde en løsning der tjener vedkommendes interesser bedst.

Uanset udfaldet af denne afgørelse kan kristne have tillid til Skaberens løfte om at den tid vil komme hvor ingen vil sige: „Jeg er syg.“ (Esajas 33:24) Gud har lovet at de der dør vil få en opstandelse i et paradis under hans riges styre, hvor de vil kunne glæde sig over livet og et godt helbred. (Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:1-4) Den tid er nær hvor Jehova Gud, gennem Jesus Kristus, vil skænke lydige mennesker retten til at leve evigt! — Johannes 3:36.

[Illustration på side 23]

Hvad er det man forlænger — livet eller dødsprocessen?