Daiku san bygger et drømmehus

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

MANGE turister i Japan bliver fascineret af de smukke traditionelle japanske huse. Det skrå tag, det opadvendte tagskæg, den lukkede have og verandaerne bidrager til charmen. Interessant nok tegnes, bygges og dekoreres denne type huse almindeligvis under ledelse af en enkelt person, en Daiku san (tømrermester).

Hr. Kato er en Daiku san med 40 års erfaring. Han og hans sjak af håndværkere bygger hvad de fleste japanere vil kalde drømmehuse. Lad os høre ham fortælle om denne enestående type huse og om hvordan han opfører dem.

Klassisk byggestil

„Et klassisk japansk hus kan beskrives med to ord: wabi og sabi,“ fortæller han. Begge ord kan betyde „raffineret og smagfuld enkelhed“. Andre ord hvormed man kan beskrive den japanske arkitektur og dens tiltrækningskraft er „let“, „rolig“ og „sart“.

På grund af de hyppige tyfoner og jordskælv i Japan og den høje luftfugtighed om sommeren er træ, som jo besidder en vis spændstighed, det foretrukne materiale at opføre familiehuse i, forklarer Daiku san. Ler, bambus og papir er også blandt grundmaterialerne. For at opnå visuel harmoni tegnes haven samtidig med huset.

Hvordan ser drømmehuset og dets have ud? Hvordan bygges det? Daiku san foreslår at vi kører til en anden byggeplads for at få et førstehåndsindtryk af hvordan han bygger et drømmehus.

Grundvolden lægges

„De huse der blev opført hundrede år tilbage havde intet fundament,“ forklarer Daiku san mens vi går rundt på grunden. „De stod på vandrette bjælker understøttet af korte pæle der hvilede på klippen.“ At mange af disse bygninger står endnu er et vidnesbyrd om hvilken dygtighed Daiku san har lagt for dagen. „Nu om stunder er sokkel og fundament af cement. Men konstruktionsprincipperne er de samme.“ Dette gælder også for væggene, som er helt forskellige fra væggene i vesterlandske huse.

Indervæggene i et japansk hus er mere en slags skillevægge end bastante mure. „Et gitterværk af kløvet bambus som dette,“ forklarer Daiku san, idet han peger på en væg under opførelse, „vil blive påført to til fem lag ler. Hvert lerlags konsistens er forskellig, og laget må være gennemtørret før det næste lægges på. Derfor tager det i snit tre måneder at færdiggøre et hus.“ (Selvfølgelig tager det meget længere tid med et ’drømmehus’.) Væggene, som beklædes med et fint lag ler eller sand i naturlige jordfarver som er i høj kurs blandt japanerne, kan „ånde“ i modsætning til betonvægge, der ofte bliver klamme i et fugtigt klima.

Nu henleder Daiku san vores opmærksomhed på gulvet. Gulvet på verandaen, i entréen og køkkenet er af hårdt træ. De fleste af de øvrige værelser er dækket af tætvævede græsmåtter, kaldet tatami. Denne enestående gulvbelægning er varm om vinteren, kølig om sommeren og slidstærk, men alligevel blød nok til at man kan sidde eller ligge på den. Hver måtte måler omkring 1 gange 2 meter og er 5 centimeter tyk. Værelserne betegnes efter hvor mange måtter de rummer og kaldes derfor henholdsvis otte-, seks- og fire-en-halv-måtteværelser, afhængigt af størrelsen.

En omhyggeligt bevaret familiehemmelighed

Dér hvor Daiku san især har lejlighed til at demonstrere sin kunnen er i tømrerarbejdets samlinger. Han viser os håndbøger som er over 70 år gamle og som han har arvet fra sin fader. Side efter side indeholder billeder af komplicerede, fascinerende samlinger. Fra gammel tid har tømrermesteren bevaret disse samlingsteknikker som en dyb hemmelighed, og kun givet dem videre til sin søn eller efterfølger. Hele huset kan opføres uden et eneste søm, skønt dette ikke længere er nødvendigt.

„Nogle af disse samlingsteknikker ligner dem tømrere andre steder bruger. Dette gælder for eksempel tapsamlingen, falsen, den stumpe samling og laskesamlingen,“ forklarer Daiku san. Hvilke samlinger der anvendes afhænger af spændingen og belastningen på det pågældende sted i bygningen. De rigtige samlinger kan absorbere voldsomme jordrystelser, så huset kan give efter.

Kronen på værket

Det mest karakteristiske ved det traditionelle japanske hus er nok taget. Det virker stort og tungt sammenlignet med resten af huset. Men Daiku san fortæller at det stærke tag faktisk virker stabiliserende mod elementernes rasen, idet det er lavet af solide, hele tagbjælker. Der findes mange forskellige tagtyper, men tagene er almindeligvis med gavl eller valm eller en kombination af begge dele. Daiku san viser os nogle teglsten af brændt ler. Her er det også jordfarverne der går igen, med den populære stærke azurblå farve som en undtagelse.

„De let opadvendte hjørner og det store tagudhæng er vigtige detaljer som øger bekvemmeligheden for de fremtidige beboere,“ påpeger Daiku san. „Selv i den fugtige regntid er det muligt at lade de store skydedøre af glas ud til verandaen stå åbne. Denne særlige del af tagkonstruktionen må desuden anbringes i den rette vinkel for også at holde den brændende sommersol ude.“

Vi har nu inspiceret byggepladsen. Vores rundviser ønsker herefter at vise os et hus som det har taget ham halvandet år at bygge.

Et ægte drømmehus

Da vi kommer kørende og ser de yndefulde konturer, fornemmer vi at dette er et hus hvor alle vil føle sig hjemme. Hoveddøren er med trægitter foran en glasrude. Den glider let og elegant op, hvorpå vi går ind i den smukke entré. Efter at have taget skoene af, går vi længere ind i huset. Entréens gulvbrædder føles solide under vore fødder.

Vi stopper op for at betragte de synlige bærende stolper. De er glatte som silke og skinner som var de lakerede. „Intet af træet i huset er bejdset eller lakeret,“ fortæller Daiku san os, som om han kunne læse vore tanker. „Det er blevet høvlet så fint som overhovedet muligt.“

Den typisk japanske dagligstue indeholder en rigdom af detaljer. Dørbjælken, eller overliggeren, over skydedørene eller skydevæggene, er prydet af sirligt udskårne kirsebærblomster. Stuen er omgivet af skydevægge af papir udspændt over en træramme. Skydedørene ud mod verandaen er med træsprosser og dækket af tyndt, hvidt shojipapir. Dørene (kaldet fusuma) ud til entréen og de andre værelser er beklædt med tykkere papir. Hver af skillevæggene er dekoreret med forskellige mønstre. „Disse små værelser kan forvandles til ét stort rum blot ved at man fjerner skydevæggene,“ forklarer Daiku san. Virkelig praktisk!

Den eneste massive væg bærer tokonoma, billednichen, og den tilstødende hylde. „Det er husets stolthed,“ siger Daiku san. „Her er brugt det bedste træ og udført det fineste håndværksarbejde.“ I dag hænger der et iøjnefaldende kalligrafikunstværk.

Vi bliver vist gennem resten af huset. I hvert værelse dufter der af ceder, cypres, fyrretræ og tatami. Alt i huset er udført med stor enkelhed og elegance.

Vi går derefter ud i haven. Den er ikke særlig stor, men fredfyldt og rolig. Den indeholder både en dam fuld af farveprægtige karper og et smukt vandfald. Vi forlader huset med en følelse af tilfredshed og beundring over den dygtighed og kunstfærdighed Daiku san viser når han bygger et hus.