Mexicos fortid præger landets religion i dag
Af Vågn op!-korrespondent i Mexico
HVIS man besøger det kæmpemæssige nationalmuseum for antropologi i Mexico City, vil man hurtigt opdage hvordan den katolske kirke, som i dag er den kirke de fleste mexicanere tilhører, er blevet præget af de forrige århundreders stammereligioner.
Den måde hvorpå Hernán Cortéz og hans mederobrere indførte katolicismen i Mexico i 1500-tallet, er velkendt af historikere. Som det meget interessant fremgår af nationalmuseets udstillinger, eksisterede der allerede dengang rodfæstede kulturer som havde deres egne religiøse opfattelser.
Den gud som indtog førstepladsen i indianerstammen Mexica hed Mexi. Det er derfor indlysende hvorfra landet og dets hovedstad, Mexico City, har fået navn. Disse indianere grundlagde Mexico City omkring år 1325 på en ufrugtbar ø midt i Texcoco-søen. Urbefolkningen bestod af forskellige indianerstammer, deriblandt olmekere, chichimekere, aztekere, mayaer og andre. Hver stamme havde sit eget kunsthåndværk, og der er stadig bevaret nogle ruiner af de første bygninger, templer og byer.
En religiøs cocktail
Besøgende på museet, der ligger i den smukke Chapultepec-park, bliver som regel overraskede over at se hvordan religionen i Mexico er én stor sammenblanding af fortid og nutid. For mange er det også spændende at se lighedspunkterne mellem stammereligionerne og den tro som de katolske erobrere indførte.
I aztekersalen er der blandt andet udstillet forskellige kort som viser grundlæggelsen af Mexico. Det fremgår tydeligt af udstillingen at aztekerne var meget religiøse. Man kan se mange skulpturer af de guder og gudinder som aztekerne dyrkede. På denne side er gengivet en af de store skulpturer af gudinden Coatlicue som blev anset for at være moderen til både guder og mennesker. I stedet for et menneskehoved har denne skulptur interessant nok to slangehoveder som vender mod hinanden. Gudindens skørt består af sammenflettede slanger. Nogle af disse symboler skildrer tilsyneladende liv og død.
Da erobrerne begyndte at indtage landet, flygtede mange indianere ud i vildmarken eller til skovområderne. Ved på denne måde at isolere sig, har nogle indianere kunnet bevare mange af deres oprindelige religiøse opfattelser helt frem til i dag. „Tag for eksempel huichol-indianerne,“ forklarede en af museets guider. „De tror at solen, hjorten og majsen udgør en trehed, hvilket minder meget om den katolske kirkes treenighedslære.“ Guiden tilføjede: „Den dag i dag tilbeder indianerne fra delstaten Chiapas nogle af deres gamle guder som for eksempel regnguden, jordguden og vindguden, og de holder forskellige ceremonier for hver gud.“
Måske undrer du dig over at så mange mexicanere i dag hævder at være kristne, når de samtidig praktiserer ikkekristen religion. Herom siger en tavle i salen „Introduktion til etnografi“: „Religionen har sat sit præg på alle sider af indianernes liv. . . . Det mest fremtrædende særkende ved indianernes religion er sammenblandingen af katolske skikke og hedenske skikke der er et levn fra gamle forestillinger og tilbedelsesformer. Huichol-, lacandon- og otomi-indianerne er dem der har bevaret de fleste af disse træk i deres religion. [Huicholerne] tilbeder guder der repræsenterer solen, vandet og ilden, og opbevarer dem i huler. Lacandon-indianerne tilbeder stadig de gamle afguder som man har fundet i mayatemplerne.“ I Mexico er det altså ikke ualmindeligt at sammenblande gamle hedenske forestillinger med katolske opfattelser.
Dette bliver yderligere bekræftet af udstillinger i museets nordøstligste sal. Her omtales hvad yaqui-, seri- og tarahumara-indianerne tror. På en planche i denne sal står der: „Yaquierne er i dag et meget religiøst folk, og de har en kristen begrebsverden skønt det er en helt forandret og tilpasset form for kristendom. De tror at Kristus var en yaqui der kom til jorden for at frelse dem fra oversvømmelsen, give dem deres land tilbage, grundlægge deres otte byer og give dem Comunila’en (en rådsforsamling). . . . De tillader hverken protestanternes forkyndelse eller tilstedeværelsen af katolske præster.“
Men som planchen fortsætter: „Foruden de komplicerede læresætninger, mystiske ceremonier og levnene fra gammel religion, accepterer de også den katolske kirke. De tror på en kristen gud som de identificerer med solen.“
De besøgende i museets tarahumara-afdeling får yderligere vidnesbyrd om sammenblandingen af gamle og nye religiøse opfattelser. Her fremvises et lille vindue med flere trækors, og på en tavle nedenunder siges der: „Tarahumara-indianernes religion er et blandingsprodukt af kristne og hedenske opfattelser. Den kristne tro blev indført i det 17. århundrede af missionærer som var franciskanermunke. Tarahumara-indianerne tror på Tata Rioshi (Gud Fader), på Kristus Jesus, og på Everuame (Den Store Moder eller Jomfru Maria) og på andre helgener der optræder som skytshelgener for visse landsbyer. Alle disse har status som guder. Korset har særlig betydning eftersom det forbindes med solen og månen og tilbedelsen af den frugtbare jord.“
I afdelingen for seri-indianerne forklarer en tavle: „Den religion serierne praktiserer er en blanding af oldtidens opfattelser og kristne læresætninger.“
Hvis man ønsker at få en større indsigt i de første indianske indbyggeres religiøse opfattelser, er der rig mulighed for dette på museet. I den mellemamerikanske sal er der for eksempel smukke vægmalerier som skildrer fem kulturer fra områderne ved Stillehavet, Den Mexicanske Golf og Altiplano samt fra de områder som mayaerne og mixtekerne beherskede. Man ser hvordan indbyggerne tilbad majs, jaguarer, klapperslanger og ørne. Disse blev hver især regnet for guder.
Det gør et stort indtryk at besøge dette smukke nationalmuseum for antropologi og se hvordan de gamle ceremonier og opfattelser som var fremherskende blandt landets oprindelige indianske indbyggere, er blevet blandet med erobrernes katolske tro. Udstillingerne viser tydeligt at mange mexicanere den dag i dag er præget af tidligere århundreders stammereligioner.