Aztekerne — Deres fascinerende kamp for at overleve

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I MEXICO

„På den store plads myldrede det med folk; nogle var i færd med at købe, andre med at sælge . . . Der var soldater iblandt os som havde rejst i store dele af verden, som havde været i Konstantinopel og Rom og overalt i Italien, og de sagde at de aldrig havde set så stor og folkerig en plads der samtidig var så smuk og harmonisk.“

SÅDAN beskrev Bernal Díaz del Castillo, en soldat i den spanske conquistador Hernán Cortés’ hær, den aztekiske by Tenochtitlan da han så den i 1519.

Ifølge bogen The Mighty Aztecs af Gene S. Stuart boede der mellem 150.000 og 200.000 aztekere i Tenochtitlan da spanierne ankom. Det var på ingen måde et primitivt sted hvor tiden havde stået stille, men derimod en hurtigvoksende storstad der bredte sig over 12-15 kvadratkilometer. Det var en by med broer, dæmninger, kanaler og funklende templer. Tenochtitlan var hovedstaden og selve hjertet i det aztekiske imperium.

Men for mange læsere er tanken om en fredelig, endrægtig aztekisk storby i modstrid med det de har hørt, nemlig med den almindelige forestilling om at aztekerne blot var nogle blodtørstige vildmænd. Ganske vist troede aztekerne at deres guder behøvede menneskehjerter og blod for at forblive stærke. Deres historie består imidlertid af langt mere end blodsudgydelser. Og forstår man deres kamp for at overleve, kan man bedre sætte sig ind i den hårdnakkede kamp for at overleve som deres efterkommere udkæmper den dag i dag.

Aztekernes oprindelse

I virkeligheden dominerede aztekerne kun en kort tidsperiode i den mesoamerikanske kultura. De fleste forskere mener at Mexicos oprindelige beboere udvandrede fra Asien tværs over Beringsstrædet til Alaska og derfra efterhånden vandrede mod syd. — Se Vågn op! for 8. september 1996, side 4 og 5.

Arkæologerne siger at den kultur i Mesoamerika der havde sin blomstringstid længst tilbage i historien, var olmekernes. Ifølge sagkyndige opstod den olmekiske kultur tydeligvis omkring år 1200 f.v.t., og den har måske været fremherskende gennem 800 år. Men det var først i år 1200 e.v.t. — næsten 2000 år senere — at aztekerne begyndte at gøre sig gældende. Deres kultur skulle kun komme til at bestå i 300 år. Og deres vældige imperium udøvede kun sin magt i hundrede år før det faldt for de spanske angriberes sværd.

I sin storhedstid afspejlede aztekerriget dog en pragt hvis lige man skal lede længe efter. Ifølge et tidsskrift „oprettede aztekerne et imperium der strakte sig mod syd til Guatemala“. The World Book Encyclopedia beskriver det på denne måde: „Aztekerne havde en af de mest avancerede kulturer på de amerikanske kontinenter. De byggede storbyer på størrelse med datidens storbyer i Europa.“

Deres herkomst ifølge sagnet

Til trods for aztekernes berømmelse ved man kun lidt om deres oprindelse. Ifølge sagnet stammer navnet aztek fra ordet aztlan, som angiveligt betyder „hvidt land“. Ingen ved dog hvor det mytiske sted Aztlan var, eller om det virkelig har eksisteret.

Under alle omstændigheder var aztekerne ifølge sagnet den sidste af syv grupper der drog bort fra Aztlan. Efter ordre fra deres gud Huitzilopochtli begyndte de en lang rejse for at lede efter et sted at slå sig ned. I mange årtier vandrede dette folkeslag omkring, og det gennemgik utrolige strabadser, led store afsavn og førte en endeløs krig mod nabostammerne. Men denne vandring kunne ikke fortsætte evigt. Ifølge det mest udbredte sagn gav Huitzilopochtli sine tilhængere besked på at holde udkig med følgende tegn: en ørn på en kaktus. Dette usædvanlige syn har nogen antagelig set på en lille mudret ø i Texcocosøen. Her bosatte de omflakkende aztekere sig til sidst og byggede en by der senere blev kendt som Store Tenochtitlan (der betyder „Sten som rejser sig i vandet“). Ifølge nogle historikere er byens navn afledt af navnet på en mytisk patriark der hed Tenoch. I dag ligger Tenochtitlan begravet under Mexico City.

Aztekerne viste sig at være udmærkede ingeniører og håndværkere. De brugte søbunden som fundament og udvidede byen ved at lave opfyldninger. Dæmningsveje af jord forbandt øen med fastlandet, og en række kanaler blev også anlagt.

I den periode var bygherrerne almindeligvis ikke kendt som aztekere. Sagnet siger at deres gud Huitzilopochtli havde givet dem en ny benævnelse da de forlod Aztlan, nemlig mexicanere. Med tiden blev hele det omkringliggende land kaldt Mexico, og dets indbyggere mexicanere.

Mexicanerne, eller aztekerne, var imidlertid ikke alene i dette område. De var omgivet af fjender og var nødt til at slutte alliancer med deres naboer. De der ikke indvilligede i at slutte fred med aztekerne, var snart inddraget i en kamp på liv og død. Aztekerne kunne faktisk godt lide at føre krig. Deres solgud, Huitzilopochtli, var blot én af mange guder og gudinder der regelmæssigt krævede blødende hjerter og menneskeofre. Krigsfanger blev hovedforsyningskilden til disse ofre. Rygtet om at aztekerne brugte fangerne til dette formål, indgød frygt i deres fjender.

Aztekerriget begyndte således at brede sig fra Tenochtitlan og strakte sig snart helt ned til nogle områder i det der nu er Centralamerika. Nye religiøse idéer og skikke blev assimileret i den aztekiske kultur. Samtidig begyndte genstande der afspejlede utrolig rigdom — de tributter der blev krævet af nyligt besejrede vasaller — at strømme ned i de aztekiske pengeskrin. Aztekisk musik, litteratur og kunst blomstrede. Tidsskriftet National Geographic oplyser: „Alene på grund af det stærke indtryk deres skulpturer gør på én, må aztekerne regnes blandt historiens mest talentfulde billedhuggere.“ Da spanierne ankom, var den aztekiske kultur på højden af sin pragt og herlighed.

Erobringen

I november 1519 bød mexicanernes konge, Montezuma II, fredeligt spanierne og deres anfører Hernán Cortés velkommen, i den tro at han var den aztekiske gud Quetzalcoatl i menneskeskikkelse. Spanierne tog imod den gæstfrihed de overtroiske aztekere viste dem. Men aztekerne var så naive at lade spanierne se Tenochtitlans guldskatte. I feberagtig hast lagde Cortés hemmelige planer om at beslaglægge det hele. Cortés handlede med utrolig frækhed og overmod da han gjorde Montezuma til fange i hans egen by. Nogle historikere siger at Montezuma praktisk talt fandt sig i det uden protest. Under alle omstændigheder lykkedes det Cortés at erobre et storriges hovedstad uden at affyre et eneste skud.

Men den ublodige sejr forblev ikke ublodig ret længe. Cortés var pludselig nødt til at drage af sted til kysten for at tage sig af en krisesituation, og han overlod ansvaret til en impulsiv mand ved navn Pedro de Alvarado. Da Alvarado frygtede at Tenochtitlans beboere ville gøre oprør imod ham så snart Cortés ikke var der mere, besluttede han at slå til først. Han massakrerede en del aztekere under en religiøs fest. Cortés kom tilbage til en by i oprør. I løbet af den efterfølgende kamp blev Montezuma dræbt — måske af spanierne. Ifølge spaniernes version af begivenhederne havde Cortés imidlertid overtalt Montezuma til at vise sig for sit folk for at bringe kampene til ophør. Da han fulgte denne opfordring, blev han stenet ihjel af sit eget folk. I alle tilfælde slap Cortés og enkelte sårede overlevende bort med livet i behold.

Udmattet og såret omgrupperede Cortés sine styrker. Spanierne fik forstærkning fra nærliggende stammer der hadede aztekerne og var opsat på at kaste deres åg af sig. Cortés kom nu tilbage til Tenochtitlan. Under den blodige belejring der fulgte, lød der meldinger om at aztekerne bragte fængslede spanske soldater som ofre. Dette gjorde Cortés’ mænd rasende og styrkede deres beslutning om at vinde for enhver pris. Ifølge en aztekisk forfatter tog de forhenværende vasalstammer sagen i egen hånd og „gjorde grusomt gengæld for mexicanernes [aztekernes] tidligere gerninger og plyndrede dem for alle deres ejendele“.

Den 13. august 1521 faldt den imponerende by Tenochtitlan. Spanierne og deres allierede havde nu fuldstændig herredømmet over mexicanerne. National Geographic har skrevet: „På et øjeblik, historisk set, blev Mesoamerikas store byer og centre for religiøse ceremonier lagt i ruiner da spaniere gennemsøgte landet for guld. Indfødte folkeslag blev underkuet og „kristnet“, og aztekerriget, den sidste store oprindelige civilisation, gik i opløsning.“

Erobringen førte mere end et politisk skifte med sig. Spanierne medbragte også en ny religion — katolicismen — og den blev ofte påtvunget mexicanerne ved hjælp af sværdet. Det er sandt at aztekernes religion var blodtørstig afgudsdyrkelse. Men i stedet for at udrydde enhver rest af hedenskabet har katolicismen indgået et underligt partnerskab med den aztekiske religion. Tonantzin, gudinden der blev tilbedt på bjerget Tepeyac, blev erstattet af Jomfruen af Guadalupe. Vor Frue af Guadalupes Basilika står nøjagtig hvor Tonantzin i tidligere tid blev æret. (Basilikaen siges at stå på det sted hvor Jomfru Maria engang mirakuløst kom til syne.) Når folk holder religiøse helligdage til ære for Jomfruen, drejer de rundt om sig selv til rytmerne af deres forfædres hedenske danse — lige foran basilikaen.

Har aztekerne overlevet?

Selv om aztekerriget for længst er forsvundet, er dets påvirkning stadig mærkbar. Ord som „chokolade“, „tomat“ og „chili“ er lånt fra det aztekiske sprog, nahuatl. Desuden består størstedelen af Mexicos befolkning af de spanske erobreres efterkommere og af indfødte racer.

I mange dele af Mexico findes de indfødtes gamle kulturer fortsat eftersom nogle etniske grupper forsøger at bevare forfædrenes traditioner. I republikken Mexico kan urbefolkningen alt i alt inddeles i 62 anerkendte grupper og 68 registrerede dialekter. Instituto Nacional de Estadística, Goegrafía e Informática (Det Nationale Institut for Geografi og Informatik) konkluderede i en nylig foretaget undersøgelse at over fem millioner fra femårsalderen og opefter taler et af de oprindelige sprog. Tidsskriftet National Geographic har skrevet: „Selv om de hele tiden, gennem perioder med kolonisering, diktatur og revolution, har været fattige og magtesløse, har de overlevende formået at redde flere sprog, et folkeligt særpræg og et urokkeligt håb om at opnå retten til selvbestemmelse.“

De fleste efterkommere af de stolte aztekere lever dog i fattigdom, idet de ofte møjsommeligt må tjene til livets ophold på småbitte gårde. Mange lever i isolerede områder hvor der kun er mangelfuld skoleundervisning. For de fleste indfødte mexicanere har det derfor været vanskeligt at opnå økonomisk fremgang. Og disse forhold er typiske for indfødte befolkningsgrupper over hele Mexico og Centralamerika. Men man har talt deres sag. Nobelpristageren Rigoberta Menchú fra Guatemala har fremsat denne indtrængende anmodning: „Vi må nedbryde de barrierer som skiller os. Mellem de etniske grupper, mellem indianere og ladinoer, mellem sproggrupperne, mellem mænd og kvinder og mellem intellektuelle og ikke-intellektuelle.“

Sørgeligt nok er aztekernes forfatning — nu som før — blot endnu et trist eksempel på at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Det vil kræve mere end bevægende ord og politisk talekunst at give verdens fattige og underprivilegerede bedre kår. Nogle af dem der taler nahuatl, har derfor ivrigt taget imod Bibelens håb om en kommende verdensregering, eller ’Guds rige’. — Daniel 2:44; se rammen på denne side.

Nogle vægrer sig ved tanken om at lære de indfødte om Bibelen. Måske føler de at nahua-folkets religion — en blanding af katolicisme og gammelt aztekisk hedenskab — er en del af deres kultur der må bevares. Men de der har åbnet deres hjerte for Bibelens budskab, har oplevet en sand frigørelse for overtro og religiøse løgne. (Johannes 8:32) For disse tusinder af aztekeres efterkommere byder Bibelen på det eneste sande håb om at overleve.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 20]

„Jeg glæder mig over at give nahua-folket del i sandheden“

JEG er født i Mexico i en lille landsby ved navn Santa María Tecuanulco, kun 60 kilometer fra Mexico City. Det er en smuk, grøn flække der ligger op ad en bjergskråning, hvor folk tjener deres brød ved at dyrke blomster. Når blomsterne er klar til at blive plukket, er det en fryd at se så mange farver overalt. Før talte alle i Santa María nahuatl, et gammelt mexicansk sprog. Jeg husker at hvert hus havde et navn det kunne kendes på, selvfølgelig på nahuatl. Navnet på mit hus var Achichacpa, hvilket betyder: „Hvor vandet flyder.“ Når jeg skulle give andre min adresse, fortalte jeg folk navnene på de huse der lå omkring mit eget. Selv i dag bærer mange huse et navn. Først som 17-årig lærte jeg spansk. Det var i 1969. Jeg synes nahuatl er et smukt sprog. Desværre er det kun ældre beboere i landsbyen der taler det; nutidens ungdom kender det dårligt nok.

Jeg var den eneste i landsbyen der studerede med Jehovas vidner, så pludselig ville hele landsbyen have mine børn og mig til at flytte. Jeg blev presset til at give regelmæssige bidrag til den katolske kirke, hvilket jeg nægtede. Mine slægtninge ville ikke engang tale med mig. På trods af den hårde modstand jeg mødte i min landsby, blev jeg døbt i december 1988. Jeg takker Jehova for at mine tre døtre er heltidsforkyndere, og at min søn er en døbt kristen. Jeg glæder mig over at forkynde den gode nyhed i Santa María. For de ældre forkynder jeg på nahuatl. Jeg er besluttet på fortsat at tjene vores kærlige Gud, Jehova, som viser medfølelse med folk af alle racer. — Indsendt.

[Oversigt på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kronologisk sammenligning mellem hovedkulturer og vigtige begivenheder i henholdsvis Amerika og resten af verden

Fra 1200 f.v.t. til 1550 e.v.t.

E.V.T.

1500

Den spanske inkvisition

Den europæiske renæssance

Aztekisk

De „kristne“ korstog

Toltekisk

1000

Byzantinsk

500

Teotihuacan

Den tidlige kristendom

F.V.T.

Romersk

Zapotekisk

Græsk

Ægyptisk

500

Maya

Olmekisk

Assyrisk

1000

[Kort/illustration på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DEN AZTEKISKE KULTURS UDBREDELSE

MEXICO

Tenochtitlan

GUATEMALA

[Illustration]

Den store og imponerende by som er kendt under navnet Tenochtitlan, ligger begravet under den moderne storby Mexico City

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 15]

Aztekisk kalender

[Illustration på side 19]

Aztekerne brugte Solpyramiden i Teotihuacan i deres tilbedelse

[Kildeangivelse på side 15]

Vægmalerierne på side 15-16: „Mexico igennem århundrederne“, originalværk af Diego Rivera. National Palace, Mexico City, Mexico

[Kildeangivelse på side 17]

Ørnen på side 17 og kunstværket på side 18: „Mexico igennem århundrederne“, originalværk af Diego Rivera. National Palace, Mexico City, Mexico