Umælende sten fortæller deres historie

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Mexico

DEN 21. februar 1978 var nogle arbejdere fra Mexico Citys elektricitetsværk i færd med at grave en grøft i byens centrum, da de afdækkede en stenskulptur. Det førte til det der senere skulle vise sig at blive et af de vigtigste arkæologiske fund i Mexicos historie.

Stenskulpturen blev fundet i et område hvor hovedtemplet i den aztekiske by Tenochtitlán havde stået. I dag er templets ruiner blevet udgravet og kan ses af besøgende. Nogle af disse besøgende er blot nysgerrige. Men andre er interesseret i nøjere at finde ud af hvad disse ruiner kan fortælle om aztekerne, der i fortiden grundlagde et mexicansk imperium. Disse umælende sten kan nemlig fortælle en fascinerende historie.

Hovedtemplet

I nærheden af udgravningerne ligger undergrundsstationen Zocalo. Her kan man se en miniaturemodel af hovedtemplet som man mener det har set ud. Det var pyramideformet med to tårnlignende bygninger på toppen. Som hovedsæde for aztekernes tilbedelse lå det omkranset af andre templer på Tenochtitláns centrale plads. Her blev aztekernes vigtigste guder tilbedt, nemlig krigsguden Huitzilopochtli og regnguden Tláloc.

Da spanierne kom var Tenochtitlán en ø i en dal fyldt med søer. Parallelt med gaderne løb der kanaler hvor der blev transporteret varer i chalupas, der betyder små både. Dette bliver beskrevet for os af Salvador Toscana i hans bog med titlen Cuauhtemoc: „Den store plads med hovedtemplet optog den midterste del af øen, og Cortés tilføjer ’at der ikke findes noget menneskeligt sprog der kan beskrive dets storhed og pragt. Det var så stort at der kunne bygges boliger til 500 mennesker inden for dets område. Pladsen bestod af adskillige pyramider til tilbedelse, et område til boldspil, præsteboliger, hovedskalsrækker (tzompantlis) og templer lavet af udhuggede sten og vellugtende cedertræ. Foruden alt dette var der den 30 meter høje hovedtempelpyramide til ære for sol- og krigsguden, Huitzilopochtli, med 116 trin som førte op til toppen og som dominerede øen’.“

Et besøg i udgravningerne

Med disse oplysninger i tanke, lad os da gå hen til rækværket der fører ned til udgravningerne og få et overblik over hele området. Hvad ser man? Ved første øjekast ser man kun en samling ruiner! Pladsen er blevet efterladt nøjagtig som den blev fundet, og der er kun foretaget nogle få mindre restaureringer. Men ved nærmere øjesyn afsløres nogle interessante forhold.

I midten af udgravningerne kan man for eksempel se de steder hvor Huitzilopochtli og Tláloc blev tilbedt. Interessant er det at de bygninger som Cortés beskrev var meget større end dem vi ser her. Spanierne ønskede at tilintetgøre aztekernes kultur og især det de anså for at være en blodtørstig religion. Efter at have indtaget byen i 1521 ødelagde de derfor systematisk templet indtil der kun var murbrokker tilbage. Derefter byggede de deres egne bygninger på stedet.

Hvad spanierne ikke vidste var at det tempel de ødelagde blot var den sidste af en række af bygninger. Den første bygning var blevet udvidet syv gange, og ved hver udvidelse var den foregående bygning blevet begravet. På den måde undgik dele af tidligere templer at blive ødelagt af spanierne. De to tilbedelsessteder vi kan se her er afsnit fra den anden udvidelse.

En blodtørstig religion

Det var på disse tilbedelsessteder der blev foretaget menneskeofringer, og disse ofringer har stemplet den aztekiske religion som meget blodtørstig. Men når man sammenligner datidens religion med vore dages religion er det værd at bemærke Dominique Veruts kommentar: „Til aztekernes civilisation knytter sig det grufulde billede af menneskeofringer der er gjort til fast institution, et kulturelt fænomen der er blevet forsvaret af mange, men alligevel virker frastødende på dets fjender — folk som glemmer den hellige inkvisition [og] nazismen.“

Man kan dog ikke lade være med at gyse når man ser på offerstenen foran Huitzilopochtlis bedesal. Det var på denne flade sten at ofrene blev lagt med ansigtet opad, rede til at få hjertet revet ud og ofret til guderne.

En anden sten, der forestiller en statue af gudinden Coyolxauhqui, afslører et andet aspekt ved aztekernes religion. Man sagde at Coyolxauhqui var Huitzilopochtlis søster som han slog ihjel og skar i stykker. Denne flade skulptur fremstiller hende uden lemmer og med hovedet skåret af ved brystet. Aztekerne havde åbenbart ingen skrupler ved at tilbede en sønderlemmet gudinde.

Sammenligninger mellem nyt og gammelt

Bibellæsere er ikke ukendte med at menneskeofring har været praktiseret som en del af falsk gudsdyrkelse. Både kana’anæerne og de frafaldne israelitter ofrede deres børn til dæmonguder. (2 Kongebog 23:10; Jeremias 32:35) Aztekerne praktiserede også børneofringer. Dette kan man læse om i bogen El Templo Mayor: „Resterne af ofrede børn blev fundet i en af disse [grave] sammen med fremstillinger af regnguden. Mon dette var et særligt offer på grund af hungersnød?“

På side 219 i den samme bog tilføjes der: „Fray Juan de Torquemada beretter om dette i bogen Monarquía Indiana (Indiansk monarki): ’Børnene blev ført frem til offerpladsen i smukke klæder og anbragt på transportable platforme eller bårer der var rigt udsmykket med blomster og fjer og som blev båret på skuldrene af præster eller tempeltjenere. Andre gik dansende og syngende foran dem mens nogle spillede på musikinstrumenter. På den måde blev de ført til den plads hvor de skulle ofres og overgives til dæmonguden.’“

Som et fingerpeg om yderligere ligheder mellem aztekernes religion og religionerne i den gamle verden kan det siges at guden Tláloc også var en frugtbarhedsgud. Et af de største altre var viet til ham. I templet er der også afbildet to store slanger, eftersom slangen blev betragtet som et frugtbarhedssymbol. Mange af fortidens hedenske religioner i den gamle verden har på lignende måde en frugtbarhedsgud, og slangen var et udbredt religiøst symbol. Det er også interessant at man antog at Huitzilopochtli var født til Coatlicue, og denne modergudinde blev senere kaldt „moder til alle guderne“.

Aztekerne tilpasser sig en ny religion

Spanierne prøvede ihærdigt og ofte ved hjælp af vold at udrydde aztekernes religion af Mexico. I mange tilfælde byggede de deres egne kirker oven på aztekernes templer, idet de benyttede de gamle sten til deres bygninger. Endog stykker af aztekernes afguder blev brugt som byggemateriale.

Det lod imidlertid ikke til at være svært for aztekerne at vænne sig til den nye religion, katolicismen. Afguder af træ og keramik blev sat i stedet for deres afguder af sten. Disse nye afguder lignede mere mennesker, men de var ikke desto mindre afguder. Og mange af de gamle religiøse ideer forblev en del af den mexicanske kultur. For eksempel var der stadig en dødekult der blev fejret hvert år i begyndelsen af november. Tilhængerne af den nye religion troede på sjælens udødelighed på samme måde som Mexicos indbyggere havde gjort førhen. Der har således været mange lighedspunkter mellem den religion Cortés indførte og den som han forsøgte at udrydde.

Disse umælende ruiner af hovedtemplet der nu er åbne for besøgende, fremkalder på en levende måde mindet om et imperium og en kultur der er forsvundet for evigt. De minder os om grusomme religiøse skikke, om guder der ikke længere bliver tilbedt og om religiøse skikke der stadig holdes i hævd om end under et andet navn og i en anden religion. De minder os også om de bemærkelsesværdige ligheder der herskede mellem de falske religioner i den gamle og dem man fandt i den nye verden.

[Illustration på side 23]

Gudinden Coatlicue

[Kildeangivelse]

Det nationale Institut for Antropologi og Historie, Mexico

[Illustration på side 24]

Gudinden Coyolxauhqui

[Kildeangivelse]

Det nationale Institut for Antropologi og Historie, Mexico