Hvad siger Bibelen?
Er naturkatastrofer en straf fra Gud?
FILIPPINERNE bliver fra tid til anden hærget af naturkatastrofer. Mange mennesker i dette land har derfor spekuleret på om Gud prøver mennesker med sådanne ulykker. I 1991, efter det mest ødelæggende vulkanudbrud i dette århundrede, lød en spørgende overskrift i en filippinsk avis: „Vulkanudbruddet: En straf fra Gud?“
Det var sådan spalteredaktøren Nelly Favis-Villafuerte opfattede det. Hun skrev: „For kristne der tror på Bibelen er der imidlertid kun ét svar: Mount Pinatubos udbrud er endnu en guddommelig påmindelse om at der findes en frygtindgydende, almægtig Gud som har magt over menneskers og nationers anliggender og skæbne.“ I betragtning af denne påstand er spørgsmålet derfor:
Straffer den almægtige Gud menneskesamfund i dag?
Det er sandt at Gud straffede nogle af oldtidens samfund. De eksempler der omtales i Bibelen — deriblandt Vandfloden på Noas tid, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og de to gange hvor Jerusalem blev ødelagt — en by som Guds store navn ellers var nævnt over — viser at den almægtige Gud kan gribe ind og straffe dem der vedblivende overtræder hans normer. — 1 Mosebog 7:11, 17-24; 19:24, 25; 2 Krønikebog 36:17-21; Mattæus 24:1, 2.
Men hvordan forholder det sig i dag? Jesus forudsagde ifølge Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21, at hele verden ville blive hjemsøgt af katastrofer. Han advarede profetisk om begivenheder der ville indtræffe i forbindelse med afslutningen på denne tingenes ordning, sådan at de opmærksomme kunne erkende at han herskede usynligt fra himmelen. Disse profetier bliver opfyldt i vor tid. I forbindelse med de førnævnte eksekveringer af Guds domme bør vi dog lægge mærke til at Jehova Gud i hvert enkelt tilfælde gentagne gange udsendte tydelige advarsler før ødelæggelsen kom. (Amos 3:7) Med hensyn til de naturkatastrofer der indtræffer i vor tid kommer de advarsler der i dag bliver udsendt derimod fra verdslige myndigheder og bygger på videnskabelige iagttagelser.
Endvidere giver disciplen Jakob os følgende oplysning i det første kapitel af sit brev, vers 13: „Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ Efterhånden som verdens befolkning er blevet større, er flere mennesker kommet til at leve i potentielt farlige områder. På grund af behovet for boliger og jord til dyrkning har man ryddet skove, hvilket i nogle tilfælde har forstærket virkningen af naturkatastrofer som følge af kraftige regnskyl og jordskred.
Det vil derfor ikke være rigtigt at sige at naturkatastrofer er direkte forårsaget af den almægtige Gud og er en straf over de mennesker der bor i de berørte områder. I øvrigt er det i de fleste tilfælde uskyldige, deriblandt små børn, der lider mest i sådanne situationer. Men selv om det altså ikke er Gud der forårsager sådanne ulykker, kan vi udmærket spørge:
Er der noget vi kan lære?
Ja. For dem der bor i de berørte områder kan en naturkatastrofe være en prøve på hvad de sætter højest — materielle besiddelser eller livet. Nogle har taget unødvendige og livsfarlige chancer, blot for at redde nogle få ejendele. Vi må huske Jesu ord: „For selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Materielle ejendele kan erstattes, det kan livet ikke. — Mattæus 6:19, 20, 25-34.
Naturkatastrofer kan også få den enkelte til at tænke over hvordan han egentlig bruger sit liv. Apostelen Paulus tilskyndede kristne til at være meget opmærksomme på hvordan de lever deres liv: „Pas derfor nøje på hvordan I vandrer, ikke som uvise men som vise, så I får det bedst mulige ud af krisen, for dagene er onde.“ (Efeserne 5:15, 16, Byington) Enhver prøve vi kommer ud for er en påmindelse om hvor vigtigt det er at have en stærk tro.
Endelig kan vi i forbindelse med naturkatastrofer lære at vi må opdyrke endnu større næstekærlighed og empati for andre. I et katastrofeområde er det nødvendigt at man tager kærligt hensyn til sine lidelsesfællers behov frem for at have den indstilling at enhver er sig selv nærmest. Dette gælder i særlig grad for dem der har fået det ansvar betroet at sørge for andre. Profeten Esajas beskriver nogle han kaldte „fyrster“ som „et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. — Esajas 32:1, 2.
Med hensyn til at vise empati frembyder katastrofesituationer mange lejligheder til at dele hvad man har med andre — både i ord og gerning. Ved vulkanen Pinatubos udbrud opstod der for eksempel utallige muligheder for at hjælpe dem der måtte flygte fra katastrofen. Mange havde ikke engang den daglige føde. Men det gav andre lejlighed til at vise deres uselviskhed ved at yde hjælp. Mange spørger dog stadig:
Vil Gud på et tidspunkt straffe menneskeheden?
Ja! Det fremgår klart af Guds ord. (Mattæus 24:37-42; 2 Peter 3:5-7) Men før denne dom bliver eksekveret skal der udføres et verdensomspændende advarselsarbejde, sådan som Jesus videre profeterede: „Og det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ — Markus 13:10.
Vi må derfor hver især overveje hvordan vi vil forholde os. Vi vil gerne opfordre dig til at sætte tid af til at undersøge hvad Bibelen tilskynder hver enkelt af os til at gøre for at overleve denne globale katastrofe.