Kolmanskop — hvor sand og rust fortærer

På Namibørkenens udtørrede sandslette, ikke langt fra den vindblæste kyst i det sydlige Namibia, ligger de forladte ruiner af en by der var beboet i mindre end 50 år — Kolmanskop.

Da man i 1908 fandt diamanter i dette område kastede diamantsøgere, minemagnater og forskellige lyssky personer sig over dem som gribbe. I løbet af kort tid blev Kolmanskop en blomstrende by med store huse i tysk kolonistil, et posthus og et hotel. Man drev tilmed et toetages kasino med teater og bowlingbane — adspredelser der gjorde livet mere behageligt at leve her i den afsidesliggende Namibørken.

Men det der førte til at Kolmanskop opstod, blev også årsagen til byens undergang. Minerne blev hurtigt tømt for kostbare sten i en størrelse og kvalitet det kunne betale sig at bryde. Diamantsøgerne blev snart lokket væk til steder hvor man fandt større og bedre diamanter. Desuden opstod der i begyndelsen af 1900-tallet en afmatning af diamantmarkedet. Efterhånden ebbede livet i byen ud, og i 1956 var Kolmanskop forladt.

I dag ligger ubenyttet maskinel og ruster under Afrikas brændende sol — resterne efter menneskers kortvarige forsøg på at fravriste jorden dens rigdomme. Kolmanskop tjener derfor som en stærk påmindelse om hvor tomt det er at stræbe efter jordisk rigdom. Som Jesus sagde: „I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer.“ — Mattæus 6:20.