Min kamp for at leve

FOR tyve år siden levede min hustru, Ingrid, og jeg, sammen med vore to drenge, et travlt og indholdsrigt liv i Lima i Peru. Selv om mit verdslige arbejde indebar nogle rejser til andre lande i Sydamerika, satte vi alligevel tid af hver uge til at overvære Jehovas Vidners møder og til at give andre del i Bibelens sandheder ved at deltage i den offentlige forkyndelse.

Men i 1973, da jeg var i slutningen af tyverne, begyndte jeg at lide af hovedpine og anfald af depressioner. Både hovedpinen og depressionerne tog til i styrke og hyppighed i løbet af de næste to år. Det var en konstant anstrengelse for mig at klare de daglige gøremål.

Jeg husker tydeligt en forretningsrejse til Quito i Ecuador, højt oppe i Andesbjergene. Da jeg trådte fra flyet ned på landingsbanen, jog en smerte så uudholdelig gennem mit hoved at det eneste jeg kunne gøre var at tage det næste fly tilbage til Lima.

Jeg konsulterede med det samme min læge. Han havde behandlet mig for spændinger, i den tro at dét var årsagen til min hovedpine. Men da han undersøgte bagsiden af mine øjne, bemærkede han at der var sprængte blodkar. Jeg blev derfor indlagt på hospitalet.

Undersøgelser bekræftede at der var en svulst på hjernen. Men endnu mere rystende var meddelelsen om at svulsten var så stor og tilsyneladende så infiltreret i hjernen at den ikke kunne fjernes ved operation. Lægen sagde at jeg i løbet af en måned ville blive blind. Derefter ville jeg blive lam — og dø inden der var gået tre måneder.

Meddelelsen var et ufatteligt chok for Ingrid, som var den første der fik besked. Hun henvendte sig straks til min søster, Heidi, der bor i Los Angeles i Californien, og bad hende lede efter en kirurg der var villig til at operere mig uden at give blodtransfusion. Det var et hovedkrav for os, for vi var fast besluttede på at adlyde Bibelens påbud om at vi skal afholde os fra blod. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Kun tre dage, men tre hektiske dage, senere var vi på vej til Los Angeles. Da vi fløj over Det Caraibiske Hav sagde Ingrid til mig: „Se, hvor er øerne smukke med deres hvide sandstrande!“ Jeg kiggede ud men kunne ikke se noget. Mit syn var allerede ved at forsvinde.

Den første kamp

Ved ankomsten til Los Angeles blev jeg øjeblikkelig indlagt på universitetshospitalet. Den 6. oktober 1975 opererede dr. Walter Stern mig. Da jeg vågnede så jeg Ingrids glædestrålende ansigt, men selv dét var ikke nok til at forberede mig på den gode nyhed — de havde fjernet hele svulsten! Den var på størrelse med en baseball-bold, placeret på hjernens højre pandelap. Men den var indesluttet i sin egen hinde og blev fjernet fuldstændig.

Hurtig behandling havde tilsyneladende reddet mit liv. „Bare nogle få dage mere, og du ville ikke længere have været iblandt os,“ sagde lægen. Men jeg var i live og havde mine åndsevner i behold! Vi var nærmest euforiske!

Men den periode hvor jeg skulle komme til kræfter bragte bekymringer. Først dannede der sig blodsamlinger i det ene ben, hvilket udgjorde et dilemma — for jeg havde brug for antikoagulerende midler til at opløse blodsamlingerne før de løsnede sig og nåede et vitalt organ, men jeg behøvede også koagulerende midler for at holde blødningerne i hjernen på ét minimum. Det var en stor lettelse da lægerne fandt frem til den rette balance mellem de to modstridende medikamenter.

Selve den traumatiske situation at skulle gennemgå 12 timers operation på hjernens højre pandelap — den del som følelserne er knyttet til — var tilsyneladende skyld i en periode med eufori, en sygeligt forøget opstemthed, som ikke kunne kontrolleres af medicin. I hele seks måneder efter at være vendt tilbage til Lima var jeg irrationel i min bedømmelse af hvad jeg kunne klare, som om jeg var konstant ’høj’. Efter nogle få måneder forsvandt det, og en frygtelig depression satte ind i stedet. Den var så alvorlig at jeg næsten konstant tænkte på selvmord. Men efter et år havde jeg det lykkeligvis godt igen, og var i stand til at genoptage alle mine aktiviteter.

Jeg blev udnævnt til ældste i den kristne menighed, og nu bestod udfordringen i at bevare ligevægten mellem ansvaret i menigheden, familien og arbejdet. Når jeg ikke var på forretningsrejse, sørgede jeg for at få tid til at være sammen med drengene. Vores bedste fritidsfornøjelse var at køre på vore motorcykler over de sandede, stenede bakker i udkanten af Lima. De næste ni år syntes at flyve af sted uden at vi mærkede det. Jeg begyndte at tage mit genvundne helbred for givet.

Men så i maj 1985 begyndte Ingrid at bemærke at jeg var noget bleg og usædvanlig mat. Vi havde ikke mistanke om at der var kommet endnu en hjernesvulst, før en nat hvor jeg ville vende mig i sengen og ikke kunne. Min krops venstre side var lammet. Denne gang underkastede lægerne mig en avanceret form for røntgenstråler, i en CT-skanner, og resultatet blev at vi igen måtte til Los Angeles.

Kampen fortsætter

Den 24. juni 1985 opererede dr. Stern og hans lægehold mig atter. Svulsten var igen vokset, denne gang havde den bredt sig bagud mod hjernens isselap — det område der kontrollerer legemets bevægelser. Derfor var venstre ben og højre arm blevet lammet. Operationen, der varede otte timer, efterlod 25 procent af svulsten dybt inde i hjernen.

Armen og benet forblev delvis lammet efter operationen. I nogle få uger blev jeg behandlet med koboltstråler, i et forsøg på at standse svulstens vækst. Men så, to måneder efter operationen, begyndte jeg at få krampeanfald. Selv om de til en vis grad kunne kontrolleres med medicin, blev de med tiden mere regelmæssige og ukontrollable. Min offentlige færden blev skåret ned til et minimum. Jeg var i stand til at klare noget af mit arbejde fra hjemmet, men risikoen for et anfald lå som en stadig truende sky over mig. Det var en stadig kilde til frustrationer for mig at tænke på at en snigende sygdom huserede i min krop.

Da jeg ikke vidste hvornår anfaldene kom, turde jeg ikke længere præsidere ved møderne i rigssalen. Men ved Jehovas hjælp var jeg i stand til at dele Bibelens budskab med folk der ønskede at studere i deres hjem. Ved at gøre dette regelmæssigt holdt jeg tankerne rettet mod vores krafts kilde, Jehova Gud, og det var som om det formindskede bekymringen over min usikre fysiske tilstand.

Det endte med at jeg i maj 1988 fik et voldsomt krampeanfald der lammede mig i hele den venstre side. Alligevel viste CT-skanneren hver gang at alt var normalt, at svulsten ikke var vokset. Konklusionen var at krampeanfaldene var en del af helbredelsesprocessen. Vi besluttede alligevel at rejse tilbage til Los Angeles for at gennemgå nogle mere omfattende undersøgelser.

Dr. Stern, der havde udført de to første operationer uden brug af blod, var nu gået på pension. Men han var så venlig at henvise os til dr. Donald Becker, lederen af universitetshospitalets afdeling for neurokirurgi. Dr. Becker indvilligede i at operere hvis man skønnede at det var nødvendigt, og samtidig respektere vort bibelsk begrundede syn på blod ved ikke at give mig blodtransfusion.

De nu vante undersøgelser begyndte. Men ud over CT-skannerens billeder og et angiografi af hjernen, blev der brugt en ny teknik kaldet MRI (magnetic resonanse imaging: billeder ved magnetisk resonans). Det blev påvist at der var svulster — tre i alt!

Før operationen opdagede man noget skræmmende — mit blod ville ikke koagulere! Den medicin jeg havde taget for at kontrollere krampeanfaldene, nedbrød blodpladerne i blodet. I de næste to og en halv uge blev denne medicin derfor lidt efter lidt erstattet med en anden slags, der ikke havde denne uønskede bivirkning. Overgangen var traumatisk, for da det var overstået havde jeg haft en række voldsomme krampeanfald.

Den tredje operation

Omsider oprandt dagen for min operation, den 1. august 1988. Klokken 6 om morgenen sagde Ingrid og jeg farvel til hinanden, og få minutter senere befandt jeg mig på operationsstuen. Der gik hele 12 timer før dr. Becker kom ud og gav Ingrid den gode nyhed at de havde fjernet alle svulsterne — endog den del der var blevet tilbage fra den anden operation — og at jeg kun havde mistet ganske lidt blod!

„Men der var noget der stadig bekymrede mig,“ fortæller Ingrid. „Hvordan ville hans mentale tilstand være når han vågnede? Kunne han genkende mig som sin hustru?“ Tidligt næste morgen lod lægerne Ingrid se til mig. Jeg åbnede øjnene og sagde: „Schatzi!“ Det var et kælenavn jeg altid brugte. Og som hun sagde: „Det var begyndelsen til en ny tid!“

Kampen fortsætter

Alligevel forekom det mig som om den tid hvor jeg skulle prøve at genvinde min førlighed aldrig fik ende. To år senere fandt man nye svulster der forsinkede min helbredelse. Den 26. november 1990 gennemgik jeg derfor en fjerde hjerneoperation, hvor endnu to svulster blev fjernet. Igen var jeg tilbage i kørestolen, og endnu en gang gik dagene med smertefulde benøvelser der skulle stimulere hjernen til at erindre, så jeg igen kunne komme til at gå.

Men svulsterne var snart tilbage, og denne gang ondartede. Min seneste operation fandt sted den 16. juli 1991, hvor der dog var flere svulster som ikke kunne fjernes. Jeg blev så underkastet en særlig strålebehandling i et forsøg på at formindske og opløse dem. Vi håber at det vil lykkes, men genoptræningen bliver sværere og sværere.

Hvis man ser på mine fremtidsudsigter i lyset af hvordan jeg har det rent fysisk, kan det kun føre til frustrationer. Det eneste fornuftige er derfor at koncentrere sig om åndelige værdier. Som var det skrevet til mig personligt siger Bibelen: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.

’Det liv som skal komme’ er det evige liv i Guds nye verden. Forholdene viser at det er nær, ja, at jeg snart vil løbe og springe som en hjort. (Esajas 35:6) Og hvis jeg dør før den nye verden kommer, er opstandelsen fra de døde sikret for dem der er trofaste mod Jehova. Vi vil ikke opnå evigt liv ved egen kraft, men ved trofast at tjene vor Gud, Jehova. — Fortalt af Hans Augustin.

[Illustration på side 23]

Sammen med min kone, Ingrid