Singapore — Asiens blakkede juvel
BANG! De tunge ståldøre i Singapores kvindefængsel i Changi lukkede sig med et brag bag en skrøbelig gammel enke på 71 år; en kristen. Hun havde forsøgt at forklare retsformanden sit standpunkt som et Jehovas vidne: „Jeg er ikke nogen trussel mod denne regering.“
Bang! Den næste i rækken var en 72-årig bedstemor; også kristen. Hendes forbrydelse? Hun havde været i besiddelse af fire af Vagttårnsselskabets bibelske publikationer, deriblandt sit personlige eksemplar af Bibelen.
Alt i alt blev 64 af Singapores borgere i alderen fra 16 til 72 år arresteret og dømt. Syvogfyrre af dem nægtede af principielle grunde at betale de bøder de blev idømt, og blev fængslet i en til fire uger. Hvordan kan sådan noget ske i en bystat der af nogle bliver betegnet som det bedste sted at bo i hele verden? Hvordan kan den slags forekomme i en bystat som over hele verden er kendt for sin økonomiske stabilitet, sin rivende udvikling, sine moderne bygningsværker, og som foregiver at have religionsfrihed?
En moderne bystat
Først lidt historie. Singapores historie i nyere tid begyndte i 1819 da sir Thomas Stamford Raffles ankom til stedet. Raffles der repræsenterede Det Engelske Ostindiske Kompagni, søgte efter et udgangspunkt for firmaets forretninger i Østen. Han besluttede sig for at prøve Singapore. På den måde blev der oprettet en handelsstation som har haft indflydelse på udviklingen i det østlige Asien helt frem til vor tid.
Før uafhængigheden var Singapore efter nogles mening en snavset, tarvelig by. Sådan er der ingen der ville opfatte den i dag, tværtimod. I løbet af de sidste 30 år er byen blevet næsten totalt ombygget. De steder hvor det var muligt, har man dog prøvet at bevare byens gamle særpræg ved at restaurere facaderne på de ældre bygninger eller indpasse velbevarede historiske bygningsværker i det nye byggeri. Singapore er blevet et knudepunkt for søfarten i Østen. Ofte er der omkring 800 skibe i havn samtidig. Nyt højteknologisk udstyr gør det muligt at lodse og laste store containerskibe i løbet af få timer. Ejendomspriserne i byens finanscentrum ligger på omkring 54.000 dollars (svarende til cirka 350.000 kroner) pr. kvadratmeter.
Befolkningen på omkring 3,4 millioner er en meget varieret sammensætning af kinesere, malaysiere, indere, europæere og andre. Blandt de sprog der tales, kan nævnes mandarin, malaysisk, tamil og engelsk.
Med et banenet på 83 kilometer hvor hurtiggående tog kører både over og under jorden, har Singapore et af de mest effektive og moderne transportsystemer i verden. Rundt omkring i byen er der rigeligt med grønne parkområder beliggende mellem de tårnhøje, moderne bygninger. En af de attraktioner man som førstegangsturist nødvendigvis må se, er det totalt renoverede Raffles Hotel fra 1889, der nu er gjort til nationalmonument. En anden turistattraktion er den 52 hektarer store botaniske have; 4 hektarer er bevaret som jungle hvori tigre engang strejfede om.
Religionsfrihed sikret
Som et passende modstykke til den enestående økonomiske fremgang lover bystaten Singapore sine indbyggere religionsfrihed, men desværre har dens regering ikke levet op til dette løfte. Det har de der er tilsluttet Jehovas vidners menighed, især måttet sande.
Grundlaget for tilbedelsesfriheden i Singapore er paragraf 15, stk. 2, i republikkens forfatning: „Enhver har ret til at give udtryk for, praktisere og udbrede sin tro.“
I forfatningens paragraf 15, stk. 3, siges der: „Enhver religiøs gruppe har ret til:
(a) at varetage trossamfundets egne forhold;
(b) at oprette og vedligeholde institutioner med religiøse eller velgørende formål; og
(c) at erhverve sig, beholde og administrere fast ejendom i overensstemmelse med loven.“
Jehovas vidner har været en del af Singapores samfund lige siden 1936. I mange år afholdt de regelmæssigt deres menighedsmøder i deres egen rigssal på Exeter Road 8, lige over for et travlt marked. Menigheden blomstrede og bidrog på sin egen specielle måde til stabiliteten i samfundslivet.
Forbud mod Jehovas Vidner
Alt dette ændrede sig pludselig den 12. januar 1972. I henhold til kapitel 109 i regeringens lov om udvisning blev der givet ordre til at den kristne missionær Norman David Bellotti og hans hustru, Gladys, skulle forlade landet, til trods for at de begge havde boet i Singapore i 23 år. Kort efter blev Jehovas vidners menighed i Singapore slettet som registreret trossamfund i det officielle register. I løbet af få timer blev rigssalen konfiskeret af politiet der med vold trængte igennem hoveddøren. Umiddelbart efter blev der udstedt et forbud mod alle publikationer udgivet af Vagttårnets Selskab. Sådan begyndte en tid med undertrykkelse af Jehovas Vidner i Singapore.
Som led i regeringens egenrådige sanktioner mod Jehovas Vidner blev rigssalen solgt. Det skete uden officiel meddelelse, uden høring og uden retssag. Jehovas Vidner fik ingen mulighed for at komme til orde.
Singapores regering har gentagne gange henvist til Jehovas vidners vægring ved militærtjeneste som den juridiske begrundelse for det totale forbud. Så sent som den 29. december 1995 har Singapores permanente repræsentant i De Forenede Nationer i Genève, K. Kesavapany, skrevet følgende i et brev adresseret til Hans Excellence Ibrahim Fall, vicegeneralsekretær i FN’s afdeling for menneskerettigheder i Genève:
„Min regerings forbud mod Jehovas Vidner skyldes hensyn til den nationale sikkerhed. At tillade dette trossamfunds fortsatte eksistens ville skade almenvellet og respekten for lov og orden i Singapore. Forbudet mod Jehovas Vidners publikationer er en nødvendig og naturlig konsekvens af slettelsen i det officielle register. Det understreger forbudet mod Jehovas Vidner og hæmmer udbredelsen af deres tro.“
I forbindelse med den påståede risiko for Singapores nationale sikkerhed bør det nævnes at antallet af unge mænd der siger nej til militærtjeneste, er cirka fem om året. Singapore har en stående hær på cirka 300.000 mand. Regeringen har endog afvist blot at drøfte muligheden for at lade denne lille håndfuld mænd udføre en civil tjeneste i stedet.
Åbenlys undertrykkelse
Efter adskillige år med en ustabil tolerance fra myndighedernes side begyndte der i 1992 et nyt kapitel af åbenlys undertrykkelse af menneskerettighederne i Singapore. Adskillige blev arresteret, anklaget for at være i besiddelse af litteratur der var forbudt ifølge bestemmelsen om uønskede publikationer. I 1994 sendte Vagttårnsselskabet den 75-årige W. Glen How, en advokat der har været Jehovas vidne hele sit liv, til Singapore. Hans status som Queen’s Counsel gav ham ret til at virke som advokat i retten i Singapore. På baggrund af forfatningens garanti om religionsfrihed sendte man en appel til Højesteret, hvori man gjorde indsigelse imod arrestationerne (i 1992) og forbudet fra 1972. Den 8. august 1994 blev appellen afvist af retspræsident Yong Pung How fra Singapores Højesteret. Yderligere indsigelser mod arrestationerne og forbudet gav ikke resultat.
I begyndelsen af 1995 viste det sig at Jehovas Vidners juridiske protest i henhold til Singapores forfatning blot havde udløst endnu flere undertrykkende foranstaltninger imod dem. Under Operation Hope, en militæragtig aktion, slog agenter fra det hemmelige politis afdeling for efterforskning af forbrydelser ned på adskillige små grupper af kristne som mødtes i private hjem. Omkring 70 politiagenter og deres assistenter udførte de kommandolignende operationer der resulterede i at 69 personer blev arresteret. Alle blev ført til afhøring. Nogle blev forhørt hele natten, og alle blev anklaget for at have overværet Jehovas Vidners møder og for at være i besiddelse af bibelske publikationer. Nogle blev holdt isoleret i op til atten timer uden mulighed for blot at telefonere til deres familie.
Man frafaldt tiltale mod udlændinge. Men 64 som var indbyggere i Singapore, blev ført for retten i slutningen af 1995 og begyndelsen af 1996. Alle 64 blev kendt skyldige. Syvogfyrre af dem, i alderen fra 16 til 72 år, betalte ikke bøderne som var på flere tusind dollars, og blev fængslet i en til fire uger.
Inden de blev ført til deres celler, blev både mænd og kvinder klædt af og undersøgt i overværelse af adskillige andre. Nogle kvinder blev beordret til at strække armene ud, sætte sig på hug fem gange, åbne munden og løfte deres tunge. Mindst en af kvinderne fik ordre til at åbne sin endetarmsåbning med fingrene. I fængselet måtte nogle af mændene drikke vand af toiletkummer. Nogle unge kvinder blev behandlet som farlige forbrydere. De blev anbragt i enecelle under afsoningen af deres straf og fik kun halve rationer mad. Nogle af fængselsvagterne nægtede endda Vidnerne deres bibler.
Men lad os høre nogle få kommentarer fra et par af de kvinder der var fængslet. Deres førstehåndsberetninger afslørede ting der stod i skarp kontrast til Singapores moderne og pæne facade.
„Cellen var snavset. Vaskekummen og toilettet var i en elendig forfatning. Begge dele var klistrede og tilsmudsede. Under den bænk jeg sad på, var der snavs og edderkoppespind.
Jeg fik besked på at klæde mig af og fik udleveret et sæt fængselsklæder, en sæbeskål uden sæbe og en tandbørste. De andre fanger i min celle fortalte mig at korttidsfanger hverken fik tandpasta eller toiletpapir.“
„Vi var 20 i en celle. Toilettet var af den type hvor man sidder på hug, og den afskærmende væg nåede kun én til taljen. Badet havde kun én bruser og én vaskekumme med vandhane. Vi måtte bade seks ad gangen, da alle i cellen skulle nå at tage bad om morgenen i løbet af en halv time.“
Trods ubehaget ved at være fængslet betragtede alle det som et privilegium at tjene Gud, uanset hvor, hvornår og under hvilke omstændigheder. Følgende kommentar fra en teenagepige er værd at bemærke:
„Fra det øjeblik jeg kom ind i fængselet, mindede jeg hele tiden mig selv om årsagen til at jeg var der. Hver dag bad jeg Jehova om ikke at svigte mig. Jeg bad ham lytte til min bøn. Eftersom hans hellige ånd hjalp mig til at holde ud, følte jeg at han besvarede min bøn. Jeg mærkede i den forbindelse hvor nær jeg kom Jehova, og det har styrket mig meget at vide at han på den måde tager sig af os. Jeg føler det som et privilegium at jeg var i stand til at gennemgå denne prøvelse for hans navns skyld.“
Aviserne rundt omkring i verden fik hurtigt fat i historien. Hændelsesforløbet blev flere gange gengivet af pressen i Australien, Canada, Europa, Hongkong, Malaysia, USA og flere andre steder. The Toronto Star fra Canada opsummerede ugerningen med overskriften: „Bedstemor straffet for at eje en bibel.“ Det skal indrømmes at der findes mange alvorlige verdensproblemer der berører langt flere mennesker, men i denne sag stillede man forbløffet det samme spørgsmål overalt: „Sker det i Singapore?“
Det er vanskeligt at forstå hvorfor en religiøs organisation der er tilladt og nyder lovens fulde beskyttelse i over 200 lande, skal være forbudt i Singapore. Tager man i betragtning at intet andet trossamfund i Singapore er blevet behandlet så urimeligt og vilkårligt, bliver det endnu sværere at forstå.
En vicepolitiinspektør, lederen af en af de grupper der foretog en razzia mod Jehovas vidner, har endda over for retten indrømmet at det er den eneste gang han og hans betjente nogen sinde har fået ordre til at afbryde et religiøst møde. Følgende citater er fra udskriften af vidneudsagnene:
Spørgsmål: (til vidnet) Har De kendskab til at det hemmelige politi nogen sinde har undersøgt og anlagt sag imod nogen religiøs gruppe der ikke er optegnet i det officielle register, bortset fra Jehovas Vidner?
Svar: Ikke så vidt jeg ved.
Afhøringen fortsatte.
Spørgsmål: (til vidnet) Har De personligt på noget tidspunkt udført en lignende razzia mod et religiøst mindretal som holdt møder i private hjem, og som ikke var opført i det officielle register?
Svar: Nej.
Krav om indgriben
Amnesty International og The International Bar Association sendte hver deres egen observatør for at vurdere om retssagerne var seriøse og troværdige. Amnesty Internationals uvildige observatør Andrew Raffell der selv er sagfører i Hongkong, sagde følgende: „Jeg har i min rapport skrevet at retssagen havde karakter af en skinproces.“ Han fortalte desuden at de regeringsembedsmænd der var indkaldt som vidner, ikke var i stand til at forklare retten hvorfor man bedømte Jehovas Vidners publikationer som uønskede. Raffell nævnte titlen på nogle af de forbudte bibelske publikationer, deriblandt Hvordan finder man lykken? og Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Han tilføjede at disse bøger ikke på nogen som helst rimelig måde kunne betragtes som uønskede.
Observatøren fra The International Bar Association, Cecil Rajendra, kom med følgende bemærkninger:
„Lige fra begyndelsen stod det mig klart at denne retssag ikke var andet end en . . . farce, iscenesat udadtil for at vise omverdenen at der stadig er demokrati i Singapore.
Udfaldet var afgjort på forhånd. Der var ikke på noget tidspunkt under retssagen, hverken før, under eller afslutningsvis, skyggen af tvivl om at alle de tiltalte ville blive fundet skyldige i det de var anklaget for.
Skønt retssagen fandt sted i underretten, og selv om anklagerne kun lød på mindre forseelser, var der en farefuld og truende atmosfære omkring retsbygningen.
Det skyldtes hovedsagelig at der var ikke mindre end ti uniformerede betjente (seks inde i retslokalet og fire udenfor) plus oppe på balkonen adskillige civilklædte agenter fra det hemmelige politis afdeling for efterforskning af forbrydelser.“
I en kommentar til måden hvorpå selve sagen blev behandlet, sagde Rajendra:
„Den måde førnævnte dommer førte sagen på mens jeg var til stede (og ifølge referatet også under resten af sagens forløb), lod meget tilbage at ønske. . . . Imod alle regler for en retfærdig sagsbehandling brød dommeren hele tiden ind til fordel for anklagemyndigheden og forhindrede forsvareren i at krydsforhøre anklagerens vidner ved hjælp af bevismateriale som for eksempel King James-oversættelsen af Bibelen, der af anklagemyndigheden blev brugt som bevis på at tiltalte var i besiddelse af forbudte publikationer!“
Singapores undertrykkelse af menneskerettighederne har vakt så stor international opmærksomhed at det belgiske tidsskrift Human Rights Without Frontiers har udgivet en rapport på 18 sider som udelukkende handler om det angreb Singapores regering har rettet imod Jehovas Vidner. Lederskribenten Willy Fautré, chefredaktøren af dette tidsskrift, definerede meget præcist det mål af menneskelig frihed der bør findes i enhver politisk stat:
„Religionsfrihed er en meget god målestok for graden af menneskelig frihed i et samfund, men det er meget få verdslige borgerrettighedsorganisationer der har medvirket til at eliminere religiøs diskrimination og intolerance eller udvikle en politik som sikrer og fremmer religiøs frihed.“
Human Rights Without Frontiers offentliggjorde med halvfede typer en liste med tidsskriftets forslag på bagsiden af rapportens omslag.
Jehovas vidner er til gavn for Singapore. De respekterer andres rettigheder og kunne ikke finde på at begå en forbrydelse imod dem. Ingen af Singapores borgere behøver at frygte for at blive bestjålet, overfaldet, slået eller voldtaget af et af Jehovas vidner.
Den frivillige offentlige tjeneste de udfører, styrker og forbedrer deres familieliv og gør dem til gode borgere. Jehovas vidner leder gratis bibelstudier med enhver som ønsker at lære Bibelens opbyggende principper at kende og gerne vil vide hvordan man kan bruge dem i sit liv. Ved deres møder som er en del af deres oplæring som kristne, studerer de Bibelen under bøn. Alt dette gør dem til nyttige samfundsborgere.
De indbyggere i Singapore som respekterer republikken og ønsker den det bedste, burde tilskynde regeringen til med friske øjne at betragte Jehovas vidners retmæssige plads som en del af Singapores befolkning. Tiden er inde til at fjerne sanktionerne imod dem og give dem den tilbedelsesfrihed enhver samfundsborger er berettiget til.
[Ramme på side 26]
I omverdenens søgelys
1. „Da Singapores politi en aften i februar pludselig slog ned på fem private hjem, i noget der mindede om en militær lynaktion, blev 69 mænd, kvinder og teenagere arresteret og slæbt af sted til politiets hovedkvarter. Det er ikke på den måde man forventer at et møde med bibelstudium skal slutte.“ — The Ottawa Citizen, Canada, den 28. december 1995, side A10.
2. „Det ville være meget glædeligt for alle der ønsker religionsfrihed og respekt for retten til at følge sin samvittighed, hvis regeringen i Singapore ville ændre holdning til medlemmerne af dette uskyldige og uskadelige trossamfund og tillade dem at udøve og udbrede deres tro uden hindring eller frygt for repressalier.“ — Professor Bryan R. Wilson, Oxford universitet, England.
3. „I en række sager som har udløst protester fra internationale borgerrettighedsorganisationer, har retten i Singapore siden november sidste år anklaget og dømt 63 Jehovas vidner.“ — Asahi Evening News, Japan, den 19. januar 1996, side 3.
4. „Man burde give Jehovas vidner lov til at afholde møder og udøve deres tro i al fredsommelighed, uden trusler om anholdelse og fængsling. Religionsfrihed er en grundlæggende rettighed som Singapores forfatning garanterer borgerne.“ — Amnesty International, den 22. november 1995.
5. Chan Siu-ching, formand for det katolske bispedømmes kommission for retfærdighed og fred i Hongkong, har i et brev til Singapores Senior Minister, Lee Kuan Yew, dateret den 1. juni 1995, skrevet følgende: „Hovedsagen er at Singapores regering, selv om den opfatter dem der nægter at udføre militærtjeneste som lovovertrædere der bør tiltales, ikke bør lade dette berøre de medlemmer af trossamfundet der ikke er forpligtede til at udføre militærtjeneste, og som blot deltager i religiøse møder for at tilbede deres Gud. . . .
Vi anmoder derfor Deres regering om:
1. at hæve forbudet imod Jehovas Vidner så de får tilbedelsesfrihed og frihed til at følge deres samvittighed;
2. at holde op med at anklage Jehovas vidner blot fordi de overværer nogle religiøse møder;
3. at løslade de medlemmer af Jehovas Vidners trossamfund som i den seneste tid er blevet arresteret blot for at deltage i religiøse aktiviteter.“
[Illustration på side 23]
Jehovas vidner ved domhuset efter anklagerne
[Illustration på side 23]
Dette 71-årige Jehovas vidne sagde til dommeren: „Jeg er ikke nogen trussel mod denne regering.“ Hun blev fængslet alligevel