Fjerklædte vidundere ved Bogoriasøen

Af Vågn op!-​korrespondent i Kenya

BOGORIASØEN ligger i et smalt bækken omgivet af mægtige klippeformationer. Nogle siger at det er den smukkeste sø i Kenya, og det forstår vi udmærket da vi i vores pick-up kører ned mod den. Søen har en glitrende, ærtegrøn farve som skyldes en kraftig algevækst. Disse bittesmå planter trives særdeles godt på grund af det rigelige sollys og varmen fra de talrige varme kilder der løber ud i søen. Derfor er Bogoriasøen også blevet en yndet fourageringsplads for snesevis af de algeædende, rosa flamingoer der pryder søen.

Men flamingoerne er blot de første af de mange fjerklædte vidundere som Paul, hans hustru Paula og jeg vil få at se på denne campingtur. Vi kører langsomt langs den ufrugtbare, vestlige klippebred. Dampsøjler skyder til vejrs fra søen som hvide fjer. På en sten som rager op af vandet, tæt ved bredden, sidder endnu en fjerklædt skabning som nyder godt af den rige algevækst — nemlig den afrikanske fiskeørn.

„Der er ingen fisk i denne alkaliske sø,“ siger Paul. „Så hvad tror du ørnene er her for?“ spørger han. Svaret kommer straks flyvende ind fra søen, da endnu en fiskeørn nærmer sig med en flamingo låst fast i dens skarpe kløer. Nu forstår jeg hvorfor de rosa skønheder holder afstand til disse rovfugle!

Det er let at genkende en fiskeørn, selv på afstand. Dens hvide hoved, ryg, bryst og hale står i skarp kontrast til den kastanjebrune bug og de sorte vinger. Når den findes ved alkaliske søer hvor der ikke er fisk, lever den næsten udelukkende af flamingoer. Et ørnepar dræber en flamingo hver anden eller tredje dag. Ved ferskvandssøer lever fiskeørnen dog af fisk. Tænk at kunne gå langs bredden af en afrikansk ferskvandssø og opleve at der pludselig falder en fisk ned fra himmelen, lige foran én! Det er da umuligt? Nej slet ikke! Denne hvidhovedede fisker er nemlig kendt for at tabe sin fiskefangst — til stor glæde for de lokale folk.

Fiskeørnen er imidlertid en fremragende flyver og kan give en betagende opvisning i luftakrobatik. Et par kan stige til 60 meters højde og så pludselig gribe fat i hinandens kløer. Med vingerne stift udstrakt går de ind i et fantastisk spind som ender blot 9 meter over vandoverfladen. Når de går ud af spindet lader de sig atter føre med af den termiske opvind — og det hele gentager sig.

Vingede dansere

Den støvede, klippefyldte vej langs den sydlige søbred bliver mere og mere bakket og vanskelig at køre på. På den sidste strækning passerer vi et par krontraner som roligt piller insekter af høje græsstrå. Det er nu sent på eftermiddagen og vi ånder lettet op da vi når vort bestemmelsessted — Fig Tree-lejren, som ligger ved søens sydligste punkt og er en herlig oase for trætte rejsende.

Efter en nats søvn sidder vi rundt om morgenbålet og nipper til den varme kaffe. Pludselig er den dér! Kun et par meter over vore hoveder svirrer en hanparadisfluesnapper som er travlt optaget af at bygge rede i et træ lige ved lejrpladsen. „Sikke en smuk lang hvid hale!“ udbryder Paula. Ja, halen er meget lang. Hanfluesnapperen måler blot 18-19 centimeter i længden, uden halefjer. Men de to halefjer kan blive helt op til 40 centimeter lange. Skønt paradisfluesnapperen er en forholdsvis lille fugl, besidder den en stærk kampvilje. Selv når rovfugle der er meget større kommer for nær familiens rede tøver hannen ikke med at gå til angreb.

„Det bliver svært at få et godt billede af dette her,“ siger Paul og indstiller sit kamera. Fuglen sidder ikke ret længe på samme sted men flyver ustandselig hen til et forladt bladfyldt spindelvæv der sidder højt oppe i et træ. Hvorfor gør den det? Jo, den samler noget af det klæbrige spindelvæv som den bruger til redebygning. Hanfluesnapperen der er optaget af at udsøge den bedste del af spindelvævet, svirrer først hér, så dér. De sidelæns kropsbevægelser bevirker at den iøjnefaldende hale pisker rundt. Vi nyder synet af den pragtfulde dans. Efter at have udvalgt sig et stykke vender han tilbage til redepladsen med den elegante hale bølgende efter sig.

Senere på formiddagen får vi øje på endnu et par krontraner. De har valgt at søge føde på engen foran vores lejr, mellem søen og figentræskoven. Krontranen er med sine næsten én meter lange, sorte stylteben en af de højeste østafrikanske fugle. Dens fjerdragt er en smuk blanding af hvide, rødbrune, sorte og grå farver. Men det mest karakteristiske træk ses oven over halsen. Den sorte fløjlsagtige pande er kantet af hvide og purpurrøde hudlapper. Og kronen er en prægtig dusk af gule børstefjer. Det er ikke så underligt at den er blevet valgt til nationalfugl i nabolandet Uganda.

„Har du nogen sinde set en krontrane danse,“ råber Paul til mig. Jeg skynder mig over til ham. „Hvad siger du så,“ hvisker han mens vi nærmer os tranerne. De står ansigt til ansigt, skiftevis nikkende og bukkende, som om de deltog i en eller anden fremmedartet kongelig ceremoni. Med begge vinger bredt ud og løftet en meter over ryggen danser de højtideligt i flere minutter og laver piruetter.

„Mon det er parringsdans?“ hvisker jeg.

„Nej, sådan danser de ofte,“ svarer Paul. „I Vestkenya har jeg set en flok på over hundrede danse på den måde.“

I yngleperioden viser hannen rigtig hvad han kan. (Hvordan skulle han kunne imponere hende med sin hverdagsdans!) Hannen står med krum ryg, foroverbøjet med kun én vinge løftet. Så kaster den stolt sit hoved tilbage, og med næbbet pegende opad udstøder den et dybt rungende parringskald. Imponerende, ikke?!

Et sidste vidunder

Vi begynder modvilligt at pakke vores ting sammen for at tage af sted, lidet anende at endnu et fjerklædt vidunder venter os. Pludselig stryger en fugl med et ejendommeligt udseende gennem luften. Det er en hanparadisenke. Den folder sin knap 30 centimeter lange hale ud, som den hovedsagelig har til parringsspillet. Halen har en stor udposning som får den til at ligne en nederdel med tournure. Eftersom fuglen har så stort et haleparti er det ikke overraskende at dens flugt er svagt bølget, selv når den flyver i en lige linje. Den ligner et fly der hele tiden mister opdriften! Ikke desto mindre foretager fuglen en præcis landing, bogstavelig talt ved at lade sig falde ned fra himmelen.

Vores tur har været alt for kort til at vi har kunnet nå at se alt det der er at se i dette område. Men den har øget vores værdsættelse af Skaberen og fået os til at længes endnu mere efter den tid hvor alle jordens skabninger vil leve fredfyldt sammen i fuldkommen økologisk balance. — Hoseas 2:18.

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KENYA

Bogoriasøen

Nairobi

[Illustrationer på side 24]

Krontrane

Flamingoer

Paradisenke

Fiskeørne