Sandheden har frigjort mig

MIN far døde da jeg var syv år og min stakkels mor stod tilbage med seks børn. Vi voksede op i Johannesburg i Sydafrika. Som ung brød jeg mig ikke om at være sammen med andre. Jeg var forlegen ved at sige noget, for jeg stammede så forfærdeligt.

Men dette handicap hjalp mig til at udvikle andre færdigheder. Når vi skrev stile i skolen fik jeg tit den bedste karakter i klassen. Nogle gange læste lærerne endda mine stile højt for andre klasser. Det at jeg stammede indvirkede imidlertid ikke på min evne til at synge. Det meste af min fritid gik med at sidde hjemme på værelset og spille guitar og synge.

Efterhånden levede og åndede jeg kun for musikken. Jeg begyndte at spille i et rockband og dét gik ud over mit skolearbejde. Jeg forlod faktisk skolen inden jeg var færdig med den grundlæggende skoleuddannelse. Jeg dannede et band, og vi brugte næsten hver weekend på at spille forskellige steder i Johannesburg. Jeg fik langt hår og begyndte at drikke for meget alkohol.

Jeg husker at vi i flere uger spillede i en bestemt natklub i Johannesburg. En af de ansatte, som tilsyneladende var en smuk kvinde, fik et godt øje til mig og købte drinks til mig. Jeg væmmedes da jeg opdagede at det var en mand der havde klædt sig som en kvinde! Ja, natklubben var tilholdssted for homoseksuelle. For at kunne klare arbejdstiden, fra klokken 21.00 til 5.00 seks nætter om ugen, blev vi afhængige af hallucinogener.

Efter at have spillet sammen med bandet i fem år skete der noget som fik mig til at tænke alvorligt over religion. En katolsk præst spurgte om vores band ville spille for en ungdomsorganisation i hans kirke. Der kom over 500 teenagere, og den katolske præst var kasserer. Vi spillede virkelig vildt, og mange af de unge var påvirket af alkohol. Men det var en anden gruppe af de unge der fangede min opmærksomhed. De sad i en rundkreds på dansegulvet og rakte hinanden stoffer. Jeg begyndte at tvivle på om der virkelig fandtes en Gud.

Findes der en Gud?

I min søgen efter Gud gik jeg til syvendedagsadventisterne, metodisterne, katolikkerne og andre trossamfund. Men jeg syntes ikke de havde noget at tilbyde og holdt derfor hurtigt op med at komme der. Jeg blev desillusioneret, hvilket fik næring af noget der skete en søndag aften på et diskotek. Lyset var dæmpet og musikken høj. Jeg fik øje på bartenderen der var den lokale katolske præst. Han havde cowboybukser på, en vest på den bare overkrop, og et stort kors om halsen. Vi syntes ikke at han var bedre end os andre og vi kaldte ham hippiepræsten.

Jeg blev interesseret i buddhismen og købte en lille statue af Buddha som jeg stillede ved siden af min seng. Hver dag knælede jeg foran den og bad: „Åh Buddha, hjælp mig.“ Jeg troede også at mennesket havde et udødeligt astrallegeme, og at dette legeme var forbundet til kroppen med en sølvsnor der satte én i stand til at rejse rundt i stjerneverdenen.

Denne forkerte opfattelse af sjælens udødelighed fik indvirkning på vores musik. (Jævnfør Prædikeren 9:5, 10 og Ezekiel 18:4.) Jeg begyndte at skrive sange under påvirkning af stoffer. Bandet lærte at spille min musik, og vi fik lavet en professionel indspilning af den. Indspilningen tog to timer, og sangene handlede om en tænkt astralperson der rejste gennem tiden. En af sangene handlede om Satan og støttede den blasfemiske tanke at Djævelen er mægtigere end Gud.

Min interesse for det okkulte og de hallucinatoriske stoffer begyndte at give mig store problemer. Jeg kunne vågne op midt om natten og se mørke skikkelser gå omkring i værelset. En nat blev jeg så bange at mine arme blev følelsesløse og jeg var ude af stand til at bevæge mig da en skrækindjagende genstand styrede imod mig. En anden gang da jeg lå i min seng viste underlige genstande sig pludselig i værelset. Jeg fik et stærkt ønske om at blive frigjort fra denne trældom.

En dag der ændrede mit liv

Min storebror Charles og hans kone, Lorraine, var på dette tidspunkt blevet Jehovas vidner. Lørdag morgen vågnede jeg tit op med tømmermænd og fandt ved min seng en lille seddel. Charles havde på seddelen skrevet et par skriftsteder der sagde noget om min selvrådige livsstil.

En søndag inviterede Charles og Lorraine mig til et bibelsk skuespil der blev opført af Jehovas Vidner ved deres årlige områdestævne i Pretoria. Da jeg var nysgerrig efter at se skuespillet, tog jeg med. Hvor blev jeg glædeligt overrasket over at se en så stor skare rene og pæne mennesker! Jeg nød at være der selv om jeg ikke forstod ret meget af det jeg hørte. Skønt jeg havde langt hår og ikke var klædt passende på til lejligheden, blev jeg budt hjerteligt velkommen når Charles præsenterede mig for sine venner, hvilket gjorde et stort indtryk på mig. Vi aftalte at jeg skulle studere Bibelen med en forkynder.

I stedet for at øve med bandet den næste uge, gik jeg til Jehovas Vidners møder i rigssalen. Da ugen var gået havde jeg besluttet at forlade bandet og sælge mit musikudstyr. Da bandet opløstes enedes vi om at jeg skulle beholde masterbåndet af vores indspilninger, fordi det var mig der havde skrevet alle sangene og komponeret musikken. Det kunne jeg ikke sige nej til. Jeg beholdt også min akustiske guitar og fortsatte med at spille den okkulte musik som jeg havde komponeret under påvirkning af stoffer.

Efterhånden som jeg studerede Bibelen og overværede de kristne møder, fik jeg gradvis større forståelse af Guds krav. Jeg forstod inden længe at hvis jeg skulle behage Gud måtte jeg deltage i de kristne møder og forkynde den gode nyhed fra hus til hus som et Jehovas vidne. (Apostelgerninger 5:42; Romerne 10:10) Jeg gøs ved tanken. Jeg stammede så meget at jeg var blevet indadvendt og for det meste lod andre tale for mig.

Min stammen holder mig ikke tilbage

Ved møderne plejede jeg at sige til mig selv: ’Bare jeg kunne kommentere som de andre.’ Langt om længe fik jeg svaret, men sikken kamp det var at få fremstammet de få ord! Efter mødet kom mange hen og roste mig. Jeg følte mig som en fodboldspiller der lige har scoret et mål. Jeg begyndte at mærke den ægte kærlighed der kendetegner sand kristendom. — Johannes 13:35.

Den næste prøve kom da jeg tilmeldte mig den teokratiske skole og skulle læse op fra Bibelen foran et lille publikum. Jeg stammede så meget at jeg ikke kunne holde opgaven inden for den tildelte tid. Efter mødet gav skoletilsynsmanden mig venligt nogle praktiske råd. Han foreslog at jeg øvede mig ved at læse højt. Det gjorde jeg så idet jeg daglig brugte tid på at læse højt fra Bibelen og fra Vagttårnet. Den sikkerhed jeg opnåede på den teokratiske skole hjalp mig til at klare den udfordring det var at besøge fremmede i hus-til-hus-forkyndelsen. Jeg blev døbt i oktober 1973 som et symbol på min indvielse til Jehova Gud.

Den endelige frigørelse

Men jeg var dog stadig en ny, umoden kristen. For eksempel kunne jeg, efter at have været ude i forkyndelsen en kold søndag, sætte mig ind i bilen, lukke vinduerne, og sidde og nyde varmen fra solen og lytte til kassetteoptagelser fra masterbåndet med min musik. Samtidig var jeg begyndt at komme sammen med en sød ung pige der hed Debbie, og som var i heltidstjenesten. En dag da jeg sad i bilen og lyttede til musikken nærmede Debbie sig bilen, og jeg stoppede øjeblikkelig båndet. Inderst inde vidste jeg godt at den slags musik ikke passede sig for en kristen.

Kort tid efter at Debbie og jeg var blevet gift begyndte problemerne at melde sig. Jeg vågnede ofte midt om natten badet i sved og rystede over hele kroppen. Jeg led af forfærdelige mareridt hvor jeg så mig selv vade igennem strømme af blod mens jeg blev jaget af dæmoner. På grund af disse dæmonangreb gennemgik min hustru en svær tid der varede i mange måneder. Selv om Debbie ikke fuldt ud kendte til indholdet i min musik, mistænkte hun den dog for at have en dårlig indflydelse på mig, og det fortalte hun mig. Men jeg holdt stædigt på at jeg aldrig ville skille mig af med båndet. Det havde en vis affektionsværdi for mig.

Vi skændtes også om andre ting, og det endte tit med at jeg overdængede hende med skældsord. Eftersom vi ofte skændtes kontaktede Debbie menighedens ældste for at få hjælp. Nogle gange fik vi besøg af en ældste der prøvede at hjælpe os, men når han var gået blev jeg igen vred på Debbie. Da jeg var for stolt til at indrømme at vi behøvede hjælp, sagde jeg: „Hvilken ret har du til at opsøge de ældste og tale med dem? Det er mit ansvar. Jeg er familieoverhovedet.“ Ja, jeg havde et forkert syn på det at være overhoved. Så blev jeg sur og talte ikke til hende i dagevis. Når jeg nu ser tilbage, kan jeg se at det eneste Debbie prøvede på var at redde sin mand og sit ægteskab.

Så en aften talte Debbie med en af de ældste om mit guitarspil og den type musik jeg lyttede til. En ældste kom og besøgte mig, og vi havde en lang samtale. Jeg husker at han spurgte mig: „Har du noget i dit hjem der muligvis kunne være årsag til jeres problemer?“ Langt om længe åbnede jeg mig og fortalte ham om båndet og indrømmede at det nagede min samvittighed. — 1 Timoteus 1:5, 19.

Samme aften, efter at ældstebroderen var gået, besluttede jeg at skille mig af med båndet. Debbie og jeg tog det med ud i baghaven og prøvede at brænde det, men vi kunne ikke få ild i det. I stedet gravede vi det ned. Jeg solgte også min guitar, for jeg tænkte som så: ’Hvis jeg skal kunne frigøre mig fra denne nedbrydende musik, må jeg gøre det helt.’ Og utroligt nok forsvandt mine mareridt. Fra da af begyndte vores ægteskab langsomt at blive bedre.

Udfordringen som offentlig taler

Selv om den teokratiske skole havde gjort mig mere sikker, stammede jeg stadig meget. Jeg længtes efter at kunne holde et foredrag i menigheden uden at stamme. Debbie foreslog venligt at jeg kunne konsultere en talepædagog. Det var jeg med på, og i omkring fire måneder modtog jeg professionel hjælp en gang om ugen. Ved at anvende det jeg lærte hos talepædagogen samt de gode råd fra Jehovas organisation, har jeg været i stand til at gøre fremskridt som offentlig taler.

I 1976 oplevede jeg den glæde at blive udnævnt til ældste i vores menighed. To måneder senere holdt jeg mit første 45 minutters offentlige foredrag. Nogle år senere havde jeg den forret for første gang at holde et foredrag på et kredsstævneprogram. Med tiden har jeg fået tildelt opgaver ved næsten hvert eneste kredsstævne. I december 1990 nåede jeg højdepunktet i min tid som offentlig taler. I den engelske afdeling ved Jehovas Vidners områdestævne „Det rene sprog“ i Johannesburg fik jeg til opgave at holde et foredrag på 20 minutter om den kristnes familieliv for et publikum på over fire tusind.

Jeg skal stadig arbejde med min stammen. Hvis ikke jeg gør det vender problemet tilbage, og hvis jeg først begynder at stamme er det svært at holde op igen. Nu og da dukker det frem, men det hjælper virkelig at stole på Jehova. Når jeg er på vej op til podiet beder jeg til Jehova om han vil hjælpe mig til at være rolig og fremføre stoffet på en god måde. Jeg må også tilføje at jeg aldrig har glemt ydmygt at takke Jehova efter et indlæg, for det er på grund af ham at jeg er blevet i stand til at holde foredrag.

Debbie og jeg har også fået to dejlige børn, Pendray, der nu er 15 år og Kyle, der er 11. Vi finder som familie stor glæde ved at forkynde fra hus til hus. Den begejstring Pendray og Kyle viser for forkyndelsen er til stor opmuntring for Debbie og mig.

Når jeg nu ser tilbage på mit liv er det med en blanding af sorg og glæde. Sorg over den dårlige indflydelse min musik har haft på andre, men glæde over at jeg har fundet sandheden, er holdt op med at spille nedbrydende musik og har overvundet mit problem med at stamme. Jeg tænker tit på Jesu ord til sine disciple: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) På grund af Jehovas ufortjente godhed er det netop hvad jeg har haft den glæde at erfare. — Fortalt af William Jordaan.

[Illustrationer på side 26]

Debbie og William Jordaan i dag

Jeg må stadig gøre en stor indsats for at undgå at stamme