Hvad siger Bibelen?
Trænger verden til „en ny evangelisering“?
Af Vågn op!-korrespondent i Italien
EN RELIGIØS vækkelse er fulgt i kølvandet på den bølge af politiske forandringer som er skyllet ind over Østeuropa. For at udnytte denne åndelige interesse indkaldte Vatikanet nogle europæiske biskopper til en særlig bispesynode i dagene fra 28. november til 14. december 1991. Alle de 137 „synodefædre“, der er førende talsmænd inden for det katolske hierarki i Europa, mødtes under banneret: „En ny evangelisering.“
Siden den 22. april 1990, da det blev bekendtgjort i Velehrad i Tjekkoslovakiet at synoden skulle holdes, blev den hyldet som en historisk begivenhed. Men at dømme efter en nyhedsudsendelse i det landsdækkende italienske tv, RAI, den 14. december 1991, blev synoden ikke den store succes man havde regnet med. Tv-reporteren sagde: „Skuffelsernes synode er nu afsluttet.“
Hvorfor blev synoden en skuffelse? Og trænger Europa, eller hele verden for den sags skyld, virkelig til „en ny evangelisering“?
„Ny“ i hvilken forstand?
I det katolske hierarki har man den opfattelse at den ændrede religiøse struktur nødvendiggør en ny evangelisering. Kardinal Camillo Ruini sammenfattede i sin åbningstale på synoden sin opfattelse af den religiøse situation i Østeuropa. „Mange millioner i Øst er ikke engang døbt,“ oplyste han, „og desuden tager de heller ikke notits af den kristne tros vigtigste grundsandheder.“ Af denne grund „åbner de kommunistiske regimers fald en enestående mulighed for at evangelisere for Kirken“. Situationen i Vesteuropa, derimod, er præget af hvad han kalder for „faktisk ateisme“. Folk betragter åbenbart ikke længere den katolske kirkes udtalelser som sandheden fra Gud.
Selve den nyvakte religiøse interesse er endnu en udfordring for biskopperne. På hvilken måde? Jo, både de europæiske og de latinamerikanske biskopper er bekymrede for den hast hvormed andre religiøse bevægelser vokser. Hvorfor er de det? Tilsyneladende fordi kirken har mistet mange af sine tidligere særstillinger i samfundet og nu føler sig „truet af farlige rivaler“. Det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica peger på at Jehovas Vidner er en sådan rival fordi „de med held har tiltrukket et betragteligt antal katolikker og protestanter“.
I synodens afsluttende „erklæring“ blev det slået fast at den nye evangelisering er et incitament til at „genoplive ens egne kristne rødder“. Men hvorfor er der behov for at europæerne genopliver deres „kristne rødder“? Ifølge biskopperne skyldes det at folk ikke længere føler at de kan bruge de kristne værdinormer til noget. La Civiltà Cattolica oplyser: „For mange døbte europæere er religion noget barnagtigt, en sød eventyrfortælling for børn som voksne på ingen måde kan tage alvorligt eller betragte som noget der kunne have indflydelse på deres liv. . . . For andre europæere er den kristne religion ren og skær sagn, og derfor dømt til at forsvinde i takt med civilisationens fremmarch . . . Atter andre europæere mener at den kristne religion ligefrem er skadelig.“
Af disse grunde mener biskopperne at der er behov for „en ny evangelisering“.
Hvorfor en skuffelse
Hvis „en ny evangelisering“ i den gamle verden (Europa) skal lykkes, vil det være nødvendigt med en enorm arbejdsstyrke. Men det der volder kirken i Europa størst hovedpine er mangelen på præster. En af biskopperne udtalte at ifølge nylige skøn er antallet af præster i Europa faldet med 9 procent i løbet af de sidste 13 år.
For mange var synoden en skuffelse fordi man kun fik få praktiske forslag til hvordan man kunne ’kristne europæerne igen’. En fransk biskop ved navn Joseph Duval tilskyndede synodeforsamlingen til at „undgå teoretiske foredrag om hvordan evangeliet kan udbredes . . . Vi taler nærmest som om vi var jurister. Måtte vort budskab snarere genoplive den evangeliske enkelhed og tone.“
Kun få biskopper var inde på den tanke at man kunne udbrede evangeliet ved hjælp af den apostolske metode. For eksempel sagde biskop František Tondra af Spiš fra den tjekkiske og slovakiske forbundsrepublik: „Hvis den nye evangelisering af Europa skal lykkes, må vi vende tilbage til den oprindelige form for evangelisering. . . . Så snart de første kristne blev døbt følte de sig personligt ansvarlige for at udbrede evangeliet.“
Bibelens form for evangelisering
Var alle de kristne i det første århundrede evangelieforkyndere? Ja! I bogen Evangelism in the Early Church af Michael Green fra Oxford i England, siges der: „Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved udbredelsen af evangeliet i oldtiden var de folk der deltog i arbejdet. . . . At forkynde evangeliet var en forret og en pligt der påhvilede hver enkelt kristen. . . . Kristendommen var først og fremmest en lægmandsbevægelse der blev udbredt af jævne missionærer.“
Eftersom ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“, må en evangelieforkynder være en der forkynder evangeliet eller den gode nyhed. Det Kristus Jesus sagde om evangeliets udbredelse skulle følges af alle hans disciple: „Dette evangelium om Riget skal forkyndes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14, da. prøveovers. 1989) Det mest omfattende forkyndelsesarbejde nogen sinde skulle derfor udføres i „endens tid“. — Daniel 12:4.
Jehovas vidner, der tæller mere end fire millioner evangelieforkyndere, anvendte sidste år næsten en milliard timer i forkyndelsesarbejdet i 211 lande, deriblandt i Østeuropa. Hvilken god nyhed havde de at forkynde? Den gode nyhed om Guds rige og om frelse ved troen på Jesus Kristus. (2 Timoteus 1:9, 10) Det er det budskab verden trænger til lige nu — før enden kommer. — Mattæus 24:3, 14.
[Kildeangivelse på side 26]
Jesus forkynder ved Galilæas Sø af Gustave Doré