Den kære kuskus

Af Vågn op!-​korrespondent i Papua Ny Guinea

DET lille lodne væsen blev overrasket over at være genstand for vores opmærksomhed og stirrede på os med et uskyldigt blik fra de store blanke øjne. Dets runde ansigt domineredes af en iøjnefaldende snude, og ørerne var næsten skjult af pelsen. Denne mærkværdige klump med en gullig-hvid pels og en lang nøgen hale var en kuskus.

Da vi gik tættere på for bedre at kunne se, kravlede den bare højere op i træerne ved at gribe fat om grenene med alle fire fødder og en gang imellem også med halen. Så sad den helt alene deroppe og surmulede.

I familie med koalaen

Kuskusen er et sjældent dyr, og den findes kun på øen Ny Guinea, i det nordlige Australien, og på de omkringliggende øer. Den er ikke lige så kendt som sin berømte slægtning, koalaen, selv om der er mange lighedspunkter.

Ligesom koalaen er kuskusen et pungdyr. Det betyder at den efter fødselen bærer sine unger — i kuld på to til fire — i pungen, hvor den plejer og passer dem. Kuskusen er sky og langsom og opholder sig for det meste i træerne. Om dagen bruger den tiden til at sove, sove og atter sove. Mens den ligger i en grenkløft højt oppe i et træ, og den lyserøde hale hænger ned som et omvendt spørgsmålstegn, lader den underskovens mange aktiviteter passere ubemærket hen. Da den er et natdyr bliver den mere aktiv om natten.

Når kuskusen færdes i sine naturlige omgivelser lever den hovedsagelig af blade, blomsterknopper, frugter uden hård skal, foruden småfugle og insekter. Dens videnskabelige navn, Phalanger, betyder „fingerled“. Vi så en kuskus der sad på hug og nærmest lidt forfinet pillede en banan og slikkede den i sig på samme måde som vi nyder en isvaffel.

Et tiltalende kæledyr

Kuskusen er meget populær som kæledyr, måske fordi den er så omgængelig. Man kan ikke komme uden om at den virker tiltalende. For det første har den mange farver. Pelsen kan være alt fra orange og hvid, rødbrun eller forskellige gråtoninger over til helt sort. Nogle er plettede og andre har en mørk stribe ned ad ryggen. Dens buttede lodne udseende, dens vedvarende nysgerrige stirren, dens langsomme og sindige bevægelser — alt sammen er det med til at gøre kuskusen til et indtagende kæledyr.

Hvis man husker at tage sig i agt for dens klolignende fødder, kan man endda kæle med den som med en kat. En kuskus kan blive op til 60 centimeter lang, heri ikke medregnet halen, som er omkring 30 centimeter. Den yderste del af halen er nøgen og dækket med hårde skæl der ligner og føles som fint sandpapir — en hjælp for den når den skal holde fast i noget.

En kuskus underholdt os ved at demonstrere hvordan man spiser en majskolbe. Den holdt kolben mellem poterne og nappede først én række majs af kolben, og før den gik videre til næste række undersøgte den igen første række for at være sikker på at den havde fået det hele med. Da den var helt færdig slikkede den poterne rene og lagde sig til rette oppe i trækronen, velnæret og tilfreds.

Kuskusen har ikke mange fjender ud over mennesket. Når de indfødte fanger den er det for at spise kødet og bruge dens smukke skind til at lave huer og kapper af. Menneskets indtrængen i kuskusens levested, regnskoven — gennem udnyttelse af jorden, minedrift, turisme og så videre — har tildelt dens overlevelsesmuligheder et dræbende slag. Endnu et eksempel på at mennesket er i færd med at ødelægge det som Gud har betroet det at tage vare på. — 1 Mosebog 1:26; Åbenbaringen 11:18.