Lapis lazuli — Andesbjergenes blå ædelsten

Af Vågn op!-​korrespondent i Chile

DIAMANTER, smaragder, rubiner, safirer — disse flotte ædelsten kender vi alle. Men har du nogen sinde hørt om lapis lazuli? Navnet lyder fremmedartet, men det betyder bare en blå sten (lazuli, arabisk ord for blå; lapis, latinsk ord for sten). På grund af sin stærke dybblå farve og stænk af strålende, gylden pyrit er stenen blevet sammenlignet med en aftenhimmel besat med blinkende stjerner.

En lang historie bag sig

Marco Polo var i 1271 den første der henledte den vestlige verdens opmærksomhed på lapis lazulis skønhed. Men lang tid forinden var denne ædelsten i brug i det gamle Mesopotamien og i Ægypten. For eksempel har man i ruinerne i Ur afdækket et sumerisk halssmykke der var lavet af en sådan sten. På Tutankhamons dødsmaske af guld er materialet til øjne og øjenbryn af lapis lazuli. De gamle ægyptere malede den blå sten til pulver og brugte den som farvestof til malerier og til øjenskygge. I Kina var det kongelige segl og mange forskellige slags billedskærerarbejder lavet af denne sten.

I fortiden blev lapis lazuli hovedsagelig brudt i Afghanistan og i Sibirien nær Bajkalsøen. I de senere år er Chile imidlertid blevet hovedleverandør af den smukke sten. Hvis du får mulighed for at besøge Chile vil du se navnet på stenen i mange souvenirbutikker og i fine juvelerbutikker. Lad os besøge en af de miner hvor forsyningen af denne sten kommer fra.

En mine i Andesbjergene

En af de største miner er kun tilgængelig ved at man rider på muldyr op ad en smal og farefuld sti der snor sig op til kondorens tørre og øde domæne, 3600 meter over havets overflade.

I denne højde kan en nyankommen godt blive plaget af hovedpine og svimmelhed. Syv måneder om året er jorden dækket af sne. Om sommeren arbejder man derfor ekstra intenst i de åbne miner for at få brudt så meget af råmaterialet som muligt. Arbejdsdagen er lang, og arbejdsforholdene er barske. Udstyret er, efter vore dages standard, primitivt: hakker, skovle, trillebøre, og en boremaskine til at lave huller til dynamitten. Det opslidende arbejde kræver fysisk styrke og udholdenhed.

Når dagen går på hæld ebber lyden af eksplosioner og klangen af hakker ud. Nattens stilhed sænker sig over landskabet. Man hører kun vindens susen i kløften og af og til en fjern buldren af nedstyrtende klippestykker. Men det gør ikke det store indtryk på de udmattede arbejdere. De falder straks i søvn under den stjerneklare himmel.

Heroppe er der ikke mulighed for at benytte moderne transportmidler, så derfor spiller muldrivere en vigtig rolle. Med deres kendskab til disse forrevne klipper og snoede stier fører de deres dyr, der er lastet med sække der indeholder udvalgte sten, til dalen nedenfor. Herfra bliver stenene sendt med skib til Santiago eller de bliver eksporteret. På denne måde brydes der på et år omkring 20 tons af dette materiale, som derved bliver tilgængeligt for håndværkere og juvelerer rundt om i verden.

Et kig ind hos en håndværker

Håndværkere i Chile omdanner fra 30 til 40 procent af de sten de modtager fra minerne til smukke øreringe, halssmykker, armbånd og ringe. De sten der har den højeste kvalitet indfattes i guld og bliver eksporteret. Stykker af næsthøjeste kvalitet indfattes i sølv og laves til smykker, og de resterende sten omdannes til fantasifigurer som for eksempel elefanter, løver eller skildpadder, eller til skaft på brevåbnere og til små bordplader.

Don José er en dygtig håndværker. Selv om vi afbrød hans siesta da vi kiggede indenfor hos ham, bød han os hjerteligt velkommen og viste os sit taller (værksted) på hans patio.

„Kunne du ikke tænke dig at vise os hvad du laver, Don José?“, spurgte vi.

„Perfecto!“ (Det vil jeg meget gerne)

Med et rundt diamantbor eller en sav deler man først en stor sten der vejer to eller tre kilo. Han fortalte at el artesano, håndværkeren, må kende sin sten og have et godt øje for at kunne skære præcist, så han fjerner de hvide årer men samtidig bevarer størstedelen af den brugbare kvalitetssten.

„Hvorfor gør du stenen våd?“ spurgte en dame.

„For at fremhæve kontrasten mellem de hvide årer og den lapis som jeg ønsker at bevare,“ svarede vores venlige artesano mens han skar stenen i utallige småstykker.

Det næste der skete var at han med et mindre, rundt bor gav de små sten den form han ønskede. Med en erfaren håndværkers fingerfærdighed formede han hurtigt stykkerne til perler, halvmåner, øreringe og cabochoner (afrundede eller konvekse stykker).

Derefter rensede og polerede han stykkerne med en rund, syntetisk børste. Med en lille smule glaspasta polerede han dem glatte og skinnende. Nu var de klar til at blive indfattet i en ring eller sat på en halskæde. Den sidste detalje er vask og skylning i lunkent vand ved hjælp af en shampoo og en tandbørste. Don José anbefaler at man bruger denne metode hvis man vil bevare et lapis lazuli-smykkes skønhed.

Ja, i hænderne på en dygtig og talentfuld håndværker som Don José kan jordens værdier omdannes til kunstværker — til glæde og fornøjelse for enhver der ser eller anvender dem. Lapis lazuli, den smukke blå sten fra Andesbjergenes højder, er blot én af mange sådanne værdier som vor kærlige Skaber har tilvejebragt til glæde og fryd for os.