Rumforskning — hvad vil fremtiden bringe?
EFTER sammenbruddet af det kommunistiske Sovjetimperium er konkurrenceelementet næsten forsvundet ud af rumkapløbet. Nogle forskere har nu mistet deres vigtigste motivation — at komme før de andre. I stedet for at kappes taler russiske og amerikanske rumforskere nu om at samarbejde og forene deres viden og dygtighed. Men der er stadig mål at nå og mange uløste spørgsmål. Ét er: hvad gavn har menneskeheden haft af hele det vældige og bekostelige apparat man har stablet på benene for at udforske det ydre rum?
Ifølge en NASA-publikation er der i løbet af de sidste tre årtier „blevet opsendt mere end 300 [ubemandede fartøjer] som led i programmer der drejer sig om alt lige fra udforskning af solsystemet, forudsigelse af vejret, global kommunikation og til studier af Jordens ressourcer“. Har resultaterne retfærdiggjort de store pengesummer der er blevet bekostet på disse programmer? NASA hævder at nationens investering i disse projekter „har tjent sig hjem flere gange både hvad angår tid, penge og teknisk kunnen“. NASA begrunder endvidere udgifterne ved at sige: „Cirka 130.000 amerikanere er beskæftiget ved rumprogrammerne. De forsker i forbedring af brandsikre stoffer og malinger, mindre og mere holdbare radio- og tv-apparater, hårdere plasticer, stærkere klæbestoffer, elektroniske overvågningssystemer til hospitalspatienter, mere avanceret computerteknologi og meget andet.“
Et andet afkast af rumprogrammet er en mere detaljeret kortlægning af Jordens overflade, ja, selv undergrunden. På rumfærgens anden tur skulle man udføre et eksperiment ved hjælp af „et relativt primitivt optisk måleinstrument“. Det „var tænkt som en simpel geologisk undersøgelse med et radar-altimeter“. (Prescription for Disaster af J. J. Trento) Imidlertid gjorde man en uventet opdagelse. „Da rumfærgen vendte hjem og billederne . . . blev fremkaldt, kunne man se veje og gader i en gammel by begravet i Saharas sand. En svunden kultur var fundet.“ Også på anden måde har vi haft gavn af rumforskningen.
Hvordan bliver vejret?
De daglige vejrudsigter med kort og billeder er noget de fleste der har fjernsyn tager for givet. Men hvor har de stor betydning for vores daglige planlægning! Hvis der er stormvejr, regn eller sne på vej, vil man få det at vide i god tid — takket være de vejrsatellitter som kredser om Jorden.
I de sidste 30 år har meteorologiske satellitter transmitteret informationer om Jordens vejrlig. I en NASA-publikation siges der: „Disse satellitter gør det ikke kun muligt for os at forstå vore omgivelser bedre, de hjælper os også til at beskytte os mod farer.“ For eksempel nævnes en orkan som i 1969 ramte Mississippi-deltaet og forårsagede ejendomsskader for 1,4 milliarder dollars. „Men takket være vejrudsigter baseret på satellitfotos, mistede kun 256 mennesker livet, og de fleste af dem kunne have overlevet hvis de i tide havde lyttet til advarslerne om at forlade området.“ Ja, sådanne vejrmeldinger kunne også komme til gavn de steder hvor man regelmæssigt hærges af monsunregn og storme.
Men rumforskere er ikke blot interesserede i hvad der gavner Jordens beboere. De har langt mere ambitiøse mål. Hvordan tegner fremtiden sig for rumforskningen?
Rumstationer — en udfordring
Mange rumforskere drømmer om at bygge rumstationer. NASA anslår at det indtil år 2000 vil koste 30 milliarder dollars at bygge rumstationen Freedom. Rumstationen har været på tegnebordet i årevis og har, ifølge en NASA-kilde, allerede kostet 9 milliarder dollars. Men hvordan vil eksperterne få den i kredsløb? Man har beregnet at rumfærgen skal foretage mindst 17 bemandede flyvninger for at få Freedom ud i rummet del for del. Det er en meget dyr og tidskrævende operation. Er der en nemmere løsning?
Nogle har foreslået at russerne og amerikanerne gør fælles sag og bruger de kraftige russiske Energia-raketter til at få Freedom ud i rummet. Energia, der beskrives af The New York Times-skribenten Serge Schmemann som „en flyvende 20-etages skyskraber“, kunne sætte fart i det amerikanske rumstationsprojekt. Russerne har brug for amerikanske dollars, og her har de mulighed for at tjene nogle hurtige penge. U.S.News & World Report oplyser: „Seks ubemandede Energiaer kunne få hele rumstationen billigt op og uden at sætte menneskeliv på spil.“
Naturligvis er De Forenede Stater og Den Russiske Føderation ikke de eneste nationer som giver sig af med rumforskning. For eksempel producerer den europæiske rumfartsorganisation ESA gennem det franske firma Arianespace raketter til opsendelse af civile satellitter. Japan har også sat kurs mod stjernerne. „Som det første asiatiske land planlægger Japan at have en permanent menneskelig tilstedeværelse i rummet inden dette århundredes udgang,“ oplyser et nyligt nummer af Asiaweek. Den første officielle japanske astronaut, Mamoru Mohri, skal efter planen sendes på en syv dages mission i 1992 fra Cape Canaveral i Florida. Ifølge samme rapport er „missionen en vigtig optakt til Japans planer om at bidrage til [USA’s] rumstation Freedom“. Også europæiske og canadiske forskere skal medvirke i dette projekt.
Bosættelser på planeterne
Andre visioner taler til manges fantasi — nemlig planerne om at befolke og udnytte andre planeter. George Henry Elias skriver i sin bog Breakout Into Space — Mission for a Generation: „Skabelsen af interplanetarisk civilisation er afgørende for at vore arter kan overleve. . . . Vi mennesker har nu bredt os ud over hele planeten, og det er på tide at vi flytter til et større opholdssted. Et tomt solsystem venter os.“ I første omgang har han kig på planeten Mars.
Én der fuldt og fast tror at mennesker en dag vil flytte til Mars er forhenværende astronaut Michael Collins. Han var pilot på Gemini 10 i 1966 og senere pilot i kommandomodulet på Apollo 11, som bragte mennesket til Månen. I sin bog Mission to Mars siger han: „Mars virker venlig, tilgængelig, ja endda beboelig.“
Bruce Murray, langvarig direktør for Laboratoriet for Jetdrift i Pasadena, taler varmt for en fælles russisk-amerikansk ekspedition til Mars. Som medstifter af Det Planetariske Selskab har han for nylig forsøgt at fremskynde programmet „Til Mars . . . i fællesskab“. Han siger: „Mars er fremtidens planet. Den vil blive en tumleplads for eventyrlystne fremtidige generationer.“
Marshall Brement, tidligere amerikansk ambassadør i Island, skriver: „De to lande kan lære meget af hinanden inden for rumfart. Sovjetunionens bemandede rumprogram overgås ikke af nogen andre. De sovjetiske kosmonauter har alle rekorder i ophold i rummet. . . . Begge nationers tilsagn om sammen at bygge en månestation, rejse rundt om Venus og lande på Mars kan have stor videnskabelig betydning.“
Det Planetariske Selskab, hvis stifter er astronomen Carl Sagan fra Cornell University, har udgivet „Mars-deklarationen“ som lyder: „Mars er den verden vi bor dør om dør med, den nærmeste planet som det er muligt for menneskelige opdagelsesrejsende at lande sikkert på. . . . Mars indeholder et lager af videnskabelige oplysninger — af stor betydning i sig selv, men også af betydning for de oplysninger vi måske kan få om livets opståen og om hvordan vi bedre kan beskytte Jordens miljø.“ Forskerne er nysgerrige efter at finde ud af hvordan livet er opstået, og Bibelens ligefremme svar tilfredsstiller dem ikke: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11; Romerne 3:3, 4.
Problemer som må løses
Bruce Murray og andre forskere indrømmer at der er problemer forbundet med lange interplanetariske rumrejser. For eksempel ville det tage astronauter/kosmonauter et år at nå til Mars. Tur-retur vil rejsen således tage mindst to år, heri ikke medregnet opholdet på Mars. Virkningerne af langvarig vægtløshed kendes ikke fuldt ud. En NASA-publikation siger: „[Nogle af virkningerne] er udsivning af visse mineraler fra knoglerne, muskelatrofi ved manglende motion, og rumsyge, en form for transportsyge som kun forekommer ved rumflyvninger.“
Intet menneske har hidtil befundet sig så lang tid i vægtløs tilstand. Men de russiske kosmonauter er indehavere af rekorden. Den 25. marts 1992 vendte den 33-årige Sergéj Krikalev tilbage til Jorden efter ti måneder i rummet på den russiske rumstation MIR. Han var afkræftet da han blev løftet ud af returkapselen, men han har vist at det er muligt at overleve lang tids vægtløshed. Dog er vægtløsheden ikke det eneste problem som astronauter/kosmonauter står over for.
Hvis man sætter en gruppe mennesker ind i et snævert rum i længere tid, vil der til sidst opstå psykiske problemer. Det har russerne erfaret. Bogen Outbound i serien Voyage Through the Universe oplyser: „Irritabiliteten stiger for hver uge missionen varer. Under Saljut-missionerne bemærkede jordkontrollanter at kosmonauterne i stigende grad blev irritable når der blev stillet dem dumme spørgsmål, som de kaldte det. . . . Under Grétjko og Romanenkos forlængede færd i 1977 oprettede kontrollanter på Jorden en ’psykologisk støttegruppe’ til at overvåge kosmonauternes mentale tilstand.“ Grétjko sagde: „Konkurrence mellem besætningsmedlemmerne er noget af det mest skadelige, især hvis én forsøger at bevise at han er den bedste.“ Han tilføjer at i det ydre rum „kan man ikke få afløb for sine følelser. Det er langt farligere dér.“
En lang interplanetarisk rejse vil derfor være en vanskelig balanceakt mellem alle de videnskabelige, tekniske og psykologiske faktorer der er involveret. Det er svært nok for mennesker at komme ud af det med hinanden her på Jorden, hvor langt vanskeligere vil det så ikke være i et lukket rumskib. — Jævnfør Kolossenserbrevet 3:12-14.
Vil mennesker nogen sinde nå ud til planeterne?
De berømte amerikanske Star Trek-film har skærpet manges lyst til at rejse ud i rummet. Hvordan ser fremtidsperspektiverne ud for bemandede opdagelsesrejser til andre planeter? Der er to aspekter som må tages i betragtning — det menneskelige og det guddommelige. Bibelen siger jo at Jehova „frembragte himmel og jord. Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:15, 16; 1 Mosebog 1:1.
Som vi allerede har set har nogle forskere stor tiltro til at mennesker kan komme til Mars og bosætte sig dér. Den menneskelige nysgerrighed og kundskabstørst vil sikkert fortsat anspore mænd og kvinder til at flytte grænser. Et af formålene med Hubble-rumteleskopet var ifølge en meddelelse fra NASA at „søge efter andre verdener, andre galakser og selve universets oprindelse“. NASA siger også: „Perspektiverne for rumfarten i det 21. århundrede er spændende og udfordrende. Vi kan se frem til at skabe fabrikker i kredsløb om Jorden, månebaser og bemandede ekspeditioner til Mars. Nu hvor grænsen til rummet er blevet overskredet er der ingen vej tilbage.“
Hvad kan man sige ud fra et bibelsk synspunkt? Sandt nok fik mennesket besked på at ’blive talrige og fylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Samtidig fik mennesket forstandsevner og en umættelig trang til at vide mere om sine omgivelser, deriblandt om biosfæren, stratosfæren og det der befinder sig udenfor. For tre tusind år siden blev kong David således inspireret til at skrive: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.
Hubble-teleskopet transmitterede for nylig et billede af kæmpegalaksen M87. Den er blevet beskrevet som et lysbundt der består af to billioner stjerner! Ja, et ufatteligt antal? Hvor langt væk er M87? Tooghalvtreds millioner lysår fra Jorden — „relativt tæt på, målt efter den intergalaktiske skala“! Tænk engang, hvor er Jorden uendelig lille i forhold til det umådelige univers! Hvad Jehova foretager sig og vil foretage sig i hele det uendelige rum overgår langt vor fatteevne. Uanset menneskets planer angående det ydre rum må et stridsspørgsmål som er blevet rejst på vor planet afgøres ved Guds indgriben. — Åbenbaringen 16:14-16.
Et spørgsmål som må afgøres
For os drejer det sig om hvorvidt vi vælger Guds eller Satans styre. Det er derfor Jehovas vidner på verdensplan forkynder at Gud snart vil skride til handling og rense Jorden for ondskab, fordærv, mord, vold og krig. — Markus 13:10; 2 Korinther 4:4.
Astronauterne som tusinder af kilometer ude i rummet kiggede ned på vores Jord, blev betagede af denne planets skønhed. Set fra himmelrummet er der ingen politiske grænser på Jorden som adskiller mennesker. Det er et smukt, globalt hjem for hele den menneskelige familie. Men verden er præget af begær, misundelse, løgn, udplyndring, uretfærdighed, terror, frygt, kriminalitet og vold. Hvad skal der til for at bringe menneskene til fornuft?
Bibelen viser at Jehova Gud, Jordens Skaber og Herre, snart vil gribe ind over for denne planets uregerlige beboere. Kun de der har et mildt sind vil arve Jorden. Til den tid vil vi få at se hvad Gud har i vente til den lydige menneskehed. — Salme 37:11, 29; Åbenbaringen 16:14-16.
[Ramme på side 14]
Satellitundsætning
NASA høstede mange roser da det i maj i år lykkedes tre astronauter på rumfærgen Endeavor at indfange en løbsk kommunikationssatellit på 4 tons. Den blev bragt til lastrummet hvor der blev påmonteret en ny løfteraket. Satellitten blev derefter sendt op i en høj bane før den blev bragt ned i sin arbejdsposition 35.900 kilometer over Jorden.
[Illustrationer på side 15]
1. Hvordan en tegner forestiller sig rumstationen „Freedom“;
2. Vægtløshed er et problem som spænder ben for interplanetariske rejser;
3. Jorden set fra Månen;
4. Venus;
5. Mars
[Kildeangivelse]
Foto 1-4: NASA; foto 5: NASA/JPL