Hvordan betragter man nu bemandede rumflyvninger?
DA DE første astronauter trådte ud på månen i 1969, betog det hundreder af millioner mennesker over hele jorden. Mange millioner overværede endog begivenheden i fjernsynet.
Stemningen har forandret sig siden. Den offentlige interesse for rumeksperimenter er aftaget. Mange betvivler nu visdommen i at bruge så megen tid og så mange penge for så ringe et udbytte, når der er så mange vanskelige opgaver at løse på jorden.
Bemandede rumflyvninger har imidlertid utvivlsomt medført fordele. For det første har man fået et langt større grundlæggende kendskab til jorden, månen, andre planeter og selve rummet. Mennesker har selvfølgelig en langt mere alsidig sanseevne end maskiner, og deres iagttagelser i rummet er af stor værdi. Af andre fordele kan for eksempel nævnes forbedrede kommunikationsmidler og datamaskiner, som netop er et resultat af behovet for mindre og mere holdbare instrumenter til rumrejser.
Alligevel siger mange, indbefattet visse videnskabsmænd, at det er for farligt for de mennesker der sendes ud i rummet og at det er for bekosteligt. De tror at der kan opnås tilsvarende resultater meget billigere ved at benytte instrumenter i stedet for mennesker.
Rumforskeren dr. Thomas Gold fra Cornell bragte sagen i fokus da han sagde: „De store udgifter ved bemandede rumprogrammer og de store risici som vi er blevet klar over efter Apollo-13-færden, der kun med en snæver margin undgik katastrofe, og efter de tre sovjetiske kosmonauters død for nylig, rejser nu spørgsmålet om bemandet rumflyvning er nødvendig på nuværende tidspunkt.“
Er der nu nogen grund til at komme med disse indvendinger? Vejer farerne og udgifterne tungere end de fordele som er resultatet af bemandet rumflyvning? Kunne instrumenter udføre et tilfredsstillende arbejde?
Vægtløsheden giver problemer
Efterhånden som man har fået mere erfaring inden for rumflyvning, er farerne blevet mere iøjnefaldende. En af disse er virkningen af langvarig vægtløshed, en tilstand der fremkaldes når mennesker er uden for jordens tyngdekrafts indflydelse.
Jo længere mennesker forbliver i vægtløs tilstand, desto tydeligere bliver de skadelige virkninger. Vægtløshed har resulteret i at årerne og musklerne er kommet i en dårlig forfatning og bevirket en afkalkning af knoglerne. Det har også forårsaget en væsentlig formindskelse af blodmængden, hvilket udsætter de indre organer for fare, og dét igen kan medvirke til en udtørring af legemet.
Amerikas Apollo-15-besætning som foretog den fjerde månelanding, var i juli 1971 væk fra jordens tyngdekraft i tolv dage. De to mænd som landede på månen led af uregelmæssige eller dobbelte hjerteslag på grund af voldsom udmattelse. Da besætningen vendte tilbage til jorden, tog det dem længere tid at tilpasse sig igen end det havde taget tidligere astronauter, hvis flyvninger ikke havde været så langvarige.
Sovjetiske kosmonauter i Sojuz 9 tilbragte atten dage i kredsløb om jorden i juni 1970. Den sovjetiske videnskabsmand A. Nikolájev har erkendt at langvarig vægtløshed havde fremkaldt en svækkelse hos disse rummænd så de mistede evnen til at orientere sig. Han beskrev deres tilstand som „meget alvorlig“. Deres muskler var i den grad ude af træning at de havde vanskeligt ved at gå og løfte. Det blev endda meddelt at de var ude af stand til at stå eller gå efter deres tilbagevenden og måtte bæres. De var tre uger om at komme sig.
Andre farer
Et andet medicinsk problem viste sig ved Apollo-12-månefærden i november 1969. Rumfartøjets indre og alle tre mænd blev inficeret af Staphylococcus aureus-bakterier. De fandtes på huden og i næseborene. Dette kunne være alvorligt på lange rumrejser.
En anden fare er den at man udsættes for kosmiske stråler. På rejser væk fra jordens beskyttende atmosfære og magnetiske felt er faren stor for at blive ramt af primære kosmiske stråler. På adskillige flyvninger rapporterede astronauterne om lysglimt i øjnene. De var udsat for dette selv når de lukkede øjnene eller når kabinen var mørk og øjnene var åbne. Det formodes at denne virkning kan være fremkaldt af kosmiske stråler.
I en rapport fra Universal Science News siger dr. Leonard Reiffel: „Det ser ud som om naturen har gjort lange rumrejser endnu farligere end vi troede . . . [kosmiske stråler] er næsten som nåle der trænger ind i menneskets kød. De kan ødelægge en hel række celler efterhånden som de gennemtrænger legemet.“ Han erklærer også: „Efter Apollo-8- og 12-flyvningerne blev der foretaget prøver på plasticstykker taget fra astronauternes hjelme. Man fandt at små nålelignende huller var dannet hvor som helst de tunge primærpartikler havde ramt mændene.“
Andre vidnesbyrd antyder, selv om de ikke er blevet bekræftede, muligheden for hjerneskader. Dr. George Margolis, professor i patologi i Dartmouth Medical School, har sagt: „På et besøg i et laboratorium hos en videnskabsmand der undersøgte de dyrs hjerner som havde været udsat for langvarige rumflyvninger, fik jeg forevist et mønster af læsioner som kan sættes i forbindelse med dette fænomen. . . . Man formodede at disse var resultatet af de kosmiske strålers ødelæggende virkning. Hvis denne formodning blev bekræftet, ville disse læsioner få den største betydning, idet de ville udelukke muligheden for langvarige bemandede rumflyvninger.“
Faren for ulykker er også meget alvorlig. I januar 1967 blev tre amerikanske astronauter brændt til døde i en Apollo-kapsel ved en prøve på jorden. Cirka tre måneder senere blev en sovjetisk kosmonaut dræbt, da hans rumskib, Sojuz 1, blev filtret sammen med bremsefaldskærmen og knustes mod jorden.
I juni 1971 fandt man så tre russere, der havde tilbragt fireogtyve dage i rummet, døde i deres Sojuz-11-kapsel efter at den var landet. En fejllukning af en luge havde forårsaget at luften var sluppet ud af rumskibet, hvilket havde dræbt dem på få sekunder. Eftersom man ikke fandt nogen bygningsmæssige fejl ved rumskibet, opstod der en mistanke om at besætningen måske var blevet så svækket af den langvarige vægtløshed at de gjorde en fejl i de kritiske nedstigningsprocedurer.
Naturligvis dræbes mange mennesker i dagligdagens nødvendige aktivitet og kun få går ind for at man forbyder de virkeområder hvor det sker. Men det betvivles af mange om mennesker i rummet er en nødvendighed, især fordi offentlige midler bruges uden at skatteyderen har noget valg.
Udgiften værd?
Bortset fra de mulige farer for astronauterne er den enorme udgift til bemandede rumflyvninger en kilde til stor irritation for mange.
Med de alvorlige problemer på jorden der trænger til penge og opmærksomhed, er mange kritisk indstillet over for at bruge så mange penge på rumforetagender der frembringer så få goder gennemsnitsmennesket kan få øje på. De føler at de få fordele, som for eksempel bedre kommunikationsmidler eller forøget kundskab, kunne erhverves med langt mindre udgifter ved at man brugte pengene direkte på disse områder.
Science News for 24. juli 1971 bemærkede ironisk: „Tabet af en Saturn-startraket til 200 millioner dollars i Atlanterhavet hver gang De forenede Stater opsender mennesker i rummet, betragtes ikke almindeligvis som den mest økonomiske handling.“
Alene Apollo-15-månelandingen kostede 445 millioner dollars. Da et fjernsynsprogram omtalte et enestående klippestykke som astronauterne havde bragt med tilbage, ringede en seer og foreslog at man valgte et navn til den fra skattevæsenets liste over skatteydere. Dette var en sarkastisk hentydning til at det er skatteyderen der i sidste ende skal betale de uhyre omkostninger ved at sende mennesker ud i rummet.
Nogle ville have foretrukket at den arbejdskraft og de penge der blev brugt på denne færd, var blevet anvendt til bedre boliger. For de 445 millioner dollars kunne man have bygget 44.500 boliger til hver 10.000 dollars. Og for det som hele måneprogrammet havde kostet, indtil videre cirka 25 milliarder dollars, kunne man have bygget 2.500.000 af disse boliger. Dette ville kunne huse en stor del af landets fattige familier. Sovjetunionens udgifter til bemandede rumrejser kan betragtes på lignende måde, eftersom heller ikke alle i dette land har en passende bolig.
På grund af voksende modstand er De forenede Staters program med bemandede flyvninger til månen blevet skåret ned. Alligevel har man foruden månelandinger foreslået udviklingen af en rumstation der kredser omkring jorden. En slags „pendultrafik“ skulle bringe astronauter til og fra denne station.
Ved en lejlighed fremførte fire senatorer og to ledende rumforskere at dette projekt ville udvikle sig til det punkt hvor mellem 50 og 100 milliarder dollars ville blive brugt på en bemandet rumflyvning til Mars. De hævdede at bemandede flyvninger i rummet var ved at blive mere og mere kostbare og unødvendige og at problemerne på jorden havde langt større krav på skattemidlerne.
Dr. Gold fra Cornell erklærer: „Hvad kan vi vente os af disse store bemandede rumstationer? Er de nødvendige for videnskabelig forskning eller til formål som giver økonomisk udbytte? . . . Man har gjort sig store anstrengelser for at gøre bemandede rumstationer nyttige. Resultaterne har været meget skuffende. . . . Den meget større udgift kan afgjort ikke retfærdiggøres på nogen videnskabelige eller økonomiske vilkår.“
Dr. Gold siger advarende at hvis „den uhyre bekostelige og unødvendige rumstation bliver bygget, vil den være skydeskive for den anti-videnskab og anti-intellektualisme som er så fremherskende i dag“.
Var det ’kronen på værket’?
Blandt de argumenter videnskabsmænd ofte bruger for at prøve at retfærdiggøre bemandede rumflyvninger, er at det bidrager til kundskaben om himmellegemernes udvikling, således for eksempel månen og Mars, samt til vor viden om livets udvikling.
Læg for eksempel mærke til følgende rapport: „Det kan vise sig at Apollo-15-færden, ifølge officielle kilder fra National Aeronautics and Space Administration [den amerikanske rumadministration], videnskabeligt set kronedes med opdagelsen af krystalliserede klipper, som kunne være dannet på tidspunktet for månens fødsel.“ — U.S. News & World Report, 16. august 1971.
Mange mennesker har svært ved at indse at det at finde nogle få klippestykker kan ’krone’ noget som helst, når dette koster 445 millioner dollars der skal tages af de offentlige midler. Af samme grund bliver de heller ikke særlig imponeret af ord som dem dr. John Wood fra Smithsonian Institution udtalte: „Når Apollo-programmet er færdigt vil vi have en temmelig god ramme for månens udvikling.“
Forslaget om at sende et ubemandet ’Viking’-rumskib til Mars, hvilket koster umådelige summer, fremsættes med et lignende mål for øje. Leder for projektet Walter Jakobowski siger: „Et meget vigtigt formål er at opnå informationer om udviklingen af liv på en anden planet. . . . Med hensyn til at finde liv prøver vi virkelig at afgøre på hvilket stadium Mars er i udviklingen.“
Tidsskriftet Electronics kommenterer: „Uden tvivl bagatelliserer projektlederne omhyggeligt Vikings søgen efter liv — fortidigt, nutidigt eller fremtidigt — fordi de frygter en følelse af fiasko hvis det ikke findes. Men dette er klart den mest spændende del af dette 800-millioner-dollars-projekt.“
Dog véd i særdeleshed den kristne at selv en million landsætninger på månen eller Mars ikke vil afsløre nogen udvikling af liv. Både selve livet og de levende organismers komplicerede opbygning kommer fra Skaberen, som han klart fortæller os i sit ord. At bruge penge hovedsagelig med det formål at verificere myten om udviklingen er virkelig dårskab. Pengene ville være meget bedre anvendt på det liv der allerede findes, og ikke på at prøve at bekræfte en fejlagtig videnskabelig teori om livets oprindelse.
Hvad nogle foreslår
Visse videnskabsmænd og mange andre mennesker kan se det ufornuftige i at bruge en formue på bemandede rumflyvninger. Selv om de intet har at indvende mod at udforske universet, foretrækker de et omhyggeligt planlagt program af beskeden størrelse der anvender ubemandede rumfartøjer.
Dr. James Van Allen, opdageren af jordens strålingsbælter, har foreslået at man anvendte to tredjedele af de tilgængelige rumforskningsmidler på direkte praktisk anvendelse af det man lærte. Dette ville indbefatte kommunikation og meteorologi såvel som kortlægningsopgaver til gavn for fiskeri og skovbrug. Han talte for at anvende resten af pengene til udforskning af solsystemet.
Dr. Gold har også foreslået at man benyttede ubemandede fartøjer til rumforskning, for eksempel fjernstyrede maskiner. Disse kan lande på andre planeter, kontrolleres fra jorden og sende meddelelser tilbage for en brøkdel af udgiften til bemandede flyvninger.
At det er praktisk muligt er allerede blevet demonstreret. I efteråret 1970 sendte russerne deres ubemandede Luna 16 til månen hvor den indsamlede måneprøver og så vendte tilbage til jorden. De anslåede udgifter beløb sig ikke til mere end en halvtredsindstyvendedel af en bemandet flyvning.
To måneder senere anbragte Ruslands ubemandede Luna 17 et ottehjulet køretøj kaldet Lunokhod (Måne-vandrer) på månen, automatisk kontrolleret fra jorden. Den bevægede sig omkring i mange måneder, optog fjernsynsbilleder, samlede andre videnskabelige oplysninger og sendte dem tilbage til sovjetiske videnskabsmænd på jorden.
Om de som har et mere moderat syn på rumrejser vil sejre må tiden afgøre. Én ting er imidlertid sikker. Videnskabsmænd vil i højere og højere grad komme til at erfare sandheden i Bibelens ord: „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ — Sl. 115:16.