Min søgen efter en bedre verden
Fortalt af en tidligere katolsk nonne
EN BEDRE verden — var det muligt? Da Gud skabte jorden var det bestemt ikke hans hensigt at den skulle være fyldt med had, vold, egoisme, korruption, uretfærdighed og lidelser! Det måtte være muligt at skabe en bedre verden, og jeg var indstillet på at gøre mit til at indføre den.
Jeg er født og opvokset i provinsen Corrientes i Argentina. Byen er kendt for sin dyrkelse af Jomfruen af Itatí. Indbyggerne er nidkære katolikker, og de valfarter mange gange om året til denne jomfru for at tilbede hende. Jeg var en af disse. Lige fra barnsben havde jeg et ønske om at kende den Gud man talte så meget om, men min far forbød mig at overvære undervisningen i katekismus. Senere, da jeg var i pubertetsalderen, fik min far nogle dårlige venner og blev alkoholiker. Vi led alle under det, men specielt min mor måtte døje under hans verbale og fysiske overgreb. Som følge heraf kom jeg til at hade det modsatte køn, og jeg anså alle mænd for at være onde og fordærvede.
Mit første mål — en pistol
Skolen fik imidlertid det bedste frem i mig. Jeg var ivrig og målbevidst i mine studier og tog eksamen som dameskrædder og i handelsfagene, og senere tog jeg lærereksamen med højeste karakter. Nu var mit største ønske ved at blive opfyldt: ved hjælp af min uddannelse at slippe væk fra min fars tyngende åg. Samtidig satte jeg mig for at arbejde ihærdigt så jeg kunne forbedre min mors situation — og købe en revolver så jeg kunne skyde min far!
Disse tanker gjorde mig selvfølgelig ikke glad, lige så lidt som de bidrog til min fred og lykke. Jeg havde det derimod som om jeg var spærret inde som et dyr, ja, jeg var 20 år og følte mig fanget i en labyrint.
Religion — mine forventninger kontra virkeligheden
Det var omkring dette tidspunkt at jeg begyndte at færdes blandt nonner og kommunister. Begge grupper prøvede at overbevise mig om at deres idé var den bedste. Men tanken om at hjælpe de fattige i fjerntliggende lande såsom Afrika og Asien gjorde at jeg valgte klosterlivet.
Jeg var i kloster i 14 år. Livet i klosteret var behageligt, roligt og fredfyldt. Det var først da jeg begyndte at arbejde sammen med præster der havde en filosofi om udviklingslandene, at jeg blev klar over den forskel der var på den verden der var uden for klosteret og den verden vi nonner levede i. Den verden resten af menneskeheden levede i var jo fyldt med lidelser og uretfærdighed, og mange mennesker led under magthavernes undertrykkelse.
Jeg tilhørte den religiøse orden barfodskarmelitterne, og her blev der talt meget om retfærdighed. Men mine overordnede var ikke særlig retfærdige i deres måde at behandle andre på. Nogle af lærerne fik en løn der lå langt under den fastsatte mindsteløn fra staten, uden nogen goder til dem selv eller deres familie, og de kunne blive afskediget fra den ene dag til den anden uden kompensation. Tjenestefolkene havde det endnu værre. Ud over en arbejdsdag på 10 til 12 timer i skolen var de nødt til at have ekstraarbejde for at kunne brødføde deres familie. Sådanne uretfærdige forhold ønskede jeg at gøre noget ved.
Da jeg nævnte det for abbedissen svarede hun at det eneste jeg manglede for at være ekstremist var et maskingevær over skulderen! Som konklusion på dette svar erkendte jeg at jeg hellere ville være ekstremist end lige så umenneskelig som de. Derfor bad jeg om at blive løst fra det evige løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed som jeg havde aflagt. Jeg ønskede at gå ind i kirkens arbejde i højere grad. Anmodningen blev hurtigt imødekommet.
Jeg går ind i politik
Nu mærkede jeg virkelig hvad der lå i løftet om fattigdom. Hvis det ikke havde været for venlige menneskers hjælp, ville jeg ved mange lejligheder end ikke have haft en bid brød. For første gang gik det op for mig hvordan den almindelige befolkning levede. Jeg var meget aktiv inden for alle områder af den lokale kirkes arbejde, både det religiøse, sociale og politiske. Da jeg underviste voksne havde jeg mange muligheder for at tale med dem om de urimelige forhold som samfundet havde pålagt dem, årsagerne til disse forhold og hvordan de eventuelt kunne løses. Hvad gik disse løsninger ud på? For det første drejede det sig om at benytte fredelige midler og protestaktioner, dernæst, om nødvendigt, at gribe til vold i håb om at nå det ønskede mål, retfærdighed.
Den religiøst-politiske bevægelse som jeg havde forbindelse til, er organiseret af katolske præster og støttes af lægfolk. Bevægelsen koncentrerer sine aktiviteter om de underudviklede områder i Afrika, Asien og Latinamerika. Den går ind for en øjeblikkelig, radikal ændring af den samfundsøkonomiske struktur ved at benytte revolutionære metoder og ved en klar afvisning af alle former for økonomisk, politisk og kulturel imperialisme. Hensigten er at opstille en latinamerikansk socialisme der skal frembringe hombre nuevo (det nye menneske), befriet for de bånd som fremmede politiske systemer har pålagt dem.
Vi engagerede os mere og mere i den fattige del af befolkningen, idet vi identificerede os med deres lod i livet. Med disse idealer i tanke kæmpede jeg for at hjælpe enhver — ung som gammel, voksen som barn.
Mit privatliv — præget af skuffelser
I min kamp for at forbedre de fattiges vilkår glemte jeg at hjertet kan være forræderisk. Jeg blev forelsket i min chef der var præst, og vi levede sammen i to år. På et tidspunkt blev jeg gravid, men da præsten fandt ud af det ønskede han at jeg fik en abort. Det nægtede jeg, da det ville være det samme som mord. For at få barnet måtte jeg opgive mit arbejde hos præsten og forlade byen af frygt for at det skulle blive opdaget at jeg havde været hans elskerinde.
Dybt såret forlod jeg byen og overvejede endog at begå selvmord ved at kaste mig ud foran et tog, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg overlevede med hjælp fra venner, slægtninge og venligsindede personer i min hjemby der viste mig kærlighed, medfølelse og forståelse, noget den eneste mand jeg havde elsket ikke engang havde gjort. Det var også dem der tog sig af os da jeg havde født min søn. Jeg ønskede at min søn skulle vokse op og blive en stærk, dynamisk mand der ikke gik på kompromis med sin overbevisning og som var villig til at dø for sine idealer. Som et bevis på dette ønske gav jeg ham mellemnavnet Ernesto til minde om Ernesto Che Guevara (en kendt argentinskfødt partisan) som jeg beundrede højt.
Da regeringen i Argentina blev væltet af militæret begyndte man at forfølge de venstreorienterede grupper. Mange af mine venner blev arresteret. Mit hjem blev flere gange gennemsøgt af encapuchados (de hætteklædte). De gennemsøgte hele huset og stjal de fleste af mine ejendele. Mange gange blev jeg tilsagt til at møde hos myndighederne for at redegøre for mine venners færden, men jeg forblev loyal over for mine venner idet jeg foretrak at dø frem for at være en forræder.
Et vendepunkt
At leve under et så stort pres gjorde at jeg havde behov for en at tale med, en jeg kunne stole på og regne med som en sand ven. Det var på dette tidspunkt at to Jehovas vidner ringede på min dør. Deres besøg gjorde mig glad; jeg lagde mærke til den ro og venlighed de udstrålede, og det tiltrak mig. Jeg bad dem komme igen for at studere Bibelen med mig. Da de kom, forklarede jeg dem den svære situation jeg befandt mig i og fortalte åbent at jeg ikke ønskede at de skulle blive involveret som medskyldige. De forsikrede mig om at myndighederne kendte deres standpunkt og at de derfor ikke havde grund til frygt.
Vort bibelstudium var fra begyndelsen fyldt med forhindringer der skulle overvindes. Eftersom jeg havde mistet troen på Gud var det meget svært for mig at acceptere lærepunkterne i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg var lige ved at opgive studiet, da jeg betragtede Bibelen som en myte og mente at Marx havde haft ret da han sagde at religion var „opium for folket“. Da jeg fortalte forkynderne mit synspunkt og sagde at jeg ikke syntes at de skulle spilde mere tid på mig, svarede de at de ikke betragtede det som spild af tid at hjælpe mennesker der havde brug for det.
Da jeg blev indbudt til at komme i deres rigssal tøvede jeg, for jeg var træt af møder hvor der var en tydelig mangel på dialog, gensidig respekt og venlighed. Men Jehovas Vidners møder viste sig imidlertid at være anderledes. De er baseret på Bibelen, styrker troen og opmuntrer de kristne til at vise hinanden og endda deres fjender kærlighed.
Den nye kristne personlighed fortrænger volden
Endelig havde jeg fundet vejen til en bedre verden. Den 8. juni 1982 symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Fra da af forstærkedes mit ønske om at aflægge den gamle personlighed, voldens politiske hombre nuevo, og iføre mig den nye personlighed og bære de gode frugter der er beskrevet i Galaterbrevet 5:22, 23. Nu tager jeg del i en anden form for krigsførelse, den kristne krigsførelse der går ud på at forkynde den gode nyhed om Riget og ofre min tid og mine kræfter på at undervise andre i sandheden om Riget og den nye verden som det vil indføre.
Hvor er det dejligt at jeg i stedet for at lære min søn at efterligne Ernesto Che Guevara, kan lære ham at gå i vor fører og vort forbillede Jesu Kristi fodspor. Jeg beder til at min søn og jeg sammen med alle venner af retfærdighed, deriblandt mine tidligere venner og min familie, vil træde ind i den bedre verden der vil vare for evigt. En paradisisk jord der er fyldt med glæde, fred, lykke og retfærdighed. Vold gavner ingen, den fremmer kun had, splittelser, frustrationer og problemer der aldrig hører op. Jeg taler af erfaring. — Af Eugenia María Monzón.
[Illustration på side 22]
Forkyndelse fra hus til hus i Argentina