„Jeg gav hende seks uger. Hun gav mig sandheden“

JEG voksede op på en lille gård i Pleasant View i Tennessee. Min fader var forpagter. Vores hus var lille, og de fleste ville nok regne os for ludfattige. Men alle mine skolekammerater syntes jeg var rig fordi jeg havde alle gårdens dyr at lege med. Jeg var godt tilfreds som barn. Jeg blev opdraget som metodist. Metodisterne var meget frisindede, og det samme var jeg. Alle skulle nok komme i himmelen.

Min tidligste erindring om Jehovas vidner går tilbage til en søndag morgen da vi var sneet inde og ikke kunne komme i kirke. Et af Jehovas vidner kom til vores dør. Min moder havde travlt, så han blev henvist til at snakke med mig. Det kan ikke have været særlig spændende for ham — jeg var kun syv år. Tre år senere blev min tante et Jehovas vidne, og siden blev min moder det også.

På det tidspunkt gik jeg i gymnasiet og var med i mange af metodisternes ungdomsforbunds aktiviteter. Jeg kom langt omkring. Og nu ville min moder have mig til at gå til Vidnernes møder tre gange om ugen! Nå, vi blev enige om at jeg gik i metodistkirken om søndagen, men til Jehovas Vidners møder tirsdag og torsdag aften. Jeg havde ikke noget imod Vidnerne, men alligevel kom jeg til at hade dem. Nu havde jeg lige sådan en vidunderlig karriere foran mig, og så skulle jeg bruge tid på at tage med til deres møder! Til sidst sagde jeg til min moder: „Det går ikke. Jeg flytter. Jeg tager på college.“

Jeg tog på college i Californien, men kom samtidig til at bo hos min tante Eurlene, der var et af Jehovas vidner. På den tid var hendes mand også ved at blive et Jehovas vidne. Efter min mening var det ikke ligefrem den bedste ordning. Nå, de lod mig gøre som jeg ville. Jeg tog på college, og alt var i skønneste orden. Jeg var stadig en god metodist. Jeg drak ikke, jeg røg ikke, og jeg bandede ikke. Jeg gik til mine møder, og alt var som det skulle være. Jeg tog også psykologiundervisning på college. Det var nogle „kønne“ psykologitimer — det var ateister der underviste. På bare en sommer havde de nedbrudt min tro på religionen fuldstændigt — men den var nu også kun i ringe grad bygget på kundskab.

Fra da af var jeg hvad mine forældre kaldte vild og uregerlig. Faktisk var jeg ikke rigtig vild og uregerlig endnu, men så småt på vej til det. Min moder kom over til Californien, og vi fik en alvorlig snak om hvad jeg var på vej ud i. Jeg var noget bange for hvad denne her konference skulle ende med; men nu hvor jeg ser tilbage, kan jeg se hvor fornuftigt de behandlede mig i min stædighed. De hjalp mig med at indrette mig i en lejlighed, men bevarede kontakten med mig. Jeg slog helt hånden af dem, med de slog aldrig hånden af mig. De kunne ikke billige det jeg gjorde, men alligevel slog de aldrig hånden af mig. Det gjorde det lettere for mig at komme tilbage senere.

Nå, nu var jeg altså ude på egen hånd, og syntes at jeg klarede mig ganske godt. Jeg gik med i studenterdemonstrationer, noget der næsten skræmte livet af min moder. Jeg kom med i forskellige fraktioner af SDS — Students for a Democratic Society (Studenter for et demokratisk samfund). Bevægelsen var meget radikal, meget militaristisk og revolutionær. Jeg ville forandre verden og løse alle dens problemer. Senere var jeg med i nogle optøjer — ikke de store der kom i alle avisernes overskrifter, men alligevel noget med råben og stenkast. To eller tre betjente blev måske såret og nogle demonstranter gennembanket, men det var slet ikke det massehysteri der havde kendetegnet demonstrationerne i de tidlige tressere.

Jeg blev revet med i denne begejstringsrus, men snart begyndte der at ske et og andet som ikke rigtig stemte med idealerne. En af de grupper jeg havde med at gøre begyndte at snakke om et våbenlager i en kælder — automatvåben og håndgranater. Det var en af de grupper jeg gik på fredsmarch sammen med, og nu talte de om at gøre netop det de prædikede imod, og sige: „Lad os sprænge universitetet i luften! Lad os vælte systemet!“ Der var intet opbyggende i det, kun noget nedbrydende. Det syntes jeg var galskab. Det var revolution uden en sag.

Mine forældre havde altid lært mig at nære respekt for livet. Vi havde ganske vist geværer, hvormed vi skød mokkasinslanger, der ellers kunne bide et barn. Vi skød også væsler i hønsehuset, og vi skød slagtesvin, fordi det var den mest barmhjertige måde at aflive dem på. Fugle og andre dyr måtte vi kun skyde for at spise dem, eller i selvforsvar. Jeg var altså vokset op på gården med respekt for livet.

Jeg elskede fred. Jeg troede at jeg marcherede for fred — det troede jeg virkelig. Der blev holdt foredrag på skolen om aftenen, og det var skam de ædleste tanker der blev udtrykt i disse fremragende taler. Og så hørte jeg om skydevåben og håndgranater! Jeg kom vel nok ud i en fart, og dét så langt væk som muligt. Jeg forlod alle grupper, alt fællesskab, og afbrød alle forbindelser. Den mand jeg kom sammen med ville gerne have at jeg giftede mig med ham. Det var egentlig ikke det jeg havde tænkt mig, men jeg giftede mig alligevel med ham. Og inden der var gået tre måneder meldte han sig til hæren! Denne mand, der havde været sammen med mig i fredsbevægelsen, meldte sig til hæren!

Jeg vendte tilbage til Tennessee, meldte mig ind på Austin Peay-statsuniversitetet og begyndte igen at komme sammen med mænd. Det var i 1971. På det tidspunkt bad min mand i hæren mig om at flytte ind og bo hos ham på basen. Jeg spurgte ham: „Hvad vil der ske når der skal vises film, og de spiller nationalsangen og hilser flaget, og jeg så ikke rejser mig? Hvad vil alle dine soldaterkammerater gøre ved mig? Hvad vil der ske når de går mig på klingen, og jeg så fortæller dem at al min respekt for myndighederne for længst er borte?“ Jeg følte lede ved Vietnam. Jeg havde venner der var kommet tilbage derfra med plader i hovedet — det var mere end jeg kunne klare.

Det frastødte mig faktisk så stærkt at da min broder bad mig købe patroner til hans riffel, afslog jeg det. Det eneste han skød var de stære der åd vore afgrøder, eller nogle kaniner, som familien så spiste. Men på det tidspunkt følte jeg en sådan lede ved enhver form for skydevåben at jeg ikke engang ville købe patroner til ham.

Nå, enden på det hele blev at min mand opnåede skilsmisse. Han havde foræret mig en smuk ring med en diamant på to karat, som jeg ikke ville beholde. Jeg havde kun haft den i tre måneder, og måske ville han gerne senere give den videre til sine børn eller give den tilbage til sin moder.

Jeg flyttede til Nashville og begyndte at komme sammen med en underdirektør i et stort firma, for måske kunne jeg finde det jeg søgte, i storfinansen. Jeg havde prøvet fredsbevægelsen og fundet ud af at den var for militaristisk, så jeg tænkte: „Jeg vil gå ind i forretningsverdenen. Det skal nok løse alle problemerne.“ På det tidspunkt dukkede en kriminalbetjent op, og jeg fik at vide at den underdirektør jeg kom sammen med, var indblandet i en sag med tyvekoster og kokain. En af firmaets andre underdirektører trængte mig op i en krog for at få alt hvad jeg kunne fortælle om min ven ud af mig. Der foregik en magtkamp i firmaet, og den ville jeg ikke være med i. Forretningsverdenen mistede meget hurtigt sin tiltrækning på mig.

Omtrent samtidig fik min kære moder fat i Ray og Suzi Lloyd ved et af Jehovas Vidners møder. Jeg havde spydigt sagt til hende at hvis hun nogen sinde traf et Jehovas vidne med en uddannelse, ville jeg studere Bibelen med ham. Ray havde netop holdt et foredrag som havde gjort indtryk på moder, så hun sagde til ham: „Jeg vil gerne have dig til at studere med min datter. Hun bor i Nashville.“ Ray boede også i Nashville, men i en helt anden ende af byen. Moder vidste at Ray og Suzi gerne ville tage hele den lange vej gennem Nashville for at studere med mig i min beboelsesvogn, og det gjorde de — de kom hele den lange vej. Og jeg var omtrent lige så interesseret som . . . nå ja, jeg var så uinteresseret at det var en ynk! Jeg sagde til mig selv: „Åh nej, hvad er det nu jeg har rodet mig ind i!“ Nå, jeg fik nogle bøger af Suzi — farverne passede til interiøret i min dagligstue — men det var også alt hvad der skete på det tidspunkt.

Jeg flyttede min beboelsesvogn til Pleasant View og begyndte at komme sammen med den kriminalbetjent der havde efterforsket sagen med den uhæderlige underdirektør. Jeg havde ingen moral, men denne kriminalbetjent viste sig dog at være den største forbryder af dem alle. De ting jeg foretog mig sammen med ham var så lyssky, så forsimplede — værre end noget som helst jeg før havde været med til. Og han var kriminalbetjent med tyve år bag sig i Nashvilles politikorps! Jeg havde været på stoffer — lægerne havde dengang sagt at marihuana var uskadeligt, og at det samme gjaldt LSD og amfetaminer — men jeg gyser når jeg tænker tilbage på nogle af de ting jeg foretog mig under påvirkning af stoffer.

Jeg havde haft nogle af de mærkværdigste venner man kan forestille sig, men denne kriminalbetjent jeg kom sammen med var alligevel den værste. Jeg følte mig så led ved dem alle sammen og ved mig selv at jeg sagde farvel til det hele. På det tidspunkt var jeg også alvorligt syg, og lægen gav mig besked på at holde mig inde i seks uger. Mit humør var på nulpunktet.

Så kom jeg i tanker om Suzi Lloyd. Jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg følte en uimodståelig trang til at ringe hende op og bede om et bibelstudium. Jeg ringede op, men hendes nummer var ændret. Jeg lagde røret på igen og spurgte mig selv: „Hvorfor ringer jeg til hende?“ Jeg var helt forvirret. Jeg havde ingen grund til at ringe til hende, men gjorde det alligevel. Jeg løftede røret igen, drejede hendes nye nummer og busede lige ud med det: „Suzi, jeg har seks uger. Vil du undervise mig i Bibelen?“

Det ville hun. Det var først lærespørgsmål det drejede sig om, men snart kom hun også ind på Bibelens pålidelighed og viste mig at den er logisk og inspireret. Hun viste mig desuden at Bibelen måtte være sand, og at hvis den var, måtte den Gud den fortæller om, også være til. Det var den store bedrift som mit studium med Suzi udrettede — jeg fik troen på Gud igen. Vi studerede tre gange om ugen, fire timer hver gang, hvorefter vi drak kaffe og drøftede skriftsteder i yderligere to timer. Efter den anden uge sagde Suzi at jeg burde gå med til møderne i rigssalen, og det gjorde jeg så.

Vi blev så færdige med den bog vi studerede sammen med Bibelen, og de aftalte seks uger var gået. Men nu ville jeg gerne fortsætte studiet. På det tidspunkt studerede vi hjemme hos Suzi i stedet for i min beboelsesvogn.

Altså sagde jeg til Suzi: „Nå, så er vi færdige, ikke, Suzi?“

„Jo, det er rigtigt.“

„Hvad skal vi så nu?“ Jeg vidste at Jehovas vidner plejede at studere en bog til. Det havde min moder fortalt mig. Jeg ventede at hun ville foreslå det, og det ville jeg så, allernådigst, gå med til. Men i stedet sagde hun:

„Ja, de seks uger er jo gået. Nu er resten op til dig.“

Jeg var fuldstændig lamslået! Jeg kunne kun ganske svagt mumle: „Jamen, så holder vi vel op nu.“

Jeg havde aldrig i livet følt mig så elendig til mode som da jeg kørte hjem. Jeg havde regnet med at Jehovas vidner ville tigge og bede mig om at studere! Jeg gjorde dem en tjeneste! Sådan havde jeg altid set på det, og så var det bare slet ikke tilfældet. Jeg var så bedrøvet og nedslået at jeg græd det bedste jeg havde lært mens jeg kørte hjem. Pludselig tænkte jeg: „Det er for dumt, dette her. Jeg vil jo gerne studere. Jeg ringer til Suzi.“ Jeg standsede bilen, fandt en telefonboks — det er ikke så let sent om aftenen — og ringede til Suzi. Ray tog telefonen og fik Suzi op af badekarret, og mellem alle hulkene fik jeg sagt til hende at jeg måtte studere.

To måneder senere blev jeg døbt. Jeg havde solgt min beboelsesvogn og afviklet min gæld, og overværede nu et internationalt stævne som Jehovas Vidner afholdt i Californien. Dér blev jeg døbt. Dagen efter min dåb begyndte jeg at bruge al min tid på at forkynde fra hus til hus. Selv om jeg havde anden beskæftigelse, brugte jeg 150 timer på at forkynde den første måned. Den næste måned var det 140 timer. Jeg fik det råd at sætte tempoet ned, så den tredje måned brugte jeg kun 100 timer. Snart sagde jeg mit arbejde op og koncentrerede mig om at fortælle andre om Jehovas rige.

Da jeg kom tilbage til Tennessee, traf jeg Gary Hobson, også et af Jehovas vidner. Det var i 1976. Nogle få måneder senere blev vi gift. Sammen tog vi heltidsforkyndelsen op, og de syv år der er gået siden da har været de lykkeligste i mit liv. Vi bruger stadig al vor tid på at forkynde Jehovas rige. — Indsendt af Cathy Hobson.

[Tekstcitat på side 19]

„Det var nogle ’kønne’ psykologitimer . . . på bare én sommer havde de nedbrudt min tro på religionen fuldstændigt“

[Tekstcitat på side 20]

„Jeg troede at jeg marcherede for fred . . . Og så hørte jeg om skydevåben og håndgranater!“

[Tekstcitat på side 20]

„Denne mand, der havde været sammen med mig i fredsbevægelsen, meldte sig til hæren!“

[Tekstcitat på side 21]

’Hun viste mig at Bibelen måtte være sand, og at hvis den var, måtte den Gud den fortæller om, også være til’

[Tekstcitat på side 21]

„Jeg fik det råd at sætte tempoet ned, så den tredje måned brugte jeg kun 100 timer“