Kapivaren — Et skabelsens under — eller et uheld?

VILLE De ikke blive harm hvis De blev kaldt sær eller dum? Det er hvad evolutionisten Charles Darwin og andre har kaldt mig. Tænk engang, jeg er tilmed blevet kaldt „et af skabelsens uheld“ — og dét går mig på, skønt jeg er fredsommelig af natur. Jeg vil derfor gerne rense mit navn. Jeg kunne tænke mig at fortælle om mit udseende, om hvad jeg holder af og hvad jeg frygter, om mine gode sider og mine dårlige sider. Så kan De selv afgøre om jeg er et skabelsens under eller slet og ret et uheld.

Verdens største gnaver

Undskyld! Jeg glemte at præsentere mig, men følelserne løb af med mig. Mit navn er hr. Kapivar, eller hr. Flodsvin, om De vil, og jeg kommer fra tropisk Sydamerika.a På spansk kaldes jeg carpincho eller chigüiro, hvilket blot er to af de 190 navne jeg har fået. Jeg er nok bedst kendt som „verdens største gnaver“.

Det er ikke for at prale, men jeg er faktisk næsten på størrelse med et får. Hvis jeg kom på vægten ville man se at jeg vejer omkring 45 kilo. Min tvillingesøster kommer op på 60 kilo eller mere, og hun er slank i forhold til et hunflodsvin i Brasilien der har rekorden med ikke færre end 90 kilo.

„Græssets hersker“

Denne pondus skyldes ikke at vi svælger i junk food. Vi er nemlig vegetarer, og græs er vores hovednæringsmiddel. Somme tider græsser vi endda side om side med tamkvæg. De gamle indianere kaldte respektfuldt min art for „græssets hersker“. Det lyder også fornuftigere end at kalde os for „sære“.

Vi æder også vandplanter, og når menneskene sover kan vi ikke dy os for at sætte vore mejselformede tænder i saftige vandmeloner, søde sukkerrør eller unge risplanter.

Faktisk ser man os altid spise — ikke fordi vi er frådsere, men fordi vi er gnavere. Vore kindtænder holder aldrig op med at vokse, så vi er nødt til at holde dem nede ved at tygge og gnave hele livet.

Men som biologerne har fundet ud af, ved vi udmærket hvad vi skal tygge på. Vi udsøger os kun planter med et højt proteinindhold, og de siger at vi „mere effektivt end får og kaniner omdanner græs til protein“. Hvem sagde dum?

En gris med svømmefødder

Jeg medgiver at jeg har et, lad os sige karakteristisk, udseende. Jeg har udstående øjne, små, runde ører, og næsebor der kan trækkes sammen — og det hele sidder højt oppe på mit store hoved, så jeg konstant ser forbløffet ud. Nogle siger at jeg ligner et „kæmpemarsvin med et anstrøg af flodhest“. Det kan jeg godt leve med, men jeg er uenig med den forfatter der skrev at min firskårne snude ser ud som om den var „udskåret af et stykke hængetræ af en nybegynder“. Personligt foretrækker jeg denne beskrivelse: „Et komisk hoved med kløgtige griseøjne.“

Jeg er naturligvis ikke beslægtet med svinet; men med mine korte ben og min massive, tøndeformede krop kan jeg godt se sådan ud. Desuden klassificerede den svenske botaniker og naturforsker Carl von Linné mig for 200 år siden fejlagtigt blandt svinene. Men har De nogen sinde set en gris med svømmefødder? Nej, vel? Men det har Skaberen forsynet mig med, og tro mig, de er særdeles praktiske når man som jeg elsker vand. Faktisk er det min griseformede krop og min forkærlighed for vand der har skaffet mig tilnavnet flodsvin.

En velpolstret hemmelighed

Jeg foretrækker at leve i nærheden af damme, søer, floder og sumpe, helst kranset af skov med tæt krat. Vand er ikke kun noget jeg elsker — det er en livsbetingelse.

Netop min kærlighed til vand bragte for cirka tre hundrede år siden mine slægtninge i knibe i Venezuela. Katolikkerne dér måtte i fastetiden ikke spise kød, men gerne fisk. Kirken erklærede da, meget bekvemt, at jeg nedstammede fra fiskene! Den dag i dag spiser katolikker os i fastetiden uden skrupler.

Heldigvis undslap nogle af mine forfædre. Hvordan? Ikke i gravede gange som andre gnavere. Nej, når vi bliver skræmt søger vi mod vandet, dykker ned og svømmer let og elegant vores vej. Min krop er ganske vist ikke så strømlinet som andre vandlevende dyrs, men jeg er en fremragende svømmer. Hemmeligheden? Den kommer her:

Mit fedtlag giver min krop lav vægtfylde, og dermed stor opdrift. Tænk engang, en forsker har skrevet at jeg i vandet har en balletdansers ynde og at mine bevægelser minder ham om poesi. Det er noget ganske andet end at være ’et af skabelsens uheld’.

Når jeg er i fare bringer mine svømmefødder mig hurtigt væk fra fjenderne. Jeg kan svømme ret langt under vand og kan holde mig neddykket i adskillige minutter. Derpå kommer jeg forsigtigt op; men jeg lader kun næsebor, øjne og ører være oven vande — ligesom flodhesten gør. Fjenderne — vilde hunde, jaguarer, kaimaner, anakondaer og mennesker — har svært ved at få øje på mine næsebor mellem vandplanterne. Med min veludviklede lugtesans opdager jeg let rovdyr.

Min hud sprækker let og danner sår hvis jeg er for meget i solen, så det beskytter vandet mig også imod. Min pels, der veksler i farve mellem rødbrun og grålig, dækker kun delvis mit skind. Jeg kan derfor kun holde temperaturen nede ved at gå i vandet eller vælte mig i mudder til jeg er dækket af det.

I børnehave

Om vi nogen sinde går på land? Jo, når en hun skal nedkomme, må hun op på det tørre. Hun er drægtig i fire måneder og føder så mellem to og otte unger, der hver vejer godt et kilo. En iagttager bemærker at ungernes mere lysebrune og glinsende pelslag giver dem et elegantere udseende end forældrene. En hunkapivar bliver yngledygtig når den er 15 måneder gammel. I løbet af sin cirka tiårige levetid sætter den gerne mindst 36 unger i verden.

Allerede få timer efter fødselen følger de små lige i hælene på moderen. Det er straks sværere for ungerne i vandet, fordi de nødig vil svømme. De bliver ublidt skubbet i og padler voldsomt for at følge med moderen eller en anden hun. De klatrer op på ryggen af hunnen, som villigt leger redningsbåd. Men jo større ungen bliver, desto sværere har den ved at holde balancen. Den rutsjer hurtigt i vandet og må svømme selv.

Voksne hunner hjælpes ad med yngelplejen. De ammer ikke kun deres egne unger men også andres tørstige afkom. Ifølge naturfilmproduceren Adrian Warren øger „børnehaveordningen“ ungernes overlevelseschancer.

Det sidste ord

Vi er godmodige af natur og derfor lette at tæmme. En blind landmand i Surinam havde endda en tam kapivar som „førerhund“. Men vi bliver mest holdt som husdyr for kødets skyld; nogle synes at det smager godt. For eksempel findes der i Venezuela gårde hvor tusinder af os opdrættes til kødproduktion — en tvivlsom ære. Under alle omstændigheder håber jeg nu at De synes om min personlighed, ikke blot om smagen af mig.

Hvad synes De så? Er jeg et skabelsens under eller et uheld? Er De enig med Darwin eller med mig? Naturligvis vil jeg ikke lægge Dem ordene i munden, men husk: Darwin har før taget fejl!

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Sære? Dumme? Nej, hør nu! Er vi ikke et smukt par?

[Illustration på side 24]

Tusinder af os opdrættes til kødproduktion — en tvivlsom ære