Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g72 22/6 s. 16-19
  • Det er godt at kunne svømme

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Det er godt at kunne svømme
  • Vågn op! – 1972
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Mange fordele
  • Ikke en medfødt færdighed
  • Hundesvømning og crawl
  • Svømmearter som er værd at kunne
  • Flydning
  • Vær forsigtig
  • Lær at svømme
    Vågn op! – 1972
  • Hvor længe kan De klare Dem på dybt vand?
    Vågn op! – 1973
  • Svømmer
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Enkel flydeteknik
    Vågn op! – 1979
Se mere
Vågn op! – 1972
g72 22/6 s. 16-19

Det er godt at kunne svømme

NÅR vejret er varmt flokkes man om svømmebassiner, strande og søer for at bade. Mange synes at det er morsomt at svømme. Men har det virkelig nogen værdi at kunne svømme?

Svømning er afgjort en behagelig form for afslapning. Men det er også en meget sund form for motion. Nogle læger ordinerer ligefrem svømning som behandling for og forebyggelse mod mange mentale og fysiske sygdomme.

Mange fordele

Svømning kan have en gavnlig virkning på åreknuder. Bevægelse i vandet masserer og strammer dem og giver årerne en større spændstighed. I virkeligheden bliver hele legemets overflade masseret af vandet når svømmeren bevæger sig. Folk der er besværet af søvnløshed hjælpes ofte gennem svømning, hvor nerverne bliver beroliget af vandets virkning.

Men særlig gavnlig er den fortræffelige motion. Praktisk taget hver eneste af legemets muskler er beskæftiget i en svømmers koordinerede bevægelser. Musklerne kan optrænes til stor spændstighed. Blodomløbet bliver ofte forbedret ligesom nyrernes, tarmenes og de andre indre organers funktion.

Svømning kan også hjælpe en til at forbedre sin skikkelse. De opad- og nedadrettede sparkebevægelser gør hofter og lår fastere, og med tiden kan de være med til at trimme taljen. Armbevægelserne styrker skulderens og ryggens muskler og forbedrer holdningen. I nogle tilfælde har man endda bemærket at regelmæssig svømning kan forbedre teinten, idet filipenser hos unge ofte forsvinder.

Det kan imidlertid vise sig at blive af endnu større værdi at De kan svømme. Det kan redde Deres liv. Tusinder af mennesker drukner hvert år, og mange af drukneulykkerne sker kun få meter fra sikkerhed. Hvis blot flere kunne svømme eller svømme bedre, kunne mange redde livet i en kritisk situation.

Ikke en medfødt færdighed

Mennesker kan ikke af naturen svømme, sådan som fisk, frøer og andre dyr kan. Mennesker må lære at svømme. Men det er en færdighed som kan læres uden stor vanskelighed.

At svømme er blot at bevæge arme og ben på en sådan måde at kroppen drives frem gennem vandet. Man kan gøre dette på forskellige måder. Med nogle kan man opnå fart, mens andre er bedre egnet til at man kan tilbagelægge store strækninger uden at trættes. Det er bedst at lære mere end én svømmeart. Dette giver ikke alene mere glæde og bedre motion, men det kan også redde ens liv.

Hundesvømning og crawl

Man har navngivet forskellige svømmearter. Den letteste at lære er den såkaldte hundesvømning. Man skal blot efterligne et kravlende barns arm- og benbevægelser og kropsstilling. Vejrtrækningen er ikke noget problem, for hovedet kan holdes oven vande. Selv meget små børn kan hurtigt lære denne svømmeart, og kan undertiden klare en temmelig lang distance allerede i toårsalderen.

Men hundesvømning er langsom og temmelig ugratiøs. Så de fleste svømmere prøver i stedet at lære crawl, den hurtigste af alle svømmearter. Richard Cavill fra Australien skal have lært den cirka år 1900 af en landmandssøn fra Salomonøerne. Senere undersøgelser afslørede at øboerne havde anvendt den lige så længe de indfødte kunne huske.

Gamle svømmerekorder blev slået da man indførte crawl. Og med forbedret stil og forbedret træning fortsætter de med at blive slået med fantastisk fart. Damer svømmer nu 400 til 1500 meter distancerne hurtigere end herrer gjorde for femten år siden. Damernes verdensrekord på 17 minutter og 19,9 sekunder for 1500 meter er mere end 32 sekunder hurtigere end herrernes verdensrekord i 1956! Herrernes rekord på 1500 meter er nu 16 minutter og 4,5 sekunder, et temmelig hurtigt spadseretempo!

Problemet er imidlertid at crawl er svær at lære. Begge arme føres skiftevis op af vandet i et overarmstag. Men mange gør det ikke rigtigt. De bøjer knap albuerne når de fører dem op af vandet, og de svinger armene fremad i en stor bue. Dette kan bringe hofter og ben ud af trit og få dem til at sprælle, hvilket vanskeliggør korrekte benbevægelser. Benene skal holdes næsten strakte og bevæges op og ned fra hofterne, med kraftige spark, idet hælene netop bryder vandoverfladen. Anklerne skal være afslappede.

Det er særlig svært at beherske vejrtrækningen rigtigt, og dog er det en absolut betingelse hvis man skal svømme langt. Når ansigtet regelmæssigt drejes til den ene side, suges luft hurtigt ind gennem mundvigen. Men mange svømmere løfter hele hovedet op til den ene side eller fremad. Dette sænker kroppen fra en korrekt horisontal stilling i vandet, og bremser derved fremdriften betydeligt.

En god svømmer holder hovedet i vandet, og når han drejer ansigtet til siden får han faktisk luften under den normale vandoverflade — fra den lille bølgedal eller lomme som dannes når hovedet skærer gennem vandet. Når ansigtet så drejes ned i vandet igen åndes luften ud gennem næsen.

Når arm- og benbevægelserne mestres og vejrtrækningen er rigtigt synkroniseret kan crawl udføres med ubesværet præcision. Det er meget elegant. Men sådan svømmer de fleste mennesker bare ikke. De opbyder alle deres kræfter i kamp med vandet. Resultatet er at størstedelen af dem som svømmer crawl meget hurtigt bliver trætte. De forenede Staters kystvagt anslår at cirka halvdelen af alle amerikanere ikke engang kan svømme femten meter! Derfor drukner mange i en kritisk situation.

For ens egen sikkerheds skyld er det derfor klogt at kunne andre svømmearter. Svømmetag som udelukkende udføres under vandet er lettere at lære, mindre trættende at udføre og kan derfor også være behageligere at bruge. Men de er særlig værdifulde fordi de kan sætte en i stand til at redde livet i en kritisk situation.

Svømmearter som er værd at kunne

Lad os først nævne sidesvømningen. Den kan gøre svømning til en virkelig fornøjelse for de fleste mennesker. Man behøver aldrig at løfte armene over vandet. Eftersom ansigtet aldrig er under vandet er der ikke noget problem med vejrtrækningen. Så den der benytter sig af denne svømmeart hjælpes til at hvile og til at tage det roligere.

Når man svømmer sidesvømning ligger man på siden med øret i vandet. Man begynder med begge arme nær hagen, fører den øverste arm helt tilbage og strækker den nederste fremad. Samtidig spredes benene og sparkes sammen med et saksespark. Denne stilling holdes et øjeblik for at få en god fremdrift. Så føres hænderne igen tilbage til stillingen nær hagen og benene bøjes og spredes til et nyt saksespark. Efterhånden som man lærer at drage nytte af fremdriften og således svømmer langsommere og mere behageligt, er det muligt at tilbagelægge mere end ti meter for hver ti tag.

Når man bliver træt af at svømme med ansigtet vendt nedad eller til den ene side, er det behageligt at vende sig om på ryggen og bruge en anden svømmeart. Den elementære rygsvømning er ideel. Den tillader virkelig afslappende bevægelser i vandet. Endnu en fordel er at vejrtrækningen foregår fuldstændig over vandoverfladen. Denne svømmeart er måske den mindst trættende af alle. Man har med held lært meget lidt svømmebegavede at tilbagelægge over hundrede meter efter blot nogle få timers undervisning i denne særlige svømmeart.

Svømmeren ligger på ryggen i vandet. Armene ligger ned langs siden og benene er strakte. Benene bevæges skiftevis op og ned i vandet på samme måde som ved crawl, blot mere roligt. Anklerne er afslappede. Ved de små spark bryder tæerne netop overfladen. (Man kan også benytte det ovenfor beskrevne saksespark.)

Armbevægelserne er særlig lette og kræver kun ringe anstrengelse. Begge arme føres samtidig op til cirka skulderhøjde. De kan være bøjede eller strakte. Så føres de med et kraftigt tryk hurtigt ind mod kroppen; hænderne bliver hele tiden under vandet. Bortset fra denne hurtige bevægelse ned langs siden, bevæges armene ganske langsomt. Seks armbevægelser skulle være nok til at tilbagelægge en distance på cirka tolv meter.

Når man kan disse mere afslappende måder at svømme på, nyder man svømningen mere og det er også mindre sandsynligt at man drukner. Man ved at hvis man nogen sinde skulle blive træt under svømningen, kan man indtage en anden stilling i vandet og benytte en anden svømmemåde.

Flydning

Det er vigtigt hvis man kommer ud for vanskeligheder at man IKKE BLIVER GREBET AF PANIK. Kæmp ikke i vandet. Bevar roen. Selv om man bliver træt og ude af stand til at svømme længere, kan man stadig væk holde sig flydende.

De fleste der lærer at svømme tror at de skal sparke med benene og bevæge armene energisk for at undgå at synke. Men det er ikke rigtigt. Prøv at slappe af. De fleste mennesker har en naturlig evne til at holde sig flydende og vil let være i stand til at flyde hvis de undgår panik.

Gør sådan: Lig på ryggen i vandet med ansigtet opad. Vandet vil dække ørerne, men næse og mund vil være frie. Før armene ud til siden og foretag en let vrikkende bevægelse med hænderne. Træk vejret normalt. Spark lidt med benene fra tid til anden for at hindre at benene synker under overfladen.

Man kan også holde sig flydende ved at indtage en let foroverbøjet lodret stilling i vandet. Lad armene hænge slapt ned fra skuldrene. Det overrasker Dem måske, men de fleste mennesker vil ikke gå til bunds i den stilling. Selv uden ben- eller armbevægelser vil kroppen stadig flyde med hovedet en smule under vandet. Men hvad skal man gøre når man skal have luft efter cirka femten sekunder?

Løft hovedet mens luften åndes ud gennem næsen under vandet. Bøj benene samtidig og foretag et saksespark så at vandet sparkes nedad med fodsålerne. Læg også armene over kors foran hovedet på en afslappet, let måde. Ansigtet vil løftes op af vandet, sådan at man kan trække en mundfuld luft.

Sænk hovedet ned i vandet igen med ansigtet nedad når De har fået luft og før armene ned langs siden. Slap af indtil De skal have luft igen og gentag så fremgangsmåden. En alvorligt forbrændt mand med en brækket arm holdt sig flydende i fem timer idet han brugte denne metode. Han blev reddet til sidst.

Vær forsigtig

Det kan være morsomt og afslappende at svømme og det kan give et bedre helbred. Det er klogt af Dem at lære nogle ikke så krævende svømmearter som måske kan redde Deres liv en dag og forøge Deres glæde ved at gå i vandet. Men bliv aldrig for selvsikker så De tager chancer i vandet eller ignorerer sikkerhedsreglerne.

Svøm aldrig lige efter et måltid. Det kan resultere i smertefulde mavekramper, som har forårsaget at selv dygtige svømmere er druknet. Svøm ikke alene. Vær sammen med nogen som kan hjælpe i en kritisk situation. Efterlad aldrig et lille barn alene i eller i nærheden af vandet. Det kan drukne uden så meget som en lyd. Bær altid redningsvest hvis De tager ud i en båd. Det kan redde Deres liv i en nødsituation. Foretag aldrig udspring på steder De ikke kender godt. Undersøg først forholdene og forvis Dem om at vandet er tilstrækkelig dybt og at der ikke findes skjulte klipper eller pæle.

Vær forsigtig. Tænk på denne nøgterne kendsgerning: Drukning er den næsthyppigste årsag til dødsulykker i De forenede Stater. De kan få megen glæde af at svømme, men lad ikke Deres glæde blive ødelagt af tragedie.

[Illustration på side 17]

Sidesvømning kan gøre svømning morsommere. Ansigtet er aldrig under vand og svømmeren hjælpes til at hvile

[Illustration på side 18]

Flydning: Lig på ryggen og foretag en let vrikkende bevægelse med hænderne; spark lidt med benene

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del