Vi betragter verden
AIDS-præventionsautomater
I Australien er der blevet nedsat et statsligt udvalg som skal komme med forslag til foranstaltninger imod AIDS. Brisbaneavisen The Courier-Mail oplyser at udvalget stærkt har anbefalet at unge får lettere adgang til AIDS-præventionsmidler, eftersom de fleste highschool-elever ifølge udvalgets formand, dr. Charles Watson, er seksuelt aktive. Blandt andet har man anbefalet opstilling af kondomautomater på skoler. Dr. Watson mener ikke at dette vil tilskynde elever til at få deres seksuelle debut tidligere. Der blev ikke nævnt noget om seksuel tilbageholdenhed i rapporten.
Private helikoptere?
Er du nogle gange træt af at sidde i timevis i en trafikprop? Har du drømt om hvor dejligt det ville være hvis man kunne gå i luften og lande på sit bestemmelsessted? Hvad så med at få en privathelikopter? Udviklingen af den første letvægtshelikopter er den nyeste opfindelse inden for luftfarten, oplyser den italienske avis Il Messaggero. Den vejer kun 230 kilo og har en tophastighed på 150 kilometer i timen. Købsprisen er godt 340.000 kroner, og det koster cirka 3,50 kroner at flyve en kilometer. Helikopteren er mindre end sine „store brødre“ men kan alligevel gå op i 4000 meters højde og har en rækkevidde på 320 kilometer.
Militær voldtægt
Under den anden verdenskrig blev tusinder af piger og unge kvinder taget til fange i de østasiatiske lande af det japanske militær for at betjene tropperne på slagmarken. De blev eufemistisk kaldt for „trøstepiger“, og de af dem som ikke døde af kønssygdomme, blev overladt til at dø da hærene trak sig tilbage. Halvtreds år senere er en mand stået offentligt frem for at bekende sin medskyld og sige undskyld. Seiji Yoshida på 78 „kan ikke glemme mindet om hvordan han sparkede de koreanske børn bort som græd og klyngede sig til deres unge mødre, der af hans mænd blev gennet op i lastbiler for at tjene som sexslaver for Japans kejserlige hær,“ oplyser Mainichi Daily News. På spørgsmålet om hvad han følte dengang, svarer Yoshida ifølge avisen: „Vi handlede blot efter ordre. Vi var fuldstændig følelseskolde. Det var en opgave som skulle løses. Enhver anden tankegang var udelukket. Jeg følte intet. Jeg var travlt optaget, jeg var desperat, jeg var besat.“ Militære ledere fra mange lande har sørget for at deres soldater fik kvinder, enten ved tilfangetagelse eller i form af betalte prostituerede.
Den gode jord forsvinder
Ifølge en artikel i tidsskriftet Science bliver der stadig mindre opdyrkelig jord i verden, for mulden bliver „vasket bort eller blæst bort som støv“. I marts offentliggjorde WRI (Instituttet for Verdens Ressourcer) i Washington, D.C., resultaterne af en treårig undersøgelse hvori hundreder af eksperter har gennemgået de globale forandringer i jordbundsforholdene siden den anden verdenskrig. Fordi mennesket har misbrugt jorden — fortrinsvis ved skovning, overgræsning og destruktive landbrugsmetoder — er et engang frugtbart område på størrelse med Kina og Indien tilsammen nu alvorligt ødelagt. Denne udvikling tegner ikke godt, for efter hvad WRI-præsident Gus Speth anslår skal verden tredoble sin fødevareproduktion i det næste halve århundrede for at holde trit med befolkningstilvæksten.
„Vi gjorde jer børn til vores bytte“
Børnemisbrug? Ikke i gængs forstand. Ovennævnte udtalelse stammer fra David Goerlitz, en skuespiller der poserede i reklamer for cigaretmærket Winston som en bjergbestiger der tændte en cigaret mens han hang ned fra en klippe. The Boston Globe fortæller at Goerlitz sammen med Wayne McLaren (Marlboromanden) har besøgt grupper af skolebørn for at overtale dem til ikke at ryge. „Vi fik jer drenge til at tro at I ville blive macho-mænd hvis I røg,“ forklarer Goerlitz. „Mit liv er blevet stærkt forkortet fordi jeg valgte at ryge,“ indrømmede McLaren med sorg i stemmen — før han for nylig døde af lungekræft.
Førstehjælp til udslåede tænder
„Udslåede tænder kan reimplanteres selv flere dage efter ulykken, forudsat de bliver opbevaret rigtigt,“ oplyser den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Der er nu blevet udviklet en førstehjælpskasse hvori man kan anbringe en udslået tand. Kassen indeholder destilleret vand, samt en mikstur af næringsstoffer og antibiotika som holdes adskilt. De to komponenter blandes ved tryk på en knap. Udstyret er ikke dyrt og kan opbevares omkring tre år uden nedkøling. En sådan førstehjælpskasse kan især være nyttig på steder hvor der relativt ofte sker ulykker med tænder, for eksempel i svømmehaller, på sportspladser og på skoler.
Feriestress
At lave om på sine vaner kan ofte gavne en stresset person mere end at tage på ferie. Dr. Sérgio Tufik, der er professor ved et lægevidenskabeligt fakultet i São Paulo i Brasilien, bliver i bladet Veja citeret for at have sagt: „Vores biologiske rytme er programmeret til at gå som et ur. Enhver forandring, selv en uges luksusferie i Det Caraibiske Hav, kan virke udmattende på organismen.“ Uanset om man har et krævende job eller ej, anbefaler han at man gør følgende for at modvirke stress: „Vær tilfreds med det du gør.“ Han siger at forandring kan virke endnu mere stressende end den daglige rutine, og tilføjer: „Måske ligger hemmeligheden i at ’holde ferie hver dag’. Det vil sige at man, ud over at passe sit arbejde, giver sig af med aktiviteter som fremmer tilfredsheden.“
Tragiske bloddonationer
Mere end et tusind franskmænd har fået AIDS ved blodtransfusion. Hvorfor er der forholdsmæssigt fem til ti gange flere af den slags tilfælde i Frankrig end i de fleste andre vesteuropæiske lande? Le Monde forklarer at fængselsmyndighederne først ophørte med at modtage blod fra fanger i 1985, tre år senere end nabolandene. Der siges videre at bloddonation „var en gammel praksis som mentes at lette fangers resocialisering. At give blod havde et skær af soning over sig, og gav desuden indsatte en chance . . . for at få et glas vin at drikke, eller for tidligere narkomaners vedkommende, for at glæde sig over at blive stukket.“ Fanger der gav blod kunne i nogle tilfælde få nedsat deres fængselsstraf.
Modeshow i katedral
„Til lyden af gregoriansk kirkesang, tordenskrald og klokker toner silhuetterne af syv nonner iført lange ansigtsdækkende slør frem i mørket. Pludselig tændes lysene, og nonnerne river slørene af [og] forvandles til mannequiner.“ Med disse ord beskriver Jornal da Tarde et modeshow holdt i krypten af Metropolitankatedralen i Pôrto Alegre i Brasilien. Ifølge avisen har ærkebiskoppen udtalt: „Jeg har altid ment at dette sted burde danne ramme om festlige og sociale begivenheder.“ Selv om opvisningen havde til formål at indsamle midler til stofmisbrugere, bryder biskoppen af Novo Hamburgo sig ikke om idéen. Han siger: „Målet helliger ikke midlet.“
Moderne sørøveri
„Til forskel fra piraterne i det 17. og 18. århundrede har de ikke klap for øjet eller sværd. De har hurtiggående motorbåde og kraftige skydevåben,“ skriver den brasilianske avis O Estado de S. Paulo. I de sidste tre år er der blevet anmeldt ikke færre end 185 sørøverier i Rio de Janeiro. For nylig angreb ti pirater med maskinpistoler en olietanker. De dræbte to besætningsmedlemmer og sårede to andre, hvorpå de stjal penge og andre værdigenstande. Der opererer flere sådanne organiserede bander i tættrafikerede havne som Santos og Rio de Janeiro og de får oplysninger om skibenes ladning og sikkerhedssystemer hos lokale prostituerede. Som avisen konkluderer, har sørøveriet og tyverierne af containere betydet „et økonomisk tab for Brasiliens udenrigshandel“.
En epidemi af biltyverier
Mange steder i verden er det blevet et problem at chauffører stoppes og frarøves deres bil. I Sydafrika har problemet ligefrem antaget epidemisk omfang, oplyser Financial Mail, en af landets aviser. Hvordan kan man beskytte sig hvis man bor et sted hvor den slags forekommer? Forsøg at variere din daglige kørsel. Kør ad forskellige veje, eller tag af sted lidt før eller lidt senere. Hold dørene låste og vinduerne oprullede. Tag ikke blaffere op, og kør ikke alene, hvis det kan undgås. Før du stopper ved en vejspærring, så spørg dig selv om den er ægte. Se efter om det er vejvæsenets lamper og skilte, og læg mærke til vejarbejdernes tøj. En højtstående politimand giver udsatte chauffører dette råd: „Aflevér bilen hvis dit liv står på spil. Det er bedre end at blive en død helt.“
Forældremishandling
Stadig flere forældre i Australien bliver, ifølge politi og forsorgsgrupper, tævet af deres rasende teenagebørn. Og skønt det som regel er mødrene det går ud over, må også fædre og bedsteforældre tage imod tæv. Sydneyavisen Sunday Telegraph refererer en kommentar fra en direktør for en forsorgsorganisation: „Folk er overraskede over at høre at børn helt ned til tiårsalderen kan gøre sig skyldige i fysisk vold — og skræmmer deres moder og deres søskende.“ Én forsorgsorganisation har modtaget så mange henvendelser fra mishandlede forældre at den er ved at udarbejde et særligt program for ofre og mishandlere.