Mit møde med døden blev en lektie for lægerne
MIDT i maj 1991 blev vi klar over at vi skulle have et fjerde barn. Vores yngste barn, Mikael, var ni år, og vore tvillingedøtre, Maria og Sara, var 13 år. Familieforøgelsen var ikke planlagt, men vi vænnede os snart til tanken.
Da jeg var tre måneder henne fik jeg pludselig en aften smerter i den ene lunge. Den følgende dag kunne jeg næsten ikke gå. Lægen sagde at det var lungebetændelse, og hun gav mig noget penicillin. Skønt jeg fik det bedre efter et par dage var jeg lidt afkræftet. Snart efter fik jeg igen smerter, denne gang i den anden lunge, og man gentog behandlingen.
I de følgende dage havde jeg problemer med at trække vejret, hvilket gjorde det svært at ligge ned. En uges tid efter det første smerteanfald svulmede mit ene ben op og blev blåt. Denne gang blev jeg indlagt på hospitalet. En læge forklarede at mine smerter ikke skyldtes lungebetændelse men blodpropper, og at jeg havde en blodprop i lysken. Jeg fandt ud af at blodpropper er en af de mest almindelige dødsårsager blandt gravide kvinder i Sverige. Få dage senere blev jeg overført til Karolinska Sjukhuset, et sygehus i Stockholm som har en særlig fødeafdeling for komplicerede svangerskaber.
Lægerne besluttede sig til at behandle mig med det blodfortyndende middel heparin. De forsikrede mig om at faren for blødninger ved at tage heparin var lille i forhold til risikoen for at få endnu en blodprop i lungen. Efter et par uger var jeg rask nok til at tage hjem. Hvor var jeg dog lykkelig over at være i live med det lille levende barn der voksede inden i mig.
Fødselen sættes i gang
Det blev besluttet at sætte fødselen i gang, men inden da fik jeg stærke smerter i underlivet og måtte hasteindlægges. Lægerne kunne dog ikke finde ud af hvad der var galt.
Den følgende aften var min bughule svulmet meget op, og smerterne var ikke aftaget. Midt på natten blev jeg undersøgt af en læge som konstaterede at jeg havde fødselsveer. Næste morgen var bughulen endnu mere opsvulmet og smerterne var uudholdelige. Lægen så bekymret ud og spurgte hvornår jeg sidst havde mærket barnet bevæge sig. Pludselig blev jeg klar over at det faktisk var længe siden jeg havde følt liv.
Med det samme blev jeg ført ind på en fødestue. Et stykke borte kunne jeg høre personalet tale sammen. Én sagde: „Hun vil ikke have blodtransfusion.“ Da bøjede en sygeplejerske sig ind over mig og sagde højlydt: „Du er godt klar over at dit barn er dødt, ikke?“ Jeg følte det som om nogen havde stukket en kniv i mit hjerte. — Ordsprogene 12:18.
Et klart nej til blodtransfusion
Pludselig kom lægen ind til mig og sagde at min tilstand var meget alvorlig. Han spurgte om jeg stadig stod fast ved mit nej til blodtransfusion. Jeg sagde med eftertryk at det gjorde jeg, men husker så ikke meget derefter. Jeg havde dog klart og tydeligt fortalt lægen at kristne har fået befaling om at afholde sig fra blod og at jeg ønskede at adlyde Guds lov. — Apostelgerninger 15:28, 29; 21:25.
I mellemtiden tilkaldte de overlægen, dr. Barbro Larson, som er en dygtig kirurg. Hun mødte hurtigt op og begyndte at operere med det samme. Da de åbnede bughulen opdagede de at jeg havde mistet tre liter blod på grund af indvendige blødninger. Men overlæge Larson respekterede min beslutning angående blodtransfusion.
Herefter sagde en læge at det kun var et spørgsmål om minutter inden jeg døde. „Jeg ved ikke om hun stadig er i live,“ skulle han have sagt. Senere fik jeg at vide at lægerne ikke kunne finde stedet hvorfra det blødte, så de lagde et kompres ind i bughulen. Læger og sygeplejersker var næsten sikre på at jeg ikke overlevede.
Da mine børn kom og så hvordan jeg havde det, sagde et af dem at Harmagedon snart ville komme, og at de bagefter ville få mig tilbage i opstandelsen. Hvor er opstandelsen dog en skøn og retfærdig ordning! — Johannes 5:28, 29; 11:17-44; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:3, 4.
Svæver mellem liv og død
Mit hæmoglobintal var faldet til 4 gram pr. deciliter (cirka 2,6 mmol/l), men blødningerne syntes at være standset. Jeg havde på et tidspunkt sørget for at et eksemplar af Vågn op! for 22. november 1991 blev lagt ind i min journal. Barbro Larson fandt bladet og bemærkede overskriften, „Lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion“. Hun undersøgte artiklen nøje, i håb om at finde noget der kunne hjælpe mig til at overleve. Hun bemærkede ordet „erytropoietin“, et præparat som stimulerer dannelsen af de røde blodlegemer, og det ordinerede hun. Der går dog nogen tid inden det giver resultater, så spørgsmålet var om erytropoietinen ville virke hurtigt nok.
Den følgende dag var mit hæmoglobintal faldet til 2,9 (cirka 1,9 mmol/l). Da jeg vågnede var hele min familie samlet omkring min seng, og jeg spekulerede på hvad der var sket. Respiratoren gjorde det umuligt for mig at tale, og jeg følte mig på fortvivlelsens rand men kunne ikke engang græde. Alle sagde at jeg skulle spare på kræfterne for at overleve.
Den næste dag fik jeg feber på grund af en betændelsesreaktion i bughulen forårsaget af det efterladte kompres, og mit hæmoglobintal var faldet til 2,7 (cirka 1,8 mmol/l). Det er meget risikabelt at give narkose til en patient i en sådan tilstand, men Barbro Larson forklarede at de var nødt til at reoperere for at fjerne kompresset.
Børnene fik lov til at komme ind og besøge mig inden operationen. Alle tog afsked med mig, og adskillige fra hospitalet græd. De troede ikke at jeg ville klare det, men vore børn var meget tapre, og det gjorde mig rolig og fortrøstningsfuld.
Da jeg ikke var i dyb narkose kunne jeg høre hvad læger og sygeplejersker sagde til hinanden. Nogle talte om mig som om jeg allerede var død, og da jeg senere genfortalte hvad jeg havde hørt under operationen, bad en sygeplejerske om forladelse. Hun havde været sikker på at jeg ville dø, og det var stadig svært for hende at fatte hvordan jeg havde overlevet.
Den følgende dag havde jeg det lidt bedre. Mit hæmoglobintal lå nu på 2,9 (cirka 1,9 mmol/l), og mit hæmatokrittal var på 9. Mine kristne brødre og søstre kom på besøg, og medbragte mad og kaffe til min familie. Vi var taknemmelige for deres kærlighed og omsorg. Om aftenen var min tilstand stadig kritisk, men stabil, og jeg blev overført til en anden afdeling.
En lektie for lægerne
Mange blandt hospitalspersonalet blev nysgerrige da de hørte om mig, og de fleste var meget venlige. En sygeplejerske sagde: „Din Gud må have hjulpet dig.“ En læge fra en anden afdeling kom forbi og bemærkede: „Jeg vil bare se hvordan en person med så lavt et hæmoglobintal ser ud. Jeg kan slet ikke forstå hvordan du allerede kan være så frisk.“
Den næste dag kom Barbro Larson for at se til mig, selv om hun havde fri. Hun fortalte at hun følte sig ydmyg på grund af det der var sket. Hvis jeg blev fuldstændig rask, ville de begynde at foretage nye undersøgelser af alternativ behandling uden brug af blod.
Jeg kom mig meget hurtigt, og to og en halv uge efter min tragiske nedkomst var mit hæmoglobintal steget til lidt over 8 (cirka 5,3 mmol/l), og jeg kunne udskrives fra hospitalet. Tre dage senere overværede jeg vores årlige kredsstævne. Det var skønt igen at kunne være sammen med de kristne brødre og søstre, som havde været til så stor støtte under denne hårde prøvelse! — Ordsprogene 17:17.
Som overlæge Barbro Larson havde lovet, blev en rapport om mit tilfælde med titlen „Erytropoietin erstattede blodtransfusion“ senere udgivet i det svenske lægetidsskrift Läkartidningen. Der stod: „En 35-årig kvinde, et af Jehovas vidner, fik en akut massiv obstetrisk blødning. Hun modsatte sig blodtransfusion men accepterede behandling med erytropoietin. Efter ni dages postoperativ behandling med højdosis erytropoietin, var hæmoglobintallet steget fra 2,9 til 8,2 gram pr. deciliter (fra cirka 1,9 mmol/l til cirka 5,5 mmol/l), uden bivirkninger.“
Artiklen sluttede med at sige: „Patienten var til at begynde med meget afkræftet, men kom sig forbavsende hurtigt, og det postoperative forløb var helt uden komplikationer. To uger efter kunne hun udskrives fra hospitalet.“
Det er klart at det har været en hård prøvelse for os, men vi er glade for at det har resulteret i at nogle læger har lært noget mere om alternativer til blodtransfusion. Forhåbentlig vil de i fremtiden være mere indstillede på at bruge behandlingsmetoder der har vist sig effektive. — Fortalt af Ann Yipsiotis.
[Illustration på side 26]
Den hjælpsomme læge og mig