En dag på Asiens største dyrskue

Af Vågn op!-​korrespondent i Indien

MAHARAJAER der rider på smukt pyntede elefanter, eller en ydmyg bonde der trækker to store stude med kraftige horn — det er yndede motiver for fotografer her i Indien. Men hvor anskaffer man sig sådan nogle store og kostbare dyr?

Du kan få svaret ved at tage med os til Sonepur i delstaten Bihar i det nordøstlige Indien. Her kan vi besøge et dyrskue der sandsynligvis adskiller sig meget fra noget du tidligere har set. Det forlyder at det er det største dyrskue i Asien, måske endda i hele verden. Det varer to uger og afholdes i løbet af oktober eller november.

Et fascinerende skue

Sikke en menneskemængde! Kvinderne er klædt i lyse sarier og bærer mange smykker. De gifte kvinder skiller sig specielt ud med det røde pudder der er smurt i skilningen i håret. De fleste har et barn på armen, samt et eller to andre børn der klynger sig til deres sarier, mens de småløber for at følge med deres mænd.

Man kan undre sig over hvordan forældrene kan holde styr på deres børn i denne menneskevrimmel. Det er heller ikke alle der formår det. Vi fik at vide at der i løbet af en uge var 50 børn der blev væk, og kun 17 af dem var blevet fundet igen. Vi gyste ved tanken om hvad der var sket med de resterende da vi havde hørt at skruppelløse personer ofte stjæler børn og tvinger dem ud i tiggeri og prostitution.

Boderne langs vejen gør det endnu sværere at komme frem, men de er interessante at kigge på. Ved én bod kommer en lille fugl ud af sit bur og samler et kort op når man afleverer en mønt. Manden der passer boden spår så ens fremtid ud fra kortet. Har man brug for en hurtig barbering skal man bare sætte sig på hug hos barberen, som så lader sin lange, skarpe barberkniv glide langsomt ned over ens skumfyldte ansigt. På bare tre minutter har man fået en barbering der muligvis er tættere end noget moderne udstyr kan foretage.

Boderne tilbyder et enormt udvalg af dekorative armringe som de indiske kvinder gerne går med på begge arme i farver der matcher til deres sarier. Den dygtige sælger prøver den ene armring efter den anden på kunden indtil han finder den rigtige størrelse og stil. En typisk indisk kvinde bærer en halv snes ringe lavet af glas, metal eller plastic på hver arm.

Boderne sælger også smykker til dyrene. Det er jo trods alt et dyrskue. Forretningen går strygende fordi folk godt kan lide at pynte deres dyr. Udsmykningen omfatter perlekranse dyrene kan have om halsen, og farvestrålende klokker i forskellige størrelser.

Hvem er det der råber op? En tigger! Indskrumpet og dækket af støv kravler han på vejen og skubber sin tiggerskål foran sig. Det er et under at han ikke bliver trampet ned, i betragtning af menneskemængden! Under dyrskuet er folk rundhåndede over for tiggere, så mandens skål er allerede halvt fuld af mønter. I nærheden af templet sidder i hundredvis af tiggere — krøblinge, blinde og spedalske. Nogle forbander deres skæbne, andre anråber gudernes navne og andre igen overøser de gavmilde med velsignelser.

Mange forskellige slags dyr styrer mod dyrskuet. Elefanterne er malet og festligt dekoreret. På hver af dem sidder en fører der med korte kommandoer får elefanten til at gå eller sænke farten, og som nu og da giver den et lille puf bag øret med en stav. Vandbøfler bevæger sig langsomt med højt hævede hoveder, fuldstændig uberørte af den trafikprop de skaber.

Vi ser også mange køer og nogle få kameler på vejen. Der er mange aber, hvoraf de fleste er af langur-arten. De har buskede øjenbryn og kindskæg. Det vrimler med fjerklædte skabninger, lige fra flotte påfugle og papegøjer til parakitter og duer. Fra nær og fjern er de alle kommet til dyrskuet.

Nogle hovedattraktioner

Præmiekøerne fra Punjab er blandt hovedattraktionerne. Nogle af dem giver omkring 25 liter mælk to gange om dagen. Det er virkelig pragteksemplarer! Mange mennesker kommer bare for at se på, mens andre er seriøse købere. Hver gang en handel er gået i orden hylder ejeren en lokal guddom ved at råbe „Bolo Hariharnath Ki“, og mængden svarer samstemmende „Jai“. Prisen for en indisk ko kan variere fra 3000 til 5000 rupier, men disse fremragende racer sælges for 20.000 til 40.000 rupier.a

I år er der kun 15 kameler til salg på markedet. Disse „ørkenskibe“ koster 5000 rupier pr. styk. De kan arbejde i mange timer og kan udholde varme og kulde, tørst og sult, mens de traver af sted. Kameler kan trække kærrer og plove eller dreje vandhjul, et arbejde som ellers udføres af stude eller okser.

Det mest populære dyr er oksen. Det er næsten umuligt at rejse på de indiske veje uden at se den driftsikre oksekærre der transporterer bondens varer og familie til byen. En idérig sælger har sat et skilt op hvor der står: „Superstar-okser.“ Og de ligner virkelig superstars! I tilfælde af at nogen skulle finde på at snyde ham eller stjæle fra ham har han to udsmykkede rifler parat. En superstar sælges for 35.000 rupier.

De vrinskende heste er det næste der fanger vores opmærksomhed, og hvor er det nogle flotte dyr! Nogle er rideheste til politiet eller hæren mens andre er væddeløbsheste. Man kan også få ponyer der kan bruges til at ride på eller til at trække en vogn. Ved en bod spiller et hornorkester til glæde for en dresseret hest der danser i takt til musikken.

Vi går videre i retning af nogle høje trompetlyde. Dér i midten af en klynge mangotræer står elefanterne, i alt 250. Hvilke majestætiske dyr! De er kommet fra alle dele af Indien og Nepal. De synes urolige, måske på grund af de andre elefanter og den store menneskemængde.

Her møder vi Harihar Prasad, en 25-årig hanelefant der trompeterer vildt. Hans ejer, Gangabux Singh, har lige solgt ham for 70.000 rupier. I betragtning af at markedsprisen er 130.000 rupier for en god elefant, er prisen meget lav. Men Harihar er noget svær at styre.

Harihar har gået 22 dage for at komme til dyrskuet, og nu er hans ejer ked af at skulle skilles fra ham. Men forretning er forretning og de følelsesmæssige bånd må brydes. Mon Harihar også er ked af at skulle forlade sin gamle mahout (elefantfører)? Da hans nye mahout prøvede at styre ham, sprængte han rebene, så nu er han lænket.

For at berolige ham og lette overgangen rejser hans tidligere ejer med ham til hans nye hjem. Der vil han arbejde sammen med den nye ejer indtil denne vænner sig til Harihar og hans luner. Vi fik at vide at den nye ejer ikke havde til hensigt at beholde Harihar så længe. Så det kan være at han næste år bliver bragt tilbage til Sonepur og solgt igen.

Harihar bliver måske solgt til folk fra Rajasthan og brugt som tempelelefant langt borte. Så vil han blive udsmykket og sat til at trække en tempelvogn. Eller han ender måske med at slæbe tømmer i en afsidesliggende jungle på Andamanerne og Nicobarerne langt ude i Den Bengalske Bugt.

Et dyrskue med en lang historie

Ingen ved åbenbart med sikkerhed hvornår eller hvordan dyrskuet egentlig tog sin begyndelse her i Sonepur, selv om noget tyder på at det blev kendt i stormogulen Alamgirs regeringstid (1658-1707). Rajeshwar Prasad Singh, en lokal godsejer, siger at hans familie har lejet pladsen ud til hestemarkedet siden 1887. Fra det 19. århundrede og fremefter samledes de britiske indigo-plantageejere under dyrskuet for at spille polo, dyrke hestevæddeløb og danse.

De maharajaer der drog til dyrskuet med store følger og boede i særlige telte, kastede tidligere glans over dyrskuet. Dyrskuet i Sonepur vil alligevel fortsat løbe af stabelen så længe der er efterspørgsel efter dyr. Vi har nydt at overvære dette meget anderledes dyrskue hvor alle slags dyr er hovedattraktionen.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

En dekoreret hest fremvises for tilskuerne

[Illustration på side 24]

Harihar Prasad efter at han var blevet solgt